En ulv i neonklæder

Personlighedsanalyse skal åbenbart følges op med sådan en hel dag, hvor analysen analyseres i samarbejde med kolleger. Den slags er ikke kun skræmmende, men viste sig faktisk også at være interessant. På den skræmmende måde, selvfølgelig*.

Konklusionen på tidligere personlighedsanalyse-samtale viste, at jeg åbenbart er håbløst godtroende på grænsen til det naive – med risiko for at blive skuffet gang på gang på gang. Efter i dag kan jeg fortælle, at jeg tilsyneladende også er den analyserende type, som ikke kan regne og aldrig nogensinde ville have en jordisk chance for at overleve på månen (til gengæld er der ingen risiko for, at jeg ville gå ned på ubrugelige tændstikker, hvis jeg skulle havne i en månelig nødssituation).

Mine kolleger har været igennem samme analyse, og vi blev alle sammen plottet ind i sådan et koordinatsystem, så vi kunne se, hvor vi lå i forhold til resten. Vi var hver især repræsenteret i form af en farvet prik. De fleste farvede prikker lå i par side om side.  Den slags par-prikker var fine og små og neonfarvede. Grønne og pink og den slags. Min var stor og sort og lå for sig selv i sit helt eget hjørne. Det kunne jeg så tænke over, mens jeg følte mig en lille smule malplaceret i hesteskoen, hvor jeg sad og rystede lidt i min neontop og flyttede uroligt rundt på mine neonsko. Som en ulv i neonklæder.

Jeg nåede frem til, at analysen af personlighedsanalysen kan analyseres på flere måder. Måske prøver jeg at være noget, jeg ikke er. Måske bliver jeg misforstået. Måske er det okay at være en stor, sort prik pakket ind i neon. Og måske er det også helt okay at være placeret alene i et hjørne, fordi det muligvis bare betyder, at jeg kan noget andet end de andre. Det kan godt være, jeg ikke kan overleve på månen. Til gengæld ved jeg, at der findes magiske måner. Og det er måske egentlig en meget fin vidensfordeling.

*Apropos skræmmende, så blev dagen kickstartet med ordene: ’Og vi spiser elefanten i tre store mundfulde’. Som om det hele ikke var angstprovokerende nok i forvejen. Jeg blev hylet så meget ud af nedsmeltning ved tanken om elefant-kannibalisme, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad meningen med den sætning egentlig var. Jeg kan derfor kun håbe på, at det var en metafor. Jeg spiste i hvert fald ingen elefanter. Til gengæld spiste jeg alt andet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s