Hvem er du (og hvem er jeg)?

Meget sker under en velkendt sky, der ligner et par sneakers. Her var der for eksempel en fremmed fyr i en stor Audi, som i morges svingede ind foran mig, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg ville med. Rimelig friskt på en tirsdag. Og hvad svarer man egentlig til sådan et spørgsmål? I princippet kunne det jo være en direkte billet til det helt store eventyr, som faldt ned fra himlen. Måske var det meningen, jeg skulle lukke øjnene, smide solbrillerne, hoppe ind på passagersædet og bare vente og se, hvad verden havde af vilde planer med mig. Men det gjorde jeg ikke. Tværtimod rystede jeg voldsomt på hovedet og svarede noget i retningen af: ‘Nej, nej, jeg skal altså overhovedet ikke med’, mens jeg prøvede med et venligt afvisningssmil, som skulle signalere tommelfinger-opad for modigt forsøg. Så gik jeg videre og tænkte, at det da måtte køre ret godt for mig i dag, når nu jeg havde inkasseret et næsten-frieri allerede før klokken ni.

Det spirende selvtillids-boost blev dog slået ret hurtigt ned, da jeg mødte på arbejde og væltede ind gennem salgsafdelingen. Her blev jeg passet op af den fremmede Audi-fyr, som desværre ikke var så fremmed alligevel. Tilsyneladende har han siddet ti meter fra mig hver dag i halvandet år. Og der var ikke tale om et næsten-frieri. Tværtimod var der tale om et meget høfligt tilbud om et lift til arbejde, som han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor jeg skulle afvise på den mærkelige måde. Og det kunne jeg sådan set heller ikke give ham nogen forklaring på. Ud over at det muligvis er fordi, jeg er syg.

Guldfisken har nemlig en form for forklaring på mit reaktionsmønster. Hun har engang læst en artikel om en kvinde, der er ramt af en lidelse i hjernen, som betyder, at det center, der gemmer på alle genkendelserne, alt for ofte brænder sammen. Jeg er uden tvivl ramt af det samme. Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg lørdag aften/nat (okay, søndag morgen) blev stoppet af en fyr på en bar i Aarhus, som råbte mit (for- mellem- og efter)navn på en meget insisterende måde. Jeg vendte mig om, overbevist om at det var en eller anden type, mine veninder havde støvet op og forsøgte at smede mig sammen med. Så jeg fik ret hurtigt signaleret til ham, at jeg altså ikke var interesseret. Men han blev ved. Og ved. Lige indtil det gik op for mig, at det var en af mine barndomsvenner. Jeg kunne ikke genkende ham, selvom jeg slet ikke var i tvivl om, hvordan han så ud. Og desværre kunne jeg ikke engang give den alt for genkendelige promille-djævel skylden for min forvirring.

Jeg vil virkelig gerne forklare min manglende genkendelsesevne med, at jeg er en meget lidt overfladisk person og derfor slet ikke tænker over, hvordan folk ser ud. Desværre bliver problemet alt for ofte opfattet som en form for fornærmelse. Nogle tror, jeg er snobbet, fordi jeg ikke hilser, og selvom man højst sandsynligt kan sætte mange meget lidt flatterende adjektiver på mig som person, så tør jeg godt hævde, at snobbet ikke er et af dem.

Jeg gør meget for at undgå unødvendigt uheldige situationer grundet genkendelses-problemer. For eksempel prøver jeg altid at være en af de første, der dukker op til fester og arrangementer, så jeg er den, der bliver hilst på, og ikke den, der skal hilse på andre. Det er nemlig så pinligt at gå rundt og præsentere sig ved navn til folk, som man for eksempel har tilbragt en uge sydpå sammen med (og her taler jeg primært om sydpå i geografisk forstand). Problemet er dog ekstra problematisk, når nu jeg til hverdag skal forestille at være en form for journalist. Jeg er flere gange kommet til at stille den samme person det samme spørgsmål på den samme dag, fordi jeg ikke var klar over, at jeg allerede havde interviewet ham/hende/den/det.

Hvis ikke det var fordi, min læge allerede tror, jeg er retarderet, ville jeg ringe og spørge, om jeg kunne få en form for lægeerklæring, jeg kan bruge som dokumentation for lidelsen, når jeg skal forsøge at bevise, at jeg altså ikke er en afsindigt afstumpet person, som har nok i mig selv. Men det tør jeg ikke. Og så tør jeg i øvrigt heller ikke tænke for meget over, at sygdommen i værste konsekvens kan udvikle sig i en sådan grad, at man ikke længere kan genkende sig selv …