Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Mens jeg drømmer om en dobbelt baconcheeseburger med ekstra ost og ekstra bacon og ekstra burger …

Jeg faster. For første gang siden den legendariske kålsuppekur, som de fleste hvalpede teenagetyper fejlagtigt forsøger at kæmpe sig igennem, er jeg hoppet på sådan noget diætfidus. Egentlig er jeg ikke den store fan af den slags (alt for mange regler – alt for lidt mad), og jeg har sendt mange fnys efter de hellige typer, der har forsøgt at overbevise mig om, at mit liv ville være mere fuldendt og harmonisk, hvis jeg forbød mig selv at indtage hvidt brød eller begyndte at leve som en stenaldermø.

Nu forholder det sig bare så uheldigt, at min krop er blevet utidig og i flere måneder har behandlet mig som om, jeg fortjener indvendige rap med en nihalet pisk (og det, der er værre). Det er ikke rart, skulle jeg hilse og sige. Så da haren præsenterede mig for det nymodens 5:2-hejs, hvor man tilsyneladende gør sine organer en guttermandstjeneste ved at skåne dem for mad to dage om ugen, tænkte jeg (efter store forbehold og megen skepsis), at jeg vel ikke omkom af at prøve. For det kan jo rent faktisk være, at det hjælper, og min krop bliver lykkelig af det, og livet bliver en fest.

Så her sidder jeg så for enden af fastedag nummer to og synes allerede, jeg fortjener en medalje (en af dem med flødeskum, tak!) Da jeg startede, proklamerede jeg ellers helligt, at sult ikke har den store effekt på mig, og at jeg er i aldeles fremragende kropogsindbalance, hvilket holdt sådan cirka lige indtil chefen tidligere i dag begik den graverende fejl at stille mig det samme spørgsmål hele TO gange. Næsvisheden udløste øjeblikketligt en længere diskussion (hvis man altså betegner envejsspydighed som en decideret diskussion (‘Altså hvor mange gange skal du have svar på det??? Det var dog utroligt!!! Jeg har ikke fået noget at spise!!! Don’t piss me off!!!!!!!!’)), som først sluttede igen, da panteren pippede et forsigtigt: ‘Mor og far må ikke skændes …’

Måske blev den ikke helt retfærdige irritation også udløst af en dyb fastefrustration over, at selvsamme chef har bedt mig om at bruge en stor del af min arbejdsdag på at klippe madprogrammer (Oh the irony!) Kloge typer anbefaler ellers, at fastende stakler skal holde sig fra at læse madopskrifter, men det bliver muligvis en lille smule svært at overbevise chefen om, at det vil være godt for mit stofskifte at skifte stofområde – for eksempel til programmer om overvægtige. Måske det kunne være motiverende (hvis det altså ikke lige var fordi, at de altid skal bruge så frygtelig lang tid på at smide hele poser chips og slik ud, hvilket bare giver mig endnu mere lyst til at svømme en tur i syndens saltsøde skraldespand).

Men på en eller anden måde er der også en form for masochistisk tilfredsstillelse i at bruge flere timer på at sidde og klippe kokketips sammen og sende savlende smil efter videoklip med den ene lækre madret efter den anden. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Frygteligt rart.

Da kollegerne gik til frokost i dag, var der dog ikke langt til tårer (ja, jeg er stadig grådlabil, men onsdag er altså også dagen, hvor der både er sandwich og kage i kantinen). Dog fandt jeg en form for trøst i den tankeafledende overspringshandling ‘Scan dit eget pasbillede’, som guldfisken hjalp mig med. For da resultatet af vores ihærdige indsats ved kopimaskinen dukkede op på skærme, og jeg lignede en meget behåret udgave af en helspekulerende type (godt, vi ikke arbejder i en teknisk afdeling (host)), nåede jeg frem til, at jeg trods alt hellere vil være en sulten og vrissen version af mig selv, end jeg vil være en af dem her.

Fortsættelse følger …

pasfoto

Hævnen er usød

‘Nogle gange tror jeg faktisk slet ikke, du er så hård, som du udgiver dig for at være’, sagde Bubbi-bjørn til mig forleden.

Årsagen var, at jeg lovede hævn, fordi jeg opdagede, at han igen-igen har haft ulovlig omgang med mine gajoler. Pakkerne, som ellers skal stå på en lige række, var byttet om og lå på hovedet, hvis altså ikke de var blevet tapet sammen i umage par på den helt slemme måde. Og den her gang havde den ellers så snedige bjørn endda efterladt beviser, så da jeg fandt hans pigbold mellem mine gajoler, var der intet at være i tvivl om. Kollegerne havde ret – chefen var synderen!

Han burde ellers efterhånden have lært, at chefer ikke skal rode rundt i medarbejdernes OCD, hvis de vil sikre en høj arbejdsindsats. For mit hoved kan ikke arbejde igen, før der er orden i tvangstankerne. Så det måtte jeg bruge første del af dagen på at få, samtidig med at jeg bandede højlydt og lovede hævn fra den helt onde skuffe, mens hævnofret bare grinede ubange og sagde, at jeg var afdelingens eget lille evil genius (med en lidt for stor portion ironi i stemmen). ‘Jeg tror slet ikke, du har det i dig, burger. Måske sidste år. Men ikke mere. Du er blevet så mild’.

Siden har han ikke lavet andet end at spørge, hvornår den lovede hævn så kommer (underforstået – han tror ikke på, jeg tør/vil/kan få mig selv til det). Jeg har sagt, at den kommer, når han mindst venter det, for det har jeg nemlig lært, at skurkene siger på film. Og det er alt, hvad jeg kender til den slags.

Som udgangspunkt synes jeg nemlig, hævn er noget af det mest røvsyge i verden, så derfor plejer jeg at holde mig langt fra det (jeg forsøger i hvert fald). Men fordi chefen tydeligvis er så sikker på, at han trækker frinummer, tænker jeg, at jeg den her gang bliver nødt til at bøje mine principper og finde på noget rigtig dejligt ondt (selvom det muligvis også kommer til at gøre ondt på mig at udføre det).

Den største hævn er vel at lade hævnen vente på sig meget, meget længe, så ofret hele tiden kan gå og frygte, hvordan den kommer til at tage form. Det tegner dog ikke så godt, når mit bedste træk indtil videre har været at investere i nye gajoler, så der er endnu mere OCD at holde styr på. Flot. Meget flot!

Fortsættelse følger …

gajolbesked

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser

Uplettede frustrationsskud

Jeg vil mene, at der skal ret meget til for at bringe mit pis i kog. Det sker sjældent, og folk omkring mig bliver som regel temmelig overraskede, når jeg endelig giver mig selv lov til at ride på de helt høje vredesbølger. Det er de færreste, der kan tage mig seriøst, når det sker. Måske fordi jeg har en tendens til at slå over i noget jysk dialekt, som bare egner sig fantastisk godt til spontansurhed.

Under normale omstændigheder kommer min vrede ikke til udtryk, når der virkelig er grund til det. Den plejer bare at køre i diskret tomgangsbane på bagagebåndet. Men i lørdags var den svær at holde tilbage. Jeg var på skydebanen med kollegerne, og jeg troede egentlig, at mit største problem i den sammenhæng ville blive min uhelbredelige angst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Jeg tog fejl.

Alt startede ellers så godt. Jeg var en haj til det der med at sætte patronerne ordentligt i. Det gik også fint med at lade dræberdyret, og jeg rystede kun en lille smule i underbenklæderne, da jeg skulle fyre det første prøveskud af. Som til stor overraskelse landede midt i midten af skiven. De efterfølgende skud gik også helt hæderligt, og jeg var derfor rimelig kæphestehøj, da vi gik fra prøveskud til konkurrence.

Her var det så, at positiviteten, som ellers har været en ret skøn ven for mig de seneste par måneder, valgte at stikke mig den midterste finger. Jeg kunne intet ramme. Ikke engang den del af skiven, som ikke giver point. Jeg lyttede til alle råd, tænkte på at stå rigtigt, holde rigtigt, sigte rigtigt. Intet hjalp. Det var frustrerende nok i sig selv og blev kun værre af, at jeg havde skydeinstruktørfætter til at stå bag mig og kommentere. I den bedste mening, helt sikkert. Men kære fætter, hvis du står få meter fra en frustreret og aggressiv barnevoksen med et styks ladt skydevåben i hånden, skal du under ingen omstændigheder komme med kommentarer som: ‘Du kan jo godt. Hvorfor gør du det så ikke?’ Eller endnu værre: ‘Slap nu af. Hvorfor får du præstationsangst lige pludselig?’

Guldfisken, som stod ved siden af mig (og i øvrigt var imponerende sej til det med skydevåben), havde en anden, mere opmuntrende tilgang til mit katastrofeskyderi og forsøgte sig med et heppende: ‘Jeg tror på dig!’ Men det hjalp ikke. For jeg havde mistet troen på det selv. Jeg blev bare endnu mere anspændt, dirrende og absurd dårlig.

TIl sidst gav jeg op. Og det var vist meget godt, at skydevåbnet var blevet lirket ud af min hånd, da en kollega lidt senere leverede dagens absolut mest provokerende kommentar: ‘Jeg var faktisk overrasket over, hvor let det var’.

I princippet kan mine evner udi skyderi jo ikke bruges til noget, så jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så frustreret. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg var decideret sur på den allermest barnlige dårligtaberagtige måde. Jeg blev pinlig over den meget uvante vredesfølelse, som boblede løs i blodbanerne, og jeg forsøgte derfor at analysere lidt på, hvorfor jeg tog nederlaget så tungt. Faktisk tror jeg ikke, det havde været så slemt, hvis jeg nu var dårlig til det fra starten. Men som skydeinstruktørfætter så rigtigt sagde, så havde jeg jo vist, at jeg godt kunne. Det var først, da jeg begyndte at overtænke situationen, at det gik galt for mig. Og det er vel egentlig det, der er mit problem. Sådan helt generelt. Jeg tænker for meget, hvilket jeg også fik at vide senere på aftenen i en helt anden sammenhæng. Det problem kan jeg så passende sidde her og tænke lidt videre over …

skyderierPS: Som plaster på nederlagssåret forsøgte Bubbi-bjørn at muntre mig lidt op efter skyderiet med konstateringen: ‘Vi har jo forskellige talenter. Dit talent er at lukke lort ud. Og der er du relativt konsekvent, faktisk’.

SÅ drak jeg mig fuld …

Hvorfor spørger jeg overhovedet?

Der findes mange lange lister af spørgsmål inde i mit hoved, og dem, jeg aldrig får svar på, bliver ved med at fylde.

Der er den slags spørgsmål, som ikke kan besvares (fordi det kan de bare ikke): Hvorfor kan jeg ikke (længere) kontrollere mine følelser, for eksempel. Det spørgsmål forbliver ubesvaret og fylder derfor lidt for meget.

Men der findes (desværre/heldigvis) også masser af andre spørgsmål i den knap så følelsesladede kategori:

Hvorfor findes Amagernummerplader kun bagpå? (Der eksisterer vel en form for færdselslov, som kræver, at nummerplader også skal placeres mellem forlygterne …)

Hvordan kan et mærke, der hedder Acne, være forbundet med noget fedt? (Måske de ikke helt har fanget forskellen på fedt og fedtet …)

Hvorfor hedder det Elefantøl, når elefanterne ikke får lov til at drikke dem? (Jeg går ikke ud fra, at det er fordi, de er lavet af elefanter …)

Hvorfor er dobbeltbetydningen i ordene ‘gift’ og ‘brud’ så modstridende? (Er det en form for sproglig ægteskabsmodstander, der på snedig vis har sneget en negativ ladning ind i de umiddelbart positive ord? (I så fald er det ret sejt tænkt …))

Hvordan kan det være, at når guldfisken skriver ‘hvordan’ i Google, foreslår den følgende søgemuligheder: Hvordan bliver man rig? / hvordan bliver man gravid? / hvordan koger man ris? Men når jeg skriver ‘hvordan’, lyder foreslagene: hvordan ganger man? / hvordan scorer jeg ham? / hvordan ser den gennemsnitlige kusse ud? (Det er jo utroligt, at Google på forhånd kan regne ud, hvad vi hver især gerne vil have svar på …)

Jeg stiller en del spørgsmål i løbet af dagen – men får sjældent svar, jeg er tilfreds med. Forleden rendte jeg dog ind i en undtagelse. Selvom jeg ved, det er dårlig stil, blev jeg nødt til at afbryde et forholdsvis seriøst møde, fordi jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor en {Tuborg} hedder en Tuborg, når den ikke kan drikkes. Heldigvis er jeg så utrolig heldig, at jeg arbejder sammen med nogle meget tålmodige mennesker, som rent faktisk gider gøre en indsats for at forsøge at skabe orden i mit hoved (nogle gange ville det være helt okay, hvis de i stedet bad mig om at lukke røven og høre efter). Og for en gangs skyld formåede jeg at stille et spørgsmål, som Bubbi-bjørnen kunne svare tilfredsstillende på. Endda med illustration til og det hele.

Så der blev skabt ro oppe på øverste. I to-tre sekunder. Plus, minus. Under alle omstændigheder ryger opklaringen i succesoplevelseskassen. Sammen med tegningen (som desværre affødte spørgsmålet om, hvorfor chaufføren kigger bagud … Det er jo FARLIGT!)

tuborg

Tømmermændene taler det utydelige sprog

Kineserne hævder, at det er dragens år* i år, men jeg ved heldigvis, at det er bjørnens år (+ 1 milliard kineser kan også tage fejl). Sidste weekend fejrede lille-bjørn 40 års fødselsdag. Lige om lidt er det store-bjørns tur til at fejre 30 års fødselsdag. Og i aften er det Bubbi-bjørn, der markerer et rundt hjørne på lyv-og-tyve-måden. Det var ham, der engang fik mig til at sige sætningen ”Jeg synes, det er sjovest at drikke om fredagen, for lørdag har man altid tømmermænd”. Den har jeg hørt ret meget for siden. Og den gælder desværre også i dag, så jeg må endnu engang dukke op til en fest, hvor jeg ved, at mine hænder kommer til at ryste allerede ved velkomstdrinken.

Jeg blev fanget et sted i Vesterbros bar-mekka i går. Jeg husker ikke meget, men jeg vågnede op i min egen seng ved siden af en pige, som er iført mit tøj (altså ikke det, jeg selv havde på, men noget andet tøj). Det er betryggende. Så ved jeg, at jeg ikke har gjort noget uopretteligt dumt (forhåbentlig). Solsorten ligger der muligvis, fordi hun har følt trang  til at følge mig hjem, og det gør mig tryg at vide, at jeg kender fugle som hende. Det gør mig også tryg, at der i det hele taget ligger en i min seng. Det er lig med det modsatte af ensom, selvom ensomhed desværre ikke altid er betinget af, hvorvidt man er sammen med nogen.

Jeg husker, at det var sjovt i går, og jeg husker solsorten, musvitten og guldfisken, men derudover er det hele lidt sløret. Heldigvis husker jeg også barer, værtshuse og ikke mindst bodegaer. Jeg er glad for det hele, men mest for det sidste. Der var engang en, der udskiftede mit fornavn med ’bodega’ og satte det sammen med mit efternavn. Det er der nok en god grund til. Desværre er det ikke så feminint, det der med at være bodega-entusiast. Jeg har svært ved at skabe balance mellem den feminine og maskuline side i mig, for jeg ved godt, at det biologisk set burde være den første, der blev prioriteret. Men altså – jeg er bare virkelig glad for bodegaer og håndbajere, og jeg kan også godt slå voldsomt høje bøvser, hvis jeg ikke prøver på at lade være. Det er ikke feminint, og jeg forsøger at kompensere på andre fronter. For eksempel er jeg ret tit iført kjole. Men det kan også hurtigt blive for feminint og få folk til at længes efter bukser og sneaks. Derfor prøver jeg at kompensere ved at tage mine Lederhosen** på. Men det kan også hurtigt blive for mærkeligt. I mit desperate forsøg på at finde balancen mellem feminint og maskulint – mærkeligt og normalt – ryger jeg ofte ud i en ubalanceret ubalance, og jeg ved ikke, om der findes nogen, som kan sætte pris på en barnligt voksen pige, som er i ret god kontakt med sin indre gamle mand … heldigvis er håbet ikke aflivet endnu!

* Research til det med dragens år ledte mig ind på en side, som forklarer noget om rottens år. Det år, jeg er født i. Nu tror jeg ikke voldsomt meget på kinesere og specielt ikke på deres horoskoper. Men altså. Det var ret rammende. Specielt ’kan af og til være ret trættende for de personer, de færdes iblandt’-delen.

** Man skal muligvis have boet i München for at kunne sætte ordentligt pris på et par Lederhosen. Og på Oktoberfest. Men det ER altså sjovt, hvis man er typen, der kan lægge fordommene fra sig. Livet er i det hele taget sjovere, hvis man formår at parkere fordommene og sætte pris på et par gode Lederhosen (de er dyre, skulle jeg hilse at sige, så det er ret smart at sætte pris på dem, når de først er købt).