Der findes mange trygge ting i verden. VHS-bånd for at nævne noget. Eller musik med minder i. Eller sovedyr. Den slags kan jeg let blive tryg ved.
Det er sværere at blive helt tryg ved andre mennesker. For eksempel er jeg ikke tryg ved at ringe til folk, jeg ikke kender (godt, jeg ikke er journalist!) Jeg er heller ikke tryg ved større forsamlinger af mennesker, der snakker meget højt. Eller ved folk, som ikke giver mig plads til at turde være mig.
Heldigvis findes der en del personer, som gør mig ret tryg meget af tiden. Men det er svært at være meget tryg hele tiden. Før i tiden turde jeg ikke helt tro på, det overhovedet kunne lade sig gøre. Men nu ved jeg, at jeg kan være så helt og aldeles tryg ved en anden person, at jeg for eksempel:
– tør ligge helt stille i halve timer uden at tage stilheden som et tegn på, at noget er galt, men derimod tage den som et tegn på, at noget er godt
– tør tale, før jeg tænker, og stille impulsive, dumme spørgsmål som: ‘Hvordan siger man grapefrugt på engelsk?’ eller: ‘Kan man egentlig spise sig selv?’ eller: ‘Lugter min skulder af tis?’
– tør indrømme, at jeg har en fetish for det der klamme, flydende ost på glas, og at jeg engang var meget bange for at se introen til Bamse og Kylling
– tør klappe vildt og voldsomt med røven i badet, fordi vand forstærker lyden
– tør tude helt hysterisk uden grund, fordi det føles så forløsende rart at trække vejret bagefter
Engang troede jeg, at den form for tryghed var farlig, fordi det kræver mod at turde være så tryg, at kun frygten for at miste trygheden skaber utryghed. Heldigvis har jeg lært, at det er farligere ikke at turde. Og den viden gør mig tryg på den allertryggeste måde.
Skudamuda 