Noget om at tjekke ud af verden (og tjekke verden ud)

Jeg har været på ferie. Den helt rigtige slags, hvor det føles som om, jeg har været væk i to måneder, selvom kalenderen kun er rykket to uger frem. Ikke fordi det har været kedeligt, men fordi hver dag har været otte gange bedre end gennemsnittet.

Der har slet ikke været tid til bloggerier, men nu, hvor jeg igen er gået i symbiose med sofahjørnet, kan jeg da lige slynge et par af mange højdepunkter ud af undertrøjeærmet:

Det var så ferien, hvor jeg:

  • Tudede to timer i træk i 10.000 meters højde (damn you Amy-dok)
  • Transporterede et kilo remou og 48 skiver rugbrød over Atlanten (hvad gør man ikke for at glæde lillesøs)
  • Kværnede 1624 gram løsgodis
  • Afstødte visa på verdens mindste sushirestaurant – og opdagede fadæsen 263 miles senere. (Hurra for redningslillesøs, som sparede mig for (endnu) et ydmygende opkald til banken (remou-bestikkelse betaler sig virkelig))
  • Fik turist-Cartoonshår i cabriolet (note til selv – hårelastikken er en udmærket opfindelse, hvis man husker at bruge sådan en fætter)
  • Blev inviteret til en nat på madrassen af en knap så tandrig hjemløs (jeg var fristet, men foretrækker dog stadig den langhalsede, som om muligt tager sig endnu pænere ud under Cali-solen)
  • Så en ung fløs på gaden kun iført en sok – og nej, den sad ikke på foden (vi så ham endda TO gange samme dag. Så heldig har man kun lov at være i San Francisco)
  • Overlevede Highway 1 inklusiv samtlige afsindige afgrunde  (nu med uvant veltrænet bagdelsmuskulatur efter tre timers konstant knibeøvelse i svingene)
  • Dulmede højdeskræksnerver ved at vandalisere offentlig toiletdør
  • Oplevede giraffens til dato mest hånlige grin, da han blev konfronteret med meget uheldigt snapshot af mig fra harmløs familierutchebane (hvem foreviger dog den slags nærdødsoplevelser??)
  • Så stjerner på himlen, på gaden og i lufthavnen (tusindbenet slår mig muligvis ihjel, når jeg afslører, hvor tæt jeg var på at luftkysse Posh Spice. Andre ville nok være lidt mere stjerneslået over hendes mand …)
  • Var decideret lykkelig indeni og udenpå og alle steder midt imellem
  • Tøjlede jetlag i verdens lækreste Limfjordssommerhus
  • Lærte at spille ukulele (i hvert fald ifølge mig selv – de tre andre sommerhusbeboere er sandsynligvis af en anden mening)
  • Sad semirystende bag rattet som chauffør på længere roadtrip (okay, 560 meter på lukket grusvej uden mindste optræk til modkørende. Men for mig er det kæmpestort)
  • Formåede at styre uden om alle tænkelige nyheder fra civilisationen (regeringskrise, siger I??)
  • Sov fem ud af syv forkølelsesdøgn væk
  • Overskred mit feriebudget med 224 kr. (aldrig før har jeg været så tæt på sejren)
  • Spiste 86.484 kalorier (plus det løse)
  • Var tosset med det alt sammen hele vejen igennem!
toiletkunst

Noget om en guldfisk

Jeg har tidligere sagt, at jeg har været kronisk single de første 28 år af mit liv. Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke helt rigtigt. I de år havde jeg muligvis ikke prøvet sådan noget klassisk kæresterishow. Men jeg har levet i, hvad der svarer til en form for venskabsægteskabeligt cirkus med guldfisken, siden vi mødte hinanden for syv år siden.

Jeg hapsede den purunge akvarievårhare allerede på vores rustur – primært fordi hun var den, jeg følte, jeg havde mest tilfælles med, når det kom til uhæmmet druk med tåkrummende historier til følge, frustration over manglende mad, smugrygning i krogene (jeg er altså holdt op for længe siden, mor) og generel uambitiøs journalistisk tilgang til målsætning om aktindsigt og regeringsvæltning. Vi ville bare gerne have det sjovt.

Og det har vi haft. Mange gange i selskab med solsorten og musvitten og musen og tusindbenet og andre fantastiske studiedyr, som heldigvis godt kan overskue den ægteskabelige tilstand, vi af og til falder ind i. Andre gange helt alene sammen.

Der gik ikke mange kvarte øjeblikke, fra jeg sendte den første venskabsflirtende sms med et helt ligegyldigt improviseret spørgsmål bare for at skabe kontakt (smooth operator), til hun flyttede ind i min ejendom, og vi indledte vores makkerskab, som varede hele studiet igennem.

Folk omkring os var bekymrede, da vi blev færdiguddannede, fordi de ikke kunne forestille sig, hvad der dog skulle blive af os, når vi ikke længere kunne få lov til at gå konstant kærligt småhakkende op og ned ad hinanden. Men måske findes der en eller anden højere magt, som også synes, vi hører sammen, for da guldfisken fik job, fulgte jeg efter på samme arbejdsplads i samme afdeling to uger efter – hvilket betyder, at jeg har siddet og kigget på hende over computerskærmen hver dag i snart tre år.

Kollegerne bytter om på os, ligesom studiekammeraterne gjorde, selvom guldfisken er høj og lyshåret (ret atypisk for en fisk af den art, men hun er også meget speciel), og jeg er lille og mørkhåret. Men vi er muligvis sådan et par, der ligner hinanden i vores forskellighed. Vi har altid noget at snakke om, og hvis vi alligevel ikke har, drikker vi os bare så fulde, at vi ikke kan huske noget, så vi kan snakke om det hele én gang til på bedste Groundhog Day-manér, som om det var første gang.

De første fire-fem år sov vi sammen noget nær hver anden nat, spiste sammen, næsten hver gang vi var sultne, og når jeg havde tømmermænd, vidste guldfisken altid, hvornår et glas lækkert danskvand og en våd klud på panden var altafgørende for min overlevelse. Derfor vil jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt tilfreds med tingenes tilstand, da storebjørn pludselig møvede sig ind og fratog mig min konstante adgang til våd ansigtsklud og andre fiskefortræffeligheder. Men jeg lærte hurtigt at se fordelene i, at det blev ham, der så måtte samle hende op fra Gothersgade, når hun besvimede ude foran Alpehytten, mens jeg kunne drikke videre og danse på bordene på af og til usvigtende bentøj. Og jeg fik da også hurtigt lov til at være tredjehjul (nej, ikke tredjeben) i deres forhold, hvilket betød, at jeg i en lang periode var fast inventar i deres søndagshyggekæresteshow.

I går gjorde guldfisken mig opmærksom på, at vi muligvis har en hang til at dyrke noget upassende kollegial opførsel (nej, ikke på den måde) – for ekempel når vi insisterer på at sove i samme seng i Mexico (stadig ikke på den måde) i stedet for at være lykkelige over, at vi er så heldige at have en luksushybel med to gigantsoveværelser. Men hvis jeg ligger helt inde i et andet værelse, hvem skal så berolige den stakkels isøvnesnakkende fisk, når hun panisk vågner om natten og tror, hun er ved at smide en baby på gulvet? Og hvem skal sørge for at få mig op, når jeg igen-igen har formået at slå mig selv ud med en overdosis af lige dele antihistamin og tequila-long-islands-fadøl-hvidvinssjusser?

Hun er en fantastisk kollega-rejsemakker-veninde-kone, og da hun i går luftede spørgsmålet om, hvad vi dog skal gøre, hvis vi en dag ikke kan få lov at arbejde sammen længere, skiftede vi begge hurtigt emne, fordi vi ikke kunne overskue konsekvenserne af det scenarium. Efter syv års parløb er vi enige om, at vi ikke fornemmer snerten af syvårskrise. Og helt ærligt, hvor mange kan lige sige det?

Derfor er dette indlæg en hyldest til fisken i mit liv!

guldfiskeseng

Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!

Ordet er mit part II

Jeg har en stor forkærlighed for ord, som jeg ikke kunne skjule, selvom jeg prøvede. Forkærligheden er kategoriseret.

Der er de bedste ord. Melankoli. Med nostalgi lige i hælene. Det har jeg nævnt før. Jeg ved ikke, hvorfor de er bedst. Det er de bare.

Så er der de ord, som vigtige personer synes er de bedste. De bliver også automatisk gode hos mig.

Der er ord i titler, som er sjove, når de bliver modereret. Af tusindbenet for eksempel. Dusk med dyrene eller Dorte med hesten.

Eller navne, som er sjove, bare fordi de er det. Autohandleren, der hedder Max Due (er der forskellige niveauer for, hvor meget due man kan være?) Eller den hollandske fyr, som ifølge solsorten hedder Max Diller.

Og navne, der bliver komiske, fordi andre forsøger at oversætte dem. Som den dag, hvor anlægget i metroen var gået i stykker, og konduktøren ville vejlede eventuelt forvirrede turister ved at råbe: ’This train continues to Waterloose’. (Seriøst? Hedder det så også Healthy town og Ear city?)

Der er selvfølgelig også alle de ord, som man ikke behøver at sætte ord på, hvis bare de kan mærkes. Rigtigt. Dem holder jeg allermest af …

stang_dennis

 

Det var mig der ikke gjorde det

Min revisor ringede til mig. For to uger siden. Og sagde, at jeg skulle sende mine bilag til ham. Det har jeg ikke gjort endnu. Jeg ved ikke helt, hvilke bilag han refererede til, men jeg turde ikke at spørge. Sidst, jeg spurgte ham om noget, blev jeg nødt til at bede ham om at tale til mig, som om jeg var fem år gammel. Han kvitterede ved at gentage sætninger som ‘beskatningsrater under virksomhedsordningens gældende regler inden for lovgivningen omkring selvstændig virksomhedsdrift’. Jeg blev bange. Og er det stadig. Fordi jeg ikke har sendt ham det, jeg ikke ved, hvad er, som han gerne vil have. Det får mig til at frygte, at jeg er blevet placeret allerøverst på revisorernes samlede sorte liste over umulige og ulydige store og små fisk.

I min verden er en revisor en form for autoritet. Autoriteter er jeg helt grundlæggende angst for. De får mig altid til at føle, at jeg har gjort noget galt. Det falder mig slet ikke ind, at revisorer rent faktisk tjener penge på folk som mig, og at det er deres job at hjælpe mig. Bankrådgivere er endnu værre. Sidst min bankrådgiver ringede og skældte mig ud på grund af overtræk, blev jeg så bange, at jeg sendte ham en lang mail, hvor jeg fortalte løst og fast om mit liv, mine problemer, og alt det der gjorde tilværelsen kompliceret for en halvneurotisk, hel-spekulerende type med et afsindigt neonforbrug og et muligvis lidt for højt alkoholforbrug. Sådan en type, som i øvrigt var single på nogen-og-tyvende år og derfor alene skulle stå for alle, ALLE, udgifter. Også udgifterne til de kanaler i tv-pakken, som det faktisk kun er kærestetyper, der ser. For eksempel. Eller noget. Kort tid efter fik jeg et brev om, at jeg havde fået en ny bankrådgiver. En ung kvinde.

Der findes dog autoriteter, der er endnu mere farlige end både revisor-type og bankrådgiver-type. Toldvæsen-type for eksempel. Jeg kan ikke forlade en lufthavn uden at se mistænkeligt skyldig ud. På trods af at jeg aldrig kunne finde på at smugle så meget som et par pink plyshåndjern (modsat andre, jeg muligvis kender). Engang blev jeg hevet ind til tjek. I Norge. Ingen burde frygte en nordmand. De kan jo ikke råbe. Og jeg er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har fængsler deroppe. Alligevel var jeg lige ved at begynde at græde. Og det blev mere kritisk, da toldvæsen-type krævede en forklaring på, hvorfor jeg havde kufferten fuld af brugt undertøj – på udrejsen. Endnu værre var det, da jeg blev stoppet i tolden i Frankrig og til offentlig skue fik vendt bunden i vejret på min taske, som indeholdte 17 kondomer og 11 pakker glidecreme af mærket ‘Københavns Kommune’. Fransk toldvæsen-type kunne umuligt have forståelse for, at varerne mod min viden var blevet placeret der en morgen klokken cirka 6.13 på Cosy, hvor guldfisken og tusindbenet syntes, det var en rigtig god idé at fylde alle de små, hemmelige rum i tasken med en form for overraskelses-gaver. Jeg fik dog lov at gå uden videre tiltale, selvom jeg først uskyldigt havde påstået, at jeg bestemt ikke havde nogen former for væske med. Toldvæsen-typen lignede mest en, der havde ondt af mig, fordi jeg tilsyneladende havde haft en noget mindre aktiv ferie, end jeg havde håbet på.

Et sted midt imellem de tre findes parkeringsvagt-typen. Jeg sniger mig om hjørnerne, hver gang jeg ser en. Specielt efter de har fået de nye, endnu-mere-autoritære uniformer. Fik jeg sagt, at jeg aldrig har ejet en bil? Måske jeg en dag skulle prøve at analysere lidt på, om den der irrationelle skyldfølelse muligvis bunder i noget dybere.

Op ad gaden ned igen

Der er røde minusser i mit koncertbudget for tiden. Eller okay, jeg er på ingen måder tjekket nok til at lave budget over den slags. Men hvis jeg havde et budget, ville det være brugt op. Til gengæld har jeg overskud på kontoen for musikalske indtryk.

I går var det MIKA, der indtog scenen, og mens jeg stod under VEGAs lysende lamper og klamrede mig til tusindbenet, ærgrede jeg mig en lille smule over, at jeg ikke havde en superhelts evner til at gennemføre et lynhurtigt telefonboks-identitets-skifte (eller muligvis bare et toilet-identitets-skifte. Det er jo alt for besværligt at støve en telefonboks op nu-til-dags). I så fald ville jeg gerne prøve at være en homoseksuel fyr. Bare lige i halvanden times tid. Som pige med hang til heteroseksuelle mænd (eller måske nærmere mænd-in-spe) er det nemlig en lille smule svært at få det optimale ud af popfyrens lækkerhed. Jeg blev dog enig med tusindbenet om, at vi havde fundet den perfekte papfar (popfar?) til et muligt fremtidigt fælles barn. Dermed fik jeg på en eller anden måde accepteret, at det i så fald er tusindbenet, der får både drømmemanden og barnet, mens jeg ville komme til at hænge på knap-så-sjov-befrugtningsproces, uundgåelige fødselstraumer, uoverskuelig afholdenhed, afsked med resterne af til-dels-ungdommelig-krop – og samtidig bliver det så også mig, der skal gå alene i seng. Livet er uretfærdigt!

Egentlig burde jeg have fået styret mit behov udi den regnbuefarvede musikgenre, da jeg var til Scissor Sisters koncert på min egen ø en torsdag aften tidligere på måneden. Problemet var bare, at min trang til at drukne tankerne om mange ting, der skete, var skyld i, at jeg ikke husker meget mere fra den koncert end smagen af halvdød fadøl og synet af en milliard pailletter, der dansede rundt foran mig. Men jeg tror, det var en fest. Tusindbenet, musen, guldfisken, solsorten og haren fik i hvert fald hanket op i mig. Og aftenen endte efter sigende på Postbodegaen, så lige meget hvad var det en succes.

Ind imellem de to koncerter luftede guldfisken og jeg vores indre teenagere til P3 albumsession med Saybia. Guldfisken er fra Nyborg, så lokalpatriotismen trak i hende, da hun hørte, at de skulle spille hele deres debutalbum. Under andre omstændigheder ville hun nok have hevet storebjørn med, men der er åbenbart grænser for, hvad han vil flette fingre til, så jeg meldte mig frivilligt. Der skal ikke så meget overtalelse til, når det drejer sig om en aften i DR’s koncertsal, der efter min mening er samtlige licenskroner værd. Jeg må da også indrømme, at jeg endte med at blive revet ret voldsomt med af musikken. Specielt fordi en del af tonerne tog mig tilbage til gymnasietiden og busture i linje 1A, som fragtede mig mellem kassedame-tjans i SuperBrugsen og kaostilværelse på hospitalskollegium. Dengang var det ikke let at holde hovedet højt for en helspekulerende type. Men enkelte sange hjalp.

Genhøret med koncertsalens magiske akustik pillede også ved andre live-minder fra rummet. Både Agnes Obels kloge klaverkompositioner, kærlighed-ved-første-sang-oplevelsen med I Am Kloot – og ikke mindst den allerførste præ-åbningskoncert i salen, som jeg med hjælp fra musvitten var så åndssvagt heldig at få lov at opleve på første række midtfor (måske er der alligevel retfærdighed til). Her stod Steffen Brandt på scenen med sin (på-daværende-tidspunkt) nyeste protegé, Julie Maria, ved sin side. Ham har jeg været forelsket i, siden jeg hørte den her første gang – hende blev jeg forelsket i den aften. Følelsen blev yderligere forstærket i går, hvor jeg fik fingrene i hendes nye album, der minder mig om, at den rigtige musik altid er alle pengene værd – både live og i høretelefonerne, der trygt isolerer mod omverdenen på turene op ad gaden ned igen.

Den store bagedag

Jeg har været i havet. Ikke på havet, men i havet. Det store, farlige hav. Og det føltes helt rigtigt. Rammen for bølgebesøget var en sommerhus-weekend med guldfisken, musen og tusindbenet – en slags cruise-reunion uden båd. Jeg havde glædet mig. Til at grine og glemme resten af verden et par dage. Desværre var jeg kommet til at pakke en god portion ruminerings-kaos i weekendtasken, som gjorde det lidt svært at være hundrede procent til stede. Problemet viste sig allerede, inden vi nåede destinationen. Vi pit-stoppede på vejen for at handle ind til weekend-festivitassen, og jeg hører desværre til den gruppe mennesker, som tror, det er muligt at shoppe sig ud af problemerne. Rimelig svær opgave, når eneste åbne butik på landet var en Rema1000. Men sådan en smule udfordring skulle da ikke stoppe mig. Så mens de tre andre sammen gik rundt for at finde ingredienser til aftensmaden og morgenmaden, fandt jeg alt det mest nedsmeltnings-nødvendige. En liter koldskål, et neon-smykketræ, Otto er et næsehorn på dvd, en pakke tamponer, en grøn sodavand, Gummi Tarzan på dvd, en pose Click Mix og to elpærer. Heldigvis vidste de andre godt, at jeg var på et lidt kritisk stadie, så de mobbede mig ikke mere end højst nødvendigt.

Indkøbene fiksede desværre ikke kaos, så jeg blev nødt til at hanke op i mig selv og forsøge at udbedre det selv. Forsøge at opføre mig bare en lille smule voksent. Forsøge at forholde mig til egen ekstreme dumhed. Så det gjorde jeg. Selvom det gjorde lidt ondt. Bagefter besluttede jeg mig for at overgive mig til fællesskabet. Og nedsmeltningen blev da også skubbet lidt i baggrunden, da tusindbenet startede den meget modne leg: Læs-tv-guiden-op-og-forestil-dig-at-programmerne-er-pornofilm. Vi startede blødt med ’Bones’, ’Big Bang Theory’ ’Valhalla Rising’, ’To fyre, en pige og et pizzeria’ og ’Kongen af Queens’, men da vi nåede til ’How I Met Your Mother’, måtte jeg overgive mig til den infantile dumhed. Og grine. Højt. Befriende. Hvis ikke legen var sjov nok, kunne jeg altid grine lidt ad tusindbenets grin. Det lyder præcis som det grin, Benny fra Olsen Banden solgte på dåse. Hos tusindbenet får man det bare gratis.

Nedsmeltningen var dog ikke sådan at holde i skak, så efter maden fik jeg mig tvangsindlagt i sofa-skammekrogen, hvor jeg skammede mig selv i meget tidlig søvn. Næste morgen vågnede jeg op og var kampklar – parat til at opløse nedsmeltning. Af en eller anden grund fik jeg bildt mig selv ind, at den kunne bages væk. Jeg har helt utroligt dårlige erfaringer med egne præstationer udi bagværk, men jeg fik bare en meget dyb trang til at røre og ælte og forme. De andre var ikke helt uskeptiske, men jeg fik lov til at føre projektet ud i livet – også selvom jeg insisterede på, at jeg ville gøre det uden brug af opskrifter. Så mens musen, tusindbenet og guldfisken satte ’Love Actually’ på dvd’en, satte jeg en kage i ovnen. En, der var lavet fra bunden med mørk chokolade i vandbad og pasteuriserede æg og siet flormelis på toppen og alt muligt.

Havde virkelig aldrig troet, jeg skulle uploade billeder af bagværk. Oh well, here goes …

Efter kagen kom burgerbollerne. Og franskbrødet. Det gik overraskende godt, og jeg nåede at blive færdig på det helt rigtige tidspunkt, så jeg lige nøjagtig kunne nå at være med til alle tude-scenerne inde hos de andre. Jeg var heldigvis i selskab med tre typer, som har en ret høj tolerance-tærskel, når det kommer til spontan-tudning, så jeg tudede mig diskret igennem den sidste halve time af filmen. Det føltes godt. Bagefter var jeg klar. Impulsshopping, problemforholdning, skamning, bagning og tudning havde gjort mig parat til det store hav. Det blev både til en fælles eftermiddagsdukkert i zen-stille vand og til det, der var endnu bedre: midnatsdukkerten. Halvsnalrede fik vi fumlet os vej i mørke ned til stranden, hvor jeg vovede mig ud i det mørke hav uden tekstil-beskyttelse – kun iført en halv liter Tuborg Classic på dåse. Havet blev på magisk vis lyst op af kril (vidste ikke, at de kunne lyse så kraftigt i Danmark), og himlen blev lyst op af stjerneskud og lyn (vidste ikke, at de to ting kunne forekomme samtidig). Det var magisk. Og næsten ikke farligt*.

I morges følte jeg mig som en cand. mag. Fugl Fønix. Drengene havde tændt grillen for at lave morgenmadsburgere af det sidste kød (vi var kommet til at købe to kilo), guldfisken havde fået sin morgen-Fanta, solen skinnede i tre minutter, og jeg tænkte, at alt egentlig var ret skønt, kaotisk tilværelse taget i betragtning. Vi ryddede op, pakkede og gjorde rent. Det føltes sært tilfredsstillende at gå og vaske gulv i verdens-største-sommerhus til tonerne af dansk Melodi Grand Prix-vinder anno 1991, som musen helt uopfordret havde sat på, fordi han vidste, at den ville gøre mig glad. Jeg bliver nok aldrig rigtig tjekket. Jeg bliver sandsynligvis aldrig hende, der kan kontrollere brandert, bekendelser eller bagstivhed. Jeg bliver nok heller aldrig hende, der har styr på rammerne – på alt det praktiske. Hende, som helt naturligt smider en kage i ovnen uden at skabe kaos i køkkenet. Men det gør ikke noget. For jeg er heldigvis indehaver af verdens bedste venner, der får mig til at føle, at jeg er ganske okay alligevel. De findes både i sommerhuset og i hovedstaden – i barndomslandet, på Sydfyn og på fastlandet. På det punkt er jeg en uheldigt heldig type!

PS: Nogle gange sker det også, at nye bekendtskaber dukker op. Det skete i dag. Og det nye bekendtskab havde endda en medalje med – den sejeste, jeg har modtaget indtil videre. Det kan godt være, at mine medaljer aldrig er 100 procent vinder-medaljer, men jeg kan faktisk bedst lide den slags, som også har plads til taberen. Medaljen i dag fik jeg, fordi jeg fandt frem til skatten, da den allerede var blevet taget af en anden. ’Kom igen næste gang’, står der på den. Jeg synes, den er helt fantastisk sej, og jeg er meget beæret over, at en (indtil for kort tid siden) fremmed person har taget sig tid til at lave sådan en til mig. Jeg er virkelig en uheldigt heldig type!

* I tilfælde af at min mor skulle finde på at læse med, vil jeg gerne lige understrege, at vi selvfølgelig skyndte os op ad vandet, så snart det begyndte at lyne. Og vi gik ikke længere ud end til navlen. Jeg bærer mine branderter på yderst ansvarlig vis. Eller noget …