Noget om skræmmende spådomme

For seks års tid siden havde jeg ikke styr på noget. Jeg tjente stort set ingen penge, mine kassekreditter (læg mærke til flertallet) var max’et ud, jeg keglede rundt i mine egne følelser og anede ikke, hvad jeg ville med mit liv. Derfor gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg blokkerede alle opkald fra min bankrådgiver og lejede en lejlighed i New York, hvor jeg brugte nogle måneder på at gå gaderne tynde i forsøget på at finde en form for mening.

I den periode skrev jeg for første gang nogensinde en slags dagbog. Måske fordi jeg tænkte, det kunne gøre mig klogere en dag. Det er jeg glad for nu. I går gik guldfisken, hamsteren og jeg nemlig rundt i mit gamle kvarter i West Village. Vi kom forbi en af byens mange psychics, og jeg kom i tanke om, at jeg dengang for seks år siden tvangsindlagde mig selv til en tur i sandsigermøllen i et forsøg på at skrive en artikel.

Jeg har lige fundet den del af dagbogen, der handler om mit besøg hos spåkonen:

New York er blevet udråbt til verdens mediehovedstad nummer ét – som i spirituel mediehovedstad, altså. Der findes nærmest ikke en gade på Manhattan, som ikke har en ’psychic’, der reklamerer med, at de ligger inde med nøglen til fremtiden og svar på alle dine spørgsmål. Det synes jeg er ret interessant, så jeg har researchet lidt til en artikel om det. Og jeg kan jo lige så godt bruge mig selv som forsøgskanin.

Min holdning til den slags spiritualitet er delt op i tre følelser, som fylder nogenlunde lige meget. En tredjedel af mig synes, det er spændende. Den næste tredjedel tror overhovedet ikke på sådan noget hokus-pokus-lort. Og den sidste tredjedel er parat til at stikke af og aldrig se tilbage af stor, altoverskyggende grundangst for alt og alle, der prøver at bilde verden ind, at de har kontakter til de højere magter. Så det var lidt af en udfordring for mig at slæbe mig ind til en psychic. Derfor har jeg også meget passende udskudt det igen og igen – helt til min allersidste dag i byen.

De fleste af stederne ser meget skumle ud med nedrullede gardiner og et neonskilt, der blinker i vinduet. Dem udelukkede jeg hurtigt og fandt i stedet et lille alternativ på hjørnet af Bleecker og 7th Avenue, der så hyggeligt ud med friske blomster og fin indretning – og hvor man vigtigst af alt kan kigge ind fra gaden. Det vil sige, at der var noget mindre risiko for, at de skulle lægge mig i kronisk hypnose, misbruge min krop og sælge de sørgelige rester af min sjæl til djævlen.

Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg i hvert fald godt turde, selvom jeg rystede en lille smule i den inderste buks, da jeg tog i håndtaget i formiddags. Jeg blev mødt af en kvinde i 50’erne, som tog styringen og placerede mig i en stol ved et lille, rundt bord. Hun så egentlig meget almindelig ud – lidt hippieagtig, selvfølgelig, men hun havde ingen heksevorte, der sad ikke en sort kat på hendes skød, og hendes øjne var hverken røde eller noget. Til gengæld lignede hun lidt Scotts mor fra Beverly, og hun var jo ret skræmmende, så jeg havde selvfølgelig allerede talt skridtene hen til udgangen og lavet et mindre regnestykke omkring, hvor hurtigt jeg kunne stå i sikkerhed på fortovet igen, hvis helvede brød løs.

Det gjorde det ikke. I stedet forklarede kvinden, hvilke tilbud jeg kunne benytte mig af. Jeg kunne få læst min hånd, få lagt tarotkort eller få tilkaldt ånder fra krystalkuglen, som jeg kunne stille spørgsmål til. Det sidste var udelukket! Med mindre det altså var helt okay med hende, at jeg efterlod angstens urin på den fine stol. Og det syntes jeg på en måde ville være lidt upassende. Så var der det der med håndlæsningen. Det var det billigste tilbud – 20 dollars – men hun fortalte, at det mest ville handle om min fortid og min personlighed, og den kender jeg jo allerede.

Derfor kastede jeg mig over kortene. Damen sagde, jeg skulle blande dem, dele dem i tre bunker og vælge én bunke ud. Bagefter lagde hun kortene op i et mønster og begyndte så på sin monolog. Først var jeg lige ved at glemme at høre efter, fordi jeg blev så forskrækket over hendes stemme, der pludselig var helt anderledes og en tro kopi af Whoppi Goldbergs i Ghost. Hendes tonefald var meget, meget dybt, og budskabet startede nogenlunde sådan her:

”Først vil jeg fortælle dig, hvornår du dør…”

STOOOOOOOOP, tænkte jeg. Må man overhovedet det? Er det ikke forbudt i clairvoyantkredse at informere om den slags? Eller i det mindste bare kutyme at lade være? Det er lige præcis derfor, jeg er så bange for den slags mennesker.

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det. I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger. Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke – den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt. Jeg ser ingen skilsmisse. Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud. Du kommer til at gifte dig til penge, men kommer også til selv at tjene dem. I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år.”

Tre år senere havde jeg lige mødt giraffen, jeg kæmpede for at få udgivet min første bog, og jeg tjente rent faktisk voksenpenge for første gang i mit liv. Rimelig vildt pletskud fra en type, som ikke anede noget om mig på forhånd. I princippet kunne jeg jo have haft mand og børn dengang for seks år siden, og så var hendes teori faldet til jorden med det samme.

Jeg finder aldrig ud af, om damen, der ligner Scotts mor, rent faktisk har kontakt til højere magter, om hun er en afsindig god menneskekender, eller om hun bare har været usandsynligt heldig. Men jeg er imponeret. Og frem for alt glad for, at jeg nu ikke længere behøver at bekymre mig om min levers tilstand, for det ser ud til, at den holder minimum 60 år endnu. Skål på det!

ny.jpg

Noget om fornuftig ufornuft

I går gjorde jeg noget, jeg aldrig har prøvet før. Jeg lænsede min opsparing for at købe en rejse. Eller rettere to rejser. Normalt plejer jeg at lænse min kassekredit for at købe en rejse. Men sådan en har jeg ikke mere. Så for første gang har jeg rent faktisk sparet op til herlighederne.

Og selvom jeg synes, det er meget skræmmende at være blevet sådan en fornuftig type, der rent faktisk først bruger pengene, når jeg har dem, føltes det alligevel skide godt at kunne købe billetter med god samvittighed, så jeg kan rejse til verdens bedste æble sammen med verdens dejligste giraf. Nu har jeg så knap fire måneder til at bygge en shopping/restaurant/drinks-opsparing op. Kloge typer ville nok mene, det så var smart at holde budgettet helt nede indtil da. Jeg mener derimod, at jeg i mellemtiden lige så godt kan fyre nogle penge af på flere rejser, så jeg kan øve mig i at holde budgettet nede på turene.

Derfor står den på en-liters-øl og Currywurst i München fra i aften. Og igen om en måned. Bare fordi jeg kan. Så Prost og Tschüß og alt det dyre. Vi ses, når pungen er tom. Som man siger …

dickmanns

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

10 timer i luften part II

Der findes mange gode steder i verden, og så findes der steder, som både er gode og trygge og fyldt med minder.

Den magiske læsesten i parken i New York, som nogle gange er dobbelt så stor og andre gange er halvt så lille.

Altanen i Sydfrankrig, som er fyldt med glade grin og krilrende historier og bobler i maven.

Badekaret i München, som bliver bedre og bedre af mange årsager – og altid er trygt, fordi der ikke kan gå ild i det (modsat udklapningsskabssengen, som er dejlig og farlig på samme tid af lige så mange årsager).

Og så er der hængekøjen i Mexico, som jeg er på vej til lige nu – i skrivende stund svævende i luften på sjette time ud af ti. Jeg glæder mig til at fortælle den om alt det, der er sket, siden jeg tog afsked med den for et år siden. Alt det gode, som jeg ikke vidste skulle ske, da jeg lå og drømte i den sidst. Og så glæder jeg mig til at gynge videre og drømme videre

haengekoeje

Beflyvning af himmelskib: Tjek

Jeg gjorde det. Sgu. Efter adskillige forsøg på at beflyve uskibet i himlen, lykkedes det endelig i går aftes. Og måske var der en god grund til, at det først kunne lade sig gøre nu. For hvis det var sket for nogle måneder siden, havde det helt sikkert været med skrig og skrål og højdeskræksensomhed. Indeni (jeg ville selvfølgelig aldrig turde komme ud med noget af det (ensomhed er i øvrigt også så svær at dele)).

I går var omstændighederne lige så helt igennem rigtige, som jeg ikke vidste, de kunne være. Og selvom det var frygteligt at hænge i luften og dingle i blæsten bag grønne gummiben, der helt provokerende opførte sig om, det hele var en leg, var det også ret fantastisk. Nu hjalp det selvfølgelig også på omstændighederne, at jeg havde jetlag og savnede to døgns søvn, så jeg følte mig nærmest en lille smule dopet. Mere afslappet, mindre anspændt – og så tryg som overhovedet muligt, fordi jeg den her gang heldigvis kunne klamre mig til dyrerigets højdekonge. Og så kan man faktisk klare alt.

right_time

PS: Apropos beflyvning så skete der noget ret sensationel mandag morgen, da jeg landede fra New York. Jeg blev hentet i lufthavnen. Og selvom jeg var alt for rundtosset til den 360-graders-krammer, jeg tidligere har skrevet om, var overraskelsesafhentningen nøjagtigt lige så sommerfuglefyldt, som jeg havde håbet, den slags kunne være.

Noget om verdens længste gåtur

Verdens længste gåtur startede i sommeren 2010. Jeg var lige blevet færdiguddannet og havde ingen idé om, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var arbejdsløs, single, økonomisk på røven og uden planer. Skide godt udgangspunkt for succes!

I desperation forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at min situation måske slet ikke var så deprimerende. Måske var det nærmere et tegn på, at alt kunne ske, hvis jeg turde tage chancer. Så jeg tog en chance, lejede en lejlighed i New York i et par måneder, bestilte billet og stak af, inden min bankrådgiver kom på sporet af min knap så fornuftige flugt.

Det var en afsindig god plan, syntes jeg. Bortset fra at jeg ikke lige havde lagt nogen plan for, hvad de måneder egentlig skulle bruges på. Det endte med, at jeg gik. Mange kilometer hver eneste dag. Op ad gaden ned igen. Og kiggede og hørte musik og tog indtryk til mig og tog billeder og tænkte. Mine følelser var mere end almindeligt skizofrene i den periode, fordi jeg vekslede fra at være euforisk begejstret over at være i New York til at være afsindigt nedtrykt over at være i New York helt alene med mig selv uden at vide, hvad jeg skulle gøre af mig, Det var skide fedt og skide hårdt og meget, meget sundt, tror jeg (for hovedet, altså).

Jeg skrev også. For første gang nogensinde skrev jeg noget, der mindede om dagbog – nok mest i desperation over, at jeg ikke havde nogen af snakke med. Jeg har lige læst det (det var laaaaaaangt. To måneders sindssyge er altså ikke sådan lige at komme igennem). Meget af det kunne jeg godt huske, men nogle af følelserne og frustrationerne havde jeg næsten glemt, fordi tingenes tilstand (heldigvis) har ændret sig de seneste par år. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at sætte så meget pris på alle de gode ting, der er sket, hvis ikke jeg havde givet mig lov til at være så meget væk i mig selv i den periode.

Jeg fik en klump i maven over meget af det, der stod. Især det, jeg havde skrevet på min sidste dag herovre. Som research til en artikel (der aldrig blev skrevet) om newyorkernes enorme interesse for clairvoyance, skulle jeg selv prøve at opsøge en clairvoyant. Jeg gik direkte ind fra gaden og var lige dele skeptisk, nysgerrig og pissehamrende skræmt. Det tog cirka fem minutter for kvinden (som intet anede om mig) at fortælle mig, at de to måneders vandrende bekymring slet ikke var noget at bekymre sig over. I dagbogen har jeg skrevet ned, præcis hvad hun sagde. Jeg har censureret en lille smule i det, jeg stadig ikke kan overskue at forholde mig til, men ellers lød hendes spådom for snart tre år siden nogenlunde sådan her:

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det.

I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger.

Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke –  den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt (…)

Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud (…) I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år”.

not_all_those_who_wander_are_lost

PS:  Jeg går stadig. Så meget som muligt. Ikke fordi jeg er frustreret over ikke at vide, hvor jeg skal hen. Men fordi det føles godt. Og hvis det føles godt, så er det godt.

Noget om bestøvet lassofiskeri

Jeg ved ikke, om den altid har været der – grundangsten for at gøre noget forkert. Frygten for at bryde reglerne uden at vide det. Men jeg har i hvert fald meget svært ved at slippe den, og den fylder altid lidt mere, når jeg befinder mig i et land, hvor jeg ikke er helt så godt inde i paragrafferne, som jeg er derhjemme. Specielt i USA, hvor der er så mange regler, som ikke engang min ellers i-bedste-velgående-levende fantasi har fantasi til at gøre sig forestillinger om.

For eksempel har jeg hørt, at det i Tennessee er forbudt at fange fisk med lasso, og at man får en bøde i Pennsylvania, hvis man bliver afsløret i at feje støv ind under gulvtæppet. Og selvom jeg hverken er udstyret med lasso eller kost (og i øvrigt befinder mig i en helt anden stat), kan jeg godt blive panisk angst for, at jeg alligevel pludselig kunne komme til at stå med en lassofanget fisk i hånden oven på et støvbeskjulende gulvtæppe sådan lidt hovsa-agtigt.

Jeg tror, det er meget godt, at jeg ikke kender alle regler. Specielt lige for tiden. Ellers kunne jeg meget vel være typen, der begrænsede mig selv ved at sidde og spekulere over, om jeg nu er gladere, end politiet tillader, om jeg rykker for hurtigt (sagde hun egentlig det i går?), om jeg er for ærlig, for ivrig – for helt igennem på røven begejstret over, at ting kan være, som jeg altid har håbet, ting kan være.

Og er det i øvrigt ikke noget med, at alt bliver meget mere fantastisk, hvis man tillader sig at leve efter sine egne regler? Det tør jeg i hvert fald godt bestemme nu.

dont_worry