Mens jeg drømmer om en dobbelt baconcheeseburger med ekstra ost og ekstra bacon og ekstra burger …

Jeg faster. For første gang siden den legendariske kålsuppekur, som de fleste hvalpede teenagetyper fejlagtigt forsøger at kæmpe sig igennem, er jeg hoppet på sådan noget diætfidus. Egentlig er jeg ikke den store fan af den slags (alt for mange regler – alt for lidt mad), og jeg har sendt mange fnys efter de hellige typer, der har forsøgt at overbevise mig om, at mit liv ville være mere fuldendt og harmonisk, hvis jeg forbød mig selv at indtage hvidt brød eller begyndte at leve som en stenaldermø.

Nu forholder det sig bare så uheldigt, at min krop er blevet utidig og i flere måneder har behandlet mig som om, jeg fortjener indvendige rap med en nihalet pisk (og det, der er værre). Det er ikke rart, skulle jeg hilse og sige. Så da haren præsenterede mig for det nymodens 5:2-hejs, hvor man tilsyneladende gør sine organer en guttermandstjeneste ved at skåne dem for mad to dage om ugen, tænkte jeg (efter store forbehold og megen skepsis), at jeg vel ikke omkom af at prøve. For det kan jo rent faktisk være, at det hjælper, og min krop bliver lykkelig af det, og livet bliver en fest.

Så her sidder jeg så for enden af fastedag nummer to og synes allerede, jeg fortjener en medalje (en af dem med flødeskum, tak!) Da jeg startede, proklamerede jeg ellers helligt, at sult ikke har den store effekt på mig, og at jeg er i aldeles fremragende kropogsindbalance, hvilket holdt sådan cirka lige indtil chefen tidligere i dag begik den graverende fejl at stille mig det samme spørgsmål hele TO gange. Næsvisheden udløste øjeblikketligt en længere diskussion (hvis man altså betegner envejsspydighed som en decideret diskussion (‘Altså hvor mange gange skal du have svar på det??? Det var dog utroligt!!! Jeg har ikke fået noget at spise!!! Don’t piss me off!!!!!!!!’)), som først sluttede igen, da panteren pippede et forsigtigt: ‘Mor og far må ikke skændes …’

Måske blev den ikke helt retfærdige irritation også udløst af en dyb fastefrustration over, at selvsamme chef har bedt mig om at bruge en stor del af min arbejdsdag på at klippe madprogrammer (Oh the irony!) Kloge typer anbefaler ellers, at fastende stakler skal holde sig fra at læse madopskrifter, men det bliver muligvis en lille smule svært at overbevise chefen om, at det vil være godt for mit stofskifte at skifte stofområde – for eksempel til programmer om overvægtige. Måske det kunne være motiverende (hvis det altså ikke lige var fordi, at de altid skal bruge så frygtelig lang tid på at smide hele poser chips og slik ud, hvilket bare giver mig endnu mere lyst til at svømme en tur i syndens saltsøde skraldespand).

Men på en eller anden måde er der også en form for masochistisk tilfredsstillelse i at bruge flere timer på at sidde og klippe kokketips sammen og sende savlende smil efter videoklip med den ene lækre madret efter den anden. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Frygteligt rart.

Da kollegerne gik til frokost i dag, var der dog ikke langt til tårer (ja, jeg er stadig grådlabil, men onsdag er altså også dagen, hvor der både er sandwich og kage i kantinen). Dog fandt jeg en form for trøst i den tankeafledende overspringshandling ‘Scan dit eget pasbillede’, som guldfisken hjalp mig med. For da resultatet af vores ihærdige indsats ved kopimaskinen dukkede op på skærme, og jeg lignede en meget behåret udgave af en helspekulerende type (godt, vi ikke arbejder i en teknisk afdeling (host)), nåede jeg frem til, at jeg trods alt hellere vil være en sulten og vrissen version af mig selv, end jeg vil være en af dem her.

Fortsættelse følger …

pasfoto

Den sidste nadver

Jeg har muligvis valgt den forkerte helligdag til den sidste nadver. Men den er tiltrængt nu. Eller det er måske nærmere tiden efter den sidste nadver, der er tiltrængt, Den, hvor jeg igen skal kæmpe mig igennem en måned uden slik og kager. Første omgang var åbenbart ikke tilstrækkelig – måske fordi jeg valgte at fejre sejren med en festcocktail af romkugler og milkshakes og hindbærsnitter og syntetslik og alt andet, der er skide godt.

Den her gang har jeg indgået afholdenhedsaftale med hele to dyr – både panteren og haren. Så det er dobbelt så vigtigt at overholde reglerne. Det gør allerede ondt i smagsløgene, når jeg tænker på, hvor hårdt det bliver. Derfor har jeg sørget for at få det bedste ud af den sidste dag i sukkerhimlen. Heldigvis befinder jeg mig i et land, som har specialiseret sig i søde syndere.

Nogle tager på kulturel sightseeing i udlandet. Haren og jeg tog på sukkersightseeing. Og for første gang kastede jeg mig over den velkendte specialitet Spagettieis. Den blev toppet med pat- og penisvingummier og til sidst et rent orgie af Kinder-chokolade. Så nu er jeg helt tanket op og i topform til en udfordring, som bliver alt andet end et stykke med kage.

Vi ses på den anden side!

spagettieis

patterogpenis

kinderorgie

Noget om bestøvet lassofiskeri

Jeg ved ikke, om den altid har været der – grundangsten for at gøre noget forkert. Frygten for at bryde reglerne uden at vide det. Men jeg har i hvert fald meget svært ved at slippe den, og den fylder altid lidt mere, når jeg befinder mig i et land, hvor jeg ikke er helt så godt inde i paragrafferne, som jeg er derhjemme. Specielt i USA, hvor der er så mange regler, som ikke engang min ellers i-bedste-velgående-levende fantasi har fantasi til at gøre sig forestillinger om.

For eksempel har jeg hørt, at det i Tennessee er forbudt at fange fisk med lasso, og at man får en bøde i Pennsylvania, hvis man bliver afsløret i at feje støv ind under gulvtæppet. Og selvom jeg hverken er udstyret med lasso eller kost (og i øvrigt befinder mig i en helt anden stat), kan jeg godt blive panisk angst for, at jeg alligevel pludselig kunne komme til at stå med en lassofanget fisk i hånden oven på et støvbeskjulende gulvtæppe sådan lidt hovsa-agtigt.

Jeg tror, det er meget godt, at jeg ikke kender alle regler. Specielt lige for tiden. Ellers kunne jeg meget vel være typen, der begrænsede mig selv ved at sidde og spekulere over, om jeg nu er gladere, end politiet tillader, om jeg rykker for hurtigt (sagde hun egentlig det i går?), om jeg er for ærlig, for ivrig – for helt igennem på røven begejstret over, at ting kan være, som jeg altid har håbet, ting kan være.

Og er det i øvrigt ikke noget med, at alt bliver meget mere fantastisk, hvis man tillader sig at leve efter sine egne regler? Det tør jeg i hvert fald godt bestemme nu.

dont_worry

Verden er af klodser

Lige om lidt flyver jeg til London for at deltage i OL i shopping – en disciplin, som ingen dårlig taber skal udfordre mig i. Jeg havde en storslået plan om, at jeg for første gang i år skulle prøve at pakke kufferten i så god tid, at jeg også kunne nå at komme i tanke om, hvad jeg har glemt. Det kommer ikke til at ske. I stedet overspringshandler jeg lidt med en verdens-nedsmeltning.

De sidste to somre har været dedikeret til New York, og selvom London er et fint substitut, bliver jeg en lille smule trist til mode ved tanken om, at det eneste store æble, jeg virkelig gerne vil sætte tænderne i, bliver indtaget af alle andre end mig i år. Jeg har svært ved at acceptere det, men den-11-årige-pige-inden-i-mig tror heldigvis stadig på, at verdens distancer kan forkortes, hvis bare man drømmer langt.

For en uges tid siden byggede hun derfor sit eget hus af Guld og flyttede det rundt i en verden af Lego. Børnefamilier og turister kiggede meget mærkeligt på hende – specielt fordi hun var iklædt neon og så meget 27-årig ud udenpå. Det er åbenbart ikke normalt for sådan en burde-være-voksen-type at lege med klodser i en forlystelsespark, lige meget hvor 11-årig man ellers føler sig indeni. Men hun var heldigvis ret ligeglad, og derfor fik huset af Guld både lov til at bo lidt i Amsterdam, ved Amalienborg og i Hollywood, inden det endelig fandt frem til New York.


Jeg ved godt, at man ikke må ødelægge den fine udstilling i Legoland, men der er heldigvis ikke nogen, der har været opfindsomme nok til at opstille skilte med regler, som siger, at man ikke må tilføre nye bygningsværker. Derfor efterlod 11-årige Skudamuda det lille hus af Guld bag hegnet for foden af Frihedsgudinden. Måske står det der stadig helt nede i den børnehøjde, hvor alle drømme er tilladt. Måske er det blevet fjernet af en voksen, som nu har travlt med at nedskrive nye regler …