Noget om det bedste

Madkassen fylder et år i dag. Jeg ved ikke, om mit forhold til ting er blevet en tand for lidenskabeligt, når jeg ligefrem begynder at fejre fødselsdag for dem. Men så længe det kun er de vigtigste ting, som gør sig fortjent til fejring, tænker jeg, at det er okay.

I løbet af det seneste år er kassen blevet fyldt op med flere vigtige ting. Ud over at huse mit personlige kontantlager fra bufferbøssen, rummer den også den slags ting, som er umulige at prissætte. Det er dem, jeg sætter allermest pris på. Og så rummer den selvfølgelig en hel masse mening, som man ikke umiddelbart kan se, men som jeg slet ikke kan undgå at mærke hele tiden.

Selvom jeg også elsker mine kasser med VHS-bånd og kasserne med billeder af tid, som er gået, så er madkassen den allervigtigste. Og alt, hvad den symboliserer, er det bedste for mig.

20140306-185034.jpg
PS: Jeg har lige været et smut nede ved min strand for at klappe den klit (af sand), hvor kassen blev åbnet for første gang. Det var top daler og lige så rockerkoldt som sidst.

PPS: Det har været et skide godt år!

Noget om elefanter

Bufferbøssen er blevet opgraderet efter familiebesøg. Den 8-årige og den 10-årige efterlod nemlig en gave, som er så sej, at den for alt i verden skal bruges. Og da jeg ikke ejer en levende potteplante, måtte jeg tænke kreativt. Heldigvis viser det sig, at den gamle bufferbøsse bugnede så voldsomt, at den trængte til en udbygning (hvem skulle have troet, at jeg rent faktisk har opført mig økonomisk fornuftigt). Så jeg flyttede min mindre formue på 1577,50 kroner over i en neonudgave af det vigtigste dyr i min verden.

Der er mange grunde til, at jeg er så forelsket i elefanterne. Hvis du nogensinde har set en elefantunge* gøgle rundt med slatten snabel på stabile ben, forstår du det nok allerede. Derudover symboliserer det seje snabeldyr på én gang styrke, loyalitet, følsomhed, beskyttertrang og tålmodighed. Og så minder det mig om en meget vigtig person, som ikke er her mere. Min bedstemor.

Min bedstemor samlede på små elefantfigurer fra hele verden. De stod i den store reol, og jeg kiggede på dem, hver gang jeg besøgte hende. Studerede dem og vurderede dem og beundrede dem allesammen. Der var tit nye eksemplarer hjembragt af familiemedlemmer med helt friske historier. Men jeg kunne bedst lide de gamle. Dem med de ældste og vigtigste historier. Specielt den allerældste. Den var hvid og flot og tung, når jeg holdt den i mine rystende hænder, mens bedstemor kiggede på mig med et kærligt bestemt blik, som konstant mindede mig om, at jeg skulle passe på den og beskytte den, fordi den var vigtig. Så jeg spændte de spæde børnemuller og sørgede for, at den aldrig havnede på gulvet. Og hvis jeg var rigtig heldig, fortalte bedstemor mig historien om, hvordan hun havde fået den, og hvorfor netop den elefant var den bedste.

Da hun døde, var der kun én ting, jeg gerne ville arve, og jeg fik den hvide elefant. Den stod i min vindueskarm i mange år og mindede mig om alle de værdier, som den repræsenterede, og som jeg forsøgte at suge til mig. Og jeg passede altid på. Indtil jeg en dag var uforsigtig. Og ramte elefanten med støvsugerstangen, så den røg på gulvet, og snablen blev amputeret fra kroppen. Da jeg opdagede, hvad der var sket, føltes det som om, jeg havde tabt et spædbarn. Og jeg følte samtidig bedstemors blik oppe fra himlen et sted, hvor jeg i min naive barnetro stadig tror, at hun sidder. Jeg gik i panik, og i stedet for at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at reparere den, skyndte jeg mig i ren benægtelse af situationen at proppe den ind i mit rodeskab, hvorefter de to dele havnede i en kasse, som vist står på loftet.

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg kunne være så uforsigtig og skade noget, der betyder så meget for mig. Også selvom det handlede om en død ting. Og lige nu har jeg en afsindig trang til at gå på jagt efter de to dele på loftet og sætte dem sammen til én, så der kan komme orden i kaos. Problemet er bare, at jeg ikke tør gå op på loftet alene. Måske jeg ved lejlighed skulle forsøge at lokke en langhalset type med op og finde den, så alt bliver godt igen …

neonelefant

* Apropos elefantunger sendte giraffen mig for nylig det her, som trykkede på hele følelsesregristret samtidig.

Projekt ny og bedre livsstil kapitel 2

Det går faktisk meget godt, det der med at spare penge. Jeg har flere gange været meget stolt af mig selv. Da jeg sent lørdag aften stod og ventede på bussen, der aldrig kom, og bekæmpede fristelsen til at bespringe en ledig taxa. Da undulaten kom på besøg, og jeg tøede noget restværk op fra fryseren i stedet for at hente take away. Og da jeg samlede alle mine tomme flasker sammen for at få råd til en pose pasta sidst på ugen.

Det lyder måske ikke imponerende, men det er store sager for en økonomisk analfabet* som mig. Og der er endda overskud i bufferbøssen. Og jeg har skåret ned på de faste udgifter, blandt andet ved at sige mit abonnement op i 80’er-træningscentret** (for alle ved jo, at man skal skære udgifterne til motion fra, inden man skærer ned på junk og alkohol). Jeg har faktisk ikke engang brugt mindre formuer på snuskede barer de sidste mange uger (hvilket muligvis bare er et tegn på, at jeg ikke har noget liv. Men lad det nu ligge …) Summa summarum: Jeg er slet ikke den, jeg tror, jeg er. Jeg er en helt anden. En økonomisk ansvarlig én.

Men blandt alle de rosenrøde, selvskulderklappende succeshistorier er der alligevel et ømt, problematisk punkt: min ynkelige evne til at benytte det lille, effektive ord, der hedder ‘nej’. Det er specielt et dyrt problem, når det kommer til sådan noget velgørenhed. For en ting er at skulle sige nej til noget, jeg selv har lyst til. Det gør jo kun ondt på mig, hvis jeg må melde fra til en bytur eller droppe en rejse. Noget andet er, når velgørenhedstype ringer mig op og fortæller om alverdens ulykke og derefter understreger, at min hjælp er af yderst stor betydning. For hvordan siger man lige nej til at hjælpe børn, der sulter, eller dyr, der danser (altså, nu elsker jeg jo generelt seje dyr, der danser, men de skal helst ikke tvinges til det af store, onde barylere …)

Det er et særligt stort problemt for mig, fordi jeg er udstyret med sådan et CVR-nummer, som åbenbart giver alskens velgørenhedsorganisationer fripas til at ringe et par gange i timen (sammen med dem, der tilbyder mig fordelagtige kantineordninger og toiletrens til mit verdensfirma). Det betyder, at jeg det sidste stykke tid blandt andet er blevet overtalt til at investere i 40 stiftblyanter til ca. 50 kroner stykket (lav selv regnestykket. Og hvem bruger overhovedet den slags nutildags?), fire pakker fin, fyldt chokolade (til hende, som foretrækker discountslik) og senest cashewnødder og saltede mandler til den nette sum af 750 kroner for 640 gram (det er ikke med løg på). Men når jeg kiggede på den slunkne bankbog, kunne jeg i det mindste trøste mig med, at nogle nød godt af mine afladskøb. Lige indtil jeg fandt ud af, at det kun er 10 % af pengene, der rent faktisk går til velgørenhed. Av min lange næse!

Dog gik det helt galt forleden, hvor jeg lå alene og sumpede på giraffens sofa, da det bankede på døren. Manden på den anden side fik mig overtalt til at støtte en lejrskoletur. Ved at købe utroligt flotte og for mig dybt uundværlige lykønskningskort. Et for 30 kroner og to for 50, sagde han. Og gav mig 40 kroner tilbage, da jeg snuppede to og stak ham en hund. Jeg turde ikke at brokke mig, så jeg skyndte mig bare at smile til typen. Og kom først bagefter til at tænke på, at det vel i grunden er lidt underligt, at en voksen mand samler ind til børns lejrskoletur. Ved at sælge kort, som ligner noget, man kan købe til det halve lige ovre i Leifs Servicekiosk. Oh well, jeg håber i det mindste, mine penge så er gået til en rigtig god brandert. For jeg får ikke selv råd til den slags festligheder det næste lange stykke tid …

* Er jeg den eneste, der ikke kan læse det ord uden at få halvperverse associationer?

** Under opsigelsesseancen var fitnesstypen bag disken så sød at informere mig om, at jeg jo bare kunne sætte mit medlemsskab på standby, hvilket helt instinktivt fik mig til at udbryde, at jeg skulle flytte. For alle ved jo, det er bedre at lyve end at indrømme, at man er doven. Hvis jeg da så for fanden bare kunne finde ud af at lyve overbevisende. Nu er jeg både doven og dum …

20130925-133324.jpg

Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …

bufferboessen