Jeg har hørt historien fortalt i flere forskellige versioner, og jeg er ikke klar over, hvilken en der ligger tættest på sandheden. Den version, jeg bedst kan lide, kommer her:
I slutningen af 60’erne flyttede en rig, italiensk kunstner til Mexicos stillehavskyst, hvor han byggede og byggede og byggede, til han kunne kalde sig indehaver af en række af landets smukkeste og mest luksuriøse ferieboliger. Manden, der ejede alt, mistede pludseligt sin kone. Sorgen blev drivkraften til et nyt bygningsværk, som skiller sig markant ud fra de andre – Copa del Sol.
Det runde, gigantiske monument står i dag som symbol på mandens evige kærlighed til sin kone. Når man befinder sig i den ene side af cirklen og hvisker helt stille, kan man høre det meget tydeligt i den anden side mange, mange meter væk. Og når man ligger i bunden af koppen, blive alle lyde lukket ude. Min yndlings-detalje i historien-som-muligvis-kun-er-sand-for-mig er, at én dag om året – på konens dødsdag – står solen på en helt bestemt måde, så det ligner, den hviler i koppen.
Den dag var ikke i dag. Alligevel viste stedet sig at være noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Trappen op til kanten af koppen var meget, meget farlig. Det var også farligt at gå rundt deroppe med et kamera. Men jeg ville så gerne forsøge at dokumentere noget magi, så jeg besluttede mig for, at det godt kan betale sig at være modig …
Skudamuda 
Wauw. Smukt. Og fantastiske billeder.