Noget om karma og held og højere magter

Jeg vil ikke kalde mig selv religiøs. I svære situationer lader jeg dog barnetroen sejre. Så forsøger jeg at overbevise mig selv om, at der er en mening med det hele, og at nogen passer på os alle sammen, der hvor livet ender. Det føles godt at bevare håbet om, at livets uretfærdigheder bliver udlignet i en anden verden, som jeg endnu ikke kender til.

Når det er sagt, så skræmmer religion mig mere, end det giver mig ro. Ikke kun fordi misfortolkninger af de religiøse skrifter skaber så mange meningsløse konflikter, men også fordi religion er makaber helt ned i børnebibelen, som jeg har stående i reolen ved siden af en koran, jeg har købt i Jerusalem. Jeg så engang Nosferatu i en kirke sammen med haren, og jeg syntes, orglet og alteret og alle malerierne var mere uhyggelige end den blodsugende vampyr på storskærmen.

Hvis en religion nogensinde skulle overbevise mig om at få fingrene i min tro, så skulle grundtankerne være rimelig happy-go-lucky. Jeg forestiller mig noget med en funky gudeskikkelse i form af en sølvfarvet blæksprutte, som serverer Tuttifruttidrinks og Taffelchips i solen til tonerne af Stevie Wonders greatest. Med et orkester af truttende babyelefanter, som bliver bakket op af dansende enhjørninger i neonfarvet My Little Pony-look. Så kan vi begynde at snakke. Jeg tvivler dog på, at den religion findes. Alligevel var jeg tæt på at begynde at tro i dag. Helt impulsivt overvejede jeg, om det var netop i dag, jeg skulle tro sådan rigtigt på en gud.

Det skete, efter jeg i over et år har været forelsket en helt bestemt læderjakke (ja, nu bliver historien vild!) Jeg fandt den i Magasin sidste sommer, og kærligheden opstod øjeblikkeligt. Men den var dyr. Alt for dyr for en type, som forsøger at lægge stilen om og være fornuftigere end politiet tillader (i hvert fald i ædru tilstand).

Så sent som i går hev jeg giraffen med op på anden sal til vidunderjakken, så han også lige kunne få lov til at befamle den og snuse til den og give mig ret i, at det var den flotteste på markedet. Jeg lod den dog hænge igen-igen-igen og gik i stedet hjem med min H&M-pose, der husede nyt træningstøj købt til reduceret udsalgs-knaldtilbudspris. For det er nemlig sådan noget, wannabe-fornuftige typer gør.

Men i morges skete miraklet. Og nu bliver det helt crazy! Jeg kæmpede en kamp i kontorsofaen. Dovenskaben ville sumpe dagen lang, mens fornuften ville ned og træne. I halvanden time stod slaget på. Det var blodigt og svedigt og hårdt. Jeg havde faktisk troet, at dovenskaben trak sejren hjem. Men så snigløb fornuften mig, og pludselig stod jeg på Købmagergade med mit træningstøj i hånden og min krop i vilde protestdrejninger.

Det er her, det religiøse twist indtræffer. For mens fornuften trak på de allersidste kræfter, vandrede mine øjne på magisk vis hen til et tøjstativ uden for træningscentret. Hvor jakken hang. MIN jakke. I MIN størrelse. Sat ned med 80 procent, fordi en ligegyldig lynlås i ærmet er i stykker. Det gør om muligt jakken endnu mere perfekt, at den er uperfekt. Og et halvt minut senere var den min.

Jeg ved ikke, om det var karma eller blæksprutteguden eller den høje herre himself, som valgte at belønne mig netop i dag. Lige meget hvad føler jeg mig som verdens heldigste. Verdens heldigste, som overvejer at lade fornuften sejre igen på et tidspunkt. Bare for at se, hvad der sker …

spruttearme

Noget om hvordan jeg ikke døde

‘Taxachauffører er skidte fyre’, sagde vores receptionist i går, da vi spurgte, om han ville bestille en vogn. Så det ville han helst ikke. I stedet tilbød han selv at køre os til Bourgas efter fyraften, så vi kunne shoppe rene trusser for vores kuffertforsikringspenge (Batman var ikke længere en glad mand, lad mig bare sige det sådan …)

Hamsteren og guldfisken var en lille smule nervøse for, om receptionistfyren muligvis kunne være sådan en type, der synes, det er lidt spændende at bortføre tre naive tøsepiger ud til en øde mark og gøre unævnelige ting mod dem. Jeg tsk’ede af dem og sagde, at jeg altså havde overlevet at tage den på stop på meget øde russisk mark og blive samlet op af en suspekt bøf i bil med lidt for tonede ruder, så det her var et stykke med kage i forhold til det. I værste fald havde jeg jo stadig Batman til at beskytte helligdommene.

Men jeg burde for helvede efterhånden have lært, at jeg ikke skal spille en fandens karl uden at forvente, at det får konsekvenser. For 10 minutter senere var det mig, der sad og peb som en hysterisk trunte på bagsædet (der selvfølgelig ikke var udstyret med sikkerhedsseler), fordi speedometeret rockede 110 i en 60 km zone.

‘Not so fast, please’, prøvede guldfisken forsigtigt. Men det havde desværre samme effekt som at sige til pizzamanden, at man kun skal have en lille smule chili i sin kebab. Receptionisttype slog en skinger, psykopatisk mandeskraller op a la Eddie fra ‘Friends’ og trådte ekstra hårdt på sømmet, mens han overhalede i et sving op ad bakke.

Da han drønede over et par jernbaneskinner uden bomme (men med fuldt stop-skilt) overvejede jeg, om det ville være en fordel eller en ulempe, hvis jeg begyndte at tude (tårerne ville komme ret let til mig, fornemmede jeg). Jeg droppede idéen og afledte i stedet tankerne ved at forsøge at regne ud, hvorfor taget på bilen bulede så afsindigt meget nedad. Men da receptionisttype tog endnu en dobbeltoverhaling, mens vi kunne se en bil i modsatte spor komme så tæt på, at jeg var alvorligt bange for, om han havde gang i noget bulgarsk Chicken Race, var mine baller så spændte, at man kunne knække hasselnødder mellem dem. Og jeg indrømmede over for guldfisken, at ja, det her var rent faktisk værre end dengang, haren og jeg kørte med en farttosset taxachauffør uden ben en tidlig morgen i Sankt Petersborg.

Da vi efter tre uudholdelige, balleknebne kvarter nåede levende til shoppingcenteret, havde vi kun lige overskud til at glæde os over, at han i det mindste ikke havde voldtaget os på en mark. Jeg knuselskede den faste grund under mine rystende fødder og priste mig lykkelig over, at det var overstået.

Og da psykopatisk receptionistfyr spurgte, om han også skulle sørge for vores hjemtransport, sagde vi selvfølgelig bestemt nej tak. Ville jeg ønske. Men nogle gange bliver jeg decideret imponeret over egen snotdumhed …

20140711-170446-61486015.jpg

Noget om fremtiden

‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’

Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!

For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.

Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?

Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …

PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!

fremtiden

Noget om julemanden

Jeg er håbløst naiv – har altid været det og vil kæmpe for at holde fast i al den naivitet, jeg kan rumme, så længe som overhovedet muligt. For jeg synes, det føles markant bedre at være naiv end skeptisk. Det er meget sjovere, og det åbner op for mange flere muligheder at tro på muligheder frem for begrænsninger. Hvis man har let ved at blive skuffet, kan det selvfølgelig være lidt af en udfordring. Men det har jeg arbejdet på at lade være med at blive (alt for tit). Til gengæld bliver jeg heldigvis meget let overrasket.

Dengang min krop var barn, satte jeg hvert år en broderet kalender op derhjemme, så julemanden havde et sted at aflevere sin pakke (høhø). Og jeg husker tydeligt krilleren i maven, når jeg hver morgen fandt endnu en sølvpapirsgave, som knitrede, når jeg åbnede den. Det handlede ikke så meget om, hvad der var inde i den. I princippet kunne det have været et bøjet søm, og jeg var blevet glad. Det handlede mere om, at pakken overhovedet var der. At jeg havde noget at se frem til. Og at nogen tænkte på mig. Så kunne den for min skyld indeholde et hul fra en vanillekrans eller hvidt fnuller. Jeg er overbevist om, at jeg ville være glad for tanken lige meget hvad.

Jeg var meget begejstret for idéen om, at julemanden fandtes, selvom jeg på et tidspunkt blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt det mon var min mor, der satte pakkerne på kalenderen. Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg en morgen konstaterede, at der endnu ikke var kommet nogen pakke, hvorefter jeg gik ud på badeværelset med min mor. Da vi kom tilbage, hang der på mirakuløs vis en sølvpapirsdimmer på kalenderen, som min mor umuligt kunne nå at have afleveret. Jeg var så vild i varmen ved tanken om, at julemanden så nok alligevel var en rigtig mand, at jeg helt glemte at overveje, om pakken mon kunne være blevet placeret af min søster, som lå og rævesov i værelset ved siden af.

De fleste holder nok op med at tro på julemanden, inden de starter i skole. Men konfirmationsmappen afslører, at jeg stædigt fortsatte med at holde fast i min tro, til jeg var 9-10 år gammel (det er faktisk utroligt, at jeg havde venner). Muligvis sagde fornemmeren mig en gang imellem, at der var noget lorent ved hele det cirkus, men jeg tænkte, det godt kunne betale sig at tro for en sikkerheds skyld. Fordi det var sjovere med eventyret end uden.

Her er et lille uddrag af de hilsner, jeg har lagt til den gavmilde herre gennem årene:

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har forsøgt at lave, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på ...

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har tegnet, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på …

Julemanden - nu med navle og blodtud

Julemanden – nu med navle og blodtud

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer ...

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer …

PS: Bare fordi min krop er blevet voksen, betyder det ikke, at mit hoved følger med. Jeg har tidligere slået fast, at den rigtige julemand findes. Jeg har endda arbejdet for ham. Men ud over ham er jeg heldigvis så afsindigt heldig at kende en hare og en giraf, som ved, hvor meget indpakkede tanker betyder for mit barnlige sind. Derfor ligger der lige nu 48 gaver, som venter på at blive pakket ud. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg de næste 24 morgener får lov til at holde fast i den barnlige forventningsglæde, som gør tilværelsen lidt mere eventyrlig for en håbløst naiv type …

Mens jeg drømmer om en dobbelt baconcheeseburger med ekstra ost og ekstra bacon og ekstra burger …

Jeg faster. For første gang siden den legendariske kålsuppekur, som de fleste hvalpede teenagetyper fejlagtigt forsøger at kæmpe sig igennem, er jeg hoppet på sådan noget diætfidus. Egentlig er jeg ikke den store fan af den slags (alt for mange regler – alt for lidt mad), og jeg har sendt mange fnys efter de hellige typer, der har forsøgt at overbevise mig om, at mit liv ville være mere fuldendt og harmonisk, hvis jeg forbød mig selv at indtage hvidt brød eller begyndte at leve som en stenaldermø.

Nu forholder det sig bare så uheldigt, at min krop er blevet utidig og i flere måneder har behandlet mig som om, jeg fortjener indvendige rap med en nihalet pisk (og det, der er værre). Det er ikke rart, skulle jeg hilse og sige. Så da haren præsenterede mig for det nymodens 5:2-hejs, hvor man tilsyneladende gør sine organer en guttermandstjeneste ved at skåne dem for mad to dage om ugen, tænkte jeg (efter store forbehold og megen skepsis), at jeg vel ikke omkom af at prøve. For det kan jo rent faktisk være, at det hjælper, og min krop bliver lykkelig af det, og livet bliver en fest.

Så her sidder jeg så for enden af fastedag nummer to og synes allerede, jeg fortjener en medalje (en af dem med flødeskum, tak!) Da jeg startede, proklamerede jeg ellers helligt, at sult ikke har den store effekt på mig, og at jeg er i aldeles fremragende kropogsindbalance, hvilket holdt sådan cirka lige indtil chefen tidligere i dag begik den graverende fejl at stille mig det samme spørgsmål hele TO gange. Næsvisheden udløste øjeblikketligt en længere diskussion (hvis man altså betegner envejsspydighed som en decideret diskussion (‘Altså hvor mange gange skal du have svar på det??? Det var dog utroligt!!! Jeg har ikke fået noget at spise!!! Don’t piss me off!!!!!!!!’)), som først sluttede igen, da panteren pippede et forsigtigt: ‘Mor og far må ikke skændes …’

Måske blev den ikke helt retfærdige irritation også udløst af en dyb fastefrustration over, at selvsamme chef har bedt mig om at bruge en stor del af min arbejdsdag på at klippe madprogrammer (Oh the irony!) Kloge typer anbefaler ellers, at fastende stakler skal holde sig fra at læse madopskrifter, men det bliver muligvis en lille smule svært at overbevise chefen om, at det vil være godt for mit stofskifte at skifte stofområde – for eksempel til programmer om overvægtige. Måske det kunne være motiverende (hvis det altså ikke lige var fordi, at de altid skal bruge så frygtelig lang tid på at smide hele poser chips og slik ud, hvilket bare giver mig endnu mere lyst til at svømme en tur i syndens saltsøde skraldespand).

Men på en eller anden måde er der også en form for masochistisk tilfredsstillelse i at bruge flere timer på at sidde og klippe kokketips sammen og sende savlende smil efter videoklip med den ene lækre madret efter den anden. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Frygteligt rart.

Da kollegerne gik til frokost i dag, var der dog ikke langt til tårer (ja, jeg er stadig grådlabil, men onsdag er altså også dagen, hvor der både er sandwich og kage i kantinen). Dog fandt jeg en form for trøst i den tankeafledende overspringshandling ‘Scan dit eget pasbillede’, som guldfisken hjalp mig med. For da resultatet af vores ihærdige indsats ved kopimaskinen dukkede op på skærme, og jeg lignede en meget behåret udgave af en helspekulerende type (godt, vi ikke arbejder i en teknisk afdeling (host)), nåede jeg frem til, at jeg trods alt hellere vil være en sulten og vrissen version af mig selv, end jeg vil være en af dem her.

Fortsættelse følger …

pasfoto

Noget om vuggestuevoksenhed og barnligt glædestuderi

Egernet blev gift i weekenden. Min vuggestueveninde er blevet voksen og har sagt ja og skiftet navn, og hvad har vi. Hvordan skete det lige? Hvordan gik al den tid, uden jeg opdagede det?

Jeg forstår det ikke, og jeg forstår det endnu mindre, når jeg tænker for meget over det, så det forsøger jeg at lade være med. I stedet bruger jeg min energi på at glæde mig over, at det skete.

Jeg havde glædet mig til det bryllup, lige siden egernet bad mig reservere datoen sidste år. Dengang sagde hun (muligvis mest for sjov), at hun ville holde en +1 åben til mig. Og jeg sagde (helt alvorligt), at jeg i så fald havde planer om at tage guldfisken (nej, fumlefingre, ikke fuldfisken) med. Selvom jeg er sikker på, at hun ville tage sig ret godt ud i jakkesæt, er jeg alligevel glad for, at omstændighederne udviklede sig på en måde, som jeg ikke helt havde regnet med.

Min mådeholdshistorik til bryllupper er ikke noget at blære sig med på en solskinsdag. Det har jeg tidligere været inde på. Men eftersom jeg for et par måneder siden rent faktisk formåede at komme igennem en hel bryllupsfest uden alt for pinlige scener eller alkoholrelateret fodsvigtning, var jeg ret overbevist om, at det hele nok skulle gå.

Jeg havde bare glemt at tage højde for, at jeg stadig er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil. Egentlig troede jeg, at det var en fase, jeg ville komme over – eventuelt efter eftertrykkelige tryk på alle de farlige steder udløste en grådlavine, som burde have udtømt saltvandslageret for noget nær altid. Men jeg burde nok have indset, at gråd stadig kommer lidt for let til mig, da jeg for et par uger siden begyndte at småvræle, fordi haren spurgte mig, hvilken form for slik jeg ville have sværest ved at undvære for evigt (angsten for potentiel slipgivning med savn til følge har åbenbart ingen bagatelgrænse …)

Så det blev et vådt bryllup (sms). Godt vådt. Egentlig var det ikke meningen, vi skulle med til selve vielsen på rådhuset, men da der alligevel var plads, smuttede vi derind. Jeg havde derfor ikke lang tid til at mentalforberede mig på tudningsseance #1. Den indtraf sådan cirka et halvt sekund efter første ja. Og så fortsatte det ellers. Under brudens fars tale og gommens tale og brudens søsters tale, der endte i en decideret hulken, som tvang mig til at udvandre fra festen og søge midlertidigt eksil på toilettet.

Det var hyleri på den helt rigtige måde. Af de helt rigtige årsager. Fordi det hele var så godt og flot og rart og rigtigt. Og uden at udlevere andre af festens (langhalsede) gæster, kan jeg afsløre, at jeg heldigvis ikke var den eneste, der vandede fjerkræ.

Det er svært at vende tilbage til virkeligheden efter sådan en weekend fyldt med våde oplevelser og store følelser og mørke afstikningseventyr. Men jeg kan jo altid tage mig en lille hyggemandagstuder, hvis lysten skulle komme over mig (smos). Jeg kan allerede mærke, den er godt på vej …

oeresund_st

Øresund st.

 

Nu ved jeg at russere …

– ikke mener, at der er insekter i deres ’Bug dumplings’. Tværtimod er der tale om store dumplings og en mindre stavefejl

– er meget glade for ABBA og har lavet deres helt egen version af popgruppen

abba

– giver mange af deres huse tøj på (måske husene også er blufærdige?)

– bare kan det der med at få madretter til at lyde lækre (godt nok er jeg glad for sovs, meeeen …)

tongue_in_a_creamy_sauce

– anvender det anerkendte håndtegn for MTG X, når de vil signalere adgang forbudt

– er meget glade for store ting, der burde være mindre

haengelaas

– ikke nødvendigvis forstår et ord engelsk, bare fordi de arbejder i en engelsk bogbutik (tænk, at vi var så næsvise at tro det)

– ikke forstår det der med, at når man skilter med en hemmelighed, så er det altså ikke en hemmelighed mere

secret

– er afsindigt glade for dild og pynter alt med en lille dusk (tænker, hamsteren muligvis har russiske aner …)

– øjensynligt ikke har nogen mavesæk

mavesaek

– ikke giver finger mod betaling, når man får ordnet negle (det var nu heller ikke helt den service, vi bad om …)

PS: Hvis du ikke har været her endnu, så skynd dig at skrive Rusland på listen. Efter to uger i regnvejr synes haren og jeg stadig, det er fantastisk, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage hertil igen en dag  (men det bliver også helt fint at komme hjem til den danske sommersol og de danske sommerdyr lige om lidt).