Noget om de bedste intentioner

Jeg har udviklet en evne til at synes, at jeg faktisk er sådan en ret sund type, fordi jeg altid har de bedste intentioner om at være det. I søndags havde jeg for eksempel de bedste intentioner om at løbe en tur mandag morgen. Derfor tænkte jeg, det var helt okay at fylde søndagen op med tømmermændspizza og syntetslik og halvanden burger med pommes og en godnat-is med flødebolle og krymmel und die ganze Schweinerei. For jeg kunne jo løbe det hele væk igen næste morgen. Mindst. Problemet var så bare, at mandag morgen blev brugt på at bitchslappe vækkeuret, mens jeg voldkrammede dynen og andet godtfolk.

Som kompensation besluttede jeg mig for at lave rigtig sund aftensmad i går. Salat med kylling, var idéen. Som blev videreudviklet til salat med bøf. Som igen blev videreudviklet til tapas i kød-og-grønt-genren. Som endte med opfindelsen af et spritternyt koncept: Trashy Tapas. Jeg overvejer at tage patent, så inden det er sikret, vil jeg ikke afsløre for meget af egen genialitet. Men jeg kan da løfte sløret for, at festmåltidet blandt andet bestod af Bifi, Doritos og det der flydende ost, man kan købe på glas (det smager altså meget bedre, end det ser ud. Den langshalsede støtter mig, og så er det rigtigt, for han er nemlig meget klog, skulle jeg hilse og sige).

Og apropos Bifi, så havde guldfisken og storebjørn en meget fin gave med hjem til mig fra Berlin. Jeg ved ikke, hvordan det er gået min næse forbi, men jeg anede slet ikke, at der fandtes Bifi i pizzaform, før tre styks pludselig landede på mit bord. Det er jo genialt. Langtidsholdbare, indbagte minipizzaer, som ikke engang behøver at være på køl. Den ideelle Roskilde-snack var i hus! Problemet var bare, at jeg lige syntes, jeg skulle smage en enkelt. Og kunne konstatere, at de var fantastiske. Så de sidste to røg ned som morgenmad i dag sammen med en dåse Zero af den allerfineste årgang. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg havde guffet den sidste, himmelske pepperonibid i mig. Lige indtil guldfisken gjorde mig opmærksom på, at de egentlig havde købt gaven som en klam gimmick, de ikke regnede med, at jeg ville byde egen krop.

Så nu sidder jeg og ruminerer over, om man mon kan få overdosis af E-numre? I så fald ville enden sandsynligvis være nær, hvis altså ikke det var fordi, jeg har de bedste intentioner om at starte ny og sundere livsstil lige mettevuns. Eller i hvert fald i morgen …

morgenmad

 

Bittersød erfaringsnote #10

Kære mig selv

Når du beslutter dig for at bespringe et køkken og forsøge at hælde noget sammen i en gryde, så tjek lige, hvilke ingredienser du har at arbejde med.

Det råd ville jeg meget gerne have givet mig selv i går aftes, umiddelbart inden jeg vendte bunden i vejret på en flaske rød. For så havde undulaten muligvis ikke behøvet at gøre mig opmærksom på, at jeg var godt i gang med at koge cocktailpølser i en årgangsvin, som koster en tredjedel af mit ugebudget. Jeg havde ellers – økonomisk fornuftigt, som jeg jo er – besluttet mig for at lave noget billigt grydehejs med kartoffelmos til hende og guldfisken, men lige pludselig steg rettens værdi med sådan cirka 440 %. Da jeg smagte på de sørgelige rester i bunden af flasken, kunne jeg da også svagt ane, at der nok ikke var tale om en Jeanne D’Arc.

Jeg går ud fra, at jeg har fået flasken i gave på et tidspunkt, og hvis giveren sidder derude et sted og læser med, vil jeg gerne sige tusind tak. Jeg tvivler nemlig på, at jeg helt har forstået værdien af indholdet, da gaven blev givet. Og havde jeg vidst, hvad jeg havde med at gøre, var den nok blevet nydt under lidt andre forhold (selvom cocktailpøllerne skam endte med at smage fortræffeligt).

Jeg ville meget gerne være sådan en type, der kan sætte pris på ordentlig kvalitet. Men hvis ret skal være ret, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne smage forskel på en Amadeus og en Amarone, med mindre jeg kunne se flaskerne (muligvis heller ikke, hvis jeg rent faktisk kunne se flaskerne). Der gik også mange år, før jeg lærte at smage forskel på en almindelig og en classic håndbajer. Faktisk er jeg stadig ikke sikker på, om jeg kan smage forskel. Jeg har nok bare lært at kigge på farven.

Jeg er til gengæld ret god til at smage, om jeg kan lide noget, eller jeg ikke kan lide det. Og meget dårlig til at skjule, hvis det sidste er tilfældet (jf. Fernetfjæs). Heldigvis kan jeg lide det meste, da jeg er udstyret med meget taknemmelige smagsløg. Og selvom nogle måske mener, de i tidens løb har spildt gode kvalitetsvarer på mig, vil jeg gerne forsøge at opveje situationen ved at understrege, at jeg til gengæld sætter utroligt stor pris på både en klassisk toast og en discount-Bifi. Det behøver ikke engang være den rigtige årgang …

stjernehaps_og_asier

Noget om ironiske tilfældigheder

‘Hvis alt går galt, og vi aldrig får et job, så tager vi til skumfest i Sunny Beach og drikker os stive’.

Det var en tilbagevendende joke mellem guldfisken og mig, da vi var studerende og hundebange for, at ingen nogensinde havde lyst til at ansætte os. Hvis nogen dengang havde fortalt os, at vi begge ville få et job OG blive sendt til Sunny Beach sammen, havde vi helt sikkert troet, det var med løg på. Det er en af de små fantastiske ironiske tilfældigheder, som vi ret ofte bliver ramt af.

Vi overlevede en uge med umtji umtji og ungdommen nutildags, og vi kom hjem uden alt for store skrammer på krop og sjæl. Det er svært at beskrive, hvad vi har været igennem, men måske billederne giver et indtryk af det.

sunny1 sunny2 sunny3 sunny4 sunny5 sunny6PS: Bifi-tatoveringen forsvinder (forhåbentlig) om et par uger. Vi var ellers begge millimeter fra at få lavet en ægte en af slagsen en meget stiv nat, hvor vi var blevet enige om et eller andet genialt, vi skulle have skrevet. At vi begge havde glemt, hvad det var næste morgen, siger måske lidt om graden af genialitet og glæden over, at vi ikke gjorde det.

PPS: Min lever er lykkelig over at være hjemme igen. Jeg tror lige, jeg venter et par timer med at fortælle, at jeg om lidt tvinger den til fire dages Roskilde …