Hvordan minder smager

Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.

Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.

For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.

Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.

Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)

Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.

Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.

Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.

Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.

PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

elvis

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …

En overraskende heldig type

En af de gode ting ved ikke at have styr på særlig meget er, at jeg elsker overraskelser. Engang troede jeg fejlagtigt, det måtte betyde, at alle andre også elsker overraskelser. Jeg har dog efterhånden lært, at ordensmennesker kan have lidt svært ved at kapere den slags, fordi overraskelserne saboterer alt det planlagte. Derfor er det en god idé lige at varsle en overraskelse hos et ordensmenneske, inden man overrasker. Man kan for eksempel sende en besked om, at ordensmennesket gerne må sætte kryds i kalenderen en bestemt dato og i øvrigt spare appetit op, inden man overrasker med en spontan gourmet-middag. For mit eget vedkommende er en helt bestemt del af min mave indrettet til netop den slags, så lige meget hvor mange frysepizzaer og karamelvafler, jeg har kørt ned i løbet af dagen, er der altid plads i overraskelsesmaven.

I Miami overraskede guldfisken og jeg hamsteren med en luksusovernatning den sidste aften. I dagene op til kom jeg dog til at tænke på, at jeg muligvis ikke kendte hamsteren godt nok til at vide, om hun havde et ordensmenneske gemt i sig. Måske foretrak hun i virkeligheden brunt, gulvtæppebeklædt lufthavnsmotel frem for lys og overdådig balkon-suite ved stranden – fordi det jo var sådan, vi havde planlagt den sidste overnatning hjemmefra. Heldigvis blev hun glad på den helt rigtige måde, og det gjorde mig glad på den helt rigtige måde. Det bedste ved overraskelser er nemlig, når de gør afsenderen lige så begejstret som modtageren.

Forleden modtog jeg en af de helt igennem gode overraskelser. Da jeg kom op fra frokost på arbejdet, stor der en kurv på mit skrivebord med 24 pakker i. Jeg var helt forvirret og tænkte først, at den var havnet et forkert sted (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse ved modtagelse af overraskelser som regel er, at de ikke er til mig). Heldigvis var den havnet det rigtige sted. Jeg har ikke helt forstået, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men haren syntes åbenbart ikke, at en overraskelses-rejse til London var nok. Hun har også lavet pakkekalender til mig. En over-kodyl-fantastisk en af slagsen. Selvom hun ikke fejrer jul på samme måde, som jeg gør, ved hun, at jeg elsker december lige så meget, som jeg elsker overraskelser. Gaverne er helt rigtige, men indpakningen er næsten endnu bedre. Med hver gave følger nemlig et vers fra en sang, som både passer til gaven, men som jeg også kan mærke, hun har tænkt over i forhold til mig. I morges, da jeg skulle lede efter dagens pakke, kom jeg til at smugkigge på sangen til d. 24. … og blev endnu engang mindet om, at jeg på mange måder virkelig er en heldig halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert.

sidste_time

Tattoo or not tattoo

That is the question.

Det tog mig fem år at finde mod til at få lavet den første, selvom jeg har vidst, hvad det skulle være, siden min krop var barn. Jeg syntes, det var så stor en beslutning, at jeg mente, den skulle langtidsplanlægges. Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne tage mig sammen. Lige indtil den dag hvor mejsen og jeg var sure på verden samtidig og derfor fik lyst til at gøre noget dumt på den helt rigtige måde. Så vi opfandt et fiktivt møde ude i byen, stak af fra kontoret med kurs mod Nyhavn, hoppede op på hver vores briks, lukkede øjnene og åbnede dem først igen, da vi sad på Palæbar viklet ind i Vita Wrap og delte en Ale 16, inden vi gik tilbage på kontoret og følte os som et par fandens karle. Jeg havde frygtet, at jeg ville frygte, at jeg kom til at fortryde det, når jeg først havde fået den lavet. Det har jeg ikke gjort. Heller ikke selvom de få, der får lov til at se den, af og til kigger lidt undrende på motivet og først nikker forstående, når jeg forklarer, at ’jeg altså selv har tegnet den’. Heldigvis er den ikke lige så håbløs, som min første version. Tattoo-Ole tog sig nemlig frihed til lige at rette op på de værste grafiske grimheder.

Den anden er lidt mere tilgængelig for offentligheden. Specielt i disse egne, hvor solen skinner. Elefanten på min ankel var planlagt flere dage, før den ramte min krop. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville have en glad, blå en af slagsen, og Tattoo-Maria tegnede to forskellige forslag. Jeg var i tvivl, men valgte alligevel den mest infantile frem for den mere grafisk flotte. Det blev jeg glad for, da jeg senere besøgte Trykbar og kunne konstatere, at det vragede forslag til forveksling lignede motivet fra elefantøllen. Selvom jeg da ikke er for fin til at indrømme, at jeg er svært begejstret for brune beværtninger og håndbajere, synes jeg alligevel, det er betryggende, at jeg ikke er tvunget til at gå rundt med en kronisk blæk-promille.

Elefanten kostede mig bogstaveligt talt blod, sved og tårer af flere omgange, men jeg har ikke fortrudt den. På ingen måder. Heller ikke efter en kæk bubbibjørn gjorde mig opmærksom på, at jeg nu både render rundt med sommerfugl på (i) maven og elefantfod. Til gengæld troede jeg, at den anden skulle være den sidste. Sådan bliver det bare ikke. Jeg har aldrig set Miami Ink, men jeg kommer hjem herfra med en smule af den amerikanske blæk printet ind i min krop i form af en lille, ulovlig (men dog forholdsvis uskyldig) tus, som binder sommerfuglen og elefanten sammen og giver rigtig god mening for mig lige nu og lige her – og forhåbentlig også i morgen og om mange år. For som et klogt, dansk band så fint synger: