Noget om modighed

Forleden var jeg til læge. Det synes jeg altid er en lidt pinlig affære. Mest fordi jeg føler, at jeg ligner en type, der selvforskyldt har pådraget mig en eller anden skamfuld sygdom. Så jeg forsøger som regel at sidde og fremprovokere lidt hoste, så jeg kan virke influenza-agtig. Bare for en sikkerheds skyld. For de andre patienter har selvfølgelig ikke andet at gå op i end at fundere over, hvad jeg mon har påført mig selv af diverse skank-diagnoser.

Mens jeg sad der og hyggerømmede mig, kom der pludselig en pige ind, som gik direkte hen til lægesekretæren, mens hun helt tydeligt og uden den mindste rystelse i stemmebåndet sagde: ‘Jeg skal have taget en klamydiatest’.

Jeg var fuldstændig i chok over hendes modighed (og måtte selvfølgelig diskret dreje nakken, så jeg fik så meget af samtalen som overhovedet muligt med). Jeg tør knap nok hviske den slags ting direkte til lægen bag lukkede og låste døre. Hvis jeg (selvfølgelig totalt hypotetisk) nogensinde skulle have bedt om sådan en test, ville sætningen uundgåeligt være ledsaget af en længere mumleforklaring om, at der bestemt ikke er nogen som helst grund til bekymring, fordi jeg jo altid har været en pæn pige. Men den fremmede pige stod bare der og lod som om, at det var det mest naturlige i hele verden. Hvilket det vel egentlig også burde være, for det er jo uden tvivl dummere at lade være med at blive testet for den slags.

Jeg var mere imponeret end foraget. Og selvom jeg slet ikke kender pigen (og knap nok nåede at få et ordentligt glimt af hende, fordi jeg er så skide diskret), inspirerede hun mig til også at være modig. Ikke lige på det punkt, dog. Men sådan helt generelt. TIl at sætte ord på mine tanker og sige tingene, som de er. Klart og tydeligt og (så vidt muligt) uden rystende stemmebånd. For jeg tænker, det faktisk kan ende med at gøre alting meget lettere, hvis jeg tør åbne munden og sige det, der skræmmer mig.

Fortsættelse følger …

balancerende_elefant

Noget om mig og Peter

Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver super feminin. At jeg ikke bliver hende, der kan kaste koket med de lange lokker og stå helt stille på et par yderst passende stilletter. Jeg er alt for glad for at kommentere på ting, hun sagde i går, og overgå langhalset type i upassende udtryk fra morgenstunden til nogensinde at blive betragtet som en pige-pige.

Men altså – når lægesekretærtype afslutter vores telefonsamtale med sætningen: ‘9.40 næste fredag. Det er en aftale, Peter’, tænker jeg, at jeg muligvis bør tage mit toneleje og ordvalg op til overvejelse. Det var i øvrigt specielt foruroligende, fordi jeg rent faktisk ringede for at booke tid til rutinetjek for celleforandringer i et område af kroppen, som jeg tror bliver meget svært at finde på en Peter. Men hvad ved jeg om det mandlige underliv …

det_mandlige_underliv

Fra børn og fulde folk

Jeg tror, jeg stak alle personlige rekorder for stædig forårsopførsel, da jeg deltog i årets første picnic på stranden i går. Og selvom det virkelig var rockerkoldt (og jeg først troede, det var en joke, da jeg modtog invitationen til socialisering på tæppe i noget-nær-minusgrader), viste det sig at være helt rigtigt. Ligesom picnicmadindpakningen også viste sig at være.

kasse_til_mad

Det er sjældent, fremmede har succes med at læse mig, inden de møder mig, så derfor blev jeg både overrasket og imponeret, da jeg modtog kassen, der ligner noget, jeg ønskede mig som barn, men aldrig fik, fordi jeg skulle trækkes med de gode, gamle, ruminddelte og kedeligt ensfarvede 80’er-kasser (godt, jeg var så god til at slå hul i hovedet, så jeg tit kunne komme til lægen og få funky, øjenrullende klistermærker, der kunne pifte kassen op). Kassen var endda fyldt med sukkerærter, som var et ret opfindsomt alternativ til det sukker, et dumt væddemål forbyder mig at indtage (note to stædige self – giv aldrig hånd på brutale aftaler igen). Og bacon og ikke mindst med den slags nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks, som jeg aldrig helt tør indrømme, at jeg elsker, fordi mange mener, det er lidt tyskerklamt (hvilket er top misforstået!)

Nu, hvor jeg både har madkasse og slikautomat i hus, føler jeg mig faktisk mere barnlig, end jeg har gjort længe (det siger ret meget). Alkoholen trak dog lidt op på voksenskalaen. Og de kloge siger jo, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det er nok rigtigt på mange måder.

Som da jeg var med familien i landet af Lego for et par sæsoner siden, og vi skulle placere os efter vægt i en forlystelse, hvilket helt uopfordret fik den (nu) 8-årige og 9-årige til at rationalisere sig frem til, at det i hvert fald var moster Bib, der vejede mest af os alle (aldrig før er en slankekur blevet kickstartet så effektivt). Eller da min søster og jeg pædagogisk forsøgte at forklare ungerne, at selvom fremmede mennesker ser sjove ud, så kan de godt være søde alligevel. Og den 8-årige svarede: ’Ja, det er jo ligesom bedstefar’ (hvilket efterfølgende fik de to til at blive enige om, at alle bedsteforældre ser sjove ud, fordi de er gamle).

Jeg har endnu flere eksempler på sandheder, som kommer fra fulde folk. Men da jeg ikke er beruset lige nu, vil jeg undlade at rippe op i dem. Personligt har jeg nogle gange leveret sandhederne på yderst upassende og uden tvivl overvældende vis, når alkoholen overtog. Men det gør dem jo ikke mindre sande. Generelt tror jeg, at jeg er nået frem til, at sandheder faktisk slet ikke er så farlige. De behøver ikke alle at blive delt (så kunne vi jo ikke lave andet), men de vigtige er som regel ikke så store og farlige, som de kan virke inde i hovedet. Heldigvis. Hvis de var, blev jeg muligvis nødt til skifte lejligheden i huset af guld ud med en uoverskueligt dyr syttenværelses for at få plads til dem alle. Men som tingene ser ud i virkeligheden, tror jeg faktisk, de fleste sandheder kan være i en vældigt værdsat kasse til mad.

baenkPS: I lyset af ovenstående åbenbaring tør jeg alligevel godt indrømme, at nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks tilhører minispegepølsekategorien. Den slags, man altid kan købe på tyske tankstationer. Som ofte er iklædt en form for spegepølsekondom (her bør du slå associationsevnen fra). Helt ærligt – tag en bid af sådan en fætter, og sig mig, at den smager frygteligt. Og jeg skal love dig for, at jeg vil argumentere for, at du lyver!

Hvem er du (og hvem er jeg)?

Meget sker under en velkendt sky, der ligner et par sneakers. Her var der for eksempel en fremmed fyr i en stor Audi, som i morges svingede ind foran mig, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg ville med. Rimelig friskt på en tirsdag. Og hvad svarer man egentlig til sådan et spørgsmål? I princippet kunne det jo være en direkte billet til det helt store eventyr, som faldt ned fra himlen. Måske var det meningen, jeg skulle lukke øjnene, smide solbrillerne, hoppe ind på passagersædet og bare vente og se, hvad verden havde af vilde planer med mig. Men det gjorde jeg ikke. Tværtimod rystede jeg voldsomt på hovedet og svarede noget i retningen af: ‘Nej, nej, jeg skal altså overhovedet ikke med’, mens jeg prøvede med et venligt afvisningssmil, som skulle signalere tommelfinger-opad for modigt forsøg. Så gik jeg videre og tænkte, at det da måtte køre ret godt for mig i dag, når nu jeg havde inkasseret et næsten-frieri allerede før klokken ni.

Det spirende selvtillids-boost blev dog slået ret hurtigt ned, da jeg mødte på arbejde og væltede ind gennem salgsafdelingen. Her blev jeg passet op af den fremmede Audi-fyr, som desværre ikke var så fremmed alligevel. Tilsyneladende har han siddet ti meter fra mig hver dag i halvandet år. Og der var ikke tale om et næsten-frieri. Tværtimod var der tale om et meget høfligt tilbud om et lift til arbejde, som han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor jeg skulle afvise på den mærkelige måde. Og det kunne jeg sådan set heller ikke give ham nogen forklaring på. Ud over at det muligvis er fordi, jeg er syg.

Guldfisken har nemlig en form for forklaring på mit reaktionsmønster. Hun har engang læst en artikel om en kvinde, der er ramt af en lidelse i hjernen, som betyder, at det center, der gemmer på alle genkendelserne, alt for ofte brænder sammen. Jeg er uden tvivl ramt af det samme. Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg lørdag aften/nat (okay, søndag morgen) blev stoppet af en fyr på en bar i Aarhus, som råbte mit (for- mellem- og efter)navn på en meget insisterende måde. Jeg vendte mig om, overbevist om at det var en eller anden type, mine veninder havde støvet op og forsøgte at smede mig sammen med. Så jeg fik ret hurtigt signaleret til ham, at jeg altså ikke var interesseret. Men han blev ved. Og ved. Lige indtil det gik op for mig, at det var en af mine barndomsvenner. Jeg kunne ikke genkende ham, selvom jeg slet ikke var i tvivl om, hvordan han så ud. Og desværre kunne jeg ikke engang give den alt for genkendelige promille-djævel skylden for min forvirring.

Jeg vil virkelig gerne forklare min manglende genkendelsesevne med, at jeg er en meget lidt overfladisk person og derfor slet ikke tænker over, hvordan folk ser ud. Desværre bliver problemet alt for ofte opfattet som en form for fornærmelse. Nogle tror, jeg er snobbet, fordi jeg ikke hilser, og selvom man højst sandsynligt kan sætte mange meget lidt flatterende adjektiver på mig som person, så tør jeg godt hævde, at snobbet ikke er et af dem.

Jeg gør meget for at undgå unødvendigt uheldige situationer grundet genkendelses-problemer. For eksempel prøver jeg altid at være en af de første, der dukker op til fester og arrangementer, så jeg er den, der bliver hilst på, og ikke den, der skal hilse på andre. Det er nemlig så pinligt at gå rundt og præsentere sig ved navn til folk, som man for eksempel har tilbragt en uge sydpå sammen med (og her taler jeg primært om sydpå i geografisk forstand). Problemet er dog ekstra problematisk, når nu jeg til hverdag skal forestille at være en form for journalist. Jeg er flere gange kommet til at stille den samme person det samme spørgsmål på den samme dag, fordi jeg ikke var klar over, at jeg allerede havde interviewet ham/hende/den/det.

Hvis ikke det var fordi, min læge allerede tror, jeg er retarderet, ville jeg ringe og spørge, om jeg kunne få en form for lægeerklæring, jeg kan bruge som dokumentation for lidelsen, når jeg skal forsøge at bevise, at jeg altså ikke er en afsindigt afstumpet person, som har nok i mig selv. Men det tør jeg ikke. Og så tør jeg i øvrigt heller ikke tænke for meget over, at sygdommen i værste konsekvens kan udvikle sig i en sådan grad, at man ikke længere kan genkende sig selv …

Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt

Uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop resulterede i endnu en konfrontation med lægen i dag. Uundgåeligt. Normalt forsøger jeg at lade være med at rode mig ud i situationer, hvor jeg er tvunget til at finde på bortforklaringer, fordi jeg ved, at jeg er usandsynligt dårlig til det. Men den her gang sad jeg i saksen (av). Samtalen forgik nogenlunde sådan her:

Læge: ‘Jamen, hvordan kunne det lade sig gøre?’

Mig: ‘Jeg ved det ikke. Lige pludselig skete det bare.’

Læge: ‘Jamen, hvordan bar du dig ad?’

Mig: ‘Det ved jeg ikke. Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt.’

Sådan fortsatte samtalen i et par minutter, og jeg havde lovet mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skulle rode mig ud i den sande forklaring om, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop skete som led i en tre-trins-raket med følgende forløb: afsindigt voldsomt alkoholindtag førte til afsindigt voldsom bagstivhed (flankeret af afsindigt voldsomme moralske tømmermænd), som grundet generel forvirring førte til afsindigt dum handling. Indrømmelsen kunne jo resultere i, at han ville tvangsindlægge mig til noget AA. Og han ville være i sin fulde(!) ret til det.

Men han gav op, og jeg slap for videre tiltale. Og slap videre til en form for behandling. Grundet min uhelbredelige angst for læger, var denne proces dog ikke helt problemfri, og cirka midt i forløbet måtte han gøre mig opmærksom på, at hvis jeg nu på et tidspunkt skulle få lyst til at trække vejret, så var det helt okay. Det havde jeg glemt indtil da, og det er faktisk meget betryggende med sådan en tilladelse fra semi-autoritær mandsperson engang imellem. En hel-spekulerende type kunne nemlig godt gå hen og blive helt i tvivl om, hvorvidt det er okay at indånde den slags ilt, som andre, mere velfungerende mennesker kunne have haft glæde af. Men nu har jeg altså fået grønt lys, så jeg har besluttet mig for at gå all in på ilt.

For at aflede opmærksomheden lidt fra uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop, forsøgte jeg at spørge lidt ind til selvindbildt knæskade forårsaget af meget lidt voldsom løbetræning. Hvilket resulterede i, at jeg nu har fået ordineret en form for gigt-piller på tube. Det må uden tvivl være fordi, han har fornemmet den-63-årige-mand-inden-i-mig, for sådan noget giver man vel ikke til en 27-årig nogenlunde mobil nedsmeltningsekspert? Her gik jeg ellers og troede, at det kun var mit sind, der var gammelt. Overvejer nu at skrive den nye bestseller ’36 år ældre på 10 sekunder’.

 

PS: Oven på medicinsk rutsjebanetur var det utroligt tiltrængt at komme på arbejde og se et skrivebord, der var overpyntet med flag. Først blev jeg forvirret over, om en af mine personligheder mon havde fødselsdag, men pludselig gik det op for mig, at det er fordi, jeg har 1 uges dag med min placebo-kæreste, uglen. Vi fandt sammen i dødsdruks-brandert sidste fredag, hvor vi besluttede os for, at når vi nu begge to er singler og i øvrigt sidder 10 meter fra hinanden 37+ timer om ugen, kunne vi jo lige så godt udnytte tiden og den korte distance til at minde hinanden om, at vi hver især er nogle helt okay single-typer. Derfor har ugen stået på klæbrige post-its og slibrige mails. Jeg er fan af konceptet og synes, det er en sand win-win. Specielt fordi guldfisken netop har gjort mig opmærksom på, at det altså slet ikke er sådan noget, man gør, hvis man havner i et normalt parforhold.

Er der en læge tilstede?

Jeg er fængslet i egen lejlighed – afsoner den uundgåelige dumhedsdom og kan nu kun håbe på en barmhjertigheds-fodlænke, så jeg kan få lov til at mærke solen lidt i dag. Nogen løber halvmaraton, nogen føder børn – jeg giver begyndende influenza den midterste finger og tager på to-døgns-dødsdruk efterfulgt af spontan-koncert med 35.000 af mine nærmeste sindssyge venner – i naiv tro på, at det vil ske ustraffet. Men når man nikker på morfar-måden til Lady Gaga søndag aften, ved man, at intet længere er muligt for den, der bærer viljen i hjertet. Jeg har besejret mig selv. Kørt mig i sænk. Knækket kroppen og det mentale kasseapparat. Jeg er blevet syg.

Sådan et par dage i sengen giver rig mulighed for fri sygdoms-association – a trip down the sick memory lane. Jeg frygter læger og hospitaler næsten lige så meget, som jeg frygter risikoen for, at jeg en dag kommer til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Men jeg har alligevel ofte stiftet bekendtskab med den medicinske verden. Det skyldes blandt andet, at jeg har været et imponerende uheldigt barn (og en imponerende uheldig barnlig voksen), hvilket har resulteret i en del ar på krop (og sjæl). Grundet de uheldige  omstændigheder har jeg besluttet mig for, at jeg synes, ar er ret spændende. De har alle sammen en historie. Det kan jeg godt lide tanken om, og hvis jeg møder et andet ar på en andens krop, bliver jeg splittet mellem nysgerrigheden efter at høre netop den historie og angsten for rent faktisk at skulle høre en historie, som involverer de læger og hospitaler, jeg er så bange for at høre om. Jeg kendte engang en fyr, som havde et ar nederst på maven – sådan ude i siden. Da jeg spurgte ind til det, fortalte han en fantastisk skræmmende historie om dengang, han blev stukket ned i en mørk baggård og var døden nær, men alligevel fik reddet sig selv, fordi han var stærk og sej og næsten en superhelt. Jeg var skrækslagen og samtidig benovet over, at jeg datede en fyr, som potentielt set kunne være inspirationskilde til en Bruce Willis-film. Der gik foruroligende lang tid, før jeg lærte, hvordan et ar ser ud, efter man har fået fjernet blindtarmen. Den viden ville jeg gerne have været foruden. Den første historie var sejere.

De bedste ar er de ældste ar. Jeg har et på overlæben og et på kinden, som jeg anskaffede mig i ét hug. To for én. Jeg var effektiv. Det skete den dag, jeg lærte, at jeg ikke egnede mig til at bo på landet. Vi var på bondegårdsbesøg med børnehaven, og alt var fryd og fede tider, lige indtil jeg valgte at glide i en lort og som konsekvens heraf fik transporteret mig selv ned i en trillebør med hovedet først. Trillebøren havde ubehageligt skarpe kanter, og når den ikke blev brugt til at huse mig, blev den brugt til at transportere den slags efterladenskaber, som jeg var gledet i. Fik jeg sagt, at det ene ar er på læben? Jeg kan ikke huske smerten, men jeg kan huske, at jeg syntes, det var voldsomt pinligt, at jeg pludselig skulle tiltrække mig en masse opmærksomhed. Jeg kunne bedst lide at være næsten usynlig (og ikke-indsmurt i ekskrementer). Jeg kan også huske, at jeg var afsindigt utilfreds med, at jeg havde timet mit stunt til at finde sted umiddelbart inden, vi skulle have kage og saftevand. Og så kan jeg huske, at jeg fik ros hos lægen. Nok ikke for kreativitet udi egen ulykke, men mere fordi jeg overlevede at blive syet sammen.

Lægen roste mig igen et par år senere, hvor mit håndled var helet så fint, efter det havde været i gips i et par uger. Jeg havde formået at brække det ved at stå helt stille på et par rulleskøjter. Lægen var tydeligvis ikke klar over, hvordan jeg havde udnyttet bruddet til at inkasserer street-cred hos drengene i klassen i al almindelighed og hos torsken i særdeleshed. Af en eller anden grund havde gips-situationen nemlig affødt en leg, som gik ud på, at jeg hvert frikvarter lagde armen på bordet, mens drengene stillede sig i kø. En efter en fik de så lov til at hamre deres knytnæver ned i gipsen med alle deres kræfter. For jeg kunne ikke mærke noget. Påstod jeg. Drengene var imponerede, kunne jeg mærke. I virkeligheden gjorde det helvedes nas, og jeg var alvorligt bange for, at slagene ville resultere i en kronisk vissen venstre arm. På daværende tidspunkt syntes jeg dog, at fordelene (= tiltrængte point på sejheds-skalaen) vejede op for ulemperne, og slagsmerten har jeg heldigvis også glemt i dag.

Det var tider, dengang lægen uddelte ros for dum opførsel (samt klistermærker med dyr, som havde øjne i små plastikbobler). I dag modtager jeg ikke længere ros – nærmere opgivende suk. Jeg tror efterhånden, min læge har givet afkald på alt håb om, at jeg en dag bliver en anstændig voksen. Specielt efter jeg for et par uger siden (grundet usandsynlig alvorlig bagstivhed) kom til at foretage et uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor – muligvis var det min underbevidsthed, som forsøgte at aflede lidt opmærksomhed fra mine ekstreme moralske tømmermænd. Hændelsen resulterede i, at jeg nu kan føje fire punkter til listen over ting, som ikke er fede at opleve hos lægen.

En læge skal ikke:

1: Sige: ’Hov’

2: Sige: ’Det har jeg godt nok aldrig oplevet før’

3. Forsøge at undertrykke uhæmmet grin, når jeg halvstammende prøver at forklare årsag til uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop

4. Tale belærende til mig, som om jeg var halvretarderet (bare fordi jeg opfører mig sådan, skal du ikke skue hunden på hårene, kære læge-type. Og for en god ordens skyld vil jeg gerne lige understrege, at jeg altså HAR fattet den der med blomsten og bien nu!)

Jeg har været igennem alle fire punkter – et par af dem mere end én gang. Derfor ligger jeg lige nu i sygesengen og er godt tilfreds med, at det hverken kræver sting, gips eller nogen former for medicinske indgreb at kurere influenza!