Noget om festival og bar røv og balancegyser

Tre dage på græs har lært mig:

– at vende potentiel koldgang til øjeblikkelig optur ved at blande lige dele kondivand og gin og hvidvin og vingummi (min krop er mit tempel)

– at lækre, svenske damer altid stønner lummert (hvis jeg var mand, ville det drive mig til vanvid)

– at fællesmadlavning stadig er noget, fanden har skabt (jeg blev presset til det for andet år i træk. Og jeg var rasende!)

– at det bare er sjovere at købe en ramme øl ved siden af to ungersvende i bar røv og bollehår

– at guldfisk også kan tisselet

– at balancere på skuldrene af Storebjørn til årets smukkeste koncert (med hans lange krop og min lange ryg var vi højere end Orange scene. Mindst. Og jeg var verdens lykkeligste i over et minut, indtil bjørnebenene begyndte at ryste)

– at hidse mig gevaldigt op over anmeldere, der hører musik med røven

– at børste tænder i rød saft (undskyld, tandlægetype. Jeg gør det aldrig igen. Måske)

Det har været en fest. Men lige nu er det en mindst lige så stor fest at flade på sofaen, mens den langhalsede er i Netto for at hente nye forsyninger af bacon og cheddar og skub-op-is og energidrik. Som sagt – min krop er i sandhed mit tempel!

orange_feeling

Noget om noget der går op

Nogle gange går ting bare op på så fin vis, at det næsten er for godt til at være sandt.

Storebjørn har fortalt, at fyren, som skulle lave den første præcise udregning af, hvor højt Mount Everest er, nåede frem til et tal, der var så rundt og flot med tre nuller i enden, at han blev nødt til at lægge et par ekstra meter eller fod eller hvad-ved-jeg oveni, fordi han var bange for, at folk ellers ville tro, at han havde løjet sig til det pæne resultat. Så det mest præcise tal blev i virkeligheden upræcist, for at folk skulle tro på, at det nu også var helt præcist.

I går nåede jeg frem til et lige så smukt resultat, og set i lyset af bjerghistorien vil jeg undlade at lyve, men i stedet blære mig med, at der er præcis 100 skridt fra mit nye kontor til den Trykke Bar. Muligvis kun 72 bjørneskridt, men 100 af mine helt egne af slagsen.

Jeg lavede opmålingen på vej ned for at drikke mine flyttesmerter væk. Da jeg nåede til den anden (eller var det femte) fadøl, filosoferede jeg højlydt over, at der nu er flyttet en pige ind i min lejlighed, som jeg har skiftet ble på. Det imponerede ikke storebjørn voldsomt. Han svarede bare, at det så måske var på tide, at hun lærte at gå på toilettet. (Til lillesøs’ forsvar vil jeg gerne understrege, at hun altså lærte at tisse selv for flere år siden).

Musvitten skiftede emne og spurgte, hvilken karakter fra Matador, jeg bedst kan lide. Det spørgsmål var så svært, at tankens kraft fik mig til at lave et siddende rullefald helt ned på fortovet. Jeg aner ikke, hvad der skete, men det lykkedes mig at hive to stole med i faldet og smadre begge knæ plus en enkelt albue. Jeg spildte dog ikke en eneste dråbe af den drink, jeg havde i hånden.

Dét imponerede til gengæld mit publikum. Og jeg blev helt rolig ved tanken om, at lige meget hvor mange forandringer, der sker lige nu, bliver alt okay, fordi jeg helt instinktivt passer bedst på det, der er vigtigst for mig. Og så skal alting nok gå op i en højere enhed.

20140803-231748-83868727.jpg

Noget om den bedste form for selvmishandling

Kære min egen krop

Jeg ved godt, du synes, jeg er en skide ufin type lige nu. Og jeg forstår godt, at du straffer mig ved at fastholde mig i komalignende tilstand på andendagen. Men kunne du måske overveje at mildne straffen en lille smule, hvis jeg siger undskyld?

Undskyld, at jeg har udsat dig for sådan cirka 107 dåsebajere og lige så mange toiletbesøg i en plastikkasse med virkelig dårlig poesi på væggen (og undskyld til dig, nakke, fordi jeg igen og igen falder i den der latterlige ‘Kig til højre – kig til venstre’-fælde).

Undskyld, at jeg ikke formåede at sige nej til musens lunkne onkelshots, men derimod gik all in og drak dem af kaffekopper.

Undskyld, at jeg har budt dig urinstøv i næsen og flyvende fadøl i håret (det VAR altså øl, og hvis nogen påstår noget andet, kan jeg ikke høre det).

Og undskyld, undskyld, undskyld, at jeg udsatte dig for endnu et ydmygende rullefald lige på pladsens mest oplyste spot. Undskyld, at jeg nægtede at lade venlige sjæle løfte mig op fra skidtet. Undskyld, at jeg lod som om, at der slet ikke var sket noget, og bare skyndte mig at stavre videre, vel vidende at min venstre sandal sad omvendt på og derfor gjorde det umuligt for mine ben at gå samme vej (note til selv – HUSK for helvede rigtige sko næste år!) Undskyld til benene, som nu er fyldt med hudafskrabninger og skrammer, og undskyld til overkroppen, som blev lidt for medtaget, da jeg umiddelbart efter rullefald forsøgte at bryde ind i eget telt, fordi jeg var blevet uvenner med begge hængelåse, som nægtede at lade mig låse dem op.

Kære krop, jeg undskylder for det hele og håber, at det i det mindste gør det lidt lettere for dig at tilgive mig, hvis jeg lige minder dig om alt det gode, jeg også forsøgte at give dig. Flæskestegssandwich og kold saft og grin helt ned i maven. Og god musik og den helt rette mængde sol og glæde og sommer og græs under bare fødder og alt det, der er så fantastisk fedt, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at beskrive det. Og en lejr med en guldfisk og en mus og en storebjørn, der læste tv-guiden op, som om det var pornofilm (årets favoritter er: ‘I Love One Direction’, ‘Station 2 Tur/Retur’ og ‘Doktor McStuffins’ efterfulgt af ‘Milk’ og ‘Ophold i sendefladen’).

Jeg har brugt det sidste døgn på at ligge i fosterstilling og se ‘Friends’, mens jeg har indtaget sondekost bestående af Cola Zero og ‘Hals’ og iagttaget, hvordan mine skinneben på fascinerende vis har skiftet farve fra lyseblå til mørkeblå til den helt forkerte nuance af brun. Oh well, tiden læger muligvis ikke alle sår, men jeg kan sagtens leve med de ar, jeg får.

Og jeg glæder mig allerede til næste gang!

good_times

Noget om de bedste intentioner

Jeg har udviklet en evne til at synes, at jeg faktisk er sådan en ret sund type, fordi jeg altid har de bedste intentioner om at være det. I søndags havde jeg for eksempel de bedste intentioner om at løbe en tur mandag morgen. Derfor tænkte jeg, det var helt okay at fylde søndagen op med tømmermændspizza og syntetslik og halvanden burger med pommes og en godnat-is med flødebolle og krymmel und die ganze Schweinerei. For jeg kunne jo løbe det hele væk igen næste morgen. Mindst. Problemet var så bare, at mandag morgen blev brugt på at bitchslappe vækkeuret, mens jeg voldkrammede dynen og andet godtfolk.

Som kompensation besluttede jeg mig for at lave rigtig sund aftensmad i går. Salat med kylling, var idéen. Som blev videreudviklet til salat med bøf. Som igen blev videreudviklet til tapas i kød-og-grønt-genren. Som endte med opfindelsen af et spritternyt koncept: Trashy Tapas. Jeg overvejer at tage patent, så inden det er sikret, vil jeg ikke afsløre for meget af egen genialitet. Men jeg kan da løfte sløret for, at festmåltidet blandt andet bestod af Bifi, Doritos og det der flydende ost, man kan købe på glas (det smager altså meget bedre, end det ser ud. Den langshalsede støtter mig, og så er det rigtigt, for han er nemlig meget klog, skulle jeg hilse og sige).

Og apropos Bifi, så havde guldfisken og storebjørn en meget fin gave med hjem til mig fra Berlin. Jeg ved ikke, hvordan det er gået min næse forbi, men jeg anede slet ikke, at der fandtes Bifi i pizzaform, før tre styks pludselig landede på mit bord. Det er jo genialt. Langtidsholdbare, indbagte minipizzaer, som ikke engang behøver at være på køl. Den ideelle Roskilde-snack var i hus! Problemet var bare, at jeg lige syntes, jeg skulle smage en enkelt. Og kunne konstatere, at de var fantastiske. Så de sidste to røg ned som morgenmad i dag sammen med en dåse Zero af den allerfineste årgang. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg havde guffet den sidste, himmelske pepperonibid i mig. Lige indtil guldfisken gjorde mig opmærksom på, at de egentlig havde købt gaven som en klam gimmick, de ikke regnede med, at jeg ville byde egen krop.

Så nu sidder jeg og ruminerer over, om man mon kan få overdosis af E-numre? I så fald ville enden sandsynligvis være nær, hvis altså ikke det var fordi, jeg har de bedste intentioner om at starte ny og sundere livsstil lige mettevuns. Eller i hvert fald i morgen …

morgenmad

 

Noget om uoverskuelige projekter

Man ved, at man har holdt en for lang (alt, alt, alt for lang) pause fra alkohol, når man pludselig bliver decideret fuld af tre glas rosé og en GT.

Jeg er pille-clean på anden dag, og det føles fantastisk! Tømmermændene er dog knap så fantastiske. Lige nu har jeg faktisk glemt, hvorfor jeg savnede dem. Men det er på alle måder bedre end psykosmerten, som jeg forhåbentlig definitivt har fået judosparket ad Holland til (undskyld, Holland. Men hellere jer end mig. Smertehelvedet har gjort mig iskold).

Til gengæld tror jeg, moderate tømmermænd er meget passende en dag som i dag. Giraffen har nemlig hjulpet mig med at rydde mit loftsrum, som nu er eksploderet i lejligheden. Planen er, at jeg skal smide 90 procent ud. Rimelig ambitiøst mål for en halvneurotisk, slipgivningskomplikationsramt type. Men her er tømmermændene min ven, fordi de har det med at hive mig ind i en form for trancetilstand, hvor jeg er lidt mere ligeglad med alting. Forhåbentlig også lidt med ligeglad med alle de ting, der har stået på mit loft i alt for mange år, uden jeg har savnet dem.

Det eneste, jeg med sikkerhed ved, at jeg har savnet, er Ninus. Min trofaste hyggekanin (nej, storebjørn, ikke sådan en kanin), som ved en kæmpe fejl er havnet på loftet og ikke i min seng (stadig ikke sådan en kanin). Jeg ved, den er der et sted. Så det er jo bare om at komme i gang. Når jeg altså lige har bearbejdet projektets uoverskuelighed med en morfar. Tømmermændenes befaling.

Fortsættelse følger …

20140603-095923-35963101.jpg

Noget om at ødelægge og bygge op

Jeg er blevet sådan en stærk og svedig håndværkertype. Næsten. Jeg har i hvert fald fjernet tapet fra verdens mindste væg hos giraffen. Fanget i et øjebliks jubeloptimisme tilbød jeg det selv i forsøget på at bidrage lidt til fællesskabet, når nu jeg nasser så voldsomt på hans lejlighed i girafhuset (jeg kan kun få mig selv til at indrømme det her i en parentes, men jeg er alvorligt bange for, at jeg har fundet et sted, hvor jeg føler mig endnu mere hjemme end på min egen lorteø).

Giraffen har selv fjernet alt tapetet i resten af lejligheden, og der manglede kun det lillebitte frimærke i gangen. Så sådan en smule kunne jo ikke være nogen sag, tænkte jeg. Specielt ikke fordi der kun var tale om et enkelt lag tapet mod fire lag i stuen.

Guldfisken og storebjørn har lige revet deres gamle køkken ned, og ifølge dem er det voldsomt let at rive noget ned, men knap så let at bygge noget op igen. Derfor regnede jeg med, at tapetnedrivningen ville tage et sted mellem 12 og og 16 minutter (ifølge logik for snabeldyr). Det tog fem timer. Fordelt over tre dage, fordi min højre arm var foruroligende tæt på at amputere sig selv fra min krop i protest over udsættelse for unødvendigt hård aktivitet. Men jeg var stædig, og jeg klarede den, og jeg følte mig som en fandens håndværkerkarl, da jeg endelig, endelig, endelig kunne kalde mig tapetvægssejrherre.

Andre havde nok fundet en lidt mere effektiv teknik til, hvordan man ondulerer sådan en smule væg, men jeg kan nu konstatere, at jeg er ualmindeligt dårlig til at rive ned. Det havde måske været muligt at spare en time eller to eller tre, hvis ikke jeg helt automatisk var kommet til at fokusere så meget på, hvordan jeg kunne bygge noget op i ødelæggelsesprocessen. Men i min verden er de små ting (heldigvis) stadig vigtigere end tiden, der går …

tapetkaerlighed

 

Noget om succes #1

Storebjørn mener, at jeg burde blive bedre til at trutte i eget horn, når jeg oplever en personlig succes. Bare for at skabe lidt balance i forhold til de (alt for mange) gange, jeg fortæller om en fiasko.

Sagen er dog den, at mit succeskriterium sandsynligvis ligger en mælketand lavere end normale og mere velfungerende typer. For eksempel lever jeg stadig højt på, at jeg i sidste uge undgik at brænde en sovs på.

Og så har jeg skam også fået renter for første gang, siden jeg hævede formuen på min Ponduskonto for 15 år siden. Det går jeg helt diskret og stilfærdigt rundt og er meget, meget stolt af, fordi jeg mener, det er et tydeligt tegn på, at vinden er vendt, og det nu er bankernes tur til at betale mig som en slags kompensation for de tusindvis af rentebananer, jeg har sendt deres vej de seneste mange år. Det er succes, der batter i min verden!

PS: Diskret og stilfærdig behandling af banksucces skyldes primært, at åbenlyst blær kunne resultere i spørgsmål angående størrelsen på rentebeløbet. Og det behøver vi absolut ikke at komme ind på …

20140107-131910.jpg

* Jeg er stadig uforbederlig optimist og håber derfor på, at jeg en gang ude i fremtiden oplever succes nok til at skrive ‘Noget om succes #2.’ Fortsættelse følger (måske).