Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme – part II

Jeg har tilsyneladende formået at ryste mit kattedame-image af mig, efter min forholdsstatus på Facebook er blevet opdateret. Det ændrer egentlig ikke så meget i den virkelige verden, men i den virtuelle verden bliver jeg tydeligvis betragtet som en helt spritterny type.

Jeg havde hørt vilde rygter om, at det kunne ske, men regnede alligevel ikke med, at jeg fra den ene dag til den anden blev losset over i den helt modsatte boks og fik skiftet samtlige annoncer med yderst lystige og villige singlefyre ud med det her:

facebookpropaganda

Jeg ved næsten ikke, hvad der ville være det værste, man kunne udsætte mig for – graviditet eller Zumba. I øvrigt synes jeg, det er lige friskt nok af Facebook bare sådan uden videre at gå ud fra, at jeg er med rogn. For med mindre de har været forbi og rode med mit underliv i nattens mulm og mørke, tør jeg godt fastslå, at der ikke er nogen kage i min ovn (i øvrigt virker min ovn jo slet ikke …)

Det er ikke fordi, jeg savner de gamle annoncer, men jeg havde da håbet på en lille forbedring. Måske jeg skulle sende det der internet en venlig opfordring til at begynde at reklamere for relevante ting. Bacon for eksempel. Det ville jo være en vind-vind for både mig og annoncørerne.

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme

Jeg er temmelig flittig bruger af Facebook. Det første lange stykke tid, hvor jeg kunne se alle vennernes posts i kronologisk rækkefølge, var jeg ramt af en neurose, som sagde, at jeg for alt i verden SKULLE nå at læse alt det, folk havde postet. Det hele og intet mindre. Ellers ville det gå galt! (Hvad ville gå galt? Ingen ved det. Men galt ville det gå. Det sagde neurosen selv). Så hver gang jeg var på Facebook, sørgede jeg for at læse helt ned til det, jeg allerede havde læst én gang før. En proces, der let kunne tage både halve og hele timer.

Nu, hvor kronologien er svømmet sig en tur i nyhedsstrømmen, og det hele er blandet sammen, er det en umulig opgave at få alt med, hvilket jeg først så som et stort problem. Senere har det dog vist sig at være en kæmpe lettelse, fordi det har frigivet fantastisk meget tid. Og jeg har lært, at det utroligt nok slet ikke er livsfarligt at gå glip af noget.

Derudover har jeg også lært, at den moderne, elektroniske verden er stangvild med at putte mig i små, stereotype kasser, som de kan kaste relevante reklamer ned i. Og det er jo skide smart. Bortset fra at jeg muligvis er havnet et forkert sted, alene fordi jeg ikke har angivet, om jeg er single eller ej, hvilket Facebook vist tager som et klart tegn på, at jeg så er. Derfor bliver der brugt dejligt mange reklamekroner på dagligt at vise mig billeder af sprøde mandfolk med teksten: ‘Se dem, du skal på date med nu’ (Skal?? SKAL jeg virkelig det? Når Facebook nu siger det? Jeg plejer jo at være typen, som gør, hvad der bliver sagt. Meeeen …) Den slags annoncer kommer tydeligvis fra den ene singlekasse, jeg er havnet i. Kom-og-tag-mig-kassen, kan man vel kalde den.

Det er dog ikke helt så slemt, som den anden kasse, jeg hygger mig i: kattedamesinglekassen (for alle ved jo, at hvis jeg havde været single, så er der kun de to muligheder at vælge imellem, eftersom det er umuligt bare at være sådan en helt gennemsnitlig tilfreds og katteløs singlepige uden løs tråd). Under ‘Ting, du måske vil synes om’ er mine mest populære annoncer, ud over de lystige mandspersoner, derfor: ‘Ude & Hjemme’, ‘Julegaven til Bedste’ og ‘Alt til hund og kat’. Helt ærligt – det kan godt være, at jeg er blevet lidt kedelig, men det der synes jeg alligevel ikke, jeg har fortjent!

Jeg kan ikke lade være med at have en lille smule ondt af alle de annoncører, som spilder deres gode reklamekroner på mig, bare fordi jeg ikke har sat et kryds i en bestemt boks, og jeg derfor (ifølge Facebook-guderne) kun er et 90% fuldendt individ. Til gengæld er jeg nok heller ikke det mest taknemmelige reklameoffer, eftersom den eneste annonce, jeg kan huske, jeg har klikket på, er reklamen for bamser formet som kønssygdomme. En reklame, som selvfølgelig også er målrettet singler, fordi de sandsynligvis enten har en kønssygdom eller har brug for en gramsebamse. Det er vel efterhånden videnskabeligt bevist.

Oh well, i det mindste slipper jeg for graviditetsreklamer. For det er jo heldigvis også videnskabeligt bevist, at man skal være gift for at kunne blive gravid!

facebooksnager

Psssst: Det gode ved at have et alias, er, at man også kan få lov til at være to personer på Facebook. Mit alter ego, som slipper for at svare på alle de personlige spørgsmål, men som alligevel har tendens til rigelig selvudlevering, findes lige her: https://www.facebook.com/skudamuda 

Ned af hesten

Den er ret indholdsrig, den der konfirmationsmappe, som bekræfter mig i, at underlighed ikke er noget, jeg er vokset mig til. Mappen minder mig blandt andet om, at jeg i en tidlig alder havde svært ved at erkende mine begrænsninger udi egne musikalske evner. For eksempel troede jeg tydeligvis stadig på, at jeg havde en form for singer/songwriter-talent, da jeg skrev følgende udkast til ’Ugens uundgåelige’:

Igen vil jeg være behjælpelig med en oversættelse fra barnsk til dansk:

Mine Sange

Jeg har altid interesseret mig for heste,
lige siden jeg var ganske lille.
Første gang jeg red,
var da jeg var to år.

Altså, motivationen for et gennembrud på scenen fejlede i hvert fald ikke noget, men jeg ville meget gerne have hørt 8-årige Skudamuda forsøge at få en decideret sang ud af det der. Det rimer ikke, og jeg er ked af at måtte skuffe mit barnlige jeg, men det er altså heller ikke videre poetisk. Til gengæld synes jeg, det er meget sjovt, at jeg referer til ’dengang jeg var ganske lille’, for det indikerer tydeligt, at jeg på daværende tidspunkt har haft en idé om, at jeg var fantastisk stor. Muligvis endda større, end jeg nogensinde vokser mig.

Selvom jeg ikke er imponeret over sangen i sig selv, fangede indholdet i teksten mig alligevel. Det der med hestene. Jeg elskede heste. Kunne slet ikke få nok af dem, og derfor plagede jeg min mor om at få lov til at gå til ridning, selvom vi ikke havde råd. Jeg fik lov, og i flere år travede jeg rundt på lige linje med alle de andre hestepiger og lavede volter og ottetaller og havde det så skønt, så skønt. Problemet var bare, at det havde jeg slet ikke. Jeg var bange og panisk nervøs, hver eneste gang jeg bevægede mig hen imod den rideskole. Det turde jeg bare ikke fortælle nogen, for det var mest normalt at elske at gå til ridning. Det gjorde alle de andre jo. Men jeg syntes, ridelærerne råbte for meget, jeg frygtede at være skyld i andres styrt, og alt det, der skete i hallen, faldt mig slet ikke naturligt. Det indøvede hesteshow føltes helt forkert.

En af de første gange, jeg var af sted, havde jeg glemt at spænde sadlen ordentlig fast, hvilket resulterede i, at jeg for hvert skridt, hesten tog, lige så stille gled længere og længere ned ad siden på den, indtil jeg ramte en 90-graders-vinkel, som fik tyngdekræften til at sejre. Det har helt sikkert set dybt åndssvagt ud, men ikke lige så åndssvagt, som dengang, jeg fik tildelt rideskolens mindste pony, Bamse, fordi jeg var den mindste elev. Den stak af med mig hver eneste uge. Stejlede og sparkede og spænede rundt, indtil mine korte ben måtte give op og slippe desperations-klamren til kræet. Konfrontationen med savsmuldet slog altid luften ud af mig, men alligevel hoppede jeg op på hesten igen.

Hvorfor jeg blev ved, er jeg ikke rigtig klar over. Jeg fik ondt i maven, hver eneste gang jeg skulle af sted, og jeg vidste, at de penge, der blev lagt på rideskolen, helt sikkert kunne bruges bedre et andet sted. Jeg ville bare så gerne være hende, som var den fødte hestepige og vandt alle de store stævner. Hende, som alle de andre drømte om at blive. Og jeg kunne faktisk rigtig godt lide hestene. De søde af dem i hvert fald. De havde bløde muler og gode øjne. I virkeligheden ville jeg have det meget bedre med bare at stå ude i stalden og strigle dem og ae deres muler. Men jeg var desværre godt klar over, at jeg i så fald ville være en barnlig version af ’hende med kattene’ (som jo ligger utroligt langt fra hende, jeg er i dag).

Den sidste hest, jeg stiftede bekendtskab med, var den bedste. Den var kæmpestor og brun og boede ikke på en rideskole, men i verdens mindste stald ude i skoven. Jeg fik lov til at passe den, og det gik mest ud på, at jeg skulle muge ud og strigle og alt det praktiske, der var så dejligt ufarligt. Men engang imellem skulle jeg også ride på den. Det foregik ovre på galopbanen, og det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på en form for ridelykke. Der var ingen sure lærere, ingen indoktrinerede rideskoleheste med oprørstrang og intet show. Der var bare fart. Det gik så fantastisk stærkt på den galopbane, og det handlede kun om at komme fremad. Det er den eneste bane, jeg aldrig er blevet smidt af på, og jeg er glad for, at jeg sluttede på den. I det hele taget er jeg bare glad for, at jeg sluttede. Interessen for heste blev skiftet ud med interessen for drenge, og jeg kunne drage så mange metaforiske paralleller mellem de to hobbyer, men det vælger jeg ikke at gøre. Jeg er bare lettet over, at jeg tog mig sammen til at komme ned af den hest og acceptere, at det er okay ikke at være som de andre. Og at det frem for alt er okay at nægte at hoppe op på hesten igen, selvom ordsproget siger, at man skal. Ordsprog har nemlig ikke altid ret. Heldigvis.