Det var mig der ikke gjorde det

Min revisor ringede til mig. For to uger siden. Og sagde, at jeg skulle sende mine bilag til ham. Det har jeg ikke gjort endnu. Jeg ved ikke helt, hvilke bilag han refererede til, men jeg turde ikke at spørge. Sidst, jeg spurgte ham om noget, blev jeg nødt til at bede ham om at tale til mig, som om jeg var fem år gammel. Han kvitterede ved at gentage sætninger som ‘beskatningsrater under virksomhedsordningens gældende regler inden for lovgivningen omkring selvstændig virksomhedsdrift’. Jeg blev bange. Og er det stadig. Fordi jeg ikke har sendt ham det, jeg ikke ved, hvad er, som han gerne vil have. Det får mig til at frygte, at jeg er blevet placeret allerøverst på revisorernes samlede sorte liste over umulige og ulydige store og små fisk.

I min verden er en revisor en form for autoritet. Autoriteter er jeg helt grundlæggende angst for. De får mig altid til at føle, at jeg har gjort noget galt. Det falder mig slet ikke ind, at revisorer rent faktisk tjener penge på folk som mig, og at det er deres job at hjælpe mig. Bankrådgivere er endnu værre. Sidst min bankrådgiver ringede og skældte mig ud på grund af overtræk, blev jeg så bange, at jeg sendte ham en lang mail, hvor jeg fortalte løst og fast om mit liv, mine problemer, og alt det der gjorde tilværelsen kompliceret for en halvneurotisk, hel-spekulerende type med et afsindigt neonforbrug og et muligvis lidt for højt alkoholforbrug. Sådan en type, som i øvrigt var single på nogen-og-tyvende år og derfor alene skulle stå for alle, ALLE, udgifter. Også udgifterne til de kanaler i tv-pakken, som det faktisk kun er kærestetyper, der ser. For eksempel. Eller noget. Kort tid efter fik jeg et brev om, at jeg havde fået en ny bankrådgiver. En ung kvinde.

Der findes dog autoriteter, der er endnu mere farlige end både revisor-type og bankrådgiver-type. Toldvæsen-type for eksempel. Jeg kan ikke forlade en lufthavn uden at se mistænkeligt skyldig ud. På trods af at jeg aldrig kunne finde på at smugle så meget som et par pink plyshåndjern (modsat andre, jeg muligvis kender). Engang blev jeg hevet ind til tjek. I Norge. Ingen burde frygte en nordmand. De kan jo ikke råbe. Og jeg er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har fængsler deroppe. Alligevel var jeg lige ved at begynde at græde. Og det blev mere kritisk, da toldvæsen-type krævede en forklaring på, hvorfor jeg havde kufferten fuld af brugt undertøj – på udrejsen. Endnu værre var det, da jeg blev stoppet i tolden i Frankrig og til offentlig skue fik vendt bunden i vejret på min taske, som indeholdte 17 kondomer og 11 pakker glidecreme af mærket ‘Københavns Kommune’. Fransk toldvæsen-type kunne umuligt have forståelse for, at varerne mod min viden var blevet placeret der en morgen klokken cirka 6.13 på Cosy, hvor guldfisken og tusindbenet syntes, det var en rigtig god idé at fylde alle de små, hemmelige rum i tasken med en form for overraskelses-gaver. Jeg fik dog lov at gå uden videre tiltale, selvom jeg først uskyldigt havde påstået, at jeg bestemt ikke havde nogen former for væske med. Toldvæsen-typen lignede mest en, der havde ondt af mig, fordi jeg tilsyneladende havde haft en noget mindre aktiv ferie, end jeg havde håbet på.

Et sted midt imellem de tre findes parkeringsvagt-typen. Jeg sniger mig om hjørnerne, hver gang jeg ser en. Specielt efter de har fået de nye, endnu-mere-autoritære uniformer. Fik jeg sagt, at jeg aldrig har ejet en bil? Måske jeg en dag skulle prøve at analysere lidt på, om den der irrationelle skyldfølelse muligvis bunder i noget dybere.