Noget om fremtiden

‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’

Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!

For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.

Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?

Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …

PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!

fremtiden

Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Noget om børn og barnlige sjæle

Jeg mødtes med tigeren og løven og pumaen i dag. Vi er alle barndomsveninder, og ingen kunne tælle sig frem til, hvor mange år det er siden, vi sidst var samlet.

Der er noget helt specielt ved at have den slags gamle venskaber, og en dag som i dag giver mine slipgivningskomplikationer virkelig mening, for de er med til at sørge for, at jeg bliver ved med at holde fast i dem alle tre. Gamle venskaber er specielt gode, når man befinder sig i sådan en skrøbelig semisentimental boble, som jeg svæver rundt i for tiden, for de dejlige dyr kender mig så godt, at de kan mærke den slags og ved præcis, hvad jeg har brug for at høre.

Samtidig er der også noget helt vildt skræmmende over sådan nogle genforeningsmøder. De giver virkelig anledning til at gøre status over, hvor langt i livet vi er nået. Eller nærmere hvor langt nogle af os er nået. For mens tigeren kunne vise billeder af verdens dejligste tigerunge og fortælle om den lille, nye unge, som rumsterer rundt i hendes fine mave, føler jeg mig stadig som barnet i mit eget liv. Sådan en type, som bare sidder under børneinstitutionens systematiske velcrobilleder og venter på at blive hentet af en voksen.

Sådan vil jeg muligvis altid have det. For selvom verden vender mere rigtigt i dag, er der alligevel en del af mig, som trænger til at ligge i fosterstilling. Eller til at sætte det trygge Turtlesbånd på VHS’en eller snuppe en omgang Ormen Willy (her vil jeg gerne understrege, at der er tale om et computerspil. Jeg er en pæn pige!)

Og jeg har det faktisk ret godt med at lade de andre om at producere skønne unger, mens jeg giver mig selv lov til stadig at være en. For så er der mange flere legekammerater til mig. Lige om lidt er der endda en spritterny lille fyr meget tæt på, som helt sikkert bliver et pragteksemplar. Hvis ellers storesøs vil lade det rigtige vand gå. Fortsættelse følger …

20130921-185851.jpg

Tips og tricks til rumineringstyper

Og her tænker jeg ikke på køer. Jeg tænker på tænkere. Mennesketænkere. Både menneskeovertænkere og overmennesketænkere, der tænker over for meget.

Lige siden jeg lærte at tænke, har jeg tænkt for meget. Meget tænkning er godt, hvis man kan finde ud af at tænke over noget klogt og konstruktivt. Det kan jeg sjældent. Så derfor har jeg forsøgt at udvikle en strategi, som kan stoppe unødvendig ruminering. Og jeg er da ikke for nærig til at dele. Så hvis du vil undgå at tygge tankedrøv, kan jeg anbefale at:

– bruge bankens penge på noget fuldstændig nødvendigt unødvendigt (så som en iPod, der er identisk med den, du har i forvejen*)

– investere nyindkøbt underskud i Jägerbombs og lade dem skyde dig hele vejen til Hong Kong (den i Nyhavn – ikke Asien …)

–  dyrke tanken** om, hvorfor hun egentlig sagde det der med osten i går

– oversætte samtlige filmtitler i reolen til finsk og læse dem højt med japansk accent

– kigge på billede af lækker baby med sejt moustache

– sortere Gajol-æsker efter farve og vurdere graden af genialitet i citaterne

– filosofere over mulige navne til andre folks sofaer**

– prikke dig selv på skulderen og hviske, at alt bliver skide godt

ruminering

* Den slags kan være nødvendigt, hvis du for nylig har været udsat for gement tyveriforsøg og nu er blevet bevidst om, at du en dag risikerer at miste elsket iPod. Ved at investere i en ekstra, sparer du halvdelen af bekymringen, da du nu er dækket dobbelt ind. Tippet egner sig ekstra godt til rumineringstyper med generel angst for at miste grundet medfølgende slipgivningskomplikationer.

** I dette tilfælde er tænkning ok, fordi det primære formål med tanken er at grine uhæmmet i en grad, som få dyr forstår.

Alt du ikke behøver at vide og mere

Jeg ved ikke meget om aktierkurser og kapitalinvestering. Jeg ved stort set intet om protoner eller elektroner eller dem der i den tredje kategori. Og det er først nu gået op for mig, at ydmygelsen i Skopje handler om en bold (jeg tænkte først, det måske var noget med en upassende fuldemandskærlighedserklæring).

Til gengæld er jeg ret klog på ubrugelig viden. Specielt når det drejer sig om dyr. For eksempel ved jeg nu, at:

– en guldfisk ikke kan lukke øjnene, når hun sover (måske er det derfor, hun snakker så meget i søvne)

– en kanin ikke kan kaste op (så forstår jeg bedre, at det altid kun er mig, der ligger med hovedet i kummen, selvom vi har været lige spritstive)

– en bjørn mister evnen til at klatre i træer, når han bliver voksen (storebjørn, lad være med at afprøve det. Det går galt. Ligesom dengang med cyklen på Bryggen. Bjørne er ikke skabt til artisteri)

– en hankat kan leve to til tre år længere, hvis han bliver kastreret (men vent lige med indgrebet, til hunkatten får chancen for at bringe potentielt fantastiske killinger til verden, ik’ … )

– en tigerunge kun bliver hos sin mor i to til tre år. Så finder hun sit eget territorium. (Hvad? Skandale! Bur hende inde! Omgående! Eller sørg i hvert fald for, at hun altid er i nærheden af tryghed!)

– en hanand generelt er stille og meget sjældent rapper (hvad er da det for en uorden? Kom i gang med det vigtige rapperi, blev der sagt!)

– en giraf i gennemsnit lever 10-15 år i naturen og 25 år i Zoologisk Have (men jeg synes altså, han fortjener friheden. Det ville også være ærgerligt, hvis han ikke fik lov til at lære de andre dyr på savannen bedre at kende)

– en elefant kan stå oprejst, efter hun er død (det når jeg nok aldrig at få afprøvet i levende live. Men hvis jeg formår at holde mig stående posthumt, kunne det jo meget passende være til tonerne af den her)

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

elvis

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …

STOP TIDEN!

Jeg har jet-lag. Den slags behøver man ikke krydse tidszoner for at få. Det konstaterede jeg i går, da jeg gik i brædderne klokken 20.13 uden at have krydset andet end en sølle omgang vintertid. Ud over den uundgåelige efterårs-frustration (og generel frustration over mange ting, der sker), så bunder trætheden nok også i, at jeg på halvandet døgn formåede at deltage i en 90 års fødselsdag, en barnedåb og en 18 års fødselsdag (samt en 30 års fødselsdag i ånden). Sådan en omgang er altså ikke for børn (eller barnlige sjæle).

Trætheden blev primært fremprovokeret af gode ting – startende med mormors 90-års. Jeg ved dog ikke, om jeg skal være bekymret over, at flere mostre og onkler mødte mig med sætningen: ‘Det-er-længe-siden-men-jeg-kan-jo-se-hvad-du-laver-på-Facebook’. Og så ikke mere. Det satte gang i en øjeblikkelig nedsmeltning, fordi jeg faktisk slet ikke har overblik over, hvad det er, jeg laver på Facebook. Noget pinligt? Noget grænseoverskridende? Noget for meget? Eller måske bare noget, som mostre og onkler ikke skal se? Bør muligvis revurdere egen deltagelse i den digitale verden (skrev hun og fortsatte de bloggede navlepillerier …)

Oven på weekendens første nedsmeltning blev jeg definitivt stemplet som verdens-sidste-single, da jeg så bordplanen. Et par sad ved siden af et andet par som sad ved siden af et tredje par. Og så sad jeg for bordenden mellem min niece på 9 og min nevø på 7. Meget kan man sige om 7-årige drengebørn, men de er altså ikke særlig gode til at sørge for at fylde vin i borddamens glas. Måske var placeringen en form for hentydning til, at jeg burde holde lidt igen med procenterne. Det lykkedes. I stedet brugte jeg en stor del af festen på at male med farveblyanter og forsøge at holde mig inden for stregerne (hvilket i øvrigt havde en form for terapeutisk effekt oven på min mormors overraskende velkomsttale, som var ret hård ved øjenkrogene). Den-11-årige-pige-inden-i-mig var faktisk godt tilfreds, og jeg var i det hele taget glad for at have sikret mig nogle timer i selskab med et par af verdens skønneste unger.

Og apropos skønne unger, så skulle tigerungen have vasket hår i kirken søndag morgen. Jeg stod fadder, og det var jeg afsindigt stolt over, selvom jeg muligvis ikke er den rette til at skulle opdrage et barn i den kristne tro. Heldigvis har jeg lavet en underhåndsaftale med forældrene om, at jeg bare skal sørge for at fortælle ungen om alt det, man ikke skal gøre. Øverste punkt på den liste kan så passende være: ‘At få grineflip under Fadervor, mens man står uheldigt centralt placeret ved døbefonten’. Det var bare så svært at lade være, fordi tigerungen opførte sig som en sand stjerne, der badede sig i spotlyset, mens hun pludrede, hikkede og gabte højlydt på de mest upassende tidspunkter. Til mit forsvar vil jeg sige, at tigeren altså også grinede, hvilket desværre havde en forstærkende effekt på mig. Jeg fik flashback til engang i 7. klasse, hvor vi var blevet smidt uden for døren sammen med løven, fordi vi ikke kunne holde op med at grine af noget, som ingen kunne huske pointen med. Mindet fremprovokerede ny nedsmeltning over, hvordan det kan lade sig gøre, at vi lige pludselig er blevet sådan nogle wannabe-voksne, der får børn og lover at opdrage i kristen tro, og det der er værre.

Efter lyn-brunch og 50 minutters taxa-ventetid fik jeg endelig en vogn med en chauffør, som først ville køre mig til politistationen og efterfølgende bad mig om at ‘knalde min pin-kode’ (hurra for Sydfyn). Jeg kom derfor to timer for sent til weekendens sidste fest – min lillesøsters 18 års. Af alle weekendens nedsmeltninger var konfrontationen med min næsten-kørekorts-indehavende lillesøster og hendes næsten-sportsvogns-ejende kæreste den største. I min verden er det ikke meget mere end et spisefrikvarter siden, hun rendte rundt med sut i munden og pruttede mig i hovedet. Nu må hun pludselig bestemme over sig selv, uden nogen kan sætte en stopper for det.

Verden er vild, tiden bør gå i stå, og nogen må meget gerne forsøge at overbevise mig om, at det ikke behøver at være skræmmende at blive voksen …

En søndag i ord og billeder

Jeg er slet ikke med. Efter en weekend, som på mange måder har stået i barndomsvenindernes tegn, er det nu slået fuldstændig fast. En Jyllandstur bød på glædeligt gensyn med kolibrien, egernet og tigeren. Den første barslede med baby og bolig, den anden med bryllup og bil og den tredje med bil og baby. En rimelig seriøs ring, som jeg slet ikke kan finde rundt i. Engang troede jeg, at det var dem, der var stukket af, men nu hvor de er i flertal, er jeg nærmere bange for, at det er mig, der er sat af (som vel på mange måder er det modsatte af afsat). Jeg blev endeligt overbevist, da jeg fik at vide, at torsken skal være (planlagt) far. Torsken! Min legepladskærlighed og det bedste bud på det mest seriøse forhold, jeg nogensinde har befundet mig i – en on-and-off-soap, der startede med en spirende børnehaveflirt i den hemmelige hule og efter mange begyndelser og break-ups sluttede endeligt i sådan cirka sjette klasse.

Nå, så det er altså in at købe parcelhus, investere i en firehjulet og formere sig. Og jeg kan pt ikke engang finde ud af at øve mig i nogle af delene. Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg sammenlignet med alle de skønne mennesker, jeg har set i weekenden, muligvis har haft mest tilfælles med min 18-årige kusine. Vi var i hvert fald fælles om at være nogenlunde lige tømmermændsramte, da vi mødtes hos min mormor i dag. Og så er der selvfølgelig også kaninen, som gav mig husly i Aarhus. Hun er heldigvis et succesfuldt bevis på, at det stadig er ok at stå og råbe lidt til klokken seks om morgenen på bar nummer syv. De andre veninder er nu også nogle ret så succesfulde beviser, men det er bare på en lidt mere seriøs måde, som jeg på én gang er fascineret og skræmt af.

Jeg kan tydeligt huske, da tigeren ringede og fortalte, at hun var gravid. Det var første gang, jeg prøvede at blive ramt af alle følelser i hele verden samtidig. Jeg var ustyrligt lykkelig, begejstret, rørt, spændt, anspændt, nervøs, skuffet og ked af det. Og meget mere. På én gang. Tårerne pressede sig på, mens vi talte i telefon sammen, og da vi havde lagt på, hulkede jeg i en helt åndssvag dur. For jeg var jo først og fremmest vildt glad. På hendes vegne og på mine egne, fordi jeg vidste, at hun ville få en underskøn unge, som jeg ville få lov til at lære at kende. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at føle mig en lille smule forrådt. For hvad ligner det at tage sådan et gigantspring og efterlade mig tilbage? Vi skulle jo alt muligt sammen. Rejse og drikke os fulde og fjollede og bo i samme by på samme tid, mens vi stadig havde tid til at te os tosset. Og det skulle vi så alligevel ikke, fordi hun skulle være mor, og med den titel følger også en overhængende risiko for at miste en stor del af den veninde, som jeg holder så meget af. Jeg skammede mig meget over de utroligt egoistiske følelser, og det har da heldigvis også vist sig, at nervøsiteten slet ikke var begrundet. Hun er den sejeste mor, der samtidig stadig er den sejeste veninde, og hendes datter er strøget direkte ind på toppen af listen over yndlingsbabyer. Det hele  er så rigtigt, at jeg nu slet ikke kan forstå, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det kunne blive forkert. Når man pludselig synes, at en fis er fantastisk, bare fordi den bliver leveret af den helt rigtige tigerunge, så er forelskelsen total!

Jeg mødtes med hele den lille familie hos tigerens forældre i formiddag. Huset har jeg været i flere hundrede gange, men kun meget få gange de seneste ti år. Der duftede af teenagetanker, og jeg stank af sprut. Jeg kørte på to timers søvn og to cheeseburgere, og den skærende kontrast mellem mig og dem blev derfor trukket endnu voldsommere op. På en måde gjorde det ikke noget, for alt var jo, som det skulle være. Da jeg var 15, sagde tigerens mor til mig, at jeg var uforbederlig. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg har siden gjort en ihærdig indsats for at leve op til den påstand. Så da jeg med min alt for hæse søndagsstemme spurgte, om jeg lugtede meget af sprut, vidste jeg derfor, at det sande svar ville være ja. Jeg var dog ikke helt forbredt på at få svaret leveret helt klart og uden indpakning. Men så er det godt, at der findes en tigerunge, som kan tilføje en helt anden lugt til lokalet og dermed dække lidt over mine medbragte procentdampe. På en sær måde blev vi en slags partners-in-crime, selvom forbrydelses-dampene var ret så forskellige.

Formiddagens bustur i barndomskvarteret var lige så mærkelig, som den skal være et årti post fraflytningens af-tilknytning. Alt ser anderledes ud, samtidig med at alt minder om alt for mange ting. Derfor er det altid en befrielse at komme ud til min mormor, hvor alt er, som det altid har været. Lige som det skal være. Undulaten var med, for min mormor er heldigvis også hendes mormor. Sjovt nok var det dog kun undulaten, der her blev præsenteret for en folder med billeder af bryllupskager. En hentydning så tyk, at den næsten kunne spises. Jeg tror da også, han-undulaten fangede opfordringen til knæfald. Jeg fangede mig til gengæld et tæppe og en plads i sofaens trygge krog, hvor jeg kunne sidde og tænke lidt over, hvorfor det nogle gange er lettest at føle sig helt alene, når man er sammen med andre. Og så tænkte jeg også over, at jeg faktisk er ret heldig, fordi jeg kender så mange dejlige mennesker, som muligvis overhaler mig indenom på voksenpoint, men som samtidig giver udtryk for, at de godt kan lide mig, selvom jeg lunter lidt rundt tilbage på den bane, hvor man hverken er fugl eller fisk.

Det var søndagen i (mange) ord. Her er den i (mange) billeder.

Lav sol over Aarhus

Morgenmad

En hyldest til den geniale kombination af softice og Snickers

Hest nummer et

En strand og en bro

Nostalgi-buslinjen

Skibe i sikker havn

Mit diskrete og knap så vellykkede forsøg på at tage et billede af hest nummer to

Tigerungen og hendes seje sengetøj (er stadig træt af, at mønstret ikke findes i passende størrelse til et barn, der er fanget i en voksen krop)

Hund nummer et

Tigerflokken på tur

Hund nummer to

Udpluksklip fra min mormors køleskab

Det er ikke grafitti-hjerter, men det er tæt på. Min mormor er med-revolutionær på den broderede måde!

Min søde mormor sørger for, at toiletrullen kan holde varme. Og så har hun i øvrigt også en and. Den passer på sæben …