Noget om nyt liv og kriminelt korte shorts

Jeg har været på genbrugspladsen med alt mit sidste skrald fra den tid, som er gået. Det er ikke et sted, jeg besøger så tit. Faktisk tror jeg kun, jeg har været der én gang før, hvor jeg blev så skræmt over de strenge sorteringskrav, at jeg siden har gemt alt (for meget) gammelt lort på loftet.

I dag gik det dog noget bedre. Ikke mindst fordi jeg opdagede, at man kommer meget langt med kriminelt korte shorts den slags steder. Jeg ville egentlig have skiftet til noget mere tækkeligt, inden jeg tog hjemmefra, men jeg glemte det. Halleluja for den forglemmelse. For bedst som jeg stod der på pladsen med en kæmpe kasse fyldt med blandet gøgl i elektronikgenren, kom ung genbrugsfyr (undskyld, jeg ved godt, der sikkert er et meget flottere ord for det) forbi, kastede øjnene ud i et par elevatorture og tilbød at sortere hele rodebutikken for mig. Billigt trick – jeg ved det. Men det er vel okay, når jeg ikke brugte tricket med vilje …

Så nu er jeg indehaver af et styks gennemsorteret liv. Og en platte, som blev reddet i 11. time, fordi jeg ved, min mor vil sætte pris på, at jeg gemmer den slags …

20140617-174744-64064439.jpg

Noget om julemanden

Jeg er håbløst naiv – har altid været det og vil kæmpe for at holde fast i al den naivitet, jeg kan rumme, så længe som overhovedet muligt. For jeg synes, det føles markant bedre at være naiv end skeptisk. Det er meget sjovere, og det åbner op for mange flere muligheder at tro på muligheder frem for begrænsninger. Hvis man har let ved at blive skuffet, kan det selvfølgelig være lidt af en udfordring. Men det har jeg arbejdet på at lade være med at blive (alt for tit). Til gengæld bliver jeg heldigvis meget let overrasket.

Dengang min krop var barn, satte jeg hvert år en broderet kalender op derhjemme, så julemanden havde et sted at aflevere sin pakke (høhø). Og jeg husker tydeligt krilleren i maven, når jeg hver morgen fandt endnu en sølvpapirsgave, som knitrede, når jeg åbnede den. Det handlede ikke så meget om, hvad der var inde i den. I princippet kunne det have været et bøjet søm, og jeg var blevet glad. Det handlede mere om, at pakken overhovedet var der. At jeg havde noget at se frem til. Og at nogen tænkte på mig. Så kunne den for min skyld indeholde et hul fra en vanillekrans eller hvidt fnuller. Jeg er overbevist om, at jeg ville være glad for tanken lige meget hvad.

Jeg var meget begejstret for idéen om, at julemanden fandtes, selvom jeg på et tidspunkt blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt det mon var min mor, der satte pakkerne på kalenderen. Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg en morgen konstaterede, at der endnu ikke var kommet nogen pakke, hvorefter jeg gik ud på badeværelset med min mor. Da vi kom tilbage, hang der på mirakuløs vis en sølvpapirsdimmer på kalenderen, som min mor umuligt kunne nå at have afleveret. Jeg var så vild i varmen ved tanken om, at julemanden så nok alligevel var en rigtig mand, at jeg helt glemte at overveje, om pakken mon kunne være blevet placeret af min søster, som lå og rævesov i værelset ved siden af.

De fleste holder nok op med at tro på julemanden, inden de starter i skole. Men konfirmationsmappen afslører, at jeg stædigt fortsatte med at holde fast i min tro, til jeg var 9-10 år gammel (det er faktisk utroligt, at jeg havde venner). Muligvis sagde fornemmeren mig en gang imellem, at der var noget lorent ved hele det cirkus, men jeg tænkte, det godt kunne betale sig at tro for en sikkerheds skyld. Fordi det var sjovere med eventyret end uden.

Her er et lille uddrag af de hilsner, jeg har lagt til den gavmilde herre gennem årene:

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har forsøgt at lave, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på ...

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har tegnet, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på …

Julemanden - nu med navle og blodtud

Julemanden – nu med navle og blodtud

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer ...

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer …

PS: Bare fordi min krop er blevet voksen, betyder det ikke, at mit hoved følger med. Jeg har tidligere slået fast, at den rigtige julemand findes. Jeg har endda arbejdet for ham. Men ud over ham er jeg heldigvis så afsindigt heldig at kende en hare og en giraf, som ved, hvor meget indpakkede tanker betyder for mit barnlige sind. Derfor ligger der lige nu 48 gaver, som venter på at blive pakket ud. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg de næste 24 morgener får lov til at holde fast i den barnlige forventningsglæde, som gør tilværelsen lidt mere eventyrlig for en håbløst naiv type …

Noget om Taffeltraditioner

Der findes to slags mennesker i denne verden. Dem, der spiser Taffelchips juleaften, og dem, der ikke gør. Man lærer noget nyt hver dag, og lige netop den banebrydende observation tog jeg med mig hjem fra arbejde på denne grå novembertirsdag. Forud lå en grundig, kvalitativ undersøgelse foretaget af min kollega, som var dybt forundret over, at nogen kunne finde på at spise chips på den højhellige dag. Derfor besluttede hun sig for at lave en rundspørge i de forskellige afdelinger – blandt andet for at afklare, om der mon var tale om en geografisk betinget tradition. Den teori kunne vores afdeling afkræfte, da der både findes en sjællandsk hamster, en fynsk guldfisk og en jysk elefant, som har et dybt passioneret – tenderende religiøst – forhold til Taffelchips med brun sovs juleaften.

Emnet endte med at fylde gode dele af en halv times arbejdsdag (håber virkelig ikke, chefen læser med), hvilket endnu en gang bekræftede, hvor meget traditioner betyder.

I min familie er der altid dobbelt op på Taffelchips, fordi min søster og jeg hvert år bliver nervøse for, om den tredje søster nu har husket at købe dem. Så derfor svinger vi lige forbi tanken på vejen og provianterer sikkerhedskartofler. For de SKAL SKAL SKAL være der! Ellers er det ikke rigtig jul.

Jeg ville virkelig gerne være sådan en cool, afslappet type, der sagtens kan håndtere lidt forandring, men faktum er, at jeg var meget tæt på hysterisk tuderi det år, hvor min moster ved en fejl (en stor, stor fejl) valgte at spiffe risalamanden lidt op med noget appelsinsaft. Tuderialarmen kunne måske undskyldes med, at jeg var 10 år gammel, men jeg var lige så tæt på tårer, da min søster for et par år siden valgte at indføre plastikjuletræ, fordi det var lettere. Jeg var parat til at fælde en ægte granfætter med en neglefil bare for at sikre mig, at alt var, som det plejede at være (nu var det selvfølgelig heller ikke mig, der skulle støvsuge grannåle op helt frem til påske).

Jeg har altid elsket julen med alle de traditioner, der hører til lige netop min familie. En jul, som traditionen tro ender med, at min søster og jeg falder i søvn ved siden af hinanden, efter vi har været i åben kamp om fjernbetjeningen, og min mor har været inde på værelset for at konstatere, at vi stadig formår at få det til at lugte af teenagehummer, selvom vores hylstre er blevet voksne.

Sidste år var det dog lidt vemodigt, fordi jeg pludselig fik en klar fornemmelse af, at i hvert fald den sidste tradition ville stoppe der. Mange ting er sket i mellemtiden, og jeg går derfor ud fra, at fornemmelsen holder stik. Med mindre min søster stadig foretrækker at dele værelse med mig frem for delfinungen og delfinfaderen i al den nye familielykke, der er faldet ned over hende siden sidste jul. På forhånd har jeg dog en rimelig klar fornemmelse af, at jeg er sat ud af det spil.

Så traditionsposen skal rystes. Overraskende nok føles det slet ikke så farligt, som jeg havde frygtet. Måske det endda er en perfekt lejlighed til at ryste posen en ekstra gang, kaste det hele op i luften, og se, hvad der falder ned af nye, gode ting. Den tanke er egentlig ret tryg, når bare jeg ved, at man kan tage en Taffelposechips med overalt.

Det bliver skide godt!

den_aegte_julemandPS: Billedet her er til for at dokumentere, at min familie traditionelt får besøg af den rigtige julemand. Den helt ægte fra Grønland. Og det er ikke med løg på …

 

Noget om noget jeg muligvis burde holde i mig

Sarte sjæle bør nok springe dette indlæg over. For det kommer til at handle om brækning. Den slags slap jeg for i rigtig mange år. Som barn kastede jeg næsten aldrig op. Og som teenager var det altid mig, der støttende holdt de andre på panden – ud over mine første to gigantbranderter, hvor jeg efter den anden af slagsen vågnede op inde under bruseren med alt mit tøj på, mens min mor og søster forsøgte at holde mig stående, samtidig med at de prøvede at fange min kat, som jeg havde bræksaliggjort, og som nu var i gang med at afsætte potespor i hele huset (stakkels, lille killing kunne bare godt lide at sove på hovedpuden. Det kunne den sjovt nok ikke efter den oplevelse …)

Så gik der mange år. Måske ti. Og bortset fra et par enkelte uheldige episoder holdt jeg hovedet nogenlunde fri af kummen. Lige indtil musvitten arrangerede melodunte-aften med cocktailpølser i brun-farin-og-baconsvøb og Birthe-kage med rød kjole og drinks lavet på halv Pisang Ambon/halv grums. Og jeg fyldte mig med det hele og lidt til, hvorefter jeg shakede mavecocktailen sammen under en rask omgang skihop i stuen. Så lærte jeg på den hårde måde, hvordan det føles, når man virkelig har det dårligt. Og jeg lærte, hvordan sådan en sjus smager anden gang.

Derefter gik det slag i slag, og nu føles det efterhånden som om, at jeg slet ikke kan holde op igen. Måske er der tale om en form for overkompensering for alle de år, hvor jeg trak kummefrinummer. For der er alt for mange dårlige eksempler alene inden for den seneste måned. Som da jeg måtte undskylde mig selv under festmiddagen i Mexico og kom tilbage ti minutter efter til bemærkningen: ‘Det er på en måde en utrolig voksen tilgang, du har til din brandert, hvis du kaster op undervejs, når du føler, du er blevet for fuld. Du rebooter jo bare. Har du tænkt over det?’ (sagt af samme fyr, som jeg fik med på kummevognen på Filippinerne for et par år siden, hvor jeg udfordrede ham i den anerkende drukdisciplin: Hvem-kan-hurtigst-bunde-flest-ting-uden-alkohol (‘Hej lunken mælk og gul saft og ananasjuice og yoghurt direkte fra bægeret og hele halve liter vand. Velkommen til min mave. Det bliver et kort visit’)).

Jeg følte dog for alvor, det tog overhånd, da jeg sidste weekend ramte kummen igen, fordi jeg var gået lidt for lystigt til musvittens fødselsdagskagekone. For som en kollega forleden så rigtigt påpegede, er det en lille smule foruroligende, hvis jeg kaster op, lige meget hvilken fest man inviterer mig til. Selv til en alkoholfri børnefødselsdag. Men når først man får åbnet for sluserne, du ved …

Gad vide, om der findes en støttegruppe for tangerende, ufrivillige bulimikere?

carlsjr

Noget om en guldfisk

Jeg har tidligere sagt, at jeg har været kronisk single de første 28 år af mit liv. Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke helt rigtigt. I de år havde jeg muligvis ikke prøvet sådan noget klassisk kæresterishow. Men jeg har levet i, hvad der svarer til en form for venskabsægteskabeligt cirkus med guldfisken, siden vi mødte hinanden for syv år siden.

Jeg hapsede den purunge akvarievårhare allerede på vores rustur – primært fordi hun var den, jeg følte, jeg havde mest tilfælles med, når det kom til uhæmmet druk med tåkrummende historier til følge, frustration over manglende mad, smugrygning i krogene (jeg er altså holdt op for længe siden, mor) og generel uambitiøs journalistisk tilgang til målsætning om aktindsigt og regeringsvæltning. Vi ville bare gerne have det sjovt.

Og det har vi haft. Mange gange i selskab med solsorten og musvitten og musen og tusindbenet og andre fantastiske studiedyr, som heldigvis godt kan overskue den ægteskabelige tilstand, vi af og til falder ind i. Andre gange helt alene sammen.

Der gik ikke mange kvarte øjeblikke, fra jeg sendte den første venskabsflirtende sms med et helt ligegyldigt improviseret spørgsmål bare for at skabe kontakt (smooth operator), til hun flyttede ind i min ejendom, og vi indledte vores makkerskab, som varede hele studiet igennem.

Folk omkring os var bekymrede, da vi blev færdiguddannede, fordi de ikke kunne forestille sig, hvad der dog skulle blive af os, når vi ikke længere kunne få lov til at gå konstant kærligt småhakkende op og ned ad hinanden. Men måske findes der en eller anden højere magt, som også synes, vi hører sammen, for da guldfisken fik job, fulgte jeg efter på samme arbejdsplads i samme afdeling to uger efter – hvilket betyder, at jeg har siddet og kigget på hende over computerskærmen hver dag i snart tre år.

Kollegerne bytter om på os, ligesom studiekammeraterne gjorde, selvom guldfisken er høj og lyshåret (ret atypisk for en fisk af den art, men hun er også meget speciel), og jeg er lille og mørkhåret. Men vi er muligvis sådan et par, der ligner hinanden i vores forskellighed. Vi har altid noget at snakke om, og hvis vi alligevel ikke har, drikker vi os bare så fulde, at vi ikke kan huske noget, så vi kan snakke om det hele én gang til på bedste Groundhog Day-manér, som om det var første gang.

De første fire-fem år sov vi sammen noget nær hver anden nat, spiste sammen, næsten hver gang vi var sultne, og når jeg havde tømmermænd, vidste guldfisken altid, hvornår et glas lækkert danskvand og en våd klud på panden var altafgørende for min overlevelse. Derfor vil jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt tilfreds med tingenes tilstand, da storebjørn pludselig møvede sig ind og fratog mig min konstante adgang til våd ansigtsklud og andre fiskefortræffeligheder. Men jeg lærte hurtigt at se fordelene i, at det blev ham, der så måtte samle hende op fra Gothersgade, når hun besvimede ude foran Alpehytten, mens jeg kunne drikke videre og danse på bordene på af og til usvigtende bentøj. Og jeg fik da også hurtigt lov til at være tredjehjul (nej, ikke tredjeben) i deres forhold, hvilket betød, at jeg i en lang periode var fast inventar i deres søndagshyggekæresteshow.

I går gjorde guldfisken mig opmærksom på, at vi muligvis har en hang til at dyrke noget upassende kollegial opførsel (nej, ikke på den måde) – for ekempel når vi insisterer på at sove i samme seng i Mexico (stadig ikke på den måde) i stedet for at være lykkelige over, at vi er så heldige at have en luksushybel med to gigantsoveværelser. Men hvis jeg ligger helt inde i et andet værelse, hvem skal så berolige den stakkels isøvnesnakkende fisk, når hun panisk vågner om natten og tror, hun er ved at smide en baby på gulvet? Og hvem skal sørge for at få mig op, når jeg igen-igen har formået at slå mig selv ud med en overdosis af lige dele antihistamin og tequila-long-islands-fadøl-hvidvinssjusser?

Hun er en fantastisk kollega-rejsemakker-veninde-kone, og da hun i går luftede spørgsmålet om, hvad vi dog skal gøre, hvis vi en dag ikke kan få lov at arbejde sammen længere, skiftede vi begge hurtigt emne, fordi vi ikke kunne overskue konsekvenserne af det scenarium. Efter syv års parløb er vi enige om, at vi ikke fornemmer snerten af syvårskrise. Og helt ærligt, hvor mange kan lige sige det?

Derfor er dette indlæg en hyldest til fisken i mit liv!

guldfiskeseng

Er for dopet til at finde på (u)passende rubrik …

Hvis jeg alligevel bliver forvekslet med en mand blandt en anseelig del af den danske minibefolkning, vil jeg faktisk også mene, at jeg har ret til at forsøge at leve op til den velkendte fordom omkring mandepiveri. Specielt nu, hvor jeg er blevet velsignet med influenzalignende symptomer her i den røde sofa, hvor jeg med matchende næse forsøger at ramme lige nøjagtigt dén cocktail af danske, tyske og amerikanske drugs, som kan holde mig oprejst fra i morgen tidlig.

Muligvis mister jeg dog en smule af mine maskuline rettigheder, når jeg lige om lidt giver efter for tøsetrangen og sætter en skive med ‘Pretty Woman’ på afspilleren, så jeg helt trygt kan ligge og have ondt af mig selv, mens jeg guffer videre på den apotekermadpakke, min mor stak mig i hånden, inden jeg tog fra Jylland i morges.

Men okay, hvis jeg alligevel skal sætte mig mellem to kønsstole, kan jeg vel lige så godt vænne mig til titlen som tøsedreng …

20130908-201129.jpg

Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …

bufferboessen