Noget om slatten succes

Jeg kører totalt med klatten for tiden. Det siger rygterne ude i byen i hvert fald.

De seneste måneder har jeg flere gange oplevet, at det klassiske “Hvordan går det så med dig”-spørgsmål har ændret form til konstateringen “Det kører jo bare for dig”, når jeg har talt med folk, jeg ikke har set et stykke tid.

De har nemlig set på Facebook og Instagram, at jeg udgiver bøger i rap, hiver fine anmeldelser hjem, trækker fulde huse til foredrag og rejser verden rundt ved siden af. Selvom jeg ofte ville ønske, at jeg levede det fede liv hver eneste dag, må jeg desværre konstatere, at min virkelighed er knap så konfettifyldt.

Når nu jeg skriver og taler så meget om, hvor vigtigt det er at droppe glansbillederne, kunne jeg jo passende starte med at pille mit eget ned. Så:

  • Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft ro i maven, fordi jeg havde penge til at betale mine regninger til den første (hurra for MasterCard).
  • Jeg har fået så mange afslag på fondsansøgninger og forsøg på samarbejder alene i år, at jeg kunne bygge et hæderligt Sankt Hans-bål af dem.
  • Jeg har ikke holdt et foredrag siden februar (altså siden sidste gang, jeg postede noget om foredrag).
  • Jeg har stort set ikke skrevet siden nytår, fordi jeg ikke har haft råd til at afsætte tid til den bog, jeg gerne vil i gang med.
  • Jeg har til gengæld brugt et par tusind timer af 2018 på at ligge med bankende hjerte og blikket vendt mod sofaryggen, fordi jeg ikke kunne finde ud af at rejse mig (havde jeg i stedet brugt tiden på at arbejde eller skrive, ville jeg nu enten have penge på kontoen eller endnu en færdig bog. Men det ville jo næsten være for nemt …)
  • Jeg har netop smidt en fjerdedel af mit tøj ud, fordi årets prangende junkfoodindtag har svækket min tro på, at jeg nogensinde kommer til at skrue mig ned i det igen.
  • Jeg har fået anmeldelser, som langt fra var prangende – en af dem var endda af den rigtig vigtige slags (men i stedet for at dele den på sociale medier, spurtede jeg direkte hen på en meget brun bodega og drak mig fuld for de penge, jeg heller ikke havde den dag).

Så nej, alt er ikke fest og farver i min butik. For helt ærligt synes jeg, det er pissesvært at finde en balance, hvor jeg kan lave det, jeg elsker, samtidig med at jeg tjener penge nok til at undgå endnu et regnskabsår med underskud.

Når det er sagt, så er jeg stadig ret tosset mit liv en del af tiden. For selvom min økonomi (stadig) sejler, selvom jeg (stadig) ikke kan passe den der lædernederdel fra 2013, selvom jeg (stadig) ikke har udgivet noget, der ligner en indbringende bestseller, eller (stadig) ikke kan finde ud af at sælge mig selv godt nok til at blive booket til alle de foredrag, jeg gerne vil holde, så har jeg på fornemmelsen, at den 5-årige, 15-årige og 25-årige version af mig selv alligevel ville have optur over det, jeg trods alt har opnået. Og resten af livet ville da også være kedeligt, hvis jeg vidste det hele og havde inkasseret alle succesoplevelserne allerede nu.

Måske er der en grund til, at jeg ikke kan få finansiering til det store romanprojekt, jeg så gerne vil i gang med. Måske er det, fordi jeg først har lært nok om livet til at kaste mig ud i det om 10 eller 20 år. Måske er det helt fint, at mine uger ikke er booket op med foredrag. For så har jeg tid til en masse andre arbejdsopgaver, som for det meste både er sjove og lærerige (men du må stadig meget gerne booke mig. Jeg er både villig og billig (som man siger …)). Måske er det helt okay, at alle anmeldelser ikke er spitzenklasse. For så sætter jeg meget mere pris på dem, der er. Og måske er det helt okay, at jeg ikke kan passe mit tøj fra 2013. For årsagen til, at jeg kunne skrue mig ned i en størrelse 36 dengang, var, at jeg i alt for lang tid havde behandlet min krop dårligt.

Jeg har stadig alt for meget at lære til at køre med klatten. Og det er okay. For helt ærligt tror jeg ikke, jeg ville trives særlig godt i et glansbillede. Jeg trives bedst i min egen usikre frihed, hvor der heldigvis er plads til at håbe på, at fremtiden bringer en løsning på selv de mest uoverskuelige udfordringer.

take_what_you_need

Roskildevej, Frederiksberg

 

Bittersød erfaringsnote #6

Kære mig selv

Casino er ikke løsningen på dine økonomiske problemer. Casino er slet ikke løsningen på dine økonomiske problemer, når du er i Sunny Beach og har en teenagepromille på 4,04.

Undskyld, ny bankrådgivertype. Jeg lover at forsøge at tage mig sammen og blive voksen snarest. Forsøge, altså …

casinofiasko 

PS: Jeg tror ikke, det er statistisk muligt at tabe så mange gange i træk, som guldfisken og jeg gjorde i nat. I dag kan vi så forsøge at trøste os selv med, at der måske alligevel noget om det der ordsprog … ligesom der er noget om det der med, at hvis man drikker meget alkohol, så får man mange tømmermænd. Hurra for MasterCard og McD, siger jeg bare!

Luft under vingerne

Hjælper det at sige Ave Maria’er, hvis man ikke er katolik? Og kan det overhovedet betale sig at bede om syndsforladelse, hvis man ikke angrer? Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan man Ave’er de Maria’er – så jeg forsøger i stedet at improvisere med følgende:

’Tilgiv mig o høje bankrådgiver-type, thi jeg har syndet og brugt mere, end hvad jeg har. Men hvis folk som dig virkelig gerne ville undgå den slags, synes jeg ærligt talt, at opfindelsen af MasterCard er en streg i regning på jeres konto’.

Jeg er vinterkulret på den der måde, hvor jeg føler, at jeg kan tillade mig alt, fordi foråret endnu ikke har meldt sin ankomst. Derfor dømmer jeg afgang. Ikke nødvendigvis til mere solrige himmelstrøg, men til destinationer, som forhåbentlig varmer lige meget hvad.

For-sjov-søgning på Momondo resulterede i hovsa-køb på den helt rigtige måde. På den alt for dyre måde. Og for ligesom at skabe balance i regnskabet forsøgte jeg at opveje køb af dyr rejse med tillægskøb af billig rejse. Bare for at bevise, at jeg godt kan ferie-shoppe økonomisk.

Jeg burde have dårlig samvittighed. Men det er der ikke plads til i min krop, for den er fyldt op af glæde ved tanken om, at jeg om en god måned sidder i Berlin med musen, og at jeg til påske går op ad gaden ned igen i New York med mig selv.

Berlin har jeg ikke besøgt siden kort efter murens fald. Mit tydeligste minde derfra handler om et æg, som jeg syntes var lidt for hårdkogt (børnehjerner har en underligt skøn måde at selektere fremtidige minder på). Men så er det godt, at jeg har musen med, for han har været der mange gange før og kan huske detaljer, der ikke udelukkende handler om æg. Guldfisken har netop pointeret det ironiske i, at vi skal rejse på Valentine’s Day – forhåbentlig betyder det, at jeg kan kaste min kærlighed på endnu en fantastisk by, der kalder på at blive eventyrsopdaget.

New York skal jeg genopdage på eventyrlig vis for syvende gang. Mine ben savner at gå op og ned ad Bleecker og kigge på pladebutikker og sidde på kaffebar og sluge limonade i takt med tasterne for derefter at tage musik i ørerne og gå videre ned til bænkene i de mørke parker, hvor jeg kan være lige dele skræmt og fascineret af dyrene, som piler forbi mine fødder.

Jeg kan allerede mærke, at det bliver alle pengene værd. Dobbelt op, endda. Berlin, Berlin og New York, New York.