Den er ret indholdsrig, den der konfirmationsmappe, som bekræfter mig i, at underlighed ikke er noget, jeg er vokset mig til. Mappen minder mig blandt andet om, at jeg i en tidlig alder havde svært ved at erkende mine begrænsninger udi egne musikalske evner. For eksempel troede jeg tydeligvis stadig på, at jeg havde en form for singer/songwriter-talent, da jeg skrev følgende udkast til ’Ugens uundgåelige’:
Igen vil jeg være behjælpelig med en oversættelse fra barnsk til dansk:
Mine Sange
Jeg har altid interesseret mig for heste,
lige siden jeg var ganske lille.
Første gang jeg red,
var da jeg var to år.
Altså, motivationen for et gennembrud på scenen fejlede i hvert fald ikke noget, men jeg ville meget gerne have hørt 8-årige Skudamuda forsøge at få en decideret sang ud af det der. Det rimer ikke, og jeg er ked af at måtte skuffe mit barnlige jeg, men det er altså heller ikke videre poetisk. Til gengæld synes jeg, det er meget sjovt, at jeg referer til ’dengang jeg var ganske lille’, for det indikerer tydeligt, at jeg på daværende tidspunkt har haft en idé om, at jeg var fantastisk stor. Muligvis endda større, end jeg nogensinde vokser mig.
Selvom jeg ikke er imponeret over sangen i sig selv, fangede indholdet i teksten mig alligevel. Det der med hestene. Jeg elskede heste. Kunne slet ikke få nok af dem, og derfor plagede jeg min mor om at få lov til at gå til ridning, selvom vi ikke havde råd. Jeg fik lov, og i flere år travede jeg rundt på lige linje med alle de andre hestepiger og lavede volter og ottetaller og havde det så skønt, så skønt. Problemet var bare, at det havde jeg slet ikke. Jeg var bange og panisk nervøs, hver eneste gang jeg bevægede mig hen imod den rideskole. Det turde jeg bare ikke fortælle nogen, for det var mest normalt at elske at gå til ridning. Det gjorde alle de andre jo. Men jeg syntes, ridelærerne råbte for meget, jeg frygtede at være skyld i andres styrt, og alt det, der skete i hallen, faldt mig slet ikke naturligt. Det indøvede hesteshow føltes helt forkert.
En af de første gange, jeg var af sted, havde jeg glemt at spænde sadlen ordentlig fast, hvilket resulterede i, at jeg for hvert skridt, hesten tog, lige så stille gled længere og længere ned ad siden på den, indtil jeg ramte en 90-graders-vinkel, som fik tyngdekræften til at sejre. Det har helt sikkert set dybt åndssvagt ud, men ikke lige så åndssvagt, som dengang, jeg fik tildelt rideskolens mindste pony, Bamse, fordi jeg var den mindste elev. Den stak af med mig hver eneste uge. Stejlede og sparkede og spænede rundt, indtil mine korte ben måtte give op og slippe desperations-klamren til kræet. Konfrontationen med savsmuldet slog altid luften ud af mig, men alligevel hoppede jeg op på hesten igen.
Hvorfor jeg blev ved, er jeg ikke rigtig klar over. Jeg fik ondt i maven, hver eneste gang jeg skulle af sted, og jeg vidste, at de penge, der blev lagt på rideskolen, helt sikkert kunne bruges bedre et andet sted. Jeg ville bare så gerne være hende, som var den fødte hestepige og vandt alle de store stævner. Hende, som alle de andre drømte om at blive. Og jeg kunne faktisk rigtig godt lide hestene. De søde af dem i hvert fald. De havde bløde muler og gode øjne. I virkeligheden ville jeg have det meget bedre med bare at stå ude i stalden og strigle dem og ae deres muler. Men jeg var desværre godt klar over, at jeg i så fald ville være en barnlig version af ’hende med kattene’ (som jo ligger utroligt langt fra hende, jeg er i dag).
Den sidste hest, jeg stiftede bekendtskab med, var den bedste. Den var kæmpestor og brun og boede ikke på en rideskole, men i verdens mindste stald ude i skoven. Jeg fik lov til at passe den, og det gik mest ud på, at jeg skulle muge ud og strigle og alt det praktiske, der var så dejligt ufarligt. Men engang imellem skulle jeg også ride på den. Det foregik ovre på galopbanen, og det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på en form for ridelykke. Der var ingen sure lærere, ingen indoktrinerede rideskoleheste med oprørstrang og intet show. Der var bare fart. Det gik så fantastisk stærkt på den galopbane, og det handlede kun om at komme fremad. Det er den eneste bane, jeg aldrig er blevet smidt af på, og jeg er glad for, at jeg sluttede på den. I det hele taget er jeg bare glad for, at jeg sluttede. Interessen for heste blev skiftet ud med interessen for drenge, og jeg kunne drage så mange metaforiske paralleller mellem de to hobbyer, men det vælger jeg ikke at gøre. Jeg er bare lettet over, at jeg tog mig sammen til at komme ned af den hest og acceptere, at det er okay ikke at være som de andre. Og at det frem for alt er okay at nægte at hoppe op på hesten igen, selvom ordsproget siger, at man skal. Ordsprog har nemlig ikke altid ret. Heldigvis.
