Noget om Herman – part IIII

Jeg tænker, du har siddet helt ude på yderkanten af lænestolen de seneste par dage med kroppen sprængfyldt af spænding over, om jeg mon har haft en kage i ovnen. Fortvivl ej længere – svaret er rede!

Søndag klokken 21.32 barslede jeg med min egen lille Herman. Han var lidt mørkere i udseendet end først antaget og duftede væsentligt bedre end forventet. Og jeg var så stolt, så stolt!

Mandag stod den så på den helt store barselsfremvisning på kontoret (egentlig burde jeg vel kræve orlov oven på den hårde fødsel). Og kollegerne kunne lide ham. Det virkede i hvert fald som om, at det ikke udelukkende var noget, de sagde for at behage min moderlige stolthed.

Nu er han væk og borte, og selvom det var en sørgelig afsked, kom jeg igennem den uden alt for slemme mén – trøstet ved tanken om, at han nåede at avle afkom, som forhåbentlig lever videre derude et sted.

Jeg lover, at I ikke behøver høre mere om den skide kage fremover. I øvrigt har jeg også alt for travlt med at spankulere rundt med oppustet bryst og lege voksen, nu hvor jeg har formået at bringe bagværk til livs uden at brænde den nederste halvdel til kul eller blande eddike i glasuren. Jeg føler mig nærmest fornuftig og ansvarlig. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg oven i købet lige snakket med SKAT uden at begynde at tude. Hellige Madonna, hvad skal det dog ikke blive til?

herman_faerdig

Noget om Herman – part III

Kagen Herman bliver passet for første gang nogensinde, så det seneste døgn har jeg ikke kunnet følge med i surdejsfyrens velbefindende. Nu forstår jeg virkelig, hvordan forældre har det, når de afleverer deres afkom i institution for første gang. For det her hører da uden tvivl ind under samme kategori!

Heldigvis har giraffen lovet af passe godt på ham og røre i ham morgen og aften, så jeg kan roligt spare bekymringen og bruge tiden på noget fornuftigt i stedet for. Så som at spekulere over om jeg mon er en dårlig dejmor, fordi jeg har forsøgt at speede hans udvikling op og skære et par dage af den store gæringsproces. Opspeedningen var da heller ikke med min gode vilje, men et nødvendigt træk hvis jeg skal nå at bage ham i en ovn, når nu min egen er i udu.

Herefter overtager spekulationerne om, hvorvidt jeg overhovedet kan få mig selv til at bage ham, hvis vi når så langt – for slet ikke at tale om at spise ham. Uff!

Og hvad skal der dog blive af alle de små mini-Herman’er, der kommer ud af ham om nogle dage? Naiv som altid havde jeg troet, at vennerne ville stå i kø for at få deres egen lille Herman. Men der tog jeg fejl. Indtil videre er det kun katten, der har været så sød at tilbyde adoption. Og jeg vil jo bare så gerne være sikker på, at alle de fire små får et godt og trygt hjem. Jesus kagestruds, nu er gode råd dyrere …

eatPS: Har jeg lige skrevet indlæg nummer tre om en dej? Ja, det har jeg. Identitetskrisen lurer uden tvivl om nærmeste hjørne. Igen …

Noget om Herman – part II

‘Har du taget din dej med på arbejde???’

Spørgsmålet kom fra en lige dele forundret og forskrækket hamster, da jeg i morges stillede Herman til rette i vindueskarmen. For ja, jeg havde taget min dej med. Sgu. Og jeg blev kun en lille smule forældresåret, da den ellers så dejglade hamster påstod, at Herman var ret klam, som han stod der og boblede i kartoffelglasset.

‘Han skal bare lige over i en skål. Så tror jeg slet ikke, han er så klam mere,’ prøvede jeg.

Og så fortalte jeg ellers stolt, hvordan han er vokset til dobbelt størrelse overnight (det er så fascinerende, når det sker). Og i øvrigt lugter han altså slet ikke så slemt, når man lige vænner sig til det. Og han er helt sikkert meget længere fremme i udviklingsprocessen end guldfiskens dej, som stadig bare står hjemme på køkkenbordet og mangler kærlighed og røring. Og …

Lige pludselig gik det op for mig, hvorfor det er så godt, at jeg ikke har nogen børn. For når jeg allerede kan gå så meget i selvsving over en skide dej, ville jeg jo være fuldstændig ulidelig at høre på, hvis jeg også producerede eget afkom.

Nå, men fortsættelse følger. Og indtil da kan du følge Hermans udvikling i albummet her. For selvfølgelig skal den lille knægt foreviges fra alle vinkler på de sociale medier. Det manglede da bare!

https://www.facebook.com/skudamuda

PS: I øvrigt agter jeg også at lægge et billede af min tykke mave op, når jeg har spist Herman. Jeg tænker, det er en slags omvendt graviditetsbillede. Vil dog skåne jer for efterfølgende scanning. Sådan en type er jeg nemlig …

kagen_herman

Noget om Herman

Jeg har fået en dej. Han hedder Herman. Herman har en sikker plads på listen over de mærkeligste ting, jeg nogensinde har fået. Om 10 dage skal han blive til en kage. Hvis jeg altså passer ordentligt på ham indtil da.

Herman er en kædedej, som solsorten i dag stolt videregav til undulaten, guldfisken, musvitten og mig over en brunchsnak om norske ammefilm, og hvad der ellers rører sig på savannen. Uden at fornærme nogen kan jeg vist godt afsløre, at vi er et par dyr i den kæde, som ikke ligefrem er surdejstyperne. Det er solsorten vist heller ikke selv. Men i den tid, hun har passet og plejet sin egen dej, er hun kommet til at holde af Herman. Hvilket  hun mente også vil komme til at ske for mig.

Det skaber både glæde og bekymring. For hvad nu hvis jeg knytter mig for meget til den dej, når jeg de næste 10 dage skal passe ham og pleje ham og fordre ham? Er det så overhovedet muligt for en slipgivningsforskrækket type at gøre det af med ham? At futte ham af i en ovn for fulde hammer og oven i købet spise ham bagefter?

Jeg ved det ikke. Muligvis finder jeg heller aldrig ud af det. For solsorten har sandsynligvis ikke tænkt over, at hun har givet Herman videre til en type, som ikke ejer en funktionsdygtig ovn. Så måske bliver Herman den første surdej, som aldrig bliver spist. Måske kommer han bare til at vokse og vokse af al den kærlighed, jeg øser ud over ham, til han til sidst ikke kan være i mit køkken længere.

Hvem ved, hvad der dog bliver af Herman? Fortsættelse følger …

herman