Noget om Elvis

Jylland er indtaget, og jeg er netop kommet hjem fra halvårlig date med tigeren, løven og pumaen. Ud over fælles konsensus om foldet toiletpapir fik vi også konstateret, at mange ting sker på halve og hele år. Flest gode ting, heldigvis, men alligevel kan det nogle gange være svært at spæne om kap med virkeligheden. Specielt når man proportionelt set er uretfærdigt udfordret på benlængde.

I en tid, hvor mange ting sker, kan det derfor også være meget betryggende at konstatere, at noget stadig er, som det altid har været. At Elvis stadig hænger på træet.

Alt er skide godt!

elvis

Noget om gamle breve og beskeder

Jeg skulle samle, sortere og smide ud i søndags. En disciplin, jeg ikke ligefrem mestrer. Det startede ellers så lovende. Måske fordi jeg lagde ud med rudekuverterne i et forsøg på at ordne bilag til revisortype. For syttan, hvor blev der smidt kedelige breve og papirer ud. Muligvis kedelige breve og papirer, jeg burde gemme, hvis jeg vil fortsætte forsøget på at være en form for fornuftig og ansvarlig type. Men det er lidt dumt at tænke på nu, hvor storskrald har været der.

Stærkt opmuntret af udsmidningssuccesen valgte jeg at blive lidt i samme kategori, så jeg dykkede ned i den store kiste med private breve i håbet om, at jeg også der kunne reducere indholdet betydeligt.

Her skal det igen siges, at jeg har gemt alle private breve og postkort, jeg nogensinde har fået. Som i ALLE. Selv hurtige beskeder fra min søster skrevet på en serviet eller små, sammenkrøllede sedler, som tigeren og løven kastede gennem klasselokalet i folkeren. Så der var nok at rydde ud af. I teorien. I praksis skete der det, at jeg ikke en gang kunne få mig selv til at smide ligegyldige kuverter ud. Heller ikke selvom de var fra en gammel penneveninde, som jeg slet ikke vidste eksisterede.

I stedet for at rydde ud, ryddede jeg ind. Fordi jeg pludselig blev så bange for, at jeg en dag skulle miste noget af guldindholdet. Derfor affotograferede jeg det vigtigste (det vil sige stort set alt). Så det nu også fylder i den digitale verden. Hurra for veludviklet oprydningsgen!

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume ...

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume …

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, som jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem, jeg heller ikke kan huske. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal analysere ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som mand siger ...

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem jeg heller ikke kan huske. Jeg erindrer ikke, hvordan jeg analyserede ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som man siger …

Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Noget om børn og barnlige sjæle

Jeg mødtes med tigeren og løven og pumaen i dag. Vi er alle barndomsveninder, og ingen kunne tælle sig frem til, hvor mange år det er siden, vi sidst var samlet.

Der er noget helt specielt ved at have den slags gamle venskaber, og en dag som i dag giver mine slipgivningskomplikationer virkelig mening, for de er med til at sørge for, at jeg bliver ved med at holde fast i dem alle tre. Gamle venskaber er specielt gode, når man befinder sig i sådan en skrøbelig semisentimental boble, som jeg svæver rundt i for tiden, for de dejlige dyr kender mig så godt, at de kan mærke den slags og ved præcis, hvad jeg har brug for at høre.

Samtidig er der også noget helt vildt skræmmende over sådan nogle genforeningsmøder. De giver virkelig anledning til at gøre status over, hvor langt i livet vi er nået. Eller nærmere hvor langt nogle af os er nået. For mens tigeren kunne vise billeder af verdens dejligste tigerunge og fortælle om den lille, nye unge, som rumsterer rundt i hendes fine mave, føler jeg mig stadig som barnet i mit eget liv. Sådan en type, som bare sidder under børneinstitutionens systematiske velcrobilleder og venter på at blive hentet af en voksen.

Sådan vil jeg muligvis altid have det. For selvom verden vender mere rigtigt i dag, er der alligevel en del af mig, som trænger til at ligge i fosterstilling. Eller til at sætte det trygge Turtlesbånd på VHS’en eller snuppe en omgang Ormen Willy (her vil jeg gerne understrege, at der er tale om et computerspil. Jeg er en pæn pige!)

Og jeg har det faktisk ret godt med at lade de andre om at producere skønne unger, mens jeg giver mig selv lov til stadig at være en. For så er der mange flere legekammerater til mig. Lige om lidt er der endda en spritterny lille fyr meget tæt på, som helt sikkert bliver et pragteksemplar. Hvis ellers storesøs vil lade det rigtige vand gå. Fortsættelse følger …

20130921-185851.jpg

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Vooduvilje

Jeg kan kun råbe indeni. Det har jeg allerede konstateret. Men jeg glemte vist at nævne, at mine indre frustrationer ofte komme ud på anden, ucharmerende vis. Som dengang jeg ved en fejl kom til at spytte tigeren i øjet, selvom vi kun sloges for sjov, og det slet ikke var hende, jeg var irriteret på. Det var i 8. klasse, og spytklatten var bare ment som en trussel. Jeg ville slet ikke have gjort det. Men hovedet glemte at stoppe munden på halvvejen, så lige pludselig var skaden sket. Jeg ved ikke, om hun kan huske det i dag. Men jeg glemmer det aldrig.

Så var der også dengang, hvor jeg var meget tæt på at slå min lillesøster, fordi hun havde gjort noget ved mig, der var endnu mere klamt end det med spytklatten. Hun ville have min opmærksomhed og var træt af, at jeg sad med hovedet begravet i de samme bøger flere dage i træk i stedet for at underholde hende. Så derfor måtte hun ty til yderst beskidte tricks. Jeg kunne sagtens have gjort det. Slået hende, altså. For selvom jeg var lille, var hun meget mindre end mig. Men jeg gjorde det ikke. I stedet skyndte jeg mig at låse mig ude på toilettet og tælle til fire gange fire fire gange, mens jeg skammede mig over den overvældende vrede, som snurrede helt ud i knytnæverne. Alt imens lillesøs stod uden for døren og stortudede, fordi hun troede, jeg nu havde slået hånden af hende for altid. Det kommer heldigvis aldrig til at ske.

Og der var selvfølgelig også den gang, jeg kom til at nive guldfisken meget hårdt i numsen (almindelige guldfisk har slet ikke numser, men heldigvis er min guldfisk ret speciel). Hun havde taget noget, som jeg mente, jeg både havde mere ret til, mere behov for, og som jeg i øvrigt ville sætte større pris på. Og i min fuldskab syntes jeg, hun var afsindigt uretfærdig, fordi hun snuppede det foran næsen på mig. Men det gav mig ikke helt ret til at give hende et skræmmende stort blåt minde om ufinheden. Jeg blev selvfølgelig straffet for min synd umiddelbart efter med offentlig ydmygelse på Psykopaten (den første af mange ydmygelser det sted). Og jeg blev endnu engang bekræftet i, at hævn aldrig føles godt – hverken i tanke eller i handling.

Men hvordan kan det så være, at tanken alligevel popper op? For nogle dage siden måtte jeg ringe til kaninen og spørge, hvor nyrerne egentlig sidder. Fordi jeg havde lyst til at sende alle mine frustrationer i et mentalt spark til rette modtager lige der, hvor det kan mærkes. Men jeg sendte ingenting af sted. Ikke engang et symbolsk smølfespark. Fordi det alligevel føltes forkert.

Jeg fandt en lille, sort dukke i en kasse for et stykke tid siden. Sådan en man kan stikke nåle i. Den fik jeg for nogle år siden, hvor jeg virkelig havde brug for den. Men da jeg sad med den i hånden igen, kunne jeg ikke få mig selv til at stikke i den (selvom en del af mig virkelig længtes efter lidt hyggepenetrering i den ene fod).

voodoo

Jeg kan ikke råbe udenpå. Og jeg kan kun finde ud af at slås for sjov. Alligevel er der en grund til, at der står et ‘tæt på’ foran godhjertet i min beskrivelse af mig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive ‘helt igennem’. Men jeg har stadig mine dårlige sider (og der er flere, hvor de kommer fra). Jeg får stadig lyst til at råbe og skrige og slå og sparke og spytte, når jeg er frustreret. Men jeg håber, det er et tegn på, at jeg rent faktisk kan mærke mig selv. For de dårlige følelser fødes vel der, hvor de gode følelser bliver bremset. Og det må jo så betyde, at de gode følelser får lov til at galopere. Til en vis grænse, måske. Men det er bedre end total stilstand. Meget bedre. Og hvem ved – måske bliver den frie galop en dag legaliseret på tværs af grænserne. En helspekulerende type har vel lov at håbe …

PS: Ingen dukker kom til skade under tilblivelsen af dette blogindlæg

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

elvis

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …