Noget om Herman – part II

‘Har du taget din dej med på arbejde???’

Spørgsmålet kom fra en lige dele forundret og forskrækket hamster, da jeg i morges stillede Herman til rette i vindueskarmen. For ja, jeg havde taget min dej med. Sgu. Og jeg blev kun en lille smule forældresåret, da den ellers så dejglade hamster påstod, at Herman var ret klam, som han stod der og boblede i kartoffelglasset.

‘Han skal bare lige over i en skål. Så tror jeg slet ikke, han er så klam mere,’ prøvede jeg.

Og så fortalte jeg ellers stolt, hvordan han er vokset til dobbelt størrelse overnight (det er så fascinerende, når det sker). Og i øvrigt lugter han altså slet ikke så slemt, når man lige vænner sig til det. Og han er helt sikkert meget længere fremme i udviklingsprocessen end guldfiskens dej, som stadig bare står hjemme på køkkenbordet og mangler kærlighed og røring. Og …

Lige pludselig gik det op for mig, hvorfor det er så godt, at jeg ikke har nogen børn. For når jeg allerede kan gå så meget i selvsving over en skide dej, ville jeg jo være fuldstændig ulidelig at høre på, hvis jeg også producerede eget afkom.

Nå, men fortsættelse følger. Og indtil da kan du følge Hermans udvikling i albummet her. For selvfølgelig skal den lille knægt foreviges fra alle vinkler på de sociale medier. Det manglede da bare!

https://www.facebook.com/skudamuda

PS: I øvrigt agter jeg også at lægge et billede af min tykke mave op, når jeg har spist Herman. Jeg tænker, det er en slags omvendt graviditetsbillede. Vil dog skåne jer for efterfølgende scanning. Sådan en type er jeg nemlig …