Tømmermændene taler det utydelige sprog

Kineserne hævder, at det er dragens år* i år, men jeg ved heldigvis, at det er bjørnens år (+ 1 milliard kineser kan også tage fejl). Sidste weekend fejrede lille-bjørn 40 års fødselsdag. Lige om lidt er det store-bjørns tur til at fejre 30 års fødselsdag. Og i aften er det Bubbi-bjørn, der markerer et rundt hjørne på lyv-og-tyve-måden. Det var ham, der engang fik mig til at sige sætningen ”Jeg synes, det er sjovest at drikke om fredagen, for lørdag har man altid tømmermænd”. Den har jeg hørt ret meget for siden. Og den gælder desværre også i dag, så jeg må endnu engang dukke op til en fest, hvor jeg ved, at mine hænder kommer til at ryste allerede ved velkomstdrinken.

Jeg blev fanget et sted i Vesterbros bar-mekka i går. Jeg husker ikke meget, men jeg vågnede op i min egen seng ved siden af en pige, som er iført mit tøj (altså ikke det, jeg selv havde på, men noget andet tøj). Det er betryggende. Så ved jeg, at jeg ikke har gjort noget uopretteligt dumt (forhåbentlig). Solsorten ligger der muligvis, fordi hun har følt trang  til at følge mig hjem, og det gør mig tryg at vide, at jeg kender fugle som hende. Det gør mig også tryg, at der i det hele taget ligger en i min seng. Det er lig med det modsatte af ensom, selvom ensomhed desværre ikke altid er betinget af, hvorvidt man er sammen med nogen.

Jeg husker, at det var sjovt i går, og jeg husker solsorten, musvitten og guldfisken, men derudover er det hele lidt sløret. Heldigvis husker jeg også barer, værtshuse og ikke mindst bodegaer. Jeg er glad for det hele, men mest for det sidste. Der var engang en, der udskiftede mit fornavn med ’bodega’ og satte det sammen med mit efternavn. Det er der nok en god grund til. Desværre er det ikke så feminint, det der med at være bodega-entusiast. Jeg har svært ved at skabe balance mellem den feminine og maskuline side i mig, for jeg ved godt, at det biologisk set burde være den første, der blev prioriteret. Men altså – jeg er bare virkelig glad for bodegaer og håndbajere, og jeg kan også godt slå voldsomt høje bøvser, hvis jeg ikke prøver på at lade være. Det er ikke feminint, og jeg forsøger at kompensere på andre fronter. For eksempel er jeg ret tit iført kjole. Men det kan også hurtigt blive for feminint og få folk til at længes efter bukser og sneaks. Derfor prøver jeg at kompensere ved at tage mine Lederhosen** på. Men det kan også hurtigt blive for mærkeligt. I mit desperate forsøg på at finde balancen mellem feminint og maskulint – mærkeligt og normalt – ryger jeg ofte ud i en ubalanceret ubalance, og jeg ved ikke, om der findes nogen, som kan sætte pris på en barnligt voksen pige, som er i ret god kontakt med sin indre gamle mand … heldigvis er håbet ikke aflivet endnu!

* Research til det med dragens år ledte mig ind på en side, som forklarer noget om rottens år. Det år, jeg er født i. Nu tror jeg ikke voldsomt meget på kinesere og specielt ikke på deres horoskoper. Men altså. Det var ret rammende. Specielt ’kan af og til være ret trættende for de personer, de færdes iblandt’-delen.

** Man skal muligvis have boet i München for at kunne sætte ordentligt pris på et par Lederhosen. Og på Oktoberfest. Men det ER altså sjovt, hvis man er typen, der kan lægge fordommene fra sig. Livet er i det hele taget sjovere, hvis man formår at parkere fordommene og sætte pris på et par gode Lederhosen (de er dyre, skulle jeg hilse at sige, så det er ret smart at sætte pris på dem, når de først er købt).

Hurra for den glade alders-skizofreni

Jeg skal til 40 års fødselsdag hos lille-bjørn. Jeg har en ven, der bliver 40! Jeg kan huske, da min mor blev 40. Dengang var hun meget voksen og mor-agtig. Det er lille-bjørn heldigvis ikke (hverken det første eller det sidste). Han har dog givet så meget slip på sin barnlige side, at han ofte føler trang til at mobbe mig med, at jeg hvert år til jul får tilbagevendende optur over soundtrack’et til ‘Jesus og Josefine’ (det ER altså godt).

Jeg har en veninde, som er så ung, at hun ikke kan huske, at der engang blev sendt ‘Dollars’ i tv. Til gengæld får hun helt naturligt flettet talemåder som at ‘faldbyde sig’ eller ‘svinge træbenet’ ind i sine sætninger. En anden af mine veninder var biografduelig, dengang ‘Harold & Maude’  havde premiere (gid, det var mig). Til gengæld er hun ikke for gammel til at græde over Toy Story 3 (helt ærligt – hvis man er blevet så voksen, at man kan se slutningen med helt tørre øjne, så er der altså ikke meget håb).

Jeg har tidligere nævnt den-11-årige-pige-inden-i-mig. Det er hende, der bygger huse af Guld i en verden af Lego. Det er også hende, som har titelmelodien til ‘Nana’ som den mest afspillede sang i iTunes (jeg havde samme frisure som Nana og stillede muligvis også mange af de samme upassende spørgsmål, dengang min krop var barn (det med spørgsmålene stoppede vist aldrig)). Ved siden af hende den-11-årige-pige-inden-i-mig sidder en 63-årig mand og råber om ro, så han kan koncentrere sig om sin farvefri film med gamle skuespillere, som engang spillede på gamle teatre. Når filmen er færdig, smutter han på Kanalbodegaen eller Bobi Bar og håber på et stykke med John Mogensen.

Ind imellem de to findes der selvfølgelig også en masse andre typer i en masse andre slags aldre. Jeg er ret glad for dem alle sammen. Og et eller andet sted inden i mig findes der også en pige på 27. Hun er ikke så god til at følge reglerne for ordentlig opførsel, men det synes jeg faktisk er helt okay. I min verden er det nemlig lige præcis den alder, hvor det er meget passende at være gammel nok til at vide, hvad man ikke skal gøre, men ung nok til at gøre det alligevel.