Weekenden, hvor jeg …

Det har været en mærkelig weekend. Selvom den har været helt normal. Når jeg gør status over den, er der i hvert fald ikke så meget decideret mærkeligt ved den for de, der ser på den udefra, men den føltes mærkelig indeni mig. Det har nok noget at gøre med, at jeg brugte størstedelen af fredagen på at dyrke en skræmmende fornemmelse, der sagde mig, at noget vildt skulle ske. Det vildeste, der skete, var, at jeg fik det dårligt af al den spekulation og dermed for en gangs skyld prøvede at ligge i min seng inden midnat på en fredag. Endda i nogenlunde ædru tilstand.

Men derudover har det her været weekenden, hvor jeg:

– tog alene i Tivoli for at kigge lidt på en karussel, som den-11-prige-pige-indeni-mig godt kan lide

– lærte, at humøret ikke nødvendigvis stiger, fordi man får farvet hår og køber to par nye støvler på MasterCard

– indså, at det til gengæld hjælper på humøret at finde ud af, at der et sted i den anden ende af byen findes én, som kender det humør, jeg var ramt af

– fandt ud af, at der ved siden af hesten med det sorte hoved står en hest med et lyst hoved. Den holder det sjovt nok noget højere end førstnævnte

– igen kom til at grine over, at filmen ‘Girl, Interrupted’ på tysk hedder ‘Durchgeknallt’. Den står i min filmreol, og det er som regel lidt svært at overbevise folk om, at det ikke er en pornofilm

– blev skræmt over en handske

– prøvede at være ’en af drengene’ en hel aften. Eller som musen så fint sagde det: ’Måske var det os, der var tre af pigerne’. Note to self: Når man er ’en af drengene’, skal man passe på med at sige sætninger som: ’Jeg gik kun til spejder, fordi jeg helt vildt gerne ville ha’ dolken’

– som ene publikum overværede generalprøve-koncert med det soon-to-be-legendriske Jeppe N Band, der nu har skiftet navn til Tiramisu, fordi Jens Unmack syntes, det var en god idé

– formåede at være på Psykopaten uden at spille på klaveret. Det er aldrig sket for mig før, og det affødte da også så stærke spilleabstinenser, at jeg måtte sidde en halv times tid ved klaveret hos musen her til aften, mens han lavede mad. Igen blev jeg bekræftet i omfanget af mine egne begrænsninger, og jeg skøjtede 70-80 sange igennem, før jeg endelig nåede til ’Hvalen Hvalborg’, som jeg kunne spille en nogenlunde hæderlig version af. Syntes jeg selv. Musen mente nærmere, at mine musikalske forsøg lød som titelmelodien til Beverly Hills

– endnu engang formåede at koordinere gigant-brandert med hamsteren, selvom vi denne gang slet ikke befandt os til samme fest. Jeg var på Psykopaten, mens hun var et sted på Enghavevej hos en pige, jeg ikke kender, men som åbenbart kender mig godt nok til at kunne berette om, at jeg på min stambar går under navnet Sukker-Ulla. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men efter at have konsulteret store-bjørn er jeg nået frem til, at første del af navnet har noget at gøre med min evne til at indtage rollen som Sugar mamma over for tidligere drengebekendtskab

– vågnede op til et toiletbræt, der var slået op, og måtte bruge flere minutter på at regne ud, om det: A: Var fordi jeg havde kastet op, inden jeg gik i seng, eller B: Var fordi der havde været en fyr i min lejlighed (jeg nåede frem til, at det med 99 % sikkerhed var A)

– blev så dehydreret, at jeg nåede det laveste vægt-niveau i 10 år

– fik blomster af musen, lige som jeg var trist over, at undulatens blomster var døde (jeg er ret heldig)

– havde en plan om, at jeg skulle bruge søndagen på Statens Museum for Kunst med efterfølgende bif-tur, men endte med at ligge i tømmermænds-fosterstilling på sofaen og se ’Far laver sovsen’, mens jeg planlagde fremtidig fest i forbindelse med Tiramisus store debutkoncert (der på en eller anden måde skal foregå i min lejlighed)

– ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle sige til den unge, blonde kassedame i SuperBrugsen, at hun havde et klistermærke på skulderen, hvor der stod ’Reduceret pris pga. dato’. (Jeg gjorde det ikke. Ville ikke forhindre andre i at have det sjovt på hendes bekostning)

– endnu engang overspringshandlede ved at skrive navlepillerier i stedet for at komme i gang med det arbejde, der skal ligge færdigt i morgen tidlig. Det bliver en lang aften!

The Next Best Thing

Jeg har fået blomster. Af undulaten. Fordi hun er sød, og fordi hun ved, at det ikke er noget, jeg får så tit. Jeg har for eksempel aldrig fået blomster af en fyr. Jo, af min far og af mine yderst platoniske venner, men ikke af en flirt (med vilje tilføjer jeg ikke ordet ‘kæreste’ her af den åbenlyse grund, at det ville dække over ingen). Og dog. Det passer ikke helt. I konfirmationsgave fik jeg en rose af en klassekammeraet. Den var af plastik, og tigeren fik to. Det var første gang, jeg for alvor gaflede titlen som ‘The Next Best Thing’. Til gengæld var det mig, der året efter snavede med fyren. Efter han netop havde brækket sig i strandkanten. Der gaflede jeg en helt anden titel, som jeg helst ikke vil sætte ord på.

Ti år senere fik jeg en påskelilje med tre hoveder af en fyr, som havde hugget mutantblomsten fra dekorationerne foran Odense Rådhus. Han var min første store forelskelse, og jeg tog det som en form for dyb og gengældt kærlighedserklæring. Jeg tog fejl. Den visnede i øvrigt foruroligende hurtigt. I desperation forsøgte jeg at presse den i en bog, og der gik alt for lang tid, før jeg indså, at tørrede blomster i virkeligheden er døde blomster i mausolæum.

Så fik jeg også engang to torsk. Af torsken. Men lige meget hvor kreativ en tankegang, jeg end forsøger at tilegne mig, kan det vel næppe kategoriseres som blomster. Ikke engang som havets blomster. Det var i 4. klasse, og det er muligvis den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget. Eller måske var han bare god til at fange torsk.

Jeg ved ikke, hvorfor det der med blomster har nogen betydning. Eller om det overhovedet har nogen betydning. Måske er det i virkeligheden lidt det samme som det der med at blive hentet i lufthavnen. Guldfisken og jeg er flere gange kommet hjem fra tur sammen, hvor store-bjørn har stået og ventet, og selvom jeg er en slags snylter-kæreste i det forhold, er jeg aldrig rigtig en del af den store genforenings-scene. Det kunne være meget fedt en dag at prøve at være hende, som løber gennem tolden i elite-tempo for derefter at lave 360-graders-rundturs-symbiose-krammer, fordi drifterne ikke kan bremse handlingen.

Jeg forsøger at holde hende godt skjult, men i virkeligheden gemmer der sig muligvis en form for håbløst håbefuld romantiker et sted mellem den 11-årige-pige og den 63-årige-mand-inden-i-mig. De færreste kan se hende, og endnu færre møder hende, og når først dette indlæg er publiceret, vil jeg uden tvivl forsøge at bortforklare muligheden (/chancen/risikoen) for, at hun overhovedet eksisterer. Men i stedet for at benægte alt og flygte ind i emo-seksualitetens dybe, sorte afgrund, kunne jeg også prøve at finde mening i harens vise ord: ‘Der findes kun én rigtig mand til alle verdens kvinder, og det er og bliver Kaptajn von Trapp… og Robert Redford’. Jeg forventer ikke, at én af de to ovennævnte nogensinde kommer til at levere blomster til min adresse. Men man har vel lov at håbe på, at der et eller andet sted også findes en maskulin udgave af ‘The Next Best Thing’.

En pænt uartig pige

Da jeg gik i børnehave, stjal jeg engang en lille ælling af plastik. Jeg har altid været glad for dyre-figurer – specielt de grimme af slagsen. Ællingen var nu slet ikke grim. Den var fin og utrolig populær. Blandt andet blev den brugt til at putte i munden på plastik-flodhesten. Det syntes jeg var synd. Ællingen var det første, jeg nogensinde stjal. Jeg havde ondt i maven hele aftenen og var sikker på, at alle kunne se på, mig, at jeg ikke var andet end en gemen tyv med en plastik-ælling i lommen. Næste morgen lagde jeg den diskret tilbage i legekassen. Der var nok ikke nogen, der havde savnet den, eftersom jeg altid blev hentet som den sidste i børnehaven og afleveret som en af de første (nej, det har ikke traumatiseret mig – tværtimod fik jeg et ret nært forhold til pædagogerne. Og rengøringskonerne. Og der var altid spegepølsemadder i køleskabet). Alligevel blev jeg ved med at have dårlig samvittighed. Det var nok nogenlunde på det tidspunkt, jeg fik placeret mig selv i kategorien ‘pæn pige’.

Ti år senere startede oprøret. Vi havde valgfag i 7. klasse, og jeg var kommet på ‘Uld’-holdet sammen med alle de andre pæne piger. De praktiske piger havde valgt ‘Mig og min cykel’, og de vovede piger havde valgt ‘Drageflyvning’ (senere har jeg fundet ud af, at vi åbenbart havde nogle ret alternative valgfag. Året inden havde vi haft ‘Indianer’, men det var forståeligt nok obligatorisk for alle. Jeg var en haj til bue og pil. Knap så haj til sådan noget med perler). Da vi skulle vælge fag, havde jeg allerede stemplet mig selv som den pæne pige, så der var ikke så meget at rafle om. Uld måtte det blive. Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg fandt ud af, at de vovede havde det meget sjovere. Det var sjovt nok også ude hos dem, alle de søde drenge var. Inklusiv ham, jeg var håbløst vild med på den der måde, som nyfødte teenagere kan være vilde.

Efter en time med hænderne fulde af uld var jeg så indfedtet i lanolin, at jeg kunne glide hjem. Uden for vinduet kunne jeg se de andre løbe med drager i solen og have det sjovt. Misundelsen var stor, så min veninde, tigeren, og jeg tog en hurtig beslutning og stak af, så snart vores lærer havde hovedet begravet dybt i noget med garn. Sammen med ham den søde fyr (vi kalder ham torsken, selvom han ikke var en torsk-torsk) rendte vi rundt i raps-marken i en halv evighed for længe, mens vi grinede og skvattede og havde en fest. Jeg havde dog glemt at overveje det der med, at raps-marker er gule. Og når man har fjollet rundt i dem, smitter det af på tøjet. Afslørende. Desperat forsøgte vi at vaske det gule af. I hvert fald foran på trøjen, hvor det var mest tydeligt. Torsken kom med en halvfræk kommentar om mine (pubertets)bryster, som jeg stadig kan huske ordret i dag, og jeg tog det som et klart tegn på, at han var lige så vild med mig, som jeg var med ham (jeg tog fejl).

Da tigeren og jeg forsøgte at liste os tilbage til uld-lokalet, blev vi selvfølgelig opdaget. Af vores lærer. Som råbte på mig og lod min veninde trække frinummer. Jeg fik en ordentlig reprimande, og jeg orkede ikke at komme med dårlige undskyldninger, for jeg vidste på forhånd, det blev umuligt at bilde hende ind, at vi bare havde siddet oppe i fællesrummet og kartet. På det tidspunkt var jeg jo både gul og våd og rød i kinderne af teenageflirt – og jeg havde intet kartet uld, jeg kunne bruge som bevis på min ikke-eksisterende uskyld. Jeg havde ellers ikke fået rigtig skældud siden engang i 1. klasse, hvor jeg på den helt hårde måde lærte, at man ikke skal træde på andre for at få det bedre med sig selv. Lige meget hvor mange mindreværdskomplekser, man så har. Men drage-eventyret var hele møgfaldet værd. Det, der undrede mig mest, var dog, at det kun var mig, det gik ud over, mens tigeren stod længere nede ad gangen og grinede. Når det nu faktisk havde været hendes idé at stikke af. Jeg var jo den pæne pige – i hvert fald når man så mig indefra og ud. Men måske så omverdenen noget andet? Og var det nu også så slemt? Var det måske ikke en lille smule fantastisk at turde være en lille smule uartig? Bare en gang imellem? Var det ikke her, festen begyndte? På trods af og fordi det kunne være farligt?

Selvom jeg gerne ville turde alt muligt fra den dag af, kunne jeg godt mærke, at hende den pæne pige ikke var så let at ryste af sig. Så hun blev hængende lidt endnu, mens den mere modige type forsøgte at skubbe hende af pinden. Jeg tror først, det er nu, der er ved at komme balance i de to typer. At jeg tør være uartig, når det gælder, og når det er det værd. For at finde den balance vil nogen nok mene, at jeg er kommet til at overskride grænsen for god opførsel engang i mellem. Det har jeg desværre også selv ment. Så mange af eventyrene er blevet forfulgt af en god portion skam.

For et par måneder siden sad jeg i lufthavnen med guldfisken. Vi skulle til østens sol, men jeg havde svært ved at glæde mig, fordi jeg havde travlt med at skamme mig vildt og voldsomt over nybegåede, forbudte uartigheder og ville ønske, at jeg bare kunne lægge mig op på bagagebåndet og blive sendt i alle mulige retninger til alle mulige verdenshjørner, hvor ingen kendte mig – UDEN returbillet. Da var det, guldfisken (den skønne, hudløst ærlige fisk) sagde de vise ord: ‘Bare tag det roligt. Om et par måneder har du alligevel gjort noget, der er meget værre, og så fylder det her sikkert ikke så meget’. Hun prøvede på at sætte tingene i perspektiv, og det var egentlig virkelig befriende – på den skræmmende måde.

Selvom skammen ikke er min bedste ven, hader jeg den ikke altid helt så meget, som jeg holder af alt det, jeg ikke bør gøre. Der findes dem, der kæmper for at undgå kaos, og så findes der dem, der nægter at gå glip af eventyret. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg vil helst høre til den sidste gruppe. Når jeg siger, at jeg er en pæn pige, plejer store-bjørn at protestere og sige: ‘Nej, du er ikke en pæn pige, du er en flot pige’. Det sidste tror jeg primært, han siger for at massere min selvtillid. Men det er helt fint med mig. Og jeg er i øvrigt ret sikker på, at de sidste lever livet lidt mere end de første.

Hvad er du?

Jeg faldt over noget pudsigt i dag på en eller anden fremmed piges Facebook-profil (ja, jeg snager i fremmede folks liv. Jeg synes, fremmede folk er spændende – både i den virkelige virkelighed og i den virtuelle virkelighed. Og jeg er stolt af det. Og skammer mig kun en lille smule over det). Jeg lagde mærke til noget, der lignede en række klassiske poesibogs-spørgsmål, hvor et af dem lød: ’Hvad er du?’. Hun svarede: ’Single’.

Jeg tror aldrig selv, jeg ville nå frem til at matche lige netop det spørgsmål med det svar, selvom det i princippet ville være faktuelt korrekt, hvis jeg gjorde. Men altså – spørgsmålet lød: ’Hvad er DU’. Og hun svarede, at hun er det modsatte af at være to. Jeg har ikke noget imod at lande i single-baljen. Der har jeg svømmet rundt i 27 år og kæmper stadig for at lære at turde tage redningskransen af og padle over på det dybe (kæmper i øvrigt også for at skrive mig uden om klichéerne. Det går forrygende). Alligevel provokerede svaret mig – nok mest fordi det piller lidt ved min grundangst for, at jeg ikke vil være den samme, hvis jeg en dag ikke er single mere. Jeg håber virkelig, at jeg – single eller ej – altid vil kunne give et svar på det spørgsmål, der passer til lige netop mig, hvad enten svaret er: halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet eller nedsmeltningsekspert. Og jeg håber endnu mere, at jeg aldrig nogensinde føler mig tvunget til at definere mig selv ud fra, hvorvidt jeg er en – eller har en plus-en. Når det er sagt, må jeg hellere også tilføje, at jeg selvfølgelig gerne vil tro, jeg en dag kan finde ham, som kan gøre mig glad for at være det, jeg er – og den jeg er.

Apropos det dybe vand, så vovede jeg mig næsten derud i går. Jeg var på søndags-stranddate med guldfisken og store-bjørn (og solsorten og katten, der var med som bonus-singler). Efter grill-pøller og sennepskrise (note to self: skru låget på glasset, inden du putter det ned i posen med alle de andre ting) besluttede store-bjørn og jeg os for at snuppe årets første dukkert i dansk farvand. Anden påstår, at de, der ikke når i vandet i år, er nogle tøsedrenge og bange for brandmænd, og det kunne jeg simpelthen ikke have på mig. Selvom jeg er bange for brandmænd. Og muligvis er jeg også en tøsedreng. Det kinesiske horoskop siger, at rottens (= mit) faste element er vand. Det synes jeg er mærkeligt, for jeg vil vove at påstå, at vand er flydende. Men det giver alligevel mening, for jeg elsker vand – at svømme i det, at drikke det, at slås med det (helst med vandpistoler). Heldigvis er jeg ikke lige så panisk angst for flydende dråber i store mængder, som guldfisken er. Hun bliver bange, bare hun ser en reklame med en oversvømmet madras – ret ironisk, når hun nu er en guldfisk.

Billedet illustrerer meget fint, hvorfor store-bjørn hedder store-bjørn. Nogen ville måske have troet, navnet refererede til noget, man ikke kan se på billedet. Størrelsen i den region kan jeg heldigvis ikke udtale mig om – så integreret er jeg alligevel ikke blevet i parforholdet.

Dog vil jeg sige, at jeg er meget bange for alt det, der lever under vandet. Alt det, man kan se, og specielt alt det, man ikke kan se. Brandmænd og vandmænd og sømænd og havspøgelser (de findes. Det siger den-11-årige selv). Derfor fik jeg den kringlet sådan, at vi kun badede i den aflukkede indsø. Det er ikke så farligt. Men det er mest tøsedrengene, der gør sådan noget. Og helt ærligt – det er jo bare sjovest ude i det store, uoverskuelige hav. Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg skal nå ud i de høje bølger, inden sæsonen er slut. Desværre er det bare så problematisk at bade, når man er single. For hvem skal så passe på alle mine ting imens? Og på mig, hvis jeg skulle være ved at drukne eller blive spist af en brandmand? Det er farligt. Jeg glæder mig!

Tømmermændene taler det utydelige sprog

Kineserne hævder, at det er dragens år* i år, men jeg ved heldigvis, at det er bjørnens år (+ 1 milliard kineser kan også tage fejl). Sidste weekend fejrede lille-bjørn 40 års fødselsdag. Lige om lidt er det store-bjørns tur til at fejre 30 års fødselsdag. Og i aften er det Bubbi-bjørn, der markerer et rundt hjørne på lyv-og-tyve-måden. Det var ham, der engang fik mig til at sige sætningen ”Jeg synes, det er sjovest at drikke om fredagen, for lørdag har man altid tømmermænd”. Den har jeg hørt ret meget for siden. Og den gælder desværre også i dag, så jeg må endnu engang dukke op til en fest, hvor jeg ved, at mine hænder kommer til at ryste allerede ved velkomstdrinken.

Jeg blev fanget et sted i Vesterbros bar-mekka i går. Jeg husker ikke meget, men jeg vågnede op i min egen seng ved siden af en pige, som er iført mit tøj (altså ikke det, jeg selv havde på, men noget andet tøj). Det er betryggende. Så ved jeg, at jeg ikke har gjort noget uopretteligt dumt (forhåbentlig). Solsorten ligger der muligvis, fordi hun har følt trang  til at følge mig hjem, og det gør mig tryg at vide, at jeg kender fugle som hende. Det gør mig også tryg, at der i det hele taget ligger en i min seng. Det er lig med det modsatte af ensom, selvom ensomhed desværre ikke altid er betinget af, hvorvidt man er sammen med nogen.

Jeg husker, at det var sjovt i går, og jeg husker solsorten, musvitten og guldfisken, men derudover er det hele lidt sløret. Heldigvis husker jeg også barer, værtshuse og ikke mindst bodegaer. Jeg er glad for det hele, men mest for det sidste. Der var engang en, der udskiftede mit fornavn med ’bodega’ og satte det sammen med mit efternavn. Det er der nok en god grund til. Desværre er det ikke så feminint, det der med at være bodega-entusiast. Jeg har svært ved at skabe balance mellem den feminine og maskuline side i mig, for jeg ved godt, at det biologisk set burde være den første, der blev prioriteret. Men altså – jeg er bare virkelig glad for bodegaer og håndbajere, og jeg kan også godt slå voldsomt høje bøvser, hvis jeg ikke prøver på at lade være. Det er ikke feminint, og jeg forsøger at kompensere på andre fronter. For eksempel er jeg ret tit iført kjole. Men det kan også hurtigt blive for feminint og få folk til at længes efter bukser og sneaks. Derfor prøver jeg at kompensere ved at tage mine Lederhosen** på. Men det kan også hurtigt blive for mærkeligt. I mit desperate forsøg på at finde balancen mellem feminint og maskulint – mærkeligt og normalt – ryger jeg ofte ud i en ubalanceret ubalance, og jeg ved ikke, om der findes nogen, som kan sætte pris på en barnligt voksen pige, som er i ret god kontakt med sin indre gamle mand … heldigvis er håbet ikke aflivet endnu!

* Research til det med dragens år ledte mig ind på en side, som forklarer noget om rottens år. Det år, jeg er født i. Nu tror jeg ikke voldsomt meget på kinesere og specielt ikke på deres horoskoper. Men altså. Det var ret rammende. Specielt ’kan af og til være ret trættende for de personer, de færdes iblandt’-delen.

** Man skal muligvis have boet i München for at kunne sætte ordentligt pris på et par Lederhosen. Og på Oktoberfest. Men det ER altså sjovt, hvis man er typen, der kan lægge fordommene fra sig. Livet er i det hele taget sjovere, hvis man formår at parkere fordommene og sætte pris på et par gode Lederhosen (de er dyre, skulle jeg hilse at sige, så det er ret smart at sætte pris på dem, når de først er købt).

Gramsebamse søges – død eller levende!

Jeg skal på søndagsdate. Det er blevet en tradition. For to uger siden var vi på rutsjebanetur i Tivoli, sidste søndag sprang vi balloner til Stella Polaris, og i dag skal vi grille i gården. Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på et rigtigt seriøst parforhold. Problemet er bare, at jeg kører med som det tredje hjul. Jeg snylter mig til guldfisken og store-bjørns toenighed. De har parforholds-adopteret mig – måske af medlidenhed, måske af lyst. Det er kommet så vidt, at mit navn ved en fejl blev sagt i ægtesengen for nylig (jeg vil dog undlade af afsløre, om det var guldfisken eller store-bjørn, der kom til at sige det).

Det der med at være single har egentlig altid været ret trygt for mig. Ensomhed = tryghed, hvor mellemregningen hedder, at jeg ikke føler alt for meget ansvar for at gøre en person, jeg holder af, glad for at være den, han er. Men det handler ikke altid om at være tryg. Det kan jeg mærke nu. Bevidst og underbevidst.

Der har ligget mange piger i min seng gennem årene på den helt ufrække måde. Min lejlighed er blevet døbt ´Heartbreak Hotel´, fordi det som regel er her, veninderne flytter ind, når kærligheden flytter ud. Og der er overhængende bespringningsfare, når man pludselig ligger ved siden af et styks pige, hvis krop har vænnet sig til at være to i sengen på den lidt mere frække måde. Derfor er jeg flere gange vågnet op i akavet omfavnelse med situationsforvirret veninde. Det har som regel været dem, der ubevidst kom til at overskride grænsen for god venindeopførsel, fordi de troede, at de var et andet sted med en anden person af et andet køn.

For et par dage siden var det dog mig, der fik drømme-bildt-mig-selv-ind, at jeg lå et andet sted med en anden person af et andet køn. Det resulterede i, at jeg var indflettet i min 17-årige lillesøster, da jeg vågnede. Jeg hævdede selvfølgelig, at det var hende, der havde forsøgt at bespringe mig, for så behøvede jeg hverken at forholde mig til, hvorfor jeg havde indflettet mig, og hvem det egentlig var, jeg troede, jeg havde indflettet mig med.

Der skal handles hurtigt, for jeg er ude på et skråplan. Løsningen tænker jeg kunne være en gramsebamse. Sådan en, der kan ligge midt i sengen og parere bespringninger fra alle sider. Men jeg ved ikke, hvordan man skaffer sådan en. Jeg arvede engang en grøn mand fra musvitten, da hun selv fik den helt rigtige levende og ugrønne mand i virkeligheden og derfor ikke længere havde brug for en mand, der var grøn og manglede arme, ben og hoved. Den grønne mand er jeg meget glad for, og han kunne fint ligge i sengen mellem mig og muligt bespringningsoffer. Men han er bare sådan lidt hård og kantet i det. Og så er der også det der med, at han ikke har noget hoved. Det er et problem. Så jeg søger en gramsebamse – helst med hoved, arme og ben. En, der kan holde min underbevidsthed beskæftiget, mens jeg prøver at ignorere det der umulige, som jeg egentlig søger. Dusør udloves. Den er høj!