Noget om alvorlig overvægtsfare

Jeg har engang været til møde hos Google. Der har de bland-selv-slik til deres medarbejdere. Og hvis Google kan, så kan jeg også! I hvert fald lige i den her sammenhæng. (Jeg har dog ikke fået så meget storhedsvanvid (endnu), at jeg tror, jeg kan hamle op med Google på alle punkter).

Så i går holdt vi slikindvielsesfest på mit nye kontor. Alle os to, som indtil videre holder til på den Gamle Mønt. Jeg tænker, det er begyndelsen på noget stort, og at folk fra nu af vil flokkes til mit lille firma som fluer om et stykke syntetguf. Ellers er det nok bare begyndelsen på, at jeg selv bliver meget stor på den sliktykke måde. Det kan jeg ikke helt overskue.

Så kig forbi, hvis du er i nærheden, vil du ikke nok? Der er både smølfer og svampe og dødningehoveder og sutter og fine cellofanposer til at blande det hele i. Det koster kun dit selskab.

bland_selv_slikPS: Jeg arbejder også på at udvide sortimentet med Labre Larver og en endnu ubestemt sliksort. Foreslag til, hvad der skal være i det sidste glas, modtages med jubelcancan.

 

Noget om de bedste intentioner

Jeg har udviklet en evne til at synes, at jeg faktisk er sådan en ret sund type, fordi jeg altid har de bedste intentioner om at være det. I søndags havde jeg for eksempel de bedste intentioner om at løbe en tur mandag morgen. Derfor tænkte jeg, det var helt okay at fylde søndagen op med tømmermændspizza og syntetslik og halvanden burger med pommes og en godnat-is med flødebolle og krymmel und die ganze Schweinerei. For jeg kunne jo løbe det hele væk igen næste morgen. Mindst. Problemet var så bare, at mandag morgen blev brugt på at bitchslappe vækkeuret, mens jeg voldkrammede dynen og andet godtfolk.

Som kompensation besluttede jeg mig for at lave rigtig sund aftensmad i går. Salat med kylling, var idéen. Som blev videreudviklet til salat med bøf. Som igen blev videreudviklet til tapas i kød-og-grønt-genren. Som endte med opfindelsen af et spritternyt koncept: Trashy Tapas. Jeg overvejer at tage patent, så inden det er sikret, vil jeg ikke afsløre for meget af egen genialitet. Men jeg kan da løfte sløret for, at festmåltidet blandt andet bestod af Bifi, Doritos og det der flydende ost, man kan købe på glas (det smager altså meget bedre, end det ser ud. Den langshalsede støtter mig, og så er det rigtigt, for han er nemlig meget klog, skulle jeg hilse og sige).

Og apropos Bifi, så havde guldfisken og storebjørn en meget fin gave med hjem til mig fra Berlin. Jeg ved ikke, hvordan det er gået min næse forbi, men jeg anede slet ikke, at der fandtes Bifi i pizzaform, før tre styks pludselig landede på mit bord. Det er jo genialt. Langtidsholdbare, indbagte minipizzaer, som ikke engang behøver at være på køl. Den ideelle Roskilde-snack var i hus! Problemet var bare, at jeg lige syntes, jeg skulle smage en enkelt. Og kunne konstatere, at de var fantastiske. Så de sidste to røg ned som morgenmad i dag sammen med en dåse Zero af den allerfineste årgang. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg havde guffet den sidste, himmelske pepperonibid i mig. Lige indtil guldfisken gjorde mig opmærksom på, at de egentlig havde købt gaven som en klam gimmick, de ikke regnede med, at jeg ville byde egen krop.

Så nu sidder jeg og ruminerer over, om man mon kan få overdosis af E-numre? I så fald ville enden sandsynligvis være nær, hvis altså ikke det var fordi, jeg har de bedste intentioner om at starte ny og sundere livsstil lige mettevuns. Eller i hvert fald i morgen …

morgenmad

 

Noget om en langhalset heltetype

Der findes helte, som på dramatisk vis kaster sig ud foran kørertøjer i fulde fart for at skubbe gamle kællinger i sikkerhed, og som tager både kugler og snebolde for at skåne fremmede folk fra at blive ramt af noget ubehageligt. Og der findes helte, som slukker ildebrande med de bareste næver for at redde piphanser og andre lodne kræ. Men i min verden findes der én helt, som er meget vigtigere end alle de andre tilsammen.

Det er ham, som får hevet mig ud af hysterisk, panisk og stortudende anfald af fremtidsfrygt og slipgivningsangst ved at spørge, om jeg trænger til noget massage. Og som efterfølgende bruger sin weekend på at afkode mine fremtidsfantasier for at kunne modellere dem, til de ligner noget realistisk.

Det er ham, som forærer mig en lang jakke, der kan afværge katastrofalt pinlig scene, hvis mine gamle, trofaste bukser pludselig (og i øvrigt alt, alt for højlydt) skulle vælge at sprække i skridtet ved kassen i Kvickly,

Det er ham, som hver morgen formår at få mig til at grine med lyd på, inden jeg vælter ud af sengen. Selv på en mandag.

Og så er det i øvrigt også ham, som gider bruge to timer af sin fredag aften på at trave Malmøs gader tynde for at finde byens bedste godisbutik. Og som bestemt ikke synes, at to kilo syntetslik er i overkanten.

godis

Noget om hvordan mit hoved fungerer

Jeg render rundt med en ret så kronisk hjernenedsmeltning, fordi jeg aldrig lærer at forstå, hvordan hoveder fungerer. Slet ikke mit eget. Det meste af tiden er jeg egentlig bare helt og aldeles grundlæggende forundret over, hvorfor min hjerne for eksempel:

– kan få min krop til at ryste af skræk ved synet af en nåsåer, selvom jeg efterhånden burde have lært, at der inde bag brillerne og hugtænderne bare gemmer sig en Uffe fra Sønder Bjert med tinnitus. Men når først angsten er plantet hos en seks-årig type, tager det altså mere end 22 år at tvinge den ud af kroppen igen.

– først nu indser, at jeg ikke nødvendigvis skal råbe højt om, at jeg som barn havde et dybt passioneret forhold til klittrolden – med mindre jeg ligefrem længes efter perverse misforståelser (i øvrigt ønskede jeg mig også brændende en kæphest, men det er en helt anden fetish)

– drømmer, at der er stillet lovforslag om at afskaffe pegefingeren, fordi videnskabelige undersøgelser viser, at pegefingeren nu til dags kun bliver brugt til at pege med, og at den funktion sagtens kan erstattes ved at indføre pegning med hele hånden i stedet for kun den ene finger

– kan være fuldstændig overbevist om, at jeg har sagt ja til at tage i biffen for at se en kort dokumentarfilm om sangerinden Adeles liv og først alt for sent indser, at jeg i virkeligheden skal mentalforberede mig på tre timers lesbisk lykke på fransk. Ikke at det bliver svært, altså. Men fremover er det nok alligevel en god idé at tjekke traileren på forhånd.

En sjælden gang imellem sker det dog alligevel, at min hjerne imponerer mig. For eksempel har jeg en helt ekstremt veludviklet evne til at vurdere nøjagtigt hvor meget syntet-bland-selv-slik, der kan være i den store slikskål, uden slikket flyder over. Og den slags talenter skal man skam ikke kimse af. Jeg vil nærmest mene, at det opvejer for alle de andre brister. Mindst …

syntetslikPS: Ja, skålen stod på komfuret. I flere minutter. Jeg er en fandens karl!

Noget om smølfemord

Jeg har efterhånden accepteret, at jeg er røvhamrendepissedårlig til at give slip. Derfor har jeg det også okay med, at jeg helt instinktivt begynder at tude, hvis jeg skal tage afsked med en kollega, der har fået nyt job, eller jeg ser allersidste afsnit af en tv-serie, som jeg har trukket vejret gennem i flere måneder, eller jeg skal være adskilt fra et savannedyr i en længere periode (eller en enkelt uge. Ja, så ynkelig er jeg …)

Men når jeg ender helt derude, hvor jeg får fugtige øjne, fordi jeg skal bide hovedet af en smølfevingummi, så burde nogle alarmklokker begynde at ringe. For selvom den stakkels, søde smølf sikkert har haft sit helt eget liv dernede i slikposen, og selvom alle smølfevennerne nu skal undvære den, så burde jeg vel for fanden kunne finde noget andet at flæbe over. Helt ærligt – folk sulter ude i verden. Mennesker dør.

Men måske er det netop bevidstheden om alt det, der får mig til at sørge over en tabt sukkerfætter. Eller måske har jeg bare et utroligt usundt forhold til slik …

smoelfemord

Tips og tricks til en sund start på dagen

Det siges på gaden, at det er populært at blogge om mad. Jeg gør det ikke så tit – primært fordi min mad sjældent går ind under kategorierne paleo/gourmet/raw, eller hvad man ellers kan score gadekredit på i foodster-kvarterer. Selvom jeg kunne holde lange foredrag om frysepizzaers (såvel som toast og syntetsliks) postive indvirkning på livskvaliteten, tvivler jeg på, at det kunne danne grundlag for en decideret madblog.

Men i dag fik jeg alligevel en tommelfinger opad på konteret, da jeg i forbindelse med en snak om kost, træning og sundhed viste et billede af min morgenmad. For som hamsteren pointerede, så bestod den jo udelukkende af frugt og proteiner (hvilket tilsyneladende er godt). Var der nogen, der sagde sundhedsguru?

stjernehapsPS: Nu var maden rent faktisk tilberedt af giraffen, så jeg kan ikke helt tillade mig at tage æren for den. Til gengæld sætter jeg meget stor pris på, at han ikke er for fin til at servere en Bifi-far fra morgenstunden.