Det kan godt være, jeg stoler blindt på piloter. Chauffører har jeg dog et lidt mere anstrengt forhold til. Forskelsbehandlingen er forholdsvis ubegrundet. Og dog. Enkelte episoder har præget mine forbehold – for eksempel dødskørsel i Sankt Petersborg en tidlig morgen med haren ved min side og en chauffør bag rattet, som manglede begge ben. Derfor skulle han styre alt med armene. Det var imponerende, at han kunne, og jeg syntes, det var sejt, at han bestred den slags job – hvis altså ikke det var fordi, han tydeligvis følte, han skulle kompensere ved at lege James Bond på speed i russisk morgentrafik. Den slags oplevelser bidrager ikke positivt til min manglende chauffør-tillid.
Jeg har selv kørekort, men bruger det kun, når jeg skal identificere mig selv (i det hele taget en kompliceret opgave). Jeg er ulogisk bange for at køre, og det er få, som forstår hvorfor. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg selv forstår det. Men det har nok primært noget at gøre med min grundangst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Derfor overlader jeg altid rattet til en anden, og hvis det er folk, jeg har tillid til, og kørslen samtidig foregår i forholdsvis flade omgivelser, elsker jeg at være passager. Jeg elsker følelsen af at blive transporteret fra et sted til et andet – specielt i selskab med nogen, jeg holder af. Jeg tænker bedre, når jeg er i fart, jeg lytter bedre (både til musik og ord), og jeg taler bedre med de rigtige personer, når det går fremad. 10 timer på vejen ligger derfor næsten ligeså højt på min hitliste som 10 timer i luften.
I går var der dog kun tale om 3 timer på vejen. Heldigvis. For en stor del af turen foregik på en bjergskrånings lange, autoværnsmanglende vej med snoede sving og alt for mange huller. Det var farligt! En del af hullerne opstod sidste år, hvor guldfisken og jeg tilfældigvis også befandt os i området. Dengang under en ret voldsom orkan, som tog halve veje og hele broer med sig. De lokale reparerer stadig på skaderne, men forhåbentligt ender vejen med at blive bedre, end den var før stormen.
Jeg havde med vilje sat mig i venstre side, så jeg ikke skulle kigge direkte ud over havet, men det fortrød jeg hurtigt, for jeg fandt ud af, at hvis jeg skulle kommunikere med mine medpassagerer, blev jeg jo nødt til at kigge til højre – direkte mod afgrunden. Vi kørte i en stor bus, og jeg kunne derfor ikke følge med i vejens forløb gennem forruden. Det gjorde turen endnu værre, for når vi slog et sving, vidste jeg ikke på forhånd, om vejen slog svinget med os. Jeg endte derfor med at tilbringe det meste af turen bag vinduets tunge, trygge gardin.
Her sad jeg og forsøgte at knibe alle sydlige muskler sammen, fordi jeg rummede en halv liter cola, som truede med øjeblikkeligt exit, hver gang jeg følte mig usikker. Der var et toilet bagerst i bussen. Et af den slags, som man gør meget for at undgå, og det prøvede jeg virkelig også på. Men jeg gav op. Toiletoplevelsen var om muligt endnu mere skræmmende. For at vælte rundt inde i sådan et lille, klaustrofobisk rum, mens bussen slingrer fra den ene til den anden side – til og fra mulig afgrund – er meget angstprovokerende, når overblikket ligger på den anden side af den låste dør. Den voksende angst fik mig til at tænke på det paradoksale i, at jeg for nylig selv er blevet sammenlignet med en flugtbil. Sådan en, som paniske mændesker lægger beslag på, når de forsøger at flygte fra deres egen virkelighed (og som de i øvrigt sørger for at efterlade et skjult sted, efter de har slettet alle deres spor). Den rolle håber jeg, at jeg har fået ved en fejl, for jeg tror faktisk slet ikke, jeg egner mig som flugtbil. Jeg egner mig tydeligvis heller ikke til det der med god timing. For lige da jeg drejede nøglen om og jublende åbnede toiletdøren, mens jeg konstaterede, at jeg havde overlevet potentielt traumatiserende toiletoplevelse, standsede bussen. Ved en tankstation. Med rigtige toiletter, som stod helt stille. Dermed fik jeg endnu engang bekræftet, at tålmodighed betaler sig. Specielt på de lange, snoede og hullede veje.
Skudamuda 