Noget om den kære dagbog

Først fandt jeg dagbogen – kilden til min barndoms dybeste tanker – i en af kasserne fra loftet. Aflåst. Selvfølgelig. Jeg var et meget privat barn.

Heldigvis har jeg jo aldrig været i stand til at smide noget væk. Heller ikke nøglen til herlighederne, som gemte sig på bunden af en anden kasse.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. Sandsynligvis noget i stil med en barnlig afhandling sprængfyldt med genialiteter. Grundlaget for et dybdegående studie udi det moderne, intelligente barns tankeudvikling. Stof til eftertanke langt ud i fremtiden. Intet mindre, simpelthen!

Forhåbentlig fornærmer jeg ikke mit indre barn voldsomt meget, når jeg konstaterer, at det ikke ligefrem var det, jeg fandt. TIl gengæld ved jeg nu, at jeg var ret kort for hovedet for 20 år siden. Specielt på de dårlige dage (dem var der åbenbart et par stykker af). Og så var jeg i øvrigt forelsket i Dylan. Fordi han havde et ar i ansigtet og en motorcykel. Og så er der ikke mere at sige til den sag …

dagbog1 dagbog2 dagbog3

Noget om tid

Forleden sagde en ret skøn type, at han godt kunne tænke sig at prøve at være inde i mit hoved. Det er modigt, synes jeg. Specielt når man tænker på, hvor meget jeg allerede har delt af lettere absurde tanker om dolke og ridning og det, der er værre.

Inde i mit hoved er der meget rod. Men der er også mange forsøg på at sætte tanker i systemer. Nogle systemer er mere logiske end andre. Nogle er logiske og ulogiske på samme tid. For eksempel har jeg systemer til tid. Uger og år kører i en form for cirkel i mit hoved, så når jeg tænker på mandag*, ser jeg et billede af dagen, ligesom jeg gør med juni, hvis jeg tænker på, hvad der skal ske af gode ting på tæpper, når solen skinner.

uger_og_aar

Normalt er jeg meget glad for ligevægt, men i mit tidssystem er der ikke ligevægt mellem den ene og den anden side af midten. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det fordi, jeg godt kan lide tanken om, at weekenden fylder lige så meget som hverdagene, og foråret fylder mere end efteråret. Jeg ved heller ikke, hvorfor ugen går med uret, mens året går mod uret. Sandsynligvis er det bare et tegn på, at systemerne blev til, dengang min krop var barn, og jeg endnu ikke havde lært klokken at kende. Eller også er det fordi, jeg altid har forsøgt at placere det bedste til højre.

Tanker om tid er i det hele taget noget, der fylder meget i mit hoved. ‘Tiden læger ikke alle sår, men vi lever med de ar, vi får’. De kloge ord hørte jeg for nylig – og måske er den sætning en af grundene til, at jeg godt kan lide ar. Ligesom jeg godt kan lide tanken om, at tid kan ændre tingenes tilstand til det bedre, før man overhovedet tør begynde at håbe på, at det sker.

Godt, vi har masser af tid!

PS: Hvis du skulle være i tvivl, så er mit tidsbæger helt klart halvt fyldt lige nu. Og det er jeg fuldstændig vildt og voldsomt hoved-over-hæle begejstret for.

Skærmbillede 2013-03-20 kl. 15.51.49

* Mandag er steget i graderne hos mig de seneste par uger. For et stykke tid siden sagde musen, at det eneste gode ved mandag er, at det er den dag på ugen, hvor der er længst tid til mandag. Jeg gav ham ret dengang. Men har heldigvis skiftet mening siden og synes nu virkelig, at det bedste ved mandag er, at mandag er starten på og fortsættelsen af og forventningen om noget skide godt …

Er der en læge tilstede?

Jeg er fængslet i egen lejlighed – afsoner den uundgåelige dumhedsdom og kan nu kun håbe på en barmhjertigheds-fodlænke, så jeg kan få lov til at mærke solen lidt i dag. Nogen løber halvmaraton, nogen føder børn – jeg giver begyndende influenza den midterste finger og tager på to-døgns-dødsdruk efterfulgt af spontan-koncert med 35.000 af mine nærmeste sindssyge venner – i naiv tro på, at det vil ske ustraffet. Men når man nikker på morfar-måden til Lady Gaga søndag aften, ved man, at intet længere er muligt for den, der bærer viljen i hjertet. Jeg har besejret mig selv. Kørt mig i sænk. Knækket kroppen og det mentale kasseapparat. Jeg er blevet syg.

Sådan et par dage i sengen giver rig mulighed for fri sygdoms-association – a trip down the sick memory lane. Jeg frygter læger og hospitaler næsten lige så meget, som jeg frygter risikoen for, at jeg en dag kommer til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Men jeg har alligevel ofte stiftet bekendtskab med den medicinske verden. Det skyldes blandt andet, at jeg har været et imponerende uheldigt barn (og en imponerende uheldig barnlig voksen), hvilket har resulteret i en del ar på krop (og sjæl). Grundet de uheldige  omstændigheder har jeg besluttet mig for, at jeg synes, ar er ret spændende. De har alle sammen en historie. Det kan jeg godt lide tanken om, og hvis jeg møder et andet ar på en andens krop, bliver jeg splittet mellem nysgerrigheden efter at høre netop den historie og angsten for rent faktisk at skulle høre en historie, som involverer de læger og hospitaler, jeg er så bange for at høre om. Jeg kendte engang en fyr, som havde et ar nederst på maven – sådan ude i siden. Da jeg spurgte ind til det, fortalte han en fantastisk skræmmende historie om dengang, han blev stukket ned i en mørk baggård og var døden nær, men alligevel fik reddet sig selv, fordi han var stærk og sej og næsten en superhelt. Jeg var skrækslagen og samtidig benovet over, at jeg datede en fyr, som potentielt set kunne være inspirationskilde til en Bruce Willis-film. Der gik foruroligende lang tid, før jeg lærte, hvordan et ar ser ud, efter man har fået fjernet blindtarmen. Den viden ville jeg gerne have været foruden. Den første historie var sejere.

De bedste ar er de ældste ar. Jeg har et på overlæben og et på kinden, som jeg anskaffede mig i ét hug. To for én. Jeg var effektiv. Det skete den dag, jeg lærte, at jeg ikke egnede mig til at bo på landet. Vi var på bondegårdsbesøg med børnehaven, og alt var fryd og fede tider, lige indtil jeg valgte at glide i en lort og som konsekvens heraf fik transporteret mig selv ned i en trillebør med hovedet først. Trillebøren havde ubehageligt skarpe kanter, og når den ikke blev brugt til at huse mig, blev den brugt til at transportere den slags efterladenskaber, som jeg var gledet i. Fik jeg sagt, at det ene ar er på læben? Jeg kan ikke huske smerten, men jeg kan huske, at jeg syntes, det var voldsomt pinligt, at jeg pludselig skulle tiltrække mig en masse opmærksomhed. Jeg kunne bedst lide at være næsten usynlig (og ikke-indsmurt i ekskrementer). Jeg kan også huske, at jeg var afsindigt utilfreds med, at jeg havde timet mit stunt til at finde sted umiddelbart inden, vi skulle have kage og saftevand. Og så kan jeg huske, at jeg fik ros hos lægen. Nok ikke for kreativitet udi egen ulykke, men mere fordi jeg overlevede at blive syet sammen.

Lægen roste mig igen et par år senere, hvor mit håndled var helet så fint, efter det havde været i gips i et par uger. Jeg havde formået at brække det ved at stå helt stille på et par rulleskøjter. Lægen var tydeligvis ikke klar over, hvordan jeg havde udnyttet bruddet til at inkasserer street-cred hos drengene i klassen i al almindelighed og hos torsken i særdeleshed. Af en eller anden grund havde gips-situationen nemlig affødt en leg, som gik ud på, at jeg hvert frikvarter lagde armen på bordet, mens drengene stillede sig i kø. En efter en fik de så lov til at hamre deres knytnæver ned i gipsen med alle deres kræfter. For jeg kunne ikke mærke noget. Påstod jeg. Drengene var imponerede, kunne jeg mærke. I virkeligheden gjorde det helvedes nas, og jeg var alvorligt bange for, at slagene ville resultere i en kronisk vissen venstre arm. På daværende tidspunkt syntes jeg dog, at fordelene (= tiltrængte point på sejheds-skalaen) vejede op for ulemperne, og slagsmerten har jeg heldigvis også glemt i dag.

Det var tider, dengang lægen uddelte ros for dum opførsel (samt klistermærker med dyr, som havde øjne i små plastikbobler). I dag modtager jeg ikke længere ros – nærmere opgivende suk. Jeg tror efterhånden, min læge har givet afkald på alt håb om, at jeg en dag bliver en anstændig voksen. Specielt efter jeg for et par uger siden (grundet usandsynlig alvorlig bagstivhed) kom til at foretage et uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor – muligvis var det min underbevidsthed, som forsøgte at aflede lidt opmærksomhed fra mine ekstreme moralske tømmermænd. Hændelsen resulterede i, at jeg nu kan føje fire punkter til listen over ting, som ikke er fede at opleve hos lægen.

En læge skal ikke:

1: Sige: ’Hov’

2: Sige: ’Det har jeg godt nok aldrig oplevet før’

3. Forsøge at undertrykke uhæmmet grin, når jeg halvstammende prøver at forklare årsag til uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop

4. Tale belærende til mig, som om jeg var halvretarderet (bare fordi jeg opfører mig sådan, skal du ikke skue hunden på hårene, kære læge-type. Og for en god ordens skyld vil jeg gerne lige understrege, at jeg altså HAR fattet den der med blomsten og bien nu!)

Jeg har været igennem alle fire punkter – et par af dem mere end én gang. Derfor ligger jeg lige nu i sygesengen og er godt tilfreds med, at det hverken kræver sting, gips eller nogen former for medicinske indgreb at kurere influenza!