Jeg er efterhånden alvorligt bange for, at der render en del mennesker rundt i storbyen og synes, jeg er en lige lovlig kølig type. Det startede med, at en kollega brokkede sig over, at jeg ikke hilste, da han cyklede forbi mig på gaden. Så kom der en klage fra en cheftype, som også mente, det var lige knibskt nok, at jeg ikke reagerede på hans tilråb. Og efter det fulgte endnu en klagesang fra en bekendt.
Derfor vil jeg gerne komme med en officiel undskyldning til den brede befolkning: Hvis du ser mig i trafikken og råber hej eller vinker med en vognstang eller forsøger dig med en høj femmer, som bliver hængende i luften, er min manglende reaktion på ingen måder intentionel. Tværtimod. Landet ligger bare sådan, at jeg hverken kan se eller høre før klokken 10. Specielt ikke når jeg har musik i ørerne (sådan et soundtrack fra Hannibal og Jerry er jo rimelig altoverdøvende).
Først troede jeg, at der kun var tale om et morgenhandicap. Men i går gjorde vanddyret mig opmærksom på, at jeg altså også er både blind og døv efter fyraften og uden musik i ørerne. Så jeg forhøjer hermed antallet af undskyldninger til det tidobbelte.
Eftersom jeg nu er blevet klogere på manglende verdensdeltagelse, forsøgte jeg at holde ekstra godt øje, da jeg i morges tulrede rundt i offentligheden med mine hyggetømmermænd (det er vel mandag). Og jeg tror altså ikke, jeg overså nogen. Til gengæld nåede jeg frem til, at årsagen til min svækkede evne udi at spotte folk, jeg kender, muligvis bunder i, at jeg har alt for travlt med at gå og lægge mærke til de små ting. Og ikke mindst har travlt med at forevige dem. Derfor indeholder fotoalbummet på min mobil cirka 4489 gadebilleder med motiver som det her:
PS: Jeg elsker at blive hilst på, så hils nu bare. Hils, og vær glad! Lige meget hvordan jeg reagerer (eller ikke reagerer), lover jeg, det ikke betyder, at jeg er en sur kylling.
Skudamuda 