Uplettede frustrationsskud

Jeg vil mene, at der skal ret meget til for at bringe mit pis i kog. Det sker sjældent, og folk omkring mig bliver som regel temmelig overraskede, når jeg endelig giver mig selv lov til at ride på de helt høje vredesbølger. Det er de færreste, der kan tage mig seriøst, når det sker. Måske fordi jeg har en tendens til at slå over i noget jysk dialekt, som bare egner sig fantastisk godt til spontansurhed.

Under normale omstændigheder kommer min vrede ikke til udtryk, når der virkelig er grund til det. Den plejer bare at køre i diskret tomgangsbane på bagagebåndet. Men i lørdags var den svær at holde tilbage. Jeg var på skydebanen med kollegerne, og jeg troede egentlig, at mit største problem i den sammenhæng ville blive min uhelbredelige angst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Jeg tog fejl.

Alt startede ellers så godt. Jeg var en haj til det der med at sætte patronerne ordentligt i. Det gik også fint med at lade dræberdyret, og jeg rystede kun en lille smule i underbenklæderne, da jeg skulle fyre det første prøveskud af. Som til stor overraskelse landede midt i midten af skiven. De efterfølgende skud gik også helt hæderligt, og jeg var derfor rimelig kæphestehøj, da vi gik fra prøveskud til konkurrence.

Her var det så, at positiviteten, som ellers har været en ret skøn ven for mig de seneste par måneder, valgte at stikke mig den midterste finger. Jeg kunne intet ramme. Ikke engang den del af skiven, som ikke giver point. Jeg lyttede til alle råd, tænkte på at stå rigtigt, holde rigtigt, sigte rigtigt. Intet hjalp. Det var frustrerende nok i sig selv og blev kun værre af, at jeg havde skydeinstruktørfætter til at stå bag mig og kommentere. I den bedste mening, helt sikkert. Men kære fætter, hvis du står få meter fra en frustreret og aggressiv barnevoksen med et styks ladt skydevåben i hånden, skal du under ingen omstændigheder komme med kommentarer som: ‘Du kan jo godt. Hvorfor gør du det så ikke?’ Eller endnu værre: ‘Slap nu af. Hvorfor får du præstationsangst lige pludselig?’

Guldfisken, som stod ved siden af mig (og i øvrigt var imponerende sej til det med skydevåben), havde en anden, mere opmuntrende tilgang til mit katastrofeskyderi og forsøgte sig med et heppende: ‘Jeg tror på dig!’ Men det hjalp ikke. For jeg havde mistet troen på det selv. Jeg blev bare endnu mere anspændt, dirrende og absurd dårlig.

TIl sidst gav jeg op. Og det var vist meget godt, at skydevåbnet var blevet lirket ud af min hånd, da en kollega lidt senere leverede dagens absolut mest provokerende kommentar: ‘Jeg var faktisk overrasket over, hvor let det var’.

I princippet kan mine evner udi skyderi jo ikke bruges til noget, så jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så frustreret. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg var decideret sur på den allermest barnlige dårligtaberagtige måde. Jeg blev pinlig over den meget uvante vredesfølelse, som boblede løs i blodbanerne, og jeg forsøgte derfor at analysere lidt på, hvorfor jeg tog nederlaget så tungt. Faktisk tror jeg ikke, det havde været så slemt, hvis jeg nu var dårlig til det fra starten. Men som skydeinstruktørfætter så rigtigt sagde, så havde jeg jo vist, at jeg godt kunne. Det var først, da jeg begyndte at overtænke situationen, at det gik galt for mig. Og det er vel egentlig det, der er mit problem. Sådan helt generelt. Jeg tænker for meget, hvilket jeg også fik at vide senere på aftenen i en helt anden sammenhæng. Det problem kan jeg så passende sidde her og tænke lidt videre over …

skyderierPS: Som plaster på nederlagssåret forsøgte Bubbi-bjørn at muntre mig lidt op efter skyderiet med konstateringen: ‘Vi har jo forskellige talenter. Dit talent er at lukke lort ud. Og der er du relativt konsekvent, faktisk’.

SÅ drak jeg mig fuld …

4 thoughts on “Uplettede frustrationsskud

  1. Ha ha ha ja det er sgu svært det der skyderi. Jeg prøvede det i US med almindelige våben og det var sgu en noget skræmmende oplevelse. Vi var tre velvoksne fyre der hoppede som kaniner ved det første skud der blev affyret, en af de andre to holdt ikke op med at ryste den time vi var på skydebane, han ramte i øvrigt heller ikke skiven ret meget. I hans tilfælde var det fordi han trak pistolen nedad, når han klemte aftrækkeren i bund.
    God ide at drikke dig fuld efter skyderiet 🙂

    • Jeg har en idé om, at flere af mine skud havnede ovre på naboens skive, hvilket vel er et klart tegn på, at hvis jeg en dag rent faktisk skulle komme i en situation, hvor jeg skulle skyde nogen, så ville jeg sandsynligvis ramme den forkerte. Godt, jeg ikke er typen, der panikker over den slags:)

  2. Er dog stadig imponeret over dine pletprøveskud.
    Jeg er nok mere samuraisværdtypen..(rent hypotetisk, da jeg aldrig har været i nærheden af noget mere postent end en halvsløv Schweizerkniv).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s