Nedsmeltning og optøning

Min hukommelse skræmmer mig for tiden.

Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.

Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.

Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.

I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.

foraar

Det andet køn part II

Dengang min krop var barn – sådan cirka syv år gammel – havde jeg en plastikbold. En flad en, som jeg kunne sparke op mod den hvide mur igen og igen. I flere timer. Så drømte jeg om det, de fleste andre små drenge også drømmer om: at komme på fodboldlandsholdet. Herrelandsholdet, altså. Det var ikke helt gået op for mig, at det muligvis ville blive lidt problematisk. Fordi jeg var meget bange for bolde, som ikke var flade og af plastik. Og selvfølgelig også fordi jeg manglede noget ret essentielt mellem benene.

Det sidste kan man jo købe sig til nu-til-dags. Eller drømme sig til. Ikke fordi jeg som sådan har et ønske om at skifte køn, men min underbevidsthed forvirrer mig engang imellem. Jeg ved ikke, om årsagen til det bunder i, at jeg de første ni år af mit liv rent faktisk troede, at jeg var et hankønsvæsen (og at resten af verden troede det samme takket være grydefrits). Men jeg drømmer tit, at jeg pludselig har noget mellem benene, som ikke plejer at være der. Og jeg er ikke den eneste, ved jeg. Det bekræftede guldfisken, da hun for et stykke tid siden leverede guldsætningen:

‘Når jeg drømmer, jeg har en penis, så er den altid helt slap, og den sidder meget langt nede …’

Mine drømme drejer sig ikke så meget om tilstand og placering, men mere om chokket over, at jeg lige pludselig tilhører begge køn. For i drømme af den særlige karakter er jeg egentlig ikke særlig mandig. Som regel har jeg faktisk kjole på. Men ingen trusser. Så tingenes tilstand er svære at skjule. Det hele er meget skamfuldt og pinligt, men også ret spændende og interessant. Den følelse tror jeg, guldfisken og jeg deler. Måske med en del andre hunkønsvæsner, som har en lige så absurd underbevidsthed som os.

Jeg gad bare virkelig godt vide, om mandspersoner drømmer det samme (eller det modsatte vel egentlig). At pakken pludselig er væk. Eller er der en grund til, at der ikke findes et feminint udtryk for penismisundelse? Måske er vi tilbage ved det evige spørgsmål om, hvorvidt fyre er mere interessante end piger, og bolde er mere interessante end både fyre og piger.

Mentalt er jeg i hvert fald tilbage ved den hvide mur og bolden, der bliver sparket op og vender tilbage igen og igen.

foto

PS: Jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at bevæge mig væk fra muren og ud på fodboldbanen for at deltage i det rigtige spil. Også selvom det er med fare for at tabe (og mulighed/chance/risiko for rent faktisk at vinde …)

Toppen af top utjekket

Jeg ved ikke, hvorfor behovet for at gennemgå egen selvopfattelse er specielt stærkt lige nu. Måske er det sådan en januarting. En ’Åh-gud-nyt-år-hvad-sker-der-hvad-skal-jeg-hvem-er-jeg’-ting (og er det i øvrigt ikke noget med, at det er lidt mere legalt at være i krise i januar, end det er resten af året? Junikrise lyder bare ikke helt lige så hårrivende frustrerende som januarkrise).

Forleden fik jeg konstateret, at jeg stadig ikke kan tillade mig at fjerne ’tæt på’ foran godhjertet. Formodentlig (forhåbentlig) kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne det. Og helt ærligt – folk, der er hundrede procent gode, er sgu da også en lille smule øretæveindbydende irriterende og røvkedelige, er de ikke? Eller er det misundelsen, der snakker?

Indtil nu troede jeg dog, at jeg muligvis havde overdrevet en lille smule, da jeg tilføjede et ’top’ foran utjekket. For ja, jeg er ret utjekket på mange måder. Jeg kan stadig fare vild hos min tandlæge, i en elevator og på herretoilettet. Jeg har stadig ikke helt lært at bedømme, hvornår det er (u)passende at gøgle med kroppen, at gramse på forkerte lår eller at gå i gulvet uden varsel. Jeg har heller ikke helt lært at finde en passende balance mellem min neonentusiasme på den ene side og normalpåklædningsopfattelsen på den anden side.

Men der er et punkt, hvor jeg føler, jeg ligger et godt stykke over gennemsnittet i forhold tjekkethed. Jeg er god til at huske aftaler. Jeg dobbelttjekker altid datoer i min kalender. Det er en af mine helt store neuroser. Ubalance på aftalekontoen skaber næsten større nedsmeltning end tanken om kun at tjekke komfuret to gange, inden jeg forlader lejligheden.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Jeg ved ikke, hvor mit hoved eller mine tanker er henne. Men det nye år har budt på afvigelser af værste skuffe på min eneste tjekkede tjekliste. Det startede allerede 2. januar, hvor jeg hev min krop ud af sygesengen og ned til alternativ massage (den hysterisk hulkende slags). Kun for at få spørgsmålet: ’Du hedder ikke Christian, vel’ fra tydeligt andendagstømmermændsramt receptionist. Jeg var dukket op den forkerte dag. Min aftale var den 3. Hvor jeg ikke kunne. Den slags sker ALDRIG for mig.

Flere frygtelige oplevelser i den dur fulgte og blev toppet i går, hvor jeg til skræk og rædsel opdagede, at jeg alligevel ikke har købt en tur til New York i påsken. Jeg har købt en rejse de datoer, hvor påsken lå sidste år. En uge efter resten af verden har pustet æg og spist lammesteg, eller hvad man ellers plejer at gøre for at markere den hellige faders enbårne søns dødsdag. Sådan noget har jeg ALTID styr på (altså ikke de religiøse mærkedage – men mine rejsedage). Jeg var i chok. Det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at undskylde fejlen med, at det da fandeme er åndssvagt, at der er konsensus om, at frelseren har fødselsdag på samme dag hvert år (ligesom alle andre dødelig), men at hans dødsdato rykker rundt efter nogle åndssvage regler, som jeg aldrig lærer at regne ud.

Nedsmeltningen blev toppet, da jeg i går eftermiddags stod i lufthavnen med haren. Vi skulle til London, men inden vi nåede så langt, skulle vi forbi security – et farligt sted for en helspekulerende type med angst for autoriteter. Tjekmanden kiggede først på min billet, så op på mig, så ned på billetten igen, så op på mig igen, hvorefter han rynkede panden, sendte mig et autoritetsagtigt blik og sagde ’Du skal først rejse i morgen’. Jeg gik i spontanpanik og forsøgte at pippe et ’Neeej’, hvilket fik ham til endnu mere tørt at gentage: ’Du skal først rejse i morgen’. Der gik op til flere forfærdeligt pinagtige sekunder, inden han begyndte at grine, gav mig min billet tilbage og sagde, at jeg bare kunne gå videre.

Jeg er åbenbart ikke kun utjekket. Jeg er også bundnaiv. Normalt er jeg ret stor fan af ironi. Jeg bruger det selv så dagligt som muligt. Men lige præcis i går havde jeg meget gerne været det foruden. Ærgerligt, at det ikke er tilladt at uddele smølfespark til øretæveindbydende autoritetstyper (men der findes vel ingen regler om, at man ikke må sende et enkelt et af sted i tankerne …)

keep_calm

PS: Jeg kom til London. Og jeg er her stadig. Forhåbentlig rammer jeg København igen i morgen aften. Hvis guderne og EasyJet og mit eget hoved ellers kan finde ud af at samarbejde. Ellers ses vi måske på den anden side af påske. Hvornår det så end er …

Julekortet i postkassen – en gyser i ét afsnit

Hvornår bliver man voksen? Det er i hvert fald ikke, når man fylder 27, som jeg i mange år troede. Det har jeg da gjort en ihærdig indsats for at modbevise de seneste snart (alt for snart) 12 måneder.

Jeg bor i den samme lejlighed, som jeg flyttede ind i, dengang min krop var teenager. Den har ikke ændret sig voldsomt det seneste årti, selvom den bevidner, at verden er forandret. Den stationære computer i hjørnet er skiftet ud med en bærbar (i sengen). Stereoanlægget med plads til tre cd’er (i Taulov var det banebrydende engang) er skiftet ud med en iPod-dock. Og mine VHS-bånd er skiftet ud med dvd’er og Blu-ray (okay, skiftet ud er måske så meget sagt. Jeg arbejder på sagen …) Derudover er der ikke sket det vilde.

Hvis jeg var en kendt type, som blev udsat for en omgang ’Vis mig dit køleskab’, tror jeg ikke, jeg turde få at vide, hvordan køleskabseksperten ville karakterisere mig som person. Efter dagens (sjældne) indkøbstur i Netto, indeholder køleren netop nu:

14 Carlsberg
1 Santa Ale
1 flaske Muscador
3 flasker hvidvin
3 tonic
2 Cola Zero
2 iste
2 Mountain Dew
1 rød sodavand
1 grøn sodavand
6 Lille Lise kakaomælk
Ketchup
Ristede løg
Rejeost
Toastost
Hamburgerryg

Ved siden af køleren med en 80/20-fordeling af flydende og fast indhold (okay, 85/15 – teknisk set tilhører ketchup vel flydende-kategorien) ligger tre poser chips og hygger sig ved siden af en pose Kinder-chokoladeæg og syntetiske Trolli-burgere (dem af slik). Og vi skal slet ikke forsøge at bevæge os ind i fryseren.

Jeg forestiller mig, at voksne typer har ting som fuldkornspasta og friske grøntsager i køleren. Jeg forestiller mig også, at de kalder det ’køleskabet’ og ikke ’køleren’. Derudover forestiller jeg mig, at de ikke behøver at vaske gryder og pander af for støv, inden de skal bruge dem. Måske har de endda et skab til den slags, så potter og pander slet ikke kan samle støv. Og så forestiller jeg mig, at de stoler på, at de er voksne nok til at have slukket for komfuret efter brug og derfor ikke behøver at tjekke det en time, et døgn eller en måned senere (de har selvfølgelig brugt komfuret mere end én gang på en måned, så den sidste tilføjelse er vel i princippet unødvendig).

Sidst jeg var i biografen, så jeg en film med en målgruppe på 12-18 år. En af de dybeste samtaler, jeg har haft inden for den seneste uge, var med min 9-årige niece (men hun er altså også ualmindeligt klog). Og efter sigende fandt følgende samtale sted i julen:

Nevø: ’Skal moster Bib egentlig ik’ snart ha’ en kæreste?’
Søster: ’Hun skal jo lige vente, til hun er blevet voksen nok til at finde den rigtige.’
Nevø: ’Nå ja.’
Søster: ’Men når hun engang bliver voksen, hvilken slags kæreste synes du så, hun skal finde?’
Nevø: ’En fodboldspiller!’

Min familie har altså tilsyneladende accepteret, at jeg ikke har turdet invadere de voksnes forjættede land endnu. Min nevø blev endda forarget, da han så mig drikke en øl juleaften (’Helt ærligt, moster Bib, må du gerne det?’) Og jeg har det faktisk også fint med at hønse rundt og lege barn/teenager/63-årig-nybarnlig-type et stykke tid endnu. Men nogle gange dumper forstyrrende elementer ind i mit liv og ryster min opfattelse af, hvem jeg er.

I dag var det et julekort fra min revisor, som dumpede ind i min postkasse. Det er det mest skræmmende, jeg har oplevet, siden … ja, siden jeg fik et tilsvarende kort sidste år. Det er jo kun voksne typer, som får den slags.

Åh gud, måske er jeg slet ikke den, jeg tror, jeg er. Måske er jeg en helt anden …

foto-26

En ulv i neonklæder

Personlighedsanalyse skal åbenbart følges op med sådan en hel dag, hvor analysen analyseres i samarbejde med kolleger. Den slags er ikke kun skræmmende, men viste sig faktisk også at være interessant. På den skræmmende måde, selvfølgelig*.

Konklusionen på tidligere personlighedsanalyse-samtale viste, at jeg åbenbart er håbløst godtroende på grænsen til det naive – med risiko for at blive skuffet gang på gang på gang. Efter i dag kan jeg fortælle, at jeg tilsyneladende også er den analyserende type, som ikke kan regne og aldrig nogensinde ville have en jordisk chance for at overleve på månen (til gengæld er der ingen risiko for, at jeg ville gå ned på ubrugelige tændstikker, hvis jeg skulle havne i en månelig nødssituation).

Mine kolleger har været igennem samme analyse, og vi blev alle sammen plottet ind i sådan et koordinatsystem, så vi kunne se, hvor vi lå i forhold til resten. Vi var hver især repræsenteret i form af en farvet prik. De fleste farvede prikker lå i par side om side.  Den slags par-prikker var fine og små og neonfarvede. Grønne og pink og den slags. Min var stor og sort og lå for sig selv i sit helt eget hjørne. Det kunne jeg så tænke over, mens jeg følte mig en lille smule malplaceret i hesteskoen, hvor jeg sad og rystede lidt i min neontop og flyttede uroligt rundt på mine neonsko. Som en ulv i neonklæder.

Jeg nåede frem til, at analysen af personlighedsanalysen kan analyseres på flere måder. Måske prøver jeg at være noget, jeg ikke er. Måske bliver jeg misforstået. Måske er det okay at være en stor, sort prik pakket ind i neon. Og måske er det også helt okay at være placeret alene i et hjørne, fordi det muligvis bare betyder, at jeg kan noget andet end de andre. Det kan godt være, jeg ikke kan overleve på månen. Til gengæld ved jeg, at der findes magiske måner. Og det er måske egentlig en meget fin vidensfordeling.

*Apropos skræmmende, så blev dagen kickstartet med ordene: ’Og vi spiser elefanten i tre store mundfulde’. Som om det hele ikke var angstprovokerende nok i forvejen. Jeg blev hylet så meget ud af nedsmeltning ved tanken om elefant-kannibalisme, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad meningen med den sætning egentlig var. Jeg kan derfor kun håbe på, at det var en metafor. Jeg spiste i hvert fald ingen elefanter. Til gengæld spiste jeg alt andet.

Det andet køn

Jeg ved ikke altid, hvem jeg er. For 10 år siden vidste jeg det næsten aldrig. Da jeg lige var flyttet hjemmefra og startede i gymnasiet, troede jeg for eksempel, at jeg var typen, der læste feministiske, franske mursten oversat til tysk. 100 sider inde i ‘Det andet køn’ følte jeg mig dog nødsaget til at skifte identitet til sådan en lidt-mindre-intellektuel-lidt-mere-knaldromans-agtig type. Men jeg nåede at læse ret mange tyske gloser om forskellige dyrearters samliv og forplantningsprocesser. Spændende og skræmmende information.

I går var jeg til middag hos guldfisken. I virkeligheden er hun ikke en rigtig fisk. Men hun har tre af salgsen i et lille akvarium. Engang havde hun fem, men i juni valgte to af dem at tage deres eget liv ved at springe op af det lille foder-hul i hjørnet, så de landede på gulvet, hvor en chokeret storebjørn fandt dem begge to helt stive og døde. Jeg forestiller mig, at en Romeo-og-Julie-ulykkelig kærlighedhistorie ligger bag den dramatiske handling. Nu er der altså tre tilbage, og dem ved guldfisken en masse om, for hun er nemlig vokset op i et hus med et helt akvarie-rum og en far, der er Danmarksmester i akvariefisk (det er ikke med løg på). Derfor kunne hun også fortælle, hvorfor den ene fisk (hannen) er ved at miste sine striber. Det er åbenbart fordi, han er i gang med at blive kønsmoden og derfor skifter farve til gul. Jeg har ikke kunnet opstøve en logisk forklaring på den proces, men jeg er nået frem til, at kønsmodne hanner vel aldrig opfører sig helt logisk, lige meget hvilken art de tilhører.

Eftersom fiskene bor i et akvarium, er de tvunget til at leve sammen. En han og to hunner. Et paradisisk scenarium for de fleste typer af det andet køn, forestiller jeg mig. Hvis man ser på parforholdet hos andre mere frie dyrearter, har jeg læst mig til, at mejser og musvitter normalt holder sammen hele livet. Skilsmisser kan dog forekomme og følger oftest et mønster – jo færre unger des højere skilsmisserate. Efter sigende er ænder som regel kun monogame i en enkelt sæson, mens egern ikke lader sig friste af andre artsfæller på muligt grønnere græsplæner. De er derimod langtids-trofaste og yngler flere gange årligt. Egernhannen er tilmed en rigtig mand, der beskytter sin dame og sit afkom mod verdens ondskab og skræmmer mulige bejlere væk.

Og elefanterne … det er en helt anden historie. Jeg burde muligvis have kastet min kærlighed på en anden art, men naturens tiltrækningskraft er umulig at bekæmpe, så jeg bliver vel nødt til at acceptere min skæbne og få det bedste ud af tingenes tilstand.

Noget om naive drømme og missioner

Jeg er håbløst godtroende. Muligvis grænsende til det skræmmende naive. Det vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik det endnu engang bekræftet i dag til en af de der personlighedsanalyser, som åbenbart hører arbejdslivet til. Det er den slags, der kan give længerevarende nedsmeltninger med dertilhørende nervøsitets-trækninger ved øjet. Den er ikke ligefrem tryg, den der tanke om at skulle tilbringe en halv time isoleret i et mødelokale med fremmed mandsperson i jakkesæt, som (ved at kigge på en række standard-spørgsmål, jeg har besvaret) kan fortælle, hvem jeg er. For jeg ved jo ikke engang selv, hvem jeg er. Ikke helt i hvert fald. Hver gang jeg synes, jeg bliver en lille smule klogere på det, gør jeg et eller andet, som overrasker, skræmmer, skuffer, forundrer eller i helt sjældne tilfælde imponerer mig selv i en sådan grad, at jeg alligevel slet ikke er den, jeg troede, jeg var.

For 5-6 år siden endte jeg på en eller anden måde alene i et rum sammen med sådan en semi-clairvoyant type, der efter 30 sekunder fortalte mig detaljer om min personlighed, jeg ikke selv havde turdet indse, men som gav utrolig god mening, da de blev smidt i hovedet på mig. Det skræmte mig i en sådan grad, at jeg helt glemte at følge hendes råd (eller nærmere direkte advarsel). Jeg havde alt for travlt med at være skeptisk-skråstreg-skræmt. Men hun havde helt ret i det, hun sagde, og lige meget om hun så fik signalerne direkte fra ukendte højere magter eller bare var utroligt god til at gætte, så lærte jeg på den hårde måde, at det altså godt kan betale sig at lytte efter, når nogen forsøger på at give et skub i den rigtige retning.

I dag fik jeg så at vide, at jeg skulle forsøge at skubbe mig selv i en retning, hvor jeg forholder mig lidt mere skeptisk til folk omkring mig. For – som analyserende mandsperson i jakkesæt sagde: ’Du har så meget tiltro og tillid til dine medmennesker, at du risikerer at blive skuffet gang på gang på gang’. Det tsk’ede jeg lidt over, mens jeg gik tilbage til mit skrivebord. Og videre ud til køleskabet for at hente den cola, jeg havde lagt derud et par timer tidligere (så jeg vidste, den var helt perfekt og kold på det tidspunkt, hvor jeg havde sjusset mig frem til, at min personlighedsanalyse-nedsmeltning ville indtræffe).

Men colaen var væk. Ligesom den også var sidste gang, jeg havde lagt en derud. Og gangen før det. Nogen havde taget den, selvom de godt vidste, at den ikke var deres. Indrømmet, jeg er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil for tiden (en tilstand, der allerede er blevet konstateret på kontoret, på stambaren og i den slags situationer, hvor gråd er allermest akavet og uvelkommen), men når man får lyst til at tude over en tabt cola, bør man nok høre nogle alarmklokker bimle et sted. Mine kolleger fik dog et fint grin ud af koblingen mellem den nyligt konstaterede naivitet efterfulgt af omgående skuffelse over fortsatte kontorkøleskabstyverier (men altså – hvem gør sådan noget? Igen og igen og igen? Hvad er det for en verden, vi lever i???)

Måske handlede det slet ikke om den cola. Måske handlede det ikke engang om den personlighedsanalyse. Måske handlede det i højere grad om det faktum, at jeg er gået ind i en uge, hvor mange ting sker. Mange gode ting. Men muligvis også lige præcis den uge, hvor min naivitet kan blive sat på en helt afgørende prøve. En af den slags, som kan ende ud i uvelkommen (fortsat) nedtur og medfølgende selv-udskældelse over indbildskhed og (den helt slemme) prætentiøsitet (er det overhovedet et rigtigt ord? Eller er det kun uudholdeligt prætentiøse typer, der kan finde på at skrive den slags?)

Dog kan jeg trøste mig med, at jeg stadig har fat i spidsen af det spinkle strå, som slår rødder ned i de allerstørste drømme. Dem, der endnu ikke har fået et definitivt nej. Og jeg synes faktisk, det er al naiviteten og alle de mulige skuffelser værd at beholde troen på, at det næsten-umulige kan ske, og at missioner muligvis kan blive til en slags virkelighed.