Jeg har fået blomster. Af undulaten. Fordi hun er sød, og fordi hun ved, at det ikke er noget, jeg får så tit. Jeg har for eksempel aldrig fået blomster af en fyr. Jo, af min far og af mine yderst platoniske venner, men ikke af en flirt (med vilje tilføjer jeg ikke ordet ‘kæreste’ her af den åbenlyse grund, at det ville dække over ingen). Og dog. Det passer ikke helt. I konfirmationsgave fik jeg en rose af en klassekammeraet. Den var af plastik, og tigeren fik to. Det var første gang, jeg for alvor gaflede titlen som ‘The Next Best Thing’. Til gengæld var det mig, der året efter snavede med fyren. Efter han netop havde brækket sig i strandkanten. Der gaflede jeg en helt anden titel, som jeg helst ikke vil sætte ord på.

Ti år senere fik jeg en påskelilje med tre hoveder af en fyr, som havde hugget mutantblomsten fra dekorationerne foran Odense Rådhus. Han var min første store forelskelse, og jeg tog det som en form for dyb og gengældt kærlighedserklæring. Jeg tog fejl. Den visnede i øvrigt foruroligende hurtigt. I desperation forsøgte jeg at presse den i en bog, og der gik alt for lang tid, før jeg indså, at tørrede blomster i virkeligheden er døde blomster i mausolæum.

Så fik jeg også engang to torsk. Af torsken. Men lige meget hvor kreativ en tankegang, jeg end forsøger at tilegne mig, kan det vel næppe kategoriseres som blomster. Ikke engang som havets blomster. Det var i 4. klasse, og det er muligvis den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget. Eller måske var han bare god til at fange torsk.

Jeg ved ikke, hvorfor det der med blomster har nogen betydning. Eller om det overhovedet har nogen betydning. Måske er det i virkeligheden lidt det samme som det der med at blive hentet i lufthavnen. Guldfisken og jeg er flere gange kommet hjem fra tur sammen, hvor store-bjørn har stået og ventet, og selvom jeg er en slags snylter-kæreste i det forhold, er jeg aldrig rigtig en del af den store genforenings-scene. Det kunne være meget fedt en dag at prøve at være hende, som løber gennem tolden i elite-tempo for derefter at lave 360-graders-rundturs-symbiose-krammer, fordi drifterne ikke kan bremse handlingen.

Jeg forsøger at holde hende godt skjult, men i virkeligheden gemmer der sig muligvis en form for håbløst håbefuld romantiker et sted mellem den 11-årige-pige og den 63-årige-mand-inden-i-mig. De færreste kan se hende, og endnu færre møder hende, og når først dette indlæg er publiceret, vil jeg uden tvivl forsøge at bortforklare muligheden (/chancen/risikoen) for, at hun overhovedet eksisterer. Men i stedet for at benægte alt og flygte ind i emo-seksualitetens dybe, sorte afgrund, kunne jeg også prøve at finde mening i harens vise ord: ‘Der findes kun én rigtig mand til alle verdens kvinder, og det er og bliver Kaptajn von Trapp… og Robert Redford’. Jeg forventer ikke, at én af de to ovennævnte nogensinde kommer til at levere blomster til min adresse. Men man har vel lov at håbe på, at der et eller andet sted også findes en maskulin udgave af ‘The Next Best Thing’.