Op ad gaden ned igen

Der er røde minusser i mit koncertbudget for tiden. Eller okay, jeg er på ingen måder tjekket nok til at lave budget over den slags. Men hvis jeg havde et budget, ville det være brugt op. Til gengæld har jeg overskud på kontoen for musikalske indtryk.

I går var det MIKA, der indtog scenen, og mens jeg stod under VEGAs lysende lamper og klamrede mig til tusindbenet, ærgrede jeg mig en lille smule over, at jeg ikke havde en superhelts evner til at gennemføre et lynhurtigt telefonboks-identitets-skifte (eller muligvis bare et toilet-identitets-skifte. Det er jo alt for besværligt at støve en telefonboks op nu-til-dags). I så fald ville jeg gerne prøve at være en homoseksuel fyr. Bare lige i halvanden times tid. Som pige med hang til heteroseksuelle mænd (eller måske nærmere mænd-in-spe) er det nemlig en lille smule svært at få det optimale ud af popfyrens lækkerhed. Jeg blev dog enig med tusindbenet om, at vi havde fundet den perfekte papfar (popfar?) til et muligt fremtidigt fælles barn. Dermed fik jeg på en eller anden måde accepteret, at det i så fald er tusindbenet, der får både drømmemanden og barnet, mens jeg ville komme til at hænge på knap-så-sjov-befrugtningsproces, uundgåelige fødselstraumer, uoverskuelig afholdenhed, afsked med resterne af til-dels-ungdommelig-krop – og samtidig bliver det så også mig, der skal gå alene i seng. Livet er uretfærdigt!

Egentlig burde jeg have fået styret mit behov udi den regnbuefarvede musikgenre, da jeg var til Scissor Sisters koncert på min egen ø en torsdag aften tidligere på måneden. Problemet var bare, at min trang til at drukne tankerne om mange ting, der skete, var skyld i, at jeg ikke husker meget mere fra den koncert end smagen af halvdød fadøl og synet af en milliard pailletter, der dansede rundt foran mig. Men jeg tror, det var en fest. Tusindbenet, musen, guldfisken, solsorten og haren fik i hvert fald hanket op i mig. Og aftenen endte efter sigende på Postbodegaen, så lige meget hvad var det en succes.

Ind imellem de to koncerter luftede guldfisken og jeg vores indre teenagere til P3 albumsession med Saybia. Guldfisken er fra Nyborg, så lokalpatriotismen trak i hende, da hun hørte, at de skulle spille hele deres debutalbum. Under andre omstændigheder ville hun nok have hevet storebjørn med, men der er åbenbart grænser for, hvad han vil flette fingre til, så jeg meldte mig frivilligt. Der skal ikke så meget overtalelse til, når det drejer sig om en aften i DR’s koncertsal, der efter min mening er samtlige licenskroner værd. Jeg må da også indrømme, at jeg endte med at blive revet ret voldsomt med af musikken. Specielt fordi en del af tonerne tog mig tilbage til gymnasietiden og busture i linje 1A, som fragtede mig mellem kassedame-tjans i SuperBrugsen og kaostilværelse på hospitalskollegium. Dengang var det ikke let at holde hovedet højt for en helspekulerende type. Men enkelte sange hjalp.

Genhøret med koncertsalens magiske akustik pillede også ved andre live-minder fra rummet. Både Agnes Obels kloge klaverkompositioner, kærlighed-ved-første-sang-oplevelsen med I Am Kloot – og ikke mindst den allerførste præ-åbningskoncert i salen, som jeg med hjælp fra musvitten var så åndssvagt heldig at få lov at opleve på første række midtfor (måske er der alligevel retfærdighed til). Her stod Steffen Brandt på scenen med sin (på-daværende-tidspunkt) nyeste protegé, Julie Maria, ved sin side. Ham har jeg været forelsket i, siden jeg hørte den her første gang – hende blev jeg forelsket i den aften. Følelsen blev yderligere forstærket i går, hvor jeg fik fingrene i hendes nye album, der minder mig om, at den rigtige musik altid er alle pengene værd – både live og i høretelefonerne, der trygt isolerer mod omverdenen på turene op ad gaden ned igen.