Jeg har før skrevet om yndlingsord. Der er mange gode. Der er også den slags ord, som man en gang imellem kommer til at voldbruge. Jeg kender for eksempel en halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert, som har en tendens til at bruge ordet ‘undskyld’ lidt for meget. Det er det letteste. Hun tror nemlig, at hvis hun påtager sig al skyld for alting, så er risikoen for, at andre får det dårligt med sig selv, mindre. Og hun er desværre ikke den eneste, der har det sådan, skulle hun hilse at sige. Hvis hun skulle lave en (fuldstændig hypotetisk, selvfølgelig) liste over de ting, hun kan finde på at undskylde for til en række af de folk, hun kender, kunne den nok godt se nogenlunde sådan ud:
Der er de lette:
Undskyld at jeg ødelagde dit skønsangs-image
Undskyld at jeg snuppede den grønne mand fra dig og fik det til at lyde som om, at det faktisk var dig, der gerne ville af med ham
Undskyld at jeg stjal din guldmedalje i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”
Undskyld at jeg nogle gange piller mig selv lidt for meget i navlen og tror, at du synes, det er livsvigtig info, der kommer ud af det lille hul (navlen, altså. Alle andre former for associationer er forfejlede!)
Og så er det selvfølgelig også den slags, der er lidt sværere:
Undskyld at du dømmer mig på nogle åndssvage parametre og fortæller mig om det, fordi du tror, at ærlighed er ensbetydende med, at man skal sætte ord på alle tanker og fordomme
Undskyld at jeg nogle gange glemmer, at hævn hverken er sjovt i tanke eller i handling
Undskyld at det gør mig ked af det at være vidne til, hvor meningsløst hårdt du dømmer dig selv
Undskyld at du kom til at træde mig over tæerne og var tæt på at få mig til at tro, at jeg ville være bedre i en anden version
Undskyld at jeg ikke altid kan glæde mig på dine vegne
Undskyld at du synes, jeg er mærkelig – just the way I am (som Colin Firth ville sige det. Det sidste, altså. Det første er han nok trods alt lidt for rummelig til at sige i et negativt toneleje)
Undskyld at jeg alligevel godt kan lide dig – just the way you are
Undskyld at jeg på trods af det kan få lyst til at tænke grimme (selvvalgt uudtalte) tanker om dig
Undskyld at lysten nogle gange vinder
Undskyld at jeg kan komme til at prøve at tage noget, som ikke er mit
Undskyld at du på grund af mig muligvis kom til at gøre noget, som du synes er forkert (endnu mere undskyld for, at jeg stadig ikke kan lade være med at synes, det er rigtigt)
Undskyld at jeg i fuldskab helt upassende kom til at forsøge at bespringe dig
Og undskyld, undskyld, undskyld at jeg i stedet for at fortryde det i ædru tilstand kom til at nævne, at jeg synes, der burde være én som dig til alle (og med alle mener jeg selvfølgelig udelukkende mig selv)
Skudamuda 
Undskyld, men jeg er for træt til at kommentere…
Undskyld at du synes, du bør undskylde for, at du er for træt til at kommentere …
Undskylder for at citere Løgstrup: “Vi lever under uigenkaldelighedens trussel. Hvad vi forbød kan aldrig gøres godt igen. Det rov, vi øver på andres liv, er uopretteligt. Selv om vi fortryder og søger at råde bod på det, kan vi ikke give nogen deres fortid igen. Det er den etiske konsekvens af, at tiden har sit udspring i tilintetgørelsen.”
Undskyld, men nu går jeg i seng… Så jeg er frisk til at angre noget mere i morgen 🙂
MUDA, muda, muda… SÅ er det nu, skattejagten er i gang 🙂
Jeg kan godt lide, at mit kælenavn allerede har fået et kælenavn. Og jeg elsker skattejagt!
Kært BARN(!) har mange navne 😉