Noget om at ødelægge og bygge op

Jeg er blevet sådan en stærk og svedig håndværkertype. Næsten. Jeg har i hvert fald fjernet tapet fra verdens mindste væg hos giraffen. Fanget i et øjebliks jubeloptimisme tilbød jeg det selv i forsøget på at bidrage lidt til fællesskabet, når nu jeg nasser så voldsomt på hans lejlighed i girafhuset (jeg kan kun få mig selv til at indrømme det her i en parentes, men jeg er alvorligt bange for, at jeg har fundet et sted, hvor jeg føler mig endnu mere hjemme end på min egen lorteø).

Giraffen har selv fjernet alt tapetet i resten af lejligheden, og der manglede kun det lillebitte frimærke i gangen. Så sådan en smule kunne jo ikke være nogen sag, tænkte jeg. Specielt ikke fordi der kun var tale om et enkelt lag tapet mod fire lag i stuen.

Guldfisken og storebjørn har lige revet deres gamle køkken ned, og ifølge dem er det voldsomt let at rive noget ned, men knap så let at bygge noget op igen. Derfor regnede jeg med, at tapetnedrivningen ville tage et sted mellem 12 og og 16 minutter (ifølge logik for snabeldyr). Det tog fem timer. Fordelt over tre dage, fordi min højre arm var foruroligende tæt på at amputere sig selv fra min krop i protest over udsættelse for unødvendigt hård aktivitet. Men jeg var stædig, og jeg klarede den, og jeg følte mig som en fandens håndværkerkarl, da jeg endelig, endelig, endelig kunne kalde mig tapetvægssejrherre.

Andre havde nok fundet en lidt mere effektiv teknik til, hvordan man ondulerer sådan en smule væg, men jeg kan nu konstatere, at jeg er ualmindeligt dårlig til at rive ned. Det havde måske været muligt at spare en time eller to eller tre, hvis ikke jeg helt automatisk var kommet til at fokusere så meget på, hvordan jeg kunne bygge noget op i ødelæggelsesprocessen. Men i min verden er de små ting (heldigvis) stadig vigtigere end tiden, der går …

tapetkaerlighed

 

Noget om at blive overset

Jeg er efterhånden alvorligt bange for, at der render en del mennesker rundt i storbyen og synes, jeg er en lige lovlig kølig type. Det startede med, at en kollega brokkede sig over, at jeg ikke hilste, da han cyklede forbi mig på gaden. Så kom der en klage fra en cheftype, som også mente, det var lige knibskt nok, at jeg ikke reagerede på hans tilråb. Og efter det fulgte endnu en klagesang fra en bekendt.

Derfor vil jeg gerne komme med en officiel undskyldning til den brede befolkning: Hvis du ser mig i trafikken og råber hej eller vinker med en vognstang eller forsøger dig med en høj femmer, som bliver hængende i luften, er min manglende reaktion på ingen måder intentionel. Tværtimod. Landet ligger bare sådan, at jeg hverken kan se eller høre før klokken 10. Specielt ikke når jeg har musik i ørerne (sådan et soundtrack fra Hannibal og Jerry er jo rimelig altoverdøvende).

Først troede jeg, at der kun var tale om et morgenhandicap. Men i går gjorde vanddyret mig opmærksom på, at jeg altså også er både blind og døv efter fyraften og uden musik i ørerne. Så jeg forhøjer hermed antallet af undskyldninger til det tidobbelte.

Eftersom jeg nu er blevet klogere på manglende verdensdeltagelse, forsøgte jeg at holde ekstra godt øje, da jeg i morges tulrede rundt i offentligheden med mine hyggetømmermænd (det er vel mandag). Og jeg tror altså ikke, jeg overså nogen. Til gengæld nåede jeg frem til, at årsagen til min svækkede evne udi at spotte folk, jeg kender, muligvis bunder i, at jeg har alt for travlt med at gå og lægge mærke til de små ting. Og ikke mindst har travlt med at forevige dem. Derfor indeholder fotoalbummet på min mobil cirka 4489 gadebilleder med motiver som det her:

neon_sign

PS: Jeg elsker at blive hilst på, så hils nu bare. Hils, og vær glad! Lige meget hvordan jeg reagerer (eller ikke reagerer), lover jeg, det ikke betyder, at jeg er en sur kylling.

De små ting

Jeg blev engang spurgt om, hvad jeg ledte efter hos en fyr. Det kunne jeg ikke finde ud af at svare på. Dels fordi jeg helst ikke ville spænde ben for mig selv ved at have en eller anden røvsyg skabelonforestilling om fyrens frisure eller musiksmag eller sko (ingen afsløringer om sejlerskosfetish her). Men mest fordi, jeg ikke vidste det. Det eneste, jeg kunne sige, var, at jeg gerne ville møde en, som kunne få mig til at grine helt ned i maven (og det føles lige så skide godt, som jeg havde håbet på).

Jeg har stadig ingen liste. Men jeg er blevet klogere. Det er let at opremse alle de egenskaber, som grundlæggende er et plus. For hvem vil ikke gerne møde en, som er sød og betænksom og god mod (tøj)dyr? Jeg har dog lært, at de små ting gør den store forskel. Specielt hvis der er mange af dem. Listen over de små ting kan ikke laves på forhånd, for det er overraskelsen over deres pludselige tilstedeværelse, som gør forskellen.

Nu ved jeg, at de små ting for mig blandt andet er at:

– holde liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver og top daler

– have den bedste frysepizza i skuffen

– navngive sofaer

– sætte pris på asier og rytmebokse

– huske at besprøjte en Bodil

– vide, at man klapper på to og fire

– grynte i søvne og indrømme halvpsykopatiske drømme

– ryge en god lakridspibe

– knipse Bififormfoto og sende beskeder, som gør morgener meget bedre at vågne op til

– kæmpe mod shoppesyge tøsepiger i stormagasin på første udsalgsdag

Jeg er heldigvis ramt af så mange helt rigtige små ting, at jeg ud over den generelle laaaaange liste også kan lave en dagsliste. På dagens liste over små ting står blandt andet, at jeg er ovenud lykkelig for at kende en langhalset type, som forudser panik over glemt slikpose præ biftur og sørger for at afværge potentiel sliksorgskatastrofe i salen ved at stikke glemt pose i egen taske. Hvem sagde hverdagshelt?

slikland