Bittersød erfaringsnote #6

Kære mig selv

Casino er ikke løsningen på dine økonomiske problemer. Casino er slet ikke løsningen på dine økonomiske problemer, når du er i Sunny Beach og har en teenagepromille på 4,04.

Undskyld, ny bankrådgivertype. Jeg lover at forsøge at tage mig sammen og blive voksen snarest. Forsøge, altså …

casinofiasko 

PS: Jeg tror ikke, det er statistisk muligt at tabe så mange gange i træk, som guldfisken og jeg gjorde i nat. I dag kan vi så forsøge at trøste os selv med, at der måske alligevel noget om det der ordsprog … ligesom der er noget om det der med, at hvis man drikker meget alkohol, så får man mange tømmermænd. Hurra for MasterCard og McD, siger jeg bare!

Gajol-vejr når det er vejrst (og bedst)

Jeg har fået at vide, at humør er lidt ligesom vejret. Det burde ofte være meget bedre, end det er, men det ændrer sig ikke, selvom du råber ad det og insisterer på en øjeblikkelig forbedring. For du har ingen umiddelbar magt til at lave om på det, selvom det ikke giver mening for dig. Du kan derimod gøre tre ting: #1 Du kan slå røven i vandpytten og have ondt af dig selv. #2 Du kan snuppe den første charter sydpå og lulle dig ind i flugtens syntetiske sødme. #3 Du kan acceptere, at der muligvis er en mening med vejret, forsøge at forholde dig til det og i øvrigt vente på det forår, som altid venter derude et sted.

Jeg får allerede efterårs-stres i maj. Lige når solen rigtigt brænder igennem for første gang. For jeg ved, at den forsvinder igen, og derfor får jeg så travlt med at skulle nyde den, at jeg helt glemmer at nyde den. Jeg er vinterbarn, så jeg burde kunne klare det meste, men tanken om seks måneder i mørke bliver ikke budt hjerteligt velkommen. Jeg vil have lys. Jeg vil have sommer. Jeg vil have alt det, der gør tankerne lettere og sanserne levende. Mørke gør det bare svært at se. Og synsbesvær skaber spørgsmål. Og spørgsmål kræver svar. Og svar bør give mening. Omgående!

I min desperate higen efter at starte fra bunden og arbejde mig opad forsøgte jeg at opsøge mening i dag i håbet om, at det kunne skabe en form for opadgående domino-effekt, som ender ved lyset. Mening kan opsøges mange steder, men den trygge løsning er altid Gajol-pakker. Så jeg købte otte styks. De seks af dem sagde det samme, og det fik mig til at overveje, om der muligvis alligevel sidder en et sted deroppe og vinker til mig med en stang fra en vogn.

Ordsprog giver dog ikke altid mening, og de færreste er skabt for at give mening for alle. Engang troede jeg, at ordsprog var en form for endegyldig sandhed, som jeg burde trække ned over hovedet på mig selv, men da jeg oplevede andre gøre det samme, fandt jeg ud af, hvor mange begrænsninger det i virkeligheden kan sætte, hvis man følger de forkerte af slagsen. Hvor mange ben, de kan fælde på vejen, og hvor stor en portion potentiel magi de kan dræbe, hvis man vælger at lytte til ordsproget frem for først at lytte til sig selv. Altså lytte helt derinde, hvor fornuften er forment adgang. Alligevel var der noget ved netop det ordsprog, jeg blev bombarderet med i dag, som gav mening over hele linjen på trods af tydeligt klodset oversættelse.

Fejl er okay. Specielt i mørke. Så kan man bedre slippe af sted med dem, lære af dem og i bedste fald indrømme dem fuldt ud over for sig selv og andre den dag, det igen er muligt at løbe ind i de lysere tider.

Ned af hesten

Den er ret indholdsrig, den der konfirmationsmappe, som bekræfter mig i, at underlighed ikke er noget, jeg er vokset mig til. Mappen minder mig blandt andet om, at jeg i en tidlig alder havde svært ved at erkende mine begrænsninger udi egne musikalske evner. For eksempel troede jeg tydeligvis stadig på, at jeg havde en form for singer/songwriter-talent, da jeg skrev følgende udkast til ’Ugens uundgåelige’:

Igen vil jeg være behjælpelig med en oversættelse fra barnsk til dansk:

Mine Sange

Jeg har altid interesseret mig for heste,
lige siden jeg var ganske lille.
Første gang jeg red,
var da jeg var to år.

Altså, motivationen for et gennembrud på scenen fejlede i hvert fald ikke noget, men jeg ville meget gerne have hørt 8-årige Skudamuda forsøge at få en decideret sang ud af det der. Det rimer ikke, og jeg er ked af at måtte skuffe mit barnlige jeg, men det er altså heller ikke videre poetisk. Til gengæld synes jeg, det er meget sjovt, at jeg referer til ’dengang jeg var ganske lille’, for det indikerer tydeligt, at jeg på daværende tidspunkt har haft en idé om, at jeg var fantastisk stor. Muligvis endda større, end jeg nogensinde vokser mig.

Selvom jeg ikke er imponeret over sangen i sig selv, fangede indholdet i teksten mig alligevel. Det der med hestene. Jeg elskede heste. Kunne slet ikke få nok af dem, og derfor plagede jeg min mor om at få lov til at gå til ridning, selvom vi ikke havde råd. Jeg fik lov, og i flere år travede jeg rundt på lige linje med alle de andre hestepiger og lavede volter og ottetaller og havde det så skønt, så skønt. Problemet var bare, at det havde jeg slet ikke. Jeg var bange og panisk nervøs, hver eneste gang jeg bevægede mig hen imod den rideskole. Det turde jeg bare ikke fortælle nogen, for det var mest normalt at elske at gå til ridning. Det gjorde alle de andre jo. Men jeg syntes, ridelærerne råbte for meget, jeg frygtede at være skyld i andres styrt, og alt det, der skete i hallen, faldt mig slet ikke naturligt. Det indøvede hesteshow føltes helt forkert.

En af de første gange, jeg var af sted, havde jeg glemt at spænde sadlen ordentlig fast, hvilket resulterede i, at jeg for hvert skridt, hesten tog, lige så stille gled længere og længere ned ad siden på den, indtil jeg ramte en 90-graders-vinkel, som fik tyngdekræften til at sejre. Det har helt sikkert set dybt åndssvagt ud, men ikke lige så åndssvagt, som dengang, jeg fik tildelt rideskolens mindste pony, Bamse, fordi jeg var den mindste elev. Den stak af med mig hver eneste uge. Stejlede og sparkede og spænede rundt, indtil mine korte ben måtte give op og slippe desperations-klamren til kræet. Konfrontationen med savsmuldet slog altid luften ud af mig, men alligevel hoppede jeg op på hesten igen.

Hvorfor jeg blev ved, er jeg ikke rigtig klar over. Jeg fik ondt i maven, hver eneste gang jeg skulle af sted, og jeg vidste, at de penge, der blev lagt på rideskolen, helt sikkert kunne bruges bedre et andet sted. Jeg ville bare så gerne være hende, som var den fødte hestepige og vandt alle de store stævner. Hende, som alle de andre drømte om at blive. Og jeg kunne faktisk rigtig godt lide hestene. De søde af dem i hvert fald. De havde bløde muler og gode øjne. I virkeligheden ville jeg have det meget bedre med bare at stå ude i stalden og strigle dem og ae deres muler. Men jeg var desværre godt klar over, at jeg i så fald ville være en barnlig version af ’hende med kattene’ (som jo ligger utroligt langt fra hende, jeg er i dag).

Den sidste hest, jeg stiftede bekendtskab med, var den bedste. Den var kæmpestor og brun og boede ikke på en rideskole, men i verdens mindste stald ude i skoven. Jeg fik lov til at passe den, og det gik mest ud på, at jeg skulle muge ud og strigle og alt det praktiske, der var så dejligt ufarligt. Men engang imellem skulle jeg også ride på den. Det foregik ovre på galopbanen, og det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på en form for ridelykke. Der var ingen sure lærere, ingen indoktrinerede rideskoleheste med oprørstrang og intet show. Der var bare fart. Det gik så fantastisk stærkt på den galopbane, og det handlede kun om at komme fremad. Det er den eneste bane, jeg aldrig er blevet smidt af på, og jeg er glad for, at jeg sluttede på den. I det hele taget er jeg bare glad for, at jeg sluttede. Interessen for heste blev skiftet ud med interessen for drenge, og jeg kunne drage så mange metaforiske paralleller mellem de to hobbyer, men det vælger jeg ikke at gøre. Jeg er bare lettet over, at jeg tog mig sammen til at komme ned af den hest og acceptere, at det er okay ikke at være som de andre. Og at det frem for alt er okay at nægte at hoppe op på hesten igen, selvom ordsproget siger, at man skal. Ordsprog har nemlig ikke altid ret. Heldigvis.