En søndag i ord og billeder

Jeg er slet ikke med. Efter en weekend, som på mange måder har stået i barndomsvenindernes tegn, er det nu slået fuldstændig fast. En Jyllandstur bød på glædeligt gensyn med kolibrien, egernet og tigeren. Den første barslede med baby og bolig, den anden med bryllup og bil og den tredje med bil og baby. En rimelig seriøs ring, som jeg slet ikke kan finde rundt i. Engang troede jeg, at det var dem, der var stukket af, men nu hvor de er i flertal, er jeg nærmere bange for, at det er mig, der er sat af (som vel på mange måder er det modsatte af afsat). Jeg blev endeligt overbevist, da jeg fik at vide, at torsken skal være (planlagt) far. Torsken! Min legepladskærlighed og det bedste bud på det mest seriøse forhold, jeg nogensinde har befundet mig i – en on-and-off-soap, der startede med en spirende børnehaveflirt i den hemmelige hule og efter mange begyndelser og break-ups sluttede endeligt i sådan cirka sjette klasse.

Nå, så det er altså in at købe parcelhus, investere i en firehjulet og formere sig. Og jeg kan pt ikke engang finde ud af at øve mig i nogle af delene. Til gengæld kan jeg konstatere, at jeg sammenlignet med alle de skønne mennesker, jeg har set i weekenden, muligvis har haft mest tilfælles med min 18-årige kusine. Vi var i hvert fald fælles om at være nogenlunde lige tømmermændsramte, da vi mødtes hos min mormor i dag. Og så er der selvfølgelig også kaninen, som gav mig husly i Aarhus. Hun er heldigvis et succesfuldt bevis på, at det stadig er ok at stå og råbe lidt til klokken seks om morgenen på bar nummer syv. De andre veninder er nu også nogle ret så succesfulde beviser, men det er bare på en lidt mere seriøs måde, som jeg på én gang er fascineret og skræmt af.

Jeg kan tydeligt huske, da tigeren ringede og fortalte, at hun var gravid. Det var første gang, jeg prøvede at blive ramt af alle følelser i hele verden samtidig. Jeg var ustyrligt lykkelig, begejstret, rørt, spændt, anspændt, nervøs, skuffet og ked af det. Og meget mere. På én gang. Tårerne pressede sig på, mens vi talte i telefon sammen, og da vi havde lagt på, hulkede jeg i en helt åndssvag dur. For jeg var jo først og fremmest vildt glad. På hendes vegne og på mine egne, fordi jeg vidste, at hun ville få en underskøn unge, som jeg ville få lov til at lære at kende. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at føle mig en lille smule forrådt. For hvad ligner det at tage sådan et gigantspring og efterlade mig tilbage? Vi skulle jo alt muligt sammen. Rejse og drikke os fulde og fjollede og bo i samme by på samme tid, mens vi stadig havde tid til at te os tosset. Og det skulle vi så alligevel ikke, fordi hun skulle være mor, og med den titel følger også en overhængende risiko for at miste en stor del af den veninde, som jeg holder så meget af. Jeg skammede mig meget over de utroligt egoistiske følelser, og det har da heldigvis også vist sig, at nervøsiteten slet ikke var begrundet. Hun er den sejeste mor, der samtidig stadig er den sejeste veninde, og hendes datter er strøget direkte ind på toppen af listen over yndlingsbabyer. Det hele  er så rigtigt, at jeg nu slet ikke kan forstå, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det kunne blive forkert. Når man pludselig synes, at en fis er fantastisk, bare fordi den bliver leveret af den helt rigtige tigerunge, så er forelskelsen total!

Jeg mødtes med hele den lille familie hos tigerens forældre i formiddag. Huset har jeg været i flere hundrede gange, men kun meget få gange de seneste ti år. Der duftede af teenagetanker, og jeg stank af sprut. Jeg kørte på to timers søvn og to cheeseburgere, og den skærende kontrast mellem mig og dem blev derfor trukket endnu voldsommere op. På en måde gjorde det ikke noget, for alt var jo, som det skulle være. Da jeg var 15, sagde tigerens mor til mig, at jeg var uforbederlig. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg har siden gjort en ihærdig indsats for at leve op til den påstand. Så da jeg med min alt for hæse søndagsstemme spurgte, om jeg lugtede meget af sprut, vidste jeg derfor, at det sande svar ville være ja. Jeg var dog ikke helt forbredt på at få svaret leveret helt klart og uden indpakning. Men så er det godt, at der findes en tigerunge, som kan tilføje en helt anden lugt til lokalet og dermed dække lidt over mine medbragte procentdampe. På en sær måde blev vi en slags partners-in-crime, selvom forbrydelses-dampene var ret så forskellige.

Formiddagens bustur i barndomskvarteret var lige så mærkelig, som den skal være et årti post fraflytningens af-tilknytning. Alt ser anderledes ud, samtidig med at alt minder om alt for mange ting. Derfor er det altid en befrielse at komme ud til min mormor, hvor alt er, som det altid har været. Lige som det skal være. Undulaten var med, for min mormor er heldigvis også hendes mormor. Sjovt nok var det dog kun undulaten, der her blev præsenteret for en folder med billeder af bryllupskager. En hentydning så tyk, at den næsten kunne spises. Jeg tror da også, han-undulaten fangede opfordringen til knæfald. Jeg fangede mig til gengæld et tæppe og en plads i sofaens trygge krog, hvor jeg kunne sidde og tænke lidt over, hvorfor det nogle gange er lettest at føle sig helt alene, når man er sammen med andre. Og så tænkte jeg også over, at jeg faktisk er ret heldig, fordi jeg kender så mange dejlige mennesker, som muligvis overhaler mig indenom på voksenpoint, men som samtidig giver udtryk for, at de godt kan lide mig, selvom jeg lunter lidt rundt tilbage på den bane, hvor man hverken er fugl eller fisk.

Det var søndagen i (mange) ord. Her er den i (mange) billeder.

Lav sol over Aarhus

Morgenmad

En hyldest til den geniale kombination af softice og Snickers

Hest nummer et

En strand og en bro

Nostalgi-buslinjen

Skibe i sikker havn

Mit diskrete og knap så vellykkede forsøg på at tage et billede af hest nummer to

Tigerungen og hendes seje sengetøj (er stadig træt af, at mønstret ikke findes i passende størrelse til et barn, der er fanget i en voksen krop)

Hund nummer et

Tigerflokken på tur

Hund nummer to

Udpluksklip fra min mormors køleskab

Det er ikke grafitti-hjerter, men det er tæt på. Min mormor er med-revolutionær på den broderede måde!

Min søde mormor sørger for, at toiletrullen kan holde varme. Og så har hun i øvrigt også en and. Den passer på sæben …

 

 

 

 

 

 

 

The Next Best Thing

Jeg har fået blomster. Af undulaten. Fordi hun er sød, og fordi hun ved, at det ikke er noget, jeg får så tit. Jeg har for eksempel aldrig fået blomster af en fyr. Jo, af min far og af mine yderst platoniske venner, men ikke af en flirt (med vilje tilføjer jeg ikke ordet ‘kæreste’ her af den åbenlyse grund, at det ville dække over ingen). Og dog. Det passer ikke helt. I konfirmationsgave fik jeg en rose af en klassekammeraet. Den var af plastik, og tigeren fik to. Det var første gang, jeg for alvor gaflede titlen som ‘The Next Best Thing’. Til gengæld var det mig, der året efter snavede med fyren. Efter han netop havde brækket sig i strandkanten. Der gaflede jeg en helt anden titel, som jeg helst ikke vil sætte ord på.

Ti år senere fik jeg en påskelilje med tre hoveder af en fyr, som havde hugget mutantblomsten fra dekorationerne foran Odense Rådhus. Han var min første store forelskelse, og jeg tog det som en form for dyb og gengældt kærlighedserklæring. Jeg tog fejl. Den visnede i øvrigt foruroligende hurtigt. I desperation forsøgte jeg at presse den i en bog, og der gik alt for lang tid, før jeg indså, at tørrede blomster i virkeligheden er døde blomster i mausolæum.

Så fik jeg også engang to torsk. Af torsken. Men lige meget hvor kreativ en tankegang, jeg end forsøger at tilegne mig, kan det vel næppe kategoriseres som blomster. Ikke engang som havets blomster. Det var i 4. klasse, og det er muligvis den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget. Eller måske var han bare god til at fange torsk.

Jeg ved ikke, hvorfor det der med blomster har nogen betydning. Eller om det overhovedet har nogen betydning. Måske er det i virkeligheden lidt det samme som det der med at blive hentet i lufthavnen. Guldfisken og jeg er flere gange kommet hjem fra tur sammen, hvor store-bjørn har stået og ventet, og selvom jeg er en slags snylter-kæreste i det forhold, er jeg aldrig rigtig en del af den store genforenings-scene. Det kunne være meget fedt en dag at prøve at være hende, som løber gennem tolden i elite-tempo for derefter at lave 360-graders-rundturs-symbiose-krammer, fordi drifterne ikke kan bremse handlingen.

Jeg forsøger at holde hende godt skjult, men i virkeligheden gemmer der sig muligvis en form for håbløst håbefuld romantiker et sted mellem den 11-årige-pige og den 63-årige-mand-inden-i-mig. De færreste kan se hende, og endnu færre møder hende, og når først dette indlæg er publiceret, vil jeg uden tvivl forsøge at bortforklare muligheden (/chancen/risikoen) for, at hun overhovedet eksisterer. Men i stedet for at benægte alt og flygte ind i emo-seksualitetens dybe, sorte afgrund, kunne jeg også prøve at finde mening i harens vise ord: ‘Der findes kun én rigtig mand til alle verdens kvinder, og det er og bliver Kaptajn von Trapp… og Robert Redford’. Jeg forventer ikke, at én af de to ovennævnte nogensinde kommer til at levere blomster til min adresse. Men man har vel lov at håbe på, at der et eller andet sted også findes en maskulin udgave af ‘The Next Best Thing’.

Er der en læge tilstede?

Jeg er fængslet i egen lejlighed – afsoner den uundgåelige dumhedsdom og kan nu kun håbe på en barmhjertigheds-fodlænke, så jeg kan få lov til at mærke solen lidt i dag. Nogen løber halvmaraton, nogen føder børn – jeg giver begyndende influenza den midterste finger og tager på to-døgns-dødsdruk efterfulgt af spontan-koncert med 35.000 af mine nærmeste sindssyge venner – i naiv tro på, at det vil ske ustraffet. Men når man nikker på morfar-måden til Lady Gaga søndag aften, ved man, at intet længere er muligt for den, der bærer viljen i hjertet. Jeg har besejret mig selv. Kørt mig i sænk. Knækket kroppen og det mentale kasseapparat. Jeg er blevet syg.

Sådan et par dage i sengen giver rig mulighed for fri sygdoms-association – a trip down the sick memory lane. Jeg frygter læger og hospitaler næsten lige så meget, som jeg frygter risikoen for, at jeg en dag kommer til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Men jeg har alligevel ofte stiftet bekendtskab med den medicinske verden. Det skyldes blandt andet, at jeg har været et imponerende uheldigt barn (og en imponerende uheldig barnlig voksen), hvilket har resulteret i en del ar på krop (og sjæl). Grundet de uheldige  omstændigheder har jeg besluttet mig for, at jeg synes, ar er ret spændende. De har alle sammen en historie. Det kan jeg godt lide tanken om, og hvis jeg møder et andet ar på en andens krop, bliver jeg splittet mellem nysgerrigheden efter at høre netop den historie og angsten for rent faktisk at skulle høre en historie, som involverer de læger og hospitaler, jeg er så bange for at høre om. Jeg kendte engang en fyr, som havde et ar nederst på maven – sådan ude i siden. Da jeg spurgte ind til det, fortalte han en fantastisk skræmmende historie om dengang, han blev stukket ned i en mørk baggård og var døden nær, men alligevel fik reddet sig selv, fordi han var stærk og sej og næsten en superhelt. Jeg var skrækslagen og samtidig benovet over, at jeg datede en fyr, som potentielt set kunne være inspirationskilde til en Bruce Willis-film. Der gik foruroligende lang tid, før jeg lærte, hvordan et ar ser ud, efter man har fået fjernet blindtarmen. Den viden ville jeg gerne have været foruden. Den første historie var sejere.

De bedste ar er de ældste ar. Jeg har et på overlæben og et på kinden, som jeg anskaffede mig i ét hug. To for én. Jeg var effektiv. Det skete den dag, jeg lærte, at jeg ikke egnede mig til at bo på landet. Vi var på bondegårdsbesøg med børnehaven, og alt var fryd og fede tider, lige indtil jeg valgte at glide i en lort og som konsekvens heraf fik transporteret mig selv ned i en trillebør med hovedet først. Trillebøren havde ubehageligt skarpe kanter, og når den ikke blev brugt til at huse mig, blev den brugt til at transportere den slags efterladenskaber, som jeg var gledet i. Fik jeg sagt, at det ene ar er på læben? Jeg kan ikke huske smerten, men jeg kan huske, at jeg syntes, det var voldsomt pinligt, at jeg pludselig skulle tiltrække mig en masse opmærksomhed. Jeg kunne bedst lide at være næsten usynlig (og ikke-indsmurt i ekskrementer). Jeg kan også huske, at jeg var afsindigt utilfreds med, at jeg havde timet mit stunt til at finde sted umiddelbart inden, vi skulle have kage og saftevand. Og så kan jeg huske, at jeg fik ros hos lægen. Nok ikke for kreativitet udi egen ulykke, men mere fordi jeg overlevede at blive syet sammen.

Lægen roste mig igen et par år senere, hvor mit håndled var helet så fint, efter det havde været i gips i et par uger. Jeg havde formået at brække det ved at stå helt stille på et par rulleskøjter. Lægen var tydeligvis ikke klar over, hvordan jeg havde udnyttet bruddet til at inkasserer street-cred hos drengene i klassen i al almindelighed og hos torsken i særdeleshed. Af en eller anden grund havde gips-situationen nemlig affødt en leg, som gik ud på, at jeg hvert frikvarter lagde armen på bordet, mens drengene stillede sig i kø. En efter en fik de så lov til at hamre deres knytnæver ned i gipsen med alle deres kræfter. For jeg kunne ikke mærke noget. Påstod jeg. Drengene var imponerede, kunne jeg mærke. I virkeligheden gjorde det helvedes nas, og jeg var alvorligt bange for, at slagene ville resultere i en kronisk vissen venstre arm. På daværende tidspunkt syntes jeg dog, at fordelene (= tiltrængte point på sejheds-skalaen) vejede op for ulemperne, og slagsmerten har jeg heldigvis også glemt i dag.

Det var tider, dengang lægen uddelte ros for dum opførsel (samt klistermærker med dyr, som havde øjne i små plastikbobler). I dag modtager jeg ikke længere ros – nærmere opgivende suk. Jeg tror efterhånden, min læge har givet afkald på alt håb om, at jeg en dag bliver en anstændig voksen. Specielt efter jeg for et par uger siden (grundet usandsynlig alvorlig bagstivhed) kom til at foretage et uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor – muligvis var det min underbevidsthed, som forsøgte at aflede lidt opmærksomhed fra mine ekstreme moralske tømmermænd. Hændelsen resulterede i, at jeg nu kan føje fire punkter til listen over ting, som ikke er fede at opleve hos lægen.

En læge skal ikke:

1: Sige: ’Hov’

2: Sige: ’Det har jeg godt nok aldrig oplevet før’

3. Forsøge at undertrykke uhæmmet grin, når jeg halvstammende prøver at forklare årsag til uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop

4. Tale belærende til mig, som om jeg var halvretarderet (bare fordi jeg opfører mig sådan, skal du ikke skue hunden på hårene, kære læge-type. Og for en god ordens skyld vil jeg gerne lige understrege, at jeg altså HAR fattet den der med blomsten og bien nu!)

Jeg har været igennem alle fire punkter – et par af dem mere end én gang. Derfor ligger jeg lige nu i sygesengen og er godt tilfreds med, at det hverken kræver sting, gips eller nogen former for medicinske indgreb at kurere influenza!

Gennemgang af almen sindssyge for begyndere og let øvede

’Du er syg. Du er syg inde i dit hoved!’

Sætningen blev leveret til mig af en chef-type for nylig. Den var ikke sagt i et decideret negativt tonefald. Nærmest bare neutralt konstaterende. Jeg kan ikke huske årsagen til, at ordene faldt lige netop på det tidspunkt, men de overraskede mig ikke voldsomt meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk synes, jeg er lettere sindssyg. Der er mange grunde til diagnosticeringen, og i et forsøg på selv at blive lidt klogere på emnet, vil jeg nu skrive nogle af dem ned.

Punkt 1: Jeg drikker ikke kaffe
Nu bliver du muligvis meget bange. Men det kan rent faktisk godt lade sig gøre at være et (efter omstændighederne) velfungerende menneske uden mokka. I min branche er det på ingen måder normalt at være kaffe-fornægter, men jeg kan virkelig bare ikke lide det. Jeg ved godt, det er skræmmende for alle jer kaffe-loyalister, men jeg har det helt fint med min skavank. Til gengæld lærer jeg aldrig at forstå, hvorfor I missionerer i bedste Jehovas V-stil for at få mig omvendt og frelst. ’Prøv lige den her latte, den smager næsten ikke af kaffe’, ’Mokka-chokolade er jo bare chokolade, så det kan du helt sikkert gode lide’, ’En is-kaffe er altså ikke rigtig kaffe. Smag nu lige’.
Jeg-kan-ikke-lide-kaffe-og-jeg-har-ikke-lyst-til-at-kunne-lide-det-basta-punktum-udråbstegn! Hvis jeg rent faktisk kunne lide det, er jeg overbevist om, at jeg ville være koffein-junkie, og jeg har engang lært, at summen af alle laster er konstant. I så fald ville det sige, at jeg blev nødt til at give afkald på en af mine andre laster til fordel for kaffen. Og så ville jeg jo slet ikke være den, jeg tror, jeg er. Så ville jeg være en helt anden. Det tør jeg ikke!

Punkt 2: Jeg er single på 27. år
Hvis man altså ikke tæller barndomskæresterier med torsken med, så er ovenstående konstatering faktisk korrekt. Og ja, det er måske fordi, jeg er sindssyg. Eller måske er det bare fordi, jeg er mig. For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af en gammel gymnasie-kammerat, som skulle bruge en case til en tv-opgave. Vi har næsten ikke set hinanden, siden studenterhuen røg på loftet. Hun kontaktede mig med nogenlunde disse ord: ’Vi står og mangler en single-pige til et dating-projekt. Sådan en, som aldrig rigtig har kunnet finde ud af det der med seriøse forhold, og som bliver skræmt af +1-invitationer, og så var det, jeg tænkte på, om det stadig er dig?’ Og det var jo sådan set stadig mig. Syv år er gået siden studenterfesterne, og jeg står stadig samme sted, uden at det kommer som den store overraskelse for mine omgivelser. Det er dog ikke det der med at være single, som får nogle til at tro, at jeg er sindssyg (mange synes mere, det er sådan lidt sølle). Det er nærmere det der med, at jeg ikke er blevet desperat endnu (uret tikker jo for fanden, så hvorfor forstår jeg ikke, at jeg burde gå i panik?). Det er heller ikke helt normalt, at jeg faktisk ret godt kan lide mit eget selskab. Og med fare for at nogle nu synes, jeg burde tvangsindlægges til noget med hård medicinering, så tør jeg godt komme med den helt voldsomme indrømmelse: Engang imellem kan jeg faktisk godt lide at gå i biografen alene.

Punkt 3: Jeg cykler ikke
Altså, jeg kan godt finde ud af at cykle. Det glemmer man aldrig. Siger nogen. Men jeg er fra landet, og der cykler man på en anden måde, end man gør i byen. Det er ikke så stressende. Selvtransporteringsfasen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg kan tænke ordentligt, og så orker jeg simpelthen ikke at blive forstyrret af et grønt bud i tights på ydersiden eller en børnefamilie i et hus med hjul på indersiden, selvom jeg godt ved, at det er utroligt unormalt at være cykel-forskrækket. I øvrigt er der også det der med, at jeg har lovet mig selv ikke at cykle, når jeg har drukket (belært af dårlige erfaringer). Og det sker af og til, at jeg falder i et glas med alkohol. I de tilfælde skulle jeg så efterlade cyklen og hente den igen dagen efter et eller andet sted, jeg sandsynligvis havde glemt, og det kan hurtigt tage lang tid, hvis eftersøgningen starter på Christianshavn og ender et-sted-på-Vesterbro. Til gengæld elsker jeg at gå. Gerne langt. Rigtig langt. Så kan jeg nemlig tænke rigtig dejligt meget og pille mig selv diskret i navlen. Engang gik jeg en tur i New York. Den tog to måneder. Men det er en helt anden historie, som i øvrigt også bunder i en form for sindssyge.

Punkt 4: Jeg kan godt lide regnvejr
Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes, det kan føles vildt tilfredsstillinde at gå en lang, lang tur, mens det pisser ned. Engang troede jeg, det handlede om en form for selvpineri eller afstraffelse. Det tror jeg ikke mere. Muligvis er det rent faktisk fordi, jeg er sindssyg eller bare ekstremt sortseende (nu er mit yndlingsord jo også melankoli, så tingene hænger måske sammen). Men i min verden behøver regn ikke nødvendigvis at associeres med øjenregn, selvom det kan være godt at kombinerer de to fænomener, fordi det ene ofte skjuler det andet.

Punkt 5: Jeg er ikke bange for skumle mennesker i mørket
Jeg har næsten lige rejst mig fra min yndlingssten ved stranden. Det var helt mørkt, og bag mig gik en meget høj og mørk og skummel person og stirrede lidt for længe på mig. Der var ingen andre i nærheden, men jeg var ikke bange. En del af to-måneders-gåturen i New York foregik også i mørke, og selvom jeg mødte utroligt mange tosser, blev jeg ikke skræmt af en eneste af dem. Måske er det fordi, jeg stadig har min barnetro på, at jeg kan banke alle (jeg troede også engang, at jeg kunne komme på landsholdet i fodbold, selvom jeg kun turde spille alene op ad en mur. Og her var der selvfølgelig tale om herrelandsholdet). Til gengæld kan jeg ligge søvnløs ved tanken om, at min lillesøster er begyndt at stifte bekendtskab med natten. Realistisk set tror jeg faktisk, at hun er stærkere end mig, hvis det endelig kom til en form for åben kamp mod ukendt psykopat. Og jeg er også ret overbevist om, at hun ikke er lige så dumdristig (og dum i al almindelighed), som jeg har været (okay, er). Så jeg ved ikke, hvorfor jeg frygter mere for hende end for mig selv. Når man samtidig tænker på, at en gul vingummi i en Astronaut-is kan skræmme livet af mig, er jeg tilbøjelig til at give chef-typen ret i hans konstatering. Min tankegang er muligvis ikke helt rask. Men jeg har heldigvis ingen ambitioner om at forsøge at helbrede den …

En pænt uartig pige

Da jeg gik i børnehave, stjal jeg engang en lille ælling af plastik. Jeg har altid været glad for dyre-figurer – specielt de grimme af slagsen. Ællingen var nu slet ikke grim. Den var fin og utrolig populær. Blandt andet blev den brugt til at putte i munden på plastik-flodhesten. Det syntes jeg var synd. Ællingen var det første, jeg nogensinde stjal. Jeg havde ondt i maven hele aftenen og var sikker på, at alle kunne se på, mig, at jeg ikke var andet end en gemen tyv med en plastik-ælling i lommen. Næste morgen lagde jeg den diskret tilbage i legekassen. Der var nok ikke nogen, der havde savnet den, eftersom jeg altid blev hentet som den sidste i børnehaven og afleveret som en af de første (nej, det har ikke traumatiseret mig – tværtimod fik jeg et ret nært forhold til pædagogerne. Og rengøringskonerne. Og der var altid spegepølsemadder i køleskabet). Alligevel blev jeg ved med at have dårlig samvittighed. Det var nok nogenlunde på det tidspunkt, jeg fik placeret mig selv i kategorien ‘pæn pige’.

Ti år senere startede oprøret. Vi havde valgfag i 7. klasse, og jeg var kommet på ‘Uld’-holdet sammen med alle de andre pæne piger. De praktiske piger havde valgt ‘Mig og min cykel’, og de vovede piger havde valgt ‘Drageflyvning’ (senere har jeg fundet ud af, at vi åbenbart havde nogle ret alternative valgfag. Året inden havde vi haft ‘Indianer’, men det var forståeligt nok obligatorisk for alle. Jeg var en haj til bue og pil. Knap så haj til sådan noget med perler). Da vi skulle vælge fag, havde jeg allerede stemplet mig selv som den pæne pige, så der var ikke så meget at rafle om. Uld måtte det blive. Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg fandt ud af, at de vovede havde det meget sjovere. Det var sjovt nok også ude hos dem, alle de søde drenge var. Inklusiv ham, jeg var håbløst vild med på den der måde, som nyfødte teenagere kan være vilde.

Efter en time med hænderne fulde af uld var jeg så indfedtet i lanolin, at jeg kunne glide hjem. Uden for vinduet kunne jeg se de andre løbe med drager i solen og have det sjovt. Misundelsen var stor, så min veninde, tigeren, og jeg tog en hurtig beslutning og stak af, så snart vores lærer havde hovedet begravet dybt i noget med garn. Sammen med ham den søde fyr (vi kalder ham torsken, selvom han ikke var en torsk-torsk) rendte vi rundt i raps-marken i en halv evighed for længe, mens vi grinede og skvattede og havde en fest. Jeg havde dog glemt at overveje det der med, at raps-marker er gule. Og når man har fjollet rundt i dem, smitter det af på tøjet. Afslørende. Desperat forsøgte vi at vaske det gule af. I hvert fald foran på trøjen, hvor det var mest tydeligt. Torsken kom med en halvfræk kommentar om mine (pubertets)bryster, som jeg stadig kan huske ordret i dag, og jeg tog det som et klart tegn på, at han var lige så vild med mig, som jeg var med ham (jeg tog fejl).

Da tigeren og jeg forsøgte at liste os tilbage til uld-lokalet, blev vi selvfølgelig opdaget. Af vores lærer. Som råbte på mig og lod min veninde trække frinummer. Jeg fik en ordentlig reprimande, og jeg orkede ikke at komme med dårlige undskyldninger, for jeg vidste på forhånd, det blev umuligt at bilde hende ind, at vi bare havde siddet oppe i fællesrummet og kartet. På det tidspunkt var jeg jo både gul og våd og rød i kinderne af teenageflirt – og jeg havde intet kartet uld, jeg kunne bruge som bevis på min ikke-eksisterende uskyld. Jeg havde ellers ikke fået rigtig skældud siden engang i 1. klasse, hvor jeg på den helt hårde måde lærte, at man ikke skal træde på andre for at få det bedre med sig selv. Lige meget hvor mange mindreværdskomplekser, man så har. Men drage-eventyret var hele møgfaldet værd. Det, der undrede mig mest, var dog, at det kun var mig, det gik ud over, mens tigeren stod længere nede ad gangen og grinede. Når det nu faktisk havde været hendes idé at stikke af. Jeg var jo den pæne pige – i hvert fald når man så mig indefra og ud. Men måske så omverdenen noget andet? Og var det nu også så slemt? Var det måske ikke en lille smule fantastisk at turde være en lille smule uartig? Bare en gang imellem? Var det ikke her, festen begyndte? På trods af og fordi det kunne være farligt?

Selvom jeg gerne ville turde alt muligt fra den dag af, kunne jeg godt mærke, at hende den pæne pige ikke var så let at ryste af sig. Så hun blev hængende lidt endnu, mens den mere modige type forsøgte at skubbe hende af pinden. Jeg tror først, det er nu, der er ved at komme balance i de to typer. At jeg tør være uartig, når det gælder, og når det er det værd. For at finde den balance vil nogen nok mene, at jeg er kommet til at overskride grænsen for god opførsel engang i mellem. Det har jeg desværre også selv ment. Så mange af eventyrene er blevet forfulgt af en god portion skam.

For et par måneder siden sad jeg i lufthavnen med guldfisken. Vi skulle til østens sol, men jeg havde svært ved at glæde mig, fordi jeg havde travlt med at skamme mig vildt og voldsomt over nybegåede, forbudte uartigheder og ville ønske, at jeg bare kunne lægge mig op på bagagebåndet og blive sendt i alle mulige retninger til alle mulige verdenshjørner, hvor ingen kendte mig – UDEN returbillet. Da var det, guldfisken (den skønne, hudløst ærlige fisk) sagde de vise ord: ‘Bare tag det roligt. Om et par måneder har du alligevel gjort noget, der er meget værre, og så fylder det her sikkert ikke så meget’. Hun prøvede på at sætte tingene i perspektiv, og det var egentlig virkelig befriende – på den skræmmende måde.

Selvom skammen ikke er min bedste ven, hader jeg den ikke altid helt så meget, som jeg holder af alt det, jeg ikke bør gøre. Der findes dem, der kæmper for at undgå kaos, og så findes der dem, der nægter at gå glip af eventyret. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg vil helst høre til den sidste gruppe. Når jeg siger, at jeg er en pæn pige, plejer store-bjørn at protestere og sige: ‘Nej, du er ikke en pæn pige, du er en flot pige’. Det sidste tror jeg primært, han siger for at massere min selvtillid. Men det er helt fint med mig. Og jeg er i øvrigt ret sikker på, at de sidste lever livet lidt mere end de første.