Noget om en frygtelig version af mig

Ja, nu er min krop åbenbart blevet invaderet af sådan en type, som febrilsk pløjer tilbudsaviser på nettet igennem for at finde den billigste forlorne hare (servicemeddelelse: Faktas er 9 kroner billigere end den i Kvickly).

Hvad er jeg dog for et menneske??? Og hvad bliver det næste??? Den 11-årige-pige-inden-i-mig skriger i smerte over den dybt bekymrende voksenadfærd, jeg pludselig udviser.

Eneste formildende omstændighed er, at jeg heldigvis også bed mærke i, at de har parisertoast og Haribo-poser til en femmer …

taffel

Projekt ny og bedre livsstil – kapitel 5

Jeg har skiftet bank. Og jeg har talt i telefon med ny (overraskende venlig og hjælpsom) bankrådgivertype flere gange uden at begynde at tude. Og jeg har klippet alle mine gamle kreditkort i stykker. Og jeg har fået to nye dankort med to forskellige og lige uhuskelige koder, som forhåbentlig fungerer som et rimelig effektivt værn mod at købe shotsbakker i kæmpe branderter klokken kvart over kvalme. Og jeg har været nede i min nye bank for første gang uden dårlig samvittighed, fordi der på mirakuløs vis var plus på alle konti. Og jeg var rent faktisk dernede for at sætte penge ind, så der var dobbelt-op på dydsmønster.

Og ja, jeg er også blevet sådan en type, der fryser tilberedningsklare toast ned i små poser for at spare penge.

Er der nogen, der ved, om det er muligt at lægge sag an mod sin egen personlighed, hvis jeg føler mig delt i to, og den ene del mener, at den anden del er godt i gang med at hive os begge ned i et pissehamrende røvsygt fornuftshul? Jesus Christ, det ender jo med, at jeg en dag kan komme til at bruge penge med god samvittighed …

anarkistagtig

Bittersød erfaringsnote #10

Kære mig selv

Når du beslutter dig for at bespringe et køkken og forsøge at hælde noget sammen i en gryde, så tjek lige, hvilke ingredienser du har at arbejde med.

Det råd ville jeg meget gerne have givet mig selv i går aftes, umiddelbart inden jeg vendte bunden i vejret på en flaske rød. For så havde undulaten muligvis ikke behøvet at gøre mig opmærksom på, at jeg var godt i gang med at koge cocktailpølser i en årgangsvin, som koster en tredjedel af mit ugebudget. Jeg havde ellers – økonomisk fornuftigt, som jeg jo er – besluttet mig for at lave noget billigt grydehejs med kartoffelmos til hende og guldfisken, men lige pludselig steg rettens værdi med sådan cirka 440 %. Da jeg smagte på de sørgelige rester i bunden af flasken, kunne jeg da også svagt ane, at der nok ikke var tale om en Jeanne D’Arc.

Jeg går ud fra, at jeg har fået flasken i gave på et tidspunkt, og hvis giveren sidder derude et sted og læser med, vil jeg gerne sige tusind tak. Jeg tvivler nemlig på, at jeg helt har forstået værdien af indholdet, da gaven blev givet. Og havde jeg vidst, hvad jeg havde med at gøre, var den nok blevet nydt under lidt andre forhold (selvom cocktailpøllerne skam endte med at smage fortræffeligt).

Jeg ville meget gerne være sådan en type, der kan sætte pris på ordentlig kvalitet. Men hvis ret skal være ret, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne smage forskel på en Amadeus og en Amarone, med mindre jeg kunne se flaskerne (muligvis heller ikke, hvis jeg rent faktisk kunne se flaskerne). Der gik også mange år, før jeg lærte at smage forskel på en almindelig og en classic håndbajer. Faktisk er jeg stadig ikke sikker på, om jeg kan smage forskel. Jeg har nok bare lært at kigge på farven.

Jeg er til gengæld ret god til at smage, om jeg kan lide noget, eller jeg ikke kan lide det. Og meget dårlig til at skjule, hvis det sidste er tilfældet (jf. Fernetfjæs). Heldigvis kan jeg lide det meste, da jeg er udstyret med meget taknemmelige smagsløg. Og selvom nogle måske mener, de i tidens løb har spildt gode kvalitetsvarer på mig, vil jeg gerne forsøge at opveje situationen ved at understrege, at jeg til gengæld sætter utroligt stor pris på både en klassisk toast og en discount-Bifi. Det behøver ikke engang være den rigtige årgang …

stjernehaps_og_asier

Projekt ny og bedre livsstil kapitel 3

Ja, det er ikke for at blære mig, men jeg vil bare lige meddele, at jeg var på shopping i går. Uden at købe noget. Ikke engang de elefantøreringe til 40 kroner, jeg fandt i Urban Outfitters, og som jeg instinktivt følte, jeg ikke kunne leve uden.

Det er meget skræmmende, og jeg har endnu ikke helt afgjort, om jeg overhovedet bryder mig om hende den nye, fornuftige version af en ufornuftig type. Til gengæld er jeg helt sikker på, at jeg ikke brød mig om budskabet i den bog, jeg fandt blandt butikkens ellers  så fantastiske samling af oppustelige enhjørninghorn til katte, fiskeøjekameraer og Irish Accent-mundspray. For hvem er det nu, der har bestemt, at en toastmaskine ikke kan være fræk? Ja, jeg spørger bare …

masturbationsforbudtoast_og_gun

PS: Jeg er ret sikker på, at det primært går så godt med at være økonomisk fornuftig, fordi jeg kender en langhalset type, som er mere end normalt god af sig. Og mere end normalt toastlysten. Af og til har jeg lyst til at give mig selv et slag med en kæp, fordi jeg føler mig lidt for heldig …

Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …

bufferboessen

Tips og tricks til en sund start på dagen

Det siges på gaden, at det er populært at blogge om mad. Jeg gør det ikke så tit – primært fordi min mad sjældent går ind under kategorierne paleo/gourmet/raw, eller hvad man ellers kan score gadekredit på i foodster-kvarterer. Selvom jeg kunne holde lange foredrag om frysepizzaers (såvel som toast og syntetsliks) postive indvirkning på livskvaliteten, tvivler jeg på, at det kunne danne grundlag for en decideret madblog.

Men i dag fik jeg alligevel en tommelfinger opad på konteret, da jeg i forbindelse med en snak om kost, træning og sundhed viste et billede af min morgenmad. For som hamsteren pointerede, så bestod den jo udelukkende af frugt og proteiner (hvilket tilsyneladende er godt). Var der nogen, der sagde sundhedsguru?

stjernehapsPS: Nu var maden rent faktisk tilberedt af giraffen, så jeg kan ikke helt tillade mig at tage æren for den. Til gengæld sætter jeg meget stor pris på, at han ikke er for fin til at servere en Bifi-far fra morgenstunden.