Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme – part II

Jeg har tilsyneladende formået at ryste mit kattedame-image af mig, efter min forholdsstatus på Facebook er blevet opdateret. Det ændrer egentlig ikke så meget i den virkelige verden, men i den virtuelle verden bliver jeg tydeligvis betragtet som en helt spritterny type.

Jeg havde hørt vilde rygter om, at det kunne ske, men regnede alligevel ikke med, at jeg fra den ene dag til den anden blev losset over i den helt modsatte boks og fik skiftet samtlige annoncer med yderst lystige og villige singlefyre ud med det her:

facebookpropaganda

Jeg ved næsten ikke, hvad der ville være det værste, man kunne udsætte mig for – graviditet eller Zumba. I øvrigt synes jeg, det er lige friskt nok af Facebook bare sådan uden videre at gå ud fra, at jeg er med rogn. For med mindre de har været forbi og rode med mit underliv i nattens mulm og mørke, tør jeg godt fastslå, at der ikke er nogen kage i min ovn (i øvrigt virker min ovn jo slet ikke …)

Det er ikke fordi, jeg savner de gamle annoncer, men jeg havde da håbet på en lille forbedring. Måske jeg skulle sende det der internet en venlig opfordring til at begynde at reklamere for relevante ting. Bacon for eksempel. Det ville jo være en vind-vind for både mig og annoncørerne.

Noget om Herman

Jeg har fået en dej. Han hedder Herman. Herman har en sikker plads på listen over de mærkeligste ting, jeg nogensinde har fået. Om 10 dage skal han blive til en kage. Hvis jeg altså passer ordentligt på ham indtil da.

Herman er en kædedej, som solsorten i dag stolt videregav til undulaten, guldfisken, musvitten og mig over en brunchsnak om norske ammefilm, og hvad der ellers rører sig på savannen. Uden at fornærme nogen kan jeg vist godt afsløre, at vi er et par dyr i den kæde, som ikke ligefrem er surdejstyperne. Det er solsorten vist heller ikke selv. Men i den tid, hun har passet og plejet sin egen dej, er hun kommet til at holde af Herman. Hvilket  hun mente også vil komme til at ske for mig.

Det skaber både glæde og bekymring. For hvad nu hvis jeg knytter mig for meget til den dej, når jeg de næste 10 dage skal passe ham og pleje ham og fordre ham? Er det så overhovedet muligt for en slipgivningsforskrækket type at gøre det af med ham? At futte ham af i en ovn for fulde hammer og oven i købet spise ham bagefter?

Jeg ved det ikke. Muligvis finder jeg heller aldrig ud af det. For solsorten har sandsynligvis ikke tænkt over, at hun har givet Herman videre til en type, som ikke ejer en funktionsdygtig ovn. Så måske bliver Herman den første surdej, som aldrig bliver spist. Måske kommer han bare til at vokse og vokse af al den kærlighed, jeg øser ud over ham, til han til sidst ikke kan være i mit køkken længere.

Hvem ved, hvad der dog bliver af Herman? Fortsættelse følger …

herman