Tips og tricks til rumineringstyper

Og her tænker jeg ikke på køer. Jeg tænker på tænkere. Mennesketænkere. Både menneskeovertænkere og overmennesketænkere, der tænker over for meget.

Lige siden jeg lærte at tænke, har jeg tænkt for meget. Meget tænkning er godt, hvis man kan finde ud af at tænke over noget klogt og konstruktivt. Det kan jeg sjældent. Så derfor har jeg forsøgt at udvikle en strategi, som kan stoppe unødvendig ruminering. Og jeg er da ikke for nærig til at dele. Så hvis du vil undgå at tygge tankedrøv, kan jeg anbefale at:

– bruge bankens penge på noget fuldstændig nødvendigt unødvendigt (så som en iPod, der er identisk med den, du har i forvejen*)

– investere nyindkøbt underskud i Jägerbombs og lade dem skyde dig hele vejen til Hong Kong (den i Nyhavn – ikke Asien …)

–  dyrke tanken** om, hvorfor hun egentlig sagde det der med osten i går

– oversætte samtlige filmtitler i reolen til finsk og læse dem højt med japansk accent

– kigge på billede af lækker baby med sejt moustache

– sortere Gajol-æsker efter farve og vurdere graden af genialitet i citaterne

– filosofere over mulige navne til andre folks sofaer**

– prikke dig selv på skulderen og hviske, at alt bliver skide godt

ruminering

* Den slags kan være nødvendigt, hvis du for nylig har været udsat for gement tyveriforsøg og nu er blevet bevidst om, at du en dag risikerer at miste elsket iPod. Ved at investere i en ekstra, sparer du halvdelen af bekymringen, da du nu er dækket dobbelt ind. Tippet egner sig ekstra godt til rumineringstyper med generel angst for at miste grundet medfølgende slipgivningskomplikationer.

** I dette tilfælde er tænkning ok, fordi det primære formål med tanken er at grine uhæmmet i en grad, som få dyr forstår.

Uplettede frustrationsskud

Jeg vil mene, at der skal ret meget til for at bringe mit pis i kog. Det sker sjældent, og folk omkring mig bliver som regel temmelig overraskede, når jeg endelig giver mig selv lov til at ride på de helt høje vredesbølger. Det er de færreste, der kan tage mig seriøst, når det sker. Måske fordi jeg har en tendens til at slå over i noget jysk dialekt, som bare egner sig fantastisk godt til spontansurhed.

Under normale omstændigheder kommer min vrede ikke til udtryk, når der virkelig er grund til det. Den plejer bare at køre i diskret tomgangsbane på bagagebåndet. Men i lørdags var den svær at holde tilbage. Jeg var på skydebanen med kollegerne, og jeg troede egentlig, at mit største problem i den sammenhæng ville blive min uhelbredelige angst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Jeg tog fejl.

Alt startede ellers så godt. Jeg var en haj til det der med at sætte patronerne ordentligt i. Det gik også fint med at lade dræberdyret, og jeg rystede kun en lille smule i underbenklæderne, da jeg skulle fyre det første prøveskud af. Som til stor overraskelse landede midt i midten af skiven. De efterfølgende skud gik også helt hæderligt, og jeg var derfor rimelig kæphestehøj, da vi gik fra prøveskud til konkurrence.

Her var det så, at positiviteten, som ellers har været en ret skøn ven for mig de seneste par måneder, valgte at stikke mig den midterste finger. Jeg kunne intet ramme. Ikke engang den del af skiven, som ikke giver point. Jeg lyttede til alle råd, tænkte på at stå rigtigt, holde rigtigt, sigte rigtigt. Intet hjalp. Det var frustrerende nok i sig selv og blev kun værre af, at jeg havde skydeinstruktørfætter til at stå bag mig og kommentere. I den bedste mening, helt sikkert. Men kære fætter, hvis du står få meter fra en frustreret og aggressiv barnevoksen med et styks ladt skydevåben i hånden, skal du under ingen omstændigheder komme med kommentarer som: ‘Du kan jo godt. Hvorfor gør du det så ikke?’ Eller endnu værre: ‘Slap nu af. Hvorfor får du præstationsangst lige pludselig?’

Guldfisken, som stod ved siden af mig (og i øvrigt var imponerende sej til det med skydevåben), havde en anden, mere opmuntrende tilgang til mit katastrofeskyderi og forsøgte sig med et heppende: ‘Jeg tror på dig!’ Men det hjalp ikke. For jeg havde mistet troen på det selv. Jeg blev bare endnu mere anspændt, dirrende og absurd dårlig.

TIl sidst gav jeg op. Og det var vist meget godt, at skydevåbnet var blevet lirket ud af min hånd, da en kollega lidt senere leverede dagens absolut mest provokerende kommentar: ‘Jeg var faktisk overrasket over, hvor let det var’.

I princippet kan mine evner udi skyderi jo ikke bruges til noget, så jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så frustreret. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg var decideret sur på den allermest barnlige dårligtaberagtige måde. Jeg blev pinlig over den meget uvante vredesfølelse, som boblede løs i blodbanerne, og jeg forsøgte derfor at analysere lidt på, hvorfor jeg tog nederlaget så tungt. Faktisk tror jeg ikke, det havde været så slemt, hvis jeg nu var dårlig til det fra starten. Men som skydeinstruktørfætter så rigtigt sagde, så havde jeg jo vist, at jeg godt kunne. Det var først, da jeg begyndte at overtænke situationen, at det gik galt for mig. Og det er vel egentlig det, der er mit problem. Sådan helt generelt. Jeg tænker for meget, hvilket jeg også fik at vide senere på aftenen i en helt anden sammenhæng. Det problem kan jeg så passende sidde her og tænke lidt videre over …

skyderierPS: Som plaster på nederlagssåret forsøgte Bubbi-bjørn at muntre mig lidt op efter skyderiet med konstateringen: ‘Vi har jo forskellige talenter. Dit talent er at lukke lort ud. Og der er du relativt konsekvent, faktisk’.

SÅ drak jeg mig fuld …