Noget om modighed

Forleden var jeg til læge. Det synes jeg altid er en lidt pinlig affære. Mest fordi jeg føler, at jeg ligner en type, der selvforskyldt har pådraget mig en eller anden skamfuld sygdom. Så jeg forsøger som regel at sidde og fremprovokere lidt hoste, så jeg kan virke influenza-agtig. Bare for en sikkerheds skyld. For de andre patienter har selvfølgelig ikke andet at gå op i end at fundere over, hvad jeg mon har påført mig selv af diverse skank-diagnoser.

Mens jeg sad der og hyggerømmede mig, kom der pludselig en pige ind, som gik direkte hen til lægesekretæren, mens hun helt tydeligt og uden den mindste rystelse i stemmebåndet sagde: ‘Jeg skal have taget en klamydiatest’.

Jeg var fuldstændig i chok over hendes modighed (og måtte selvfølgelig diskret dreje nakken, så jeg fik så meget af samtalen som overhovedet muligt med). Jeg tør knap nok hviske den slags ting direkte til lægen bag lukkede og låste døre. Hvis jeg (selvfølgelig totalt hypotetisk) nogensinde skulle have bedt om sådan en test, ville sætningen uundgåeligt være ledsaget af en længere mumleforklaring om, at der bestemt ikke er nogen som helst grund til bekymring, fordi jeg jo altid har været en pæn pige. Men den fremmede pige stod bare der og lod som om, at det var det mest naturlige i hele verden. Hvilket det vel egentlig også burde være, for det er jo uden tvivl dummere at lade være med at blive testet for den slags.

Jeg var mere imponeret end foraget. Og selvom jeg slet ikke kender pigen (og knap nok nåede at få et ordentligt glimt af hende, fordi jeg er så skide diskret), inspirerede hun mig til også at være modig. Ikke lige på det punkt, dog. Men sådan helt generelt. TIl at sætte ord på mine tanker og sige tingene, som de er. Klart og tydeligt og (så vidt muligt) uden rystende stemmebånd. For jeg tænker, det faktisk kan ende med at gøre alting meget lettere, hvis jeg tør åbne munden og sige det, der skræmmer mig.

Fortsættelse følger …

balancerende_elefant