Noget om verdens længste gåtur

Verdens længste gåtur startede i sommeren 2010. Jeg var lige blevet færdiguddannet og havde ingen idé om, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var arbejdsløs, single, økonomisk på røven og uden planer. Skide godt udgangspunkt for succes!

I desperation forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at min situation måske slet ikke var så deprimerende. Måske var det nærmere et tegn på, at alt kunne ske, hvis jeg turde tage chancer. Så jeg tog en chance, lejede en lejlighed i New York i et par måneder, bestilte billet og stak af, inden min bankrådgiver kom på sporet af min knap så fornuftige flugt.

Det var en afsindig god plan, syntes jeg. Bortset fra at jeg ikke lige havde lagt nogen plan for, hvad de måneder egentlig skulle bruges på. Det endte med, at jeg gik. Mange kilometer hver eneste dag. Op ad gaden ned igen. Og kiggede og hørte musik og tog indtryk til mig og tog billeder og tænkte. Mine følelser var mere end almindeligt skizofrene i den periode, fordi jeg vekslede fra at være euforisk begejstret over at være i New York til at være afsindigt nedtrykt over at være i New York helt alene med mig selv uden at vide, hvad jeg skulle gøre af mig, Det var skide fedt og skide hårdt og meget, meget sundt, tror jeg (for hovedet, altså).

Jeg skrev også. For første gang nogensinde skrev jeg noget, der mindede om dagbog – nok mest i desperation over, at jeg ikke havde nogen af snakke med. Jeg har lige læst det (det var laaaaaaangt. To måneders sindssyge er altså ikke sådan lige at komme igennem). Meget af det kunne jeg godt huske, men nogle af følelserne og frustrationerne havde jeg næsten glemt, fordi tingenes tilstand (heldigvis) har ændret sig de seneste par år. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at sætte så meget pris på alle de gode ting, der er sket, hvis ikke jeg havde givet mig lov til at være så meget væk i mig selv i den periode.

Jeg fik en klump i maven over meget af det, der stod. Især det, jeg havde skrevet på min sidste dag herovre. Som research til en artikel (der aldrig blev skrevet) om newyorkernes enorme interesse for clairvoyance, skulle jeg selv prøve at opsøge en clairvoyant. Jeg gik direkte ind fra gaden og var lige dele skeptisk, nysgerrig og pissehamrende skræmt. Det tog cirka fem minutter for kvinden (som intet anede om mig) at fortælle mig, at de to måneders vandrende bekymring slet ikke var noget at bekymre sig over. I dagbogen har jeg skrevet ned, præcis hvad hun sagde. Jeg har censureret en lille smule i det, jeg stadig ikke kan overskue at forholde mig til, men ellers lød hendes spådom for snart tre år siden nogenlunde sådan her:

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det.

I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger.

Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke –  den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt (…)

Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud (…) I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år”.

not_all_those_who_wander_are_lost

PS:  Jeg går stadig. Så meget som muligt. Ikke fordi jeg er frustreret over ikke at vide, hvor jeg skal hen. Men fordi det føles godt. Og hvis det føles godt, så er det godt.

Meningsmusik

Der findes koncerter, som er fantastiske, fordi musikken går helt ind i kroppen og ned i maven og ud i fingrene (og i de store fødder). Og så findes der den slags koncerter, hvor man både er ude af sig selv og inde i sig selv på samme tid. Sådan en var jeg så heldig at havne til i lørdags.

Det er ikke første gang, Julie Maria er oppe at vende herinde. Og det er heller ikke første gang, jeg oplevede hende i DR’s koncerthus. Men den her gang var anderledes. Det sidste halve år har hendes musik loopet i mine ører noget nær konstant. Specielt på løbebåndet i 80’er-træningscentret, hvor jeg har haft travlt med at løbe fra et eller andet i vild forvirring (fordi det endnu ikke var gået op for mig, at det er meget sjovere at løbe til noget). Der var særligt én sang*, som ramte mig hårdt, allerede første gang jeg hørte den. Med min gangmani er der måske ikke så meget at sige til det.

Og så var der selvfølgelig også den sang, som jeg hele tiden har ønsket (og et eller andet sted måske af åndssvage årsager også frygtet) kunne ramme mig hårdt. Det gjorde den i lørdags. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var heller ikke farligt. Det var mest af alt bare rigtigt.

* Da jeg hørte sangen live, gik det op for mig, at jeg nu rent faktisk kan give ham et svar med. På det store spørgsmål. For ja, jeg tror nu mere end nogensinde på, at det kan lade sig gøre at finde det hele i én. Hvis man tør slippe alle forbehold og overgive sig. (Måske bliver svaret slet ikke læst her. Måske er det fint. Måske sender jeg en brevdue en dag. Hvis det føles rigtigt. Og måske er der alligevel en mening med det meste …)

Luft under vingerne

Hjælper det at sige Ave Maria’er, hvis man ikke er katolik? Og kan det overhovedet betale sig at bede om syndsforladelse, hvis man ikke angrer? Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan man Ave’er de Maria’er – så jeg forsøger i stedet at improvisere med følgende:

’Tilgiv mig o høje bankrådgiver-type, thi jeg har syndet og brugt mere, end hvad jeg har. Men hvis folk som dig virkelig gerne ville undgå den slags, synes jeg ærligt talt, at opfindelsen af MasterCard er en streg i regning på jeres konto’.

Jeg er vinterkulret på den der måde, hvor jeg føler, at jeg kan tillade mig alt, fordi foråret endnu ikke har meldt sin ankomst. Derfor dømmer jeg afgang. Ikke nødvendigvis til mere solrige himmelstrøg, men til destinationer, som forhåbentlig varmer lige meget hvad.

For-sjov-søgning på Momondo resulterede i hovsa-køb på den helt rigtige måde. På den alt for dyre måde. Og for ligesom at skabe balance i regnskabet forsøgte jeg at opveje køb af dyr rejse med tillægskøb af billig rejse. Bare for at bevise, at jeg godt kan ferie-shoppe økonomisk.

Jeg burde have dårlig samvittighed. Men det er der ikke plads til i min krop, for den er fyldt op af glæde ved tanken om, at jeg om en god måned sidder i Berlin med musen, og at jeg til påske går op ad gaden ned igen i New York med mig selv.

Berlin har jeg ikke besøgt siden kort efter murens fald. Mit tydeligste minde derfra handler om et æg, som jeg syntes var lidt for hårdkogt (børnehjerner har en underligt skøn måde at selektere fremtidige minder på). Men så er det godt, at jeg har musen med, for han har været der mange gange før og kan huske detaljer, der ikke udelukkende handler om æg. Guldfisken har netop pointeret det ironiske i, at vi skal rejse på Valentine’s Day – forhåbentlig betyder det, at jeg kan kaste min kærlighed på endnu en fantastisk by, der kalder på at blive eventyrsopdaget.

New York skal jeg genopdage på eventyrlig vis for syvende gang. Mine ben savner at gå op og ned ad Bleecker og kigge på pladebutikker og sidde på kaffebar og sluge limonade i takt med tasterne for derefter at tage musik i ørerne og gå videre ned til bænkene i de mørke parker, hvor jeg kan være lige dele skræmt og fascineret af dyrene, som piler forbi mine fødder.

Jeg kan allerede mærke, at det bliver alle pengene værd. Dobbelt op, endda. Berlin, Berlin og New York, New York.

Op ad gaden ned igen

Der er røde minusser i mit koncertbudget for tiden. Eller okay, jeg er på ingen måder tjekket nok til at lave budget over den slags. Men hvis jeg havde et budget, ville det være brugt op. Til gengæld har jeg overskud på kontoen for musikalske indtryk.

I går var det MIKA, der indtog scenen, og mens jeg stod under VEGAs lysende lamper og klamrede mig til tusindbenet, ærgrede jeg mig en lille smule over, at jeg ikke havde en superhelts evner til at gennemføre et lynhurtigt telefonboks-identitets-skifte (eller muligvis bare et toilet-identitets-skifte. Det er jo alt for besværligt at støve en telefonboks op nu-til-dags). I så fald ville jeg gerne prøve at være en homoseksuel fyr. Bare lige i halvanden times tid. Som pige med hang til heteroseksuelle mænd (eller måske nærmere mænd-in-spe) er det nemlig en lille smule svært at få det optimale ud af popfyrens lækkerhed. Jeg blev dog enig med tusindbenet om, at vi havde fundet den perfekte papfar (popfar?) til et muligt fremtidigt fælles barn. Dermed fik jeg på en eller anden måde accepteret, at det i så fald er tusindbenet, der får både drømmemanden og barnet, mens jeg ville komme til at hænge på knap-så-sjov-befrugtningsproces, uundgåelige fødselstraumer, uoverskuelig afholdenhed, afsked med resterne af til-dels-ungdommelig-krop – og samtidig bliver det så også mig, der skal gå alene i seng. Livet er uretfærdigt!

Egentlig burde jeg have fået styret mit behov udi den regnbuefarvede musikgenre, da jeg var til Scissor Sisters koncert på min egen ø en torsdag aften tidligere på måneden. Problemet var bare, at min trang til at drukne tankerne om mange ting, der skete, var skyld i, at jeg ikke husker meget mere fra den koncert end smagen af halvdød fadøl og synet af en milliard pailletter, der dansede rundt foran mig. Men jeg tror, det var en fest. Tusindbenet, musen, guldfisken, solsorten og haren fik i hvert fald hanket op i mig. Og aftenen endte efter sigende på Postbodegaen, så lige meget hvad var det en succes.

Ind imellem de to koncerter luftede guldfisken og jeg vores indre teenagere til P3 albumsession med Saybia. Guldfisken er fra Nyborg, så lokalpatriotismen trak i hende, da hun hørte, at de skulle spille hele deres debutalbum. Under andre omstændigheder ville hun nok have hevet storebjørn med, men der er åbenbart grænser for, hvad han vil flette fingre til, så jeg meldte mig frivilligt. Der skal ikke så meget overtalelse til, når det drejer sig om en aften i DR’s koncertsal, der efter min mening er samtlige licenskroner værd. Jeg må da også indrømme, at jeg endte med at blive revet ret voldsomt med af musikken. Specielt fordi en del af tonerne tog mig tilbage til gymnasietiden og busture i linje 1A, som fragtede mig mellem kassedame-tjans i SuperBrugsen og kaostilværelse på hospitalskollegium. Dengang var det ikke let at holde hovedet højt for en helspekulerende type. Men enkelte sange hjalp.

Genhøret med koncertsalens magiske akustik pillede også ved andre live-minder fra rummet. Både Agnes Obels kloge klaverkompositioner, kærlighed-ved-første-sang-oplevelsen med I Am Kloot – og ikke mindst den allerførste præ-åbningskoncert i salen, som jeg med hjælp fra musvitten var så åndssvagt heldig at få lov at opleve på første række midtfor (måske er der alligevel retfærdighed til). Her stod Steffen Brandt på scenen med sin (på-daværende-tidspunkt) nyeste protegé, Julie Maria, ved sin side. Ham har jeg været forelsket i, siden jeg hørte den her første gang – hende blev jeg forelsket i den aften. Følelsen blev yderligere forstærket i går, hvor jeg fik fingrene i hendes nye album, der minder mig om, at den rigtige musik altid er alle pengene værd – både live og i høretelefonerne, der trygt isolerer mod omverdenen på turene op ad gaden ned igen.