Lykken er …

… at undgå at pisse i bukserne, når jeg pludselig får skideballe fra helvede af fire kæmpestore, bulgarske sikkerhedsbrød, som vil konfiskere mit kamera og truer med at hive os ud bagved, fordi de er overbeviste om, at vi er i gang med en ulovlig reportage.

Aldrig før er jeg blevet åndet så aggressivt i nakken, mens jeg med rystende fingre har slettet optagelser. Aldrig før har guldfisken og hamsterens uskyldige blondinesmil haft så negativ en effekt (‘I DON’T FALL FOR YOUR FAKE SMILE!! WIPE IT OFF!!!!) Og aldrig før har jeg været så pissebange for at ryge i spjældet for ingenting.

Jeg synes ikke, der er noget mere ydmygende end at blive råbt ad af voksne mennesker (og det siger ikke så lidt med alle de ydmygelser, jeg har udsat mig selv for). Vi slap dog levende derfra. De endte endda med at give os en form for undskyldning, da de var færdige med at puste sig op og havde lukket så meget luft ud, at vi fik mulighed for at forklare, at vi bare var i gang med at interviewe to danske fyre om deres bedste feriescoring. Og der, hvor vi kommer fra, kan man altså ikke blive anholdt for at dokumentere nedlæggelse af lækre trunter.

Er der nogen, der ved, hvor lang tid der går, fra man er blevet ramt af en klat, til heldet begynder at virke?

Noget om den bedste form for selvmishandling

Kære min egen krop

Jeg ved godt, du synes, jeg er en skide ufin type lige nu. Og jeg forstår godt, at du straffer mig ved at fastholde mig i komalignende tilstand på andendagen. Men kunne du måske overveje at mildne straffen en lille smule, hvis jeg siger undskyld?

Undskyld, at jeg har udsat dig for sådan cirka 107 dåsebajere og lige så mange toiletbesøg i en plastikkasse med virkelig dårlig poesi på væggen (og undskyld til dig, nakke, fordi jeg igen og igen falder i den der latterlige ‘Kig til højre – kig til venstre’-fælde).

Undskyld, at jeg ikke formåede at sige nej til musens lunkne onkelshots, men derimod gik all in og drak dem af kaffekopper.

Undskyld, at jeg har budt dig urinstøv i næsen og flyvende fadøl i håret (det VAR altså øl, og hvis nogen påstår noget andet, kan jeg ikke høre det).

Og undskyld, undskyld, undskyld, at jeg udsatte dig for endnu et ydmygende rullefald lige på pladsens mest oplyste spot. Undskyld, at jeg nægtede at lade venlige sjæle løfte mig op fra skidtet. Undskyld, at jeg lod som om, at der slet ikke var sket noget, og bare skyndte mig at stavre videre, vel vidende at min venstre sandal sad omvendt på og derfor gjorde det umuligt for mine ben at gå samme vej (note til selv – HUSK for helvede rigtige sko næste år!) Undskyld til benene, som nu er fyldt med hudafskrabninger og skrammer, og undskyld til overkroppen, som blev lidt for medtaget, da jeg umiddelbart efter rullefald forsøgte at bryde ind i eget telt, fordi jeg var blevet uvenner med begge hængelåse, som nægtede at lade mig låse dem op.

Kære krop, jeg undskylder for det hele og håber, at det i det mindste gør det lidt lettere for dig at tilgive mig, hvis jeg lige minder dig om alt det gode, jeg også forsøgte at give dig. Flæskestegssandwich og kold saft og grin helt ned i maven. Og god musik og den helt rette mængde sol og glæde og sommer og græs under bare fødder og alt det, der er så fantastisk fedt, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at beskrive det. Og en lejr med en guldfisk og en mus og en storebjørn, der læste tv-guiden op, som om det var pornofilm (årets favoritter er: ‘I Love One Direction’, ‘Station 2 Tur/Retur’ og ‘Doktor McStuffins’ efterfulgt af ‘Milk’ og ‘Ophold i sendefladen’).

Jeg har brugt det sidste døgn på at ligge i fosterstilling og se ‘Friends’, mens jeg har indtaget sondekost bestående af Cola Zero og ‘Hals’ og iagttaget, hvordan mine skinneben på fascinerende vis har skiftet farve fra lyseblå til mørkeblå til den helt forkerte nuance af brun. Oh well, tiden læger muligvis ikke alle sår, men jeg kan sagtens leve med de ar, jeg får.

Og jeg glæder mig allerede til næste gang!

good_times

Noget om at blive overset

Jeg er efterhånden alvorligt bange for, at der render en del mennesker rundt i storbyen og synes, jeg er en lige lovlig kølig type. Det startede med, at en kollega brokkede sig over, at jeg ikke hilste, da han cyklede forbi mig på gaden. Så kom der en klage fra en cheftype, som også mente, det var lige knibskt nok, at jeg ikke reagerede på hans tilråb. Og efter det fulgte endnu en klagesang fra en bekendt.

Derfor vil jeg gerne komme med en officiel undskyldning til den brede befolkning: Hvis du ser mig i trafikken og råber hej eller vinker med en vognstang eller forsøger dig med en høj femmer, som bliver hængende i luften, er min manglende reaktion på ingen måder intentionel. Tværtimod. Landet ligger bare sådan, at jeg hverken kan se eller høre før klokken 10. Specielt ikke når jeg har musik i ørerne (sådan et soundtrack fra Hannibal og Jerry er jo rimelig altoverdøvende).

Først troede jeg, at der kun var tale om et morgenhandicap. Men i går gjorde vanddyret mig opmærksom på, at jeg altså også er både blind og døv efter fyraften og uden musik i ørerne. Så jeg forhøjer hermed antallet af undskyldninger til det tidobbelte.

Eftersom jeg nu er blevet klogere på manglende verdensdeltagelse, forsøgte jeg at holde ekstra godt øje, da jeg i morges tulrede rundt i offentligheden med mine hyggetømmermænd (det er vel mandag). Og jeg tror altså ikke, jeg overså nogen. Til gengæld nåede jeg frem til, at årsagen til min svækkede evne udi at spotte folk, jeg kender, muligvis bunder i, at jeg har alt for travlt med at gå og lægge mærke til de små ting. Og ikke mindst har travlt med at forevige dem. Derfor indeholder fotoalbummet på min mobil cirka 4489 gadebilleder med motiver som det her:

neon_sign

PS: Jeg elsker at blive hilst på, så hils nu bare. Hils, og vær glad! Lige meget hvordan jeg reagerer (eller ikke reagerer), lover jeg, det ikke betyder, at jeg er en sur kylling.

Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!

Sorry seems to be the easiest word

Jeg har før skrevet om yndlingsord. Der er mange gode. Der er også den slags ord, som man en gang imellem kommer til at voldbruge. Jeg kender for eksempel en halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert, som har en tendens til at bruge ordet ‘undskyld’ lidt for meget. Det er det letteste. Hun tror nemlig, at hvis hun påtager sig al skyld for alting, så er risikoen for, at andre får det dårligt med sig selv, mindre. Og hun er desværre ikke den eneste, der har det sådan, skulle hun hilse at sige. Hvis hun skulle lave en (fuldstændig hypotetisk, selvfølgelig) liste over de ting, hun kan finde på at undskylde for til en række af de folk, hun kender, kunne den nok godt se nogenlunde sådan ud:

Der er de lette:

Undskyld at jeg ødelagde dit skønsangs-image

Undskyld at jeg snuppede den grønne mand fra dig og fik det til at lyde som om, at det faktisk var dig, der gerne ville af med ham

Undskyld at jeg stjal din guldmedalje i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”

Undskyld at jeg nogle gange piller mig selv lidt for meget i navlen og tror, at du synes, det er livsvigtig info, der kommer ud af det lille hul (navlen, altså. Alle andre former for associationer er forfejlede!)

Og så er det selvfølgelig også den slags, der er lidt sværere:

Undskyld at du dømmer mig på nogle åndssvage parametre og fortæller mig om det, fordi du tror, at ærlighed er ensbetydende med, at man skal sætte ord på alle tanker og fordomme

Undskyld at jeg nogle gange glemmer, at hævn hverken er sjovt i tanke eller i handling

Undskyld at det gør mig ked af det at være vidne til, hvor meningsløst hårdt du dømmer dig selv

Undskyld at du kom til at træde mig over tæerne og var tæt på at få mig til at tro, at jeg ville være bedre i en anden version

Undskyld at jeg ikke altid kan glæde mig på dine vegne

Undskyld at du synes, jeg er mærkelig – just the way I am (som Colin Firth ville sige det. Det sidste, altså. Det første er han nok trods alt lidt for rummelig til at sige i et negativt toneleje)

Undskyld at jeg alligevel godt kan lide dig – just the way you are

Undskyld at jeg på trods af det kan få lyst til at tænke grimme (selvvalgt uudtalte) tanker om dig

Undskyld at lysten nogle gange vinder

Undskyld at jeg kan komme til at prøve at tage noget, som ikke er mit

Undskyld at du på grund af mig muligvis kom til at gøre noget, som du synes er forkert (endnu mere undskyld for, at jeg stadig ikke kan lade være med at synes, det er rigtigt)

Undskyld at jeg i fuldskab helt upassende kom til at forsøge at bespringe dig

Og undskyld, undskyld, undskyld at jeg i stedet for at fortryde det i ædru tilstand kom til at nævne, at jeg synes, der burde være én som dig til alle (og med alle mener jeg selvfølgelig udelukkende mig selv)