Noget om kærlighed

Dengang min krop var barn, fandt jeg min mors vielsesring i et smykkeskrin. Der lå den, fordi min mor og far ikke længere var gift. Jeg syntes, den var fin, så jeg spurgte hende, om jeg måtte få den (på det tidspunkt havde jeg ikke rigtig lært, at spørgsmål kan være upassende).

Min mor, som sikkert både var overrasket over spørgsmålet og samtidig ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre ved ringen, svarede, at det måtte jeg gerne. Så jeg fik den og gemte den i et smykkeskrin, hvor jeg har passet rigtig godt på den i over 20 år.

For et stykke tid siden, da jeg pakkede mit liv ned i kasser, dukkede den op igen. Den var stadig fin, og jeg kunne godt lide det stykke historie, den repræsenterede. Så jeg gik med den i nogle dage. Men det føltes ikke helt rigtigt, så jeg lagde den i min pung for at have den på mig et sted.

Der lå den, indtil jeg en dag fik en idé. Jeg kom i tanke om, at ringen jo var halvdelen af et par, og at min far havde den anden. Så jeg spurgte ham, om jeg også måtte få hans (jeg har åbenbart stadig ikke lært, at spørgsmål kan være upassende). Han sagde også ja, og så stod jeg med to vielsesringe og en idé, som mine søstre heldigvis var med på.

I dag har jeg derfor været en tur hos guldsmeden for at hente tre nye ringe, der er blevet lavet af guldet fra de to, som har boet hver for sig i mange år. De tre nye ringe er til de tre børn, som blev ud af ægteskabet, som ikke holdt – mine to søstre og mig.

Faktisk har jeg hentet fire ringe. (Halv)lillesøs har nemlig fået lavet en mage til ud af en ring fra sin mor og vores fælles far. For selvfølgelig skal hun også have en søskendering. Der er nemlig ingen tvivl om, at hun er 100 procent lige så meget vores søster, selvom vi kun deler 50 procent af de samme gener.

Jeg ved ikke, hvordan idéen til ringene opstod, men jeg er virkelig glad for den. Guldsmeden havde dog lidt svært ved at forstå det der med, at to ringe skulle blive til tre, mens to andre ringe skulle blive til en, men jeg forsøgte at forklare hende, at sådan er det bare med familier. Det går ikke altid op, men derfor kan det godt gå alligevel. Nogle gange går det faktisk bedre, end man regnede med.

I mit tilfælde er det gået rigtig godt. Skilsmisser er aldrig lette, og jeg har ikke glemt, at der har været både sorg og tårer og frustration i min barndom, som har gjort indtryk. Men jeg har heldigvis lært, at selvom tilværelsen kan blive slået ud af kurs, kan livet alligevel blive helt rigtigt, hvis man vælger at få det bedste ud af det.

Jeg har fået alt det bedste. Jeg har fået en lillesøster, som jeg aldrig nogensinde ville undvære, jeg har fået papforældre, som har været med til at forme mig, og papsøstre, som har støttet mig og passet mig og sørget for, at jeg kom levende igennem min første brandert.

Og jeg har fået to forældre, som godt nok ikke er hver sin halvdel af det samme par længere, men som i dag kan være i stue sammen og snakke sammen og grine sammen og minde mig om, at tiden læger mange sår.

Nu har jeg også en ring. Og en tatovering, der minder mig om, at selvom kærligheden ikke altid overvinder alt, så gør den det alligevel. På sin egen finurlige måde.

ring

Noget om putterier på turen

Guldfisken er en fremragende rejsemakker. Specielt fordi jeg ved, hun altid gør sit bedste for at passe på mig – selv når hun forsøger at slå mig ihjel. Men på trods af at vi er meget tætte på turen (detaljerne må I fantasere jer til (hvis I tør)), så er hun altså ikke en lige så god putter som min hverdagssovemakker derhjemme.

Derfor har jeg taget en stand-in med i form af Nixon den anden. I starten var det dog som om, at lokalbefolkningen ikke helt forstod, hvor værdifuld han er. For eksempel var der hovedrysten at spore hos det filippinske lufthavnspersonale, da de opdagede, at jeg havde puttet min computer i kufferten for at gøre plads til mit sovedyr i håndbagagen. Men altså – skulle jeg miste en af de to ting, så er jeg slet ikke i tvivl om, hvad jeg ville vælge. Der findes jo masser af computere – men kun én Nixon den anden. Og hvordan skulle han klare sig, hvis filippinske røvere tog ham til fange? Han taler jo slet ikke deres sprog. Og tænk nu, hvis banditterne glemte at give ham al den kærlighed, han fortjener. Det ville jo være frygteligt!

Heldigvis findes der en stuedreng i Manilla, som behandler en bamse, som en bamse fortjener at blive behandlet. Derfor er jeg netop kommet hjem til en stolt og cool Nixon den anden, der tronede i sengen som en konge og lignede én, der var godt på vej til at bestille den helt onde omgang roomservice fra menukortet, som var lagt frem til ham. Så er jeg faktisk ret ligeglad med, at andre voksne mennesker i det her land griner, fordi de synes, jeg er for gammel til sådan noget bamseri. For der findes i hvert fald en enkelt filippinsk fyr, der er barn nok til at forstå mig .…

nixonii

 

I køkkenkrig og kærlighed

Jeg lavede brændende kærlighed til musen* og solsorten i går. For første gang nogensinde. Min egen version, godt nok. For da jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke er sovs i brændende kærlighed, blev jeg rebelsk. Ingen sovs??? I en ret med kærlighed skal der da være sovs! Så det kom der. Og jeg blev nyforelsket i kartoffelmos (det er jo en fantastisk opfindelse og en udmærket undskyldning for at indkøbe smør, som så efterfølgende kan stå i køleskabet – klar til at blive brugt til seje ting såsom toastsprødhedsoppiftning).

Optakten til måltidet var dog ikke så harmonisk som måltidet i sig selv. Jeg var åbenbart blevet så nervøs over projekt mad, at jeg natten inden havnede i en såkaldt komfurangstdrøm. Jeg befandt mig i et køkken sammen med anden komfurskræmt type, og gasblussene blev ved med at brænde. Selvom vi slukkede dem. Der gik to sekunder, og så blussede de op igen. Vildere og voldsommere. Vores teori gik på, at det måtte være en form for spøgelser, som var i gang med en ond omgang neurosemobning. Og jeg var bange. Virkelig, virkelig bange. For nu kunne vi jo aldrig gå fra det komfur. Vi blev nødt til at blive stående for evigt og slukke potentielle ildebrænde. Min eneste trøst var, at jeg ikke følte mig ensom.

Så slemt gik det dog ikke, da jeg skulle tilberede maden. Det blev til brændende kærlighed uden ild, og det må vel karakteriseres som en form for succes i sig selv.

Til gengæld blev jeg truet af endnu en form for hårde hvidevarer i nat. Denne gang var det køleskabet. Jeg er af uforklarlige årsager kommet til at indgå et væddemål med panteren om, at vi ikke må spise slik og kager i en måned. Virkelig dumt træk fra en type, som  endelig har investeret i en slikautomat (ja, jeg opfatter det som en investering). Men hamsteren mente, at jeg havde udviklet et lidt usundt (men dog meget passioneret) kærlighedsforhold til afdelingens 5-kilos Nutella, og derfor følte jeg et behov for at bevise, at jeg sagtens kan holde mig fra den og lægge kærligheden på køl. Måske havde jeg mest af alt behov for at bevise det over for mig selv. I nat drømte jeg så, at jeg forsøgte at bøje reglerne (ikke snyde – meget vigtigt) ved at drikke en Cocio Light. Men da jeg i al hemmelighed ville snuppe den fra køleskabet (i mit teenagehjem, som for tiden får ret meget shine i mine drømme), væltede det pludselig ud med vand. Først prøvede jeg desperat at samle det op i en kop, men koppen blev hurtigt fyldt, og vandtilstrømningen blev voldsommere. Så slem, at jeg frygtede, den regelbøjningsCocio blev min druknedød.

Egentlig lyder det som et forholdsvist harmløst mareridt sammenlignet med for eksempel atomkrig eller en nøgen, foroverbøjet Ole Wedel, der klipper tånegle. Alligevel frygter jeg at lægge mig til at sove i nat. For hvad bliver det næste? Stavblenderangreb? Sodastreameksplosion? Urteknivsmassakre? Hvem har lyst til at komme forbi og testvække mig hvert kvarter?

sink_or_swim

* Jeg har fra pålidelig kilde fået fortalt, at der hersker forvirring omkring, hvorvidt musen og jeg er kærester. Musen og jeg er ikke kærester. Mus og elefanter bliver ikke kærester. Det ville jo se fjollet ud med den store højdeforskel …

Klik part II

Det var Super Bowl-aften i går. Så storebjørn smed guldfisken ud hjemmefra, fordi han skulle se bold med drengene. Derfor flyttede hun sin pyjamas hjem til mig i huset af guld, og mens fyrene sandsynligvis sad og hujede og kværnede chips og tyllede håndbajere, sad guldfisken og kaninen og jeg og spiste sushi og drak hvidvin og snakkede om fyre. I flertal. Og i flere timer. Christ!

Piger snakker om fyre, mens fyre snakker om bolde. Betyder det så, at fyre generelt er mere interessante end piger, mens bolde er mere interessante end både fyre og piger? For bolde snakker vel ikke om nogen? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at piger kan bruge usandsynligt lang tid på at diskutere hypotetiske scenarier uden at blive klogere på noget som helst. (Dog nåede vi på et tidspunkt frem til en form for teori om, at piger generelt snakker mere om sex (eller manglen på samme), end fyre gør, men at fyre generelt overdriver mere om sex (men nok ikke om manglen på samme)).

Midt i søndagens ‘så-sagde-han-og-så-sagde-jeg’-hurlumhej fortalte kaninen noget ret interessant. En af hendes veninder har en datter, som forleden kom hjem fra børnehave og fortalte, at hun var blevet kærester med Emil. Hendes mor sagde nådada og tillykke og spurgte, hvad Emil så sagde til det?

‘Han siger ikke noget. Han ved det nemlig ikke endnu’.

Jeg elsker børn – specielt fordi de kan få lov til at skabe deres egen virkelighed, uden at de bliver stemplet som sindssyge. Som 5-årig er det jo okay at holde fast i den naive tro på, at verden er indrettet sådan, at det, man synes passer sammen, også får lov til at sige klik. Gad vide, om der er en aldergrænse for, hvornår man kan få lov til at melde sig ind i den børnehave?

boernehavekaerlighed

PS: Billedet er ikke taget ved det unge kærestepars børnehave, men ved indgangen til en tilsvarende institution, jeg gik forbi i morges på vej ned til stranden.

PPS: Emil, jeg håber virkelig, du bliver glad, når du hører nyheden om din ændrede civilstatus. Lov mig i det mindste, at du giver det en chance. Afstikkere er tøsedrenge, der snyder sig selv for at afprøve mulig mening!

Copa del Sol

Jeg har hørt historien fortalt i flere forskellige versioner, og jeg er ikke klar over, hvilken en der ligger tættest på sandheden. Den version, jeg bedst kan lide, kommer her:

I slutningen af 60’erne flyttede en rig, italiensk kunstner til Mexicos stillehavskyst, hvor han byggede og byggede og byggede, til han kunne kalde sig indehaver af en række af landets smukkeste og mest luksuriøse ferieboliger. Manden, der ejede alt, mistede pludseligt sin kone. Sorgen blev drivkraften til et nyt bygningsværk, som skiller sig markant ud fra de andre – Copa del Sol.

Det runde, gigantiske monument står i dag som symbol på mandens evige kærlighed til sin kone. Når man befinder sig i den ene side af cirklen og hvisker helt stille, kan man høre det meget tydeligt i den anden side mange, mange meter væk. Og når man ligger i bunden af koppen, blive alle lyde lukket ude. Min yndlings-detalje i historien-som-muligvis-kun-er-sand-for-mig er, at én dag om året – på konens dødsdag – står solen på en helt bestemt måde, så det ligner, den hviler i koppen.

Den dag var ikke i dag. Alligevel viste stedet sig at være noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Trappen op til kanten af koppen var meget, meget farlig. Det var også farligt at gå rundt deroppe med et kamera. Men jeg ville så gerne forsøge at dokumentere noget magi, så jeg besluttede mig for, at det godt kan betale sig at være modig …

Både den røde og den blå (men mest den røde)

Solen skinner. I hvert fald i Aarhus. Det er lørdag, jeg er tømmermændsfri og lige nu væsentligt lettere i hovedet end for en uge siden. Det kan hurtigt vende, så jeg vil skynde mig at markere situationen.

Jeg har tidligere opfordret til revolution mod de rene linjer og mere kærlighed i gadebilledet. Selvom jeg tvivler på, at de hjertelige gerningsmænd er flittige læsere af denne blog, er revolutionen tydeligvis i fuld gang hjemme på min ø. Her er et beskedent udvalg af bevismateriel kærlighed – både den røde og den blå (men mest den røde).

Forhåbentlig kan den bemalede beton en dag smitte af på både mig og dig (hvis du altså ikke allerede er typen, der står hjemme i køkkenet og tilbereder fyldte Karl Johan-svampe til din kæreste …)

Øresundsvej

Frankrigsgade

Bryggebroen

Jeg ved ikke vad der er rigtit

Det er ved at være en måned siden, jeg overvandt frygten for anklage om unødvendigt navlepilleri med stening som følgestraf – og oprettede bloggen her. Jeg vidste godt, at jeg savnede at skrive, men jeg var ikke klar over, at abstinenserne var så voldsomme, som de har vist sig at være. Dog føles det skønt at få afløb for dem. Også selvom jeg tit frygter, at jeg burde skamme mig over at fylde det uendelig internet op med tanker, som bare burde blive i det hoved, hvor de er undfanget, født og opvokset. Det undrer mig lidt, hvorfor nogen har et så ekstremt behov for at udtrykke sig og sætte ord på tanker og mysterier, mens andre sætter en ære i at holde private tanker private. På en måde er jeg lidt misundelig på de der piger, der kan sidde og være sådan lidt henkastede mystiske over et (enkelt) glas rødvin og en plade med sofistikeret jazz. Det har jeg bare ikke evnen til. Jeg er alt for nysgerrig og bange og forvirret og kommunikations-lysten og dele-glad. I stedet for at finde svaret på, hvorfor jeg er sådan, er jeg netop faldet over svaret på, hvor længe jeg har været sådan. Altid, åbenbart. Eller i hvert fald siden 2. klasse. Jeg fandt en mappe, min mor lavede til mig, da jeg blev konfirmeret, og selvom jeg indtil nu altid har været ret god til at skjule alt det, jeg har skrevet (der er skræmmende meget), er det på en eller anden måde lykkedes hende fingrene i det her:

Til dem, der har svært ved at tyde barnlig skrift og stavefejl, kan jeg fortælle, at sætningerne i en mere korrekt udgave ville lyde nogenlunde sådan her:

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt

Jeg er en lille pige, jeg er lige fyldt de ni.
Jeg går tit og tænker på, hvem jeg allerbedst kan lide
Uh, ah, uh
Hvor går verden hen?
Hvor fører den mig til?
Jeg kan ikke lide krig.
Faktisk kan jeg ingenting.

Okay, jeg kan i hvert fald konstatere, at nedsmeltningerne startede tidligt. Og at jeg i løbet af de seneste knap 20 år ikke er blevet voldsomt meget klogere på de spørgsmål, jeg stillede. Jeg går ud fra, at det er skrevet umiddelbart efter, jeg var blevet gjort opmærksom på, at der engang fandtes en, der hed Hitler. Da blev jeg meget bange i en meget lang periode. For krig og død og ødelæggelse. Mest fordi min familie netop var blevet splittet, og det derfor var sværere for mig hele tiden at beskytte dem alle sammen, når nu vi ikke boede sammen (jeg var en bomstærk 9-årig, betvivl det ej. Jeg havde både en fantasti-hestehær og en imaginær tank, så hvis ellers dem, jeg holdt af, gad at holde sig samlet i en gruppe, skulle jeg nok forsvare dem mod sådan nogle Hitler-agtige typer).

Som jeg ser det, var alle de store emner repræsenteret i min emo-kid-tekst. Hvis vi tager det i rækkernes rækkefølge, har vi:

– Alders-nedsmeltningen

– Hvem-skal-kærligheden-kastes-på-nedsmeltningen

– Manglende-evne-til-at-acceptere-manglende-evne-til-at-synge-nedsmeltningen

– Verdens-nedsmeltningen

– Personligheds-nedsmeltningen

– Konflikt-nedsmeltningen

– Og hov, der var den sørme også, den gode, gamle ven: selvtillids-nedsmeltningen

Summa summarum må derfor være, at hvis jeg skiftede tallet 9 ud med 27, er barnedigtet vel en meget fin opsummering af den her blog. Jeg sætter al min lid til, at de næste par årtier bliver lidt mindre udbytterige i forhold til nedsmeltninger og lidt mere udbytterige i forhold til svar – men jeg håber virkelig aldrig, jeg bliver for klog til at stille spørgsmål!

Her blev de første nedsmeltninger født – bl.a.
Hvorfor er græsset grønt, når jorden er brun?
Er havet uendeligt, når det støder sammen i alle ender?
Hvorfor ligner skyerne noget, de ikke er?
Der er (desværre/heldigvis) mange flere, hvor de kommer fra …