Noget om det bedste

Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.

I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.

Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.

20140306-185034.jpg
PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.

PPS: Det har været et skide godt år!

Mens vi venter på genforeningen …

Mine fingerspidser savner at danse tango på de trygge taster, men selvom der er blevet blæst genoplivningsluft i min Air, er vi endnu ikke genforenet.

Computerlavningstype siger dog, at det sandsynligvis vil ske i morgen, og derfor vil jeg vente lidt med lange ordbloggerier om Big Band Theory – ikke mindst for at undgå overbelastning af mobilskrivningstommel.

Til gengæld koster det ikke mange tommelklik at give en billedlig beskrivelse af de sidste dages højdepunkter. Fra nyindflyttet liv i min vindueskarm (nej, jeg er ikke ansvarlig for at holde liv i dem, så bare rolig) over småstøvlet gadefinhed og hunde med røde sko til bollende snegle og andet hejs. Og så selvfølgelig det bedste …

20140212-231431.jpg

20140212-231539.jpg

20140212-231552.jpg

20140212-231613.jpg

20140212-231625.jpg

20140212-231645.jpg

PS: Guldfisken har udtrykt forundring over, at jeg ikke er gået ind i girafdebatten, da den jo ligger lige til højre forben for mig. Jeg har dog svært ved at finde argumenter for, hvorfor jeg skulle argumentere i den allerede uddebatterede debat. Men nu er måske et meget godt tidspunkt at indrømme, at min giraf slet ikke er en rigtig giraf. Han er til gengæld en rigtig voksen mandsperson med en 11-årig dreng inden i sig. Begge dele af hans personlighed sidder lige nu og bekæmper aliens et sted ude i rummet, mens jeg ligger under dynen i den anden ende af stuen og tænker på, at det er meget, meget dejligt at kunne være alene med sig selv sammen med en anden.

Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Noget om børnetilblivelsesnedsmeltning

Der er meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvorfor en flue, der flyver rundt i en kørende bil, ikke splatter ud på bagruden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan drømme den samme meget virkelighedstro drøm igen og igen uden at regne ud i drømmen, at det sjovt nok stadig bare er en drøm. Jeg forstår ikke, hvordan der kan være 5432 storslåede sange inde i min lillebitte iPod. Og jeg forstår slet ikke, at jeg kun har skullet tisse én gang i dag, selvom jeg har drukket 3,2 liter væske (ja, jeg var forfærdeligt fuld (igen) i går).

Alle de uforståeligheder er dog ingenting sammenlignet med, hvor uforståeligt det er, at jeg i dag kan ligge med en delfinunge på maven, som slet ikke var her for to uger siden. Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet lavet (altså, hvordan det kan lade sig gøre. Selve ritualet er jeg nogenlunde med på, selvom jeg forsøger at undgå at forestille mig, hvordan det er foregået i netop det her tilfælde). Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet til en rigtig baby med hud og hår og negle og conehead. Jeg forstår ikke, at hans bittesmå fødder om et år er stærke nok til at holde ham stående. Jeg forstår ikke, at han om et par årtier er sådan en rigtig fyr, som kan bunde grønne flasker og knuse pigehjerter og synge karaoke (forhåbentlig lige så smukt som moren). Og jeg forstår slet ikke, at han en dag bliver en gammel mand fyldt med minder om en tid, som ikke er her endnu.

Men det er også fuldstændig ligemeget, at jeg ikke forstår det. For jeg har forstået, at alt det, jeg ikke forstår, er helt fantastisk. At han er helt fantastisk. Og det er det bedste.

delfinungen