Hvordan musik føles

Hvad for noget musik er du til? Simpelt spørgsmål. Umiddelbart. Men nu er jeg ikke i stand til at svare på det. Engang var det let – dengang min krop var barn, og spørgsmålet lidt omformuleret lød ’Hvem er du fan af’. Da var det bare om at sige alt det rigtige. Tjekke toppen af listen på P3 eller se, hvem der prydede fanplakaterne i MIX den måned. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg ingen musiksmag. Jeg kan i hvert fald ikke kategorisere den. Det handler meget mere om, hvordan numrene føles. Ikke så meget om, hvordan genren smager.

En uge i sengen betyder virkelig meget tid til (tiltrængt) fuldstændig unødvendig beskæftigelse. Så som gennemgang af samtlige 5588 (godt tal) sange i mit iTunes-bibliotek. Bare for at mærke efter, hvordan de føles. Størstedelen føles ret ligegyldige. Mange føles rare. Af de rare er der også en liste med sange, som giver mening helt ned i maven. Og en del af dem føles som minder.

For eksempel er der en, der føles som tryghed i walkman’en på de første bilferier ned gennem Europa og op gennem de franske alper. Som fastspænding i autostol og en søster på hver side, der brokker sig over, at den mindste absolut skal fylde det meste. Som højdeskræk, og hvornår er vi der, og hvor i verden er den nummerplade fra.

Så er der en, der føles som blandet bånd i papfars bil, og en anden, der føles som kinddans til Maxifest i 5. klasse (og retro-kinddans til Guldhusfest i 2012).

Der et digt, som blev til en sang, der blev spillet i en film, som er lavet over en bog, jeg engang har læst i stykker. Den føles som grønt pubertetsværelse og poetiske eksperimenter og frygt for lysten til at smadre smukke vaser. Men den føles mest af alt som længslen efter at møde en ven med det samme blik. Ham, jeg ikke vidste, hvem var.

Så er der den, der føles som MTV (da de rent faktisk spillede musik) og glæde og grim dans alene i stuen. Den, der hænger ved og stadig bliver spillet og danset grimt til, hver gang der sker noget ud-over-det-sædvanlige fantastisk.

Og der er den, der føles som alt for korte weekender på tysk teenageværelse. Som tryghedslæsning og hjertebankende nedtælling til mandag morgen og endnu en uge, der skulle overstås.

Og den, der føles som hvide vægge og udlængsel og indadvending på hospitalslignende kollegieværelse, der slet ikke lignede et rigtigt hjem.

Så er der en, der føles som lange, tågede, søndag eftermiddage i sengen med en tryg bog. I ny Guldhuslejlighed, der dengang var et tiltrængt sen-teenagehjem.

Og der er den, der føles som meningsgivende gymnasieprojekter og trang til at kaste sig ud på dybt vand.

En anden føles som fire uger i Grønland med kun én eneste engelsksproget cd, som derfor blev spillet igen og igen, mens notesbøger blev udfyldt og tykke bøger læst. Og så er der en, der føles som tusindvis af kilometer på vejen gennem USA med kun én eneste person i hovedet. Som uventet eventyr, der pludselig opstod i den eventyrlige by. Og lange mailkorrespondancer sommeren over og trangen til at hoppe på det første fly tilbage til det store æble og nogle meget vigtige skrå brædder, som ham i hovedet skulle stå på.

Der er også den, der føles som en regnfuld festival med køretur i ægte ambulance og møde med skovskadestuen. Den føles som frygten for at dø uden at have givet mening for noget eller nogen. Uden at det hele har betydet noget. (Og så føles den også lidt som en kirkegård på en sensommerdag).

En anden føles som lange gåture gennem Odenses villakvarterer. Som forvirrende følelser og trangen til at ryge alt for mange forkerte frustrationscigaretter.

Så findes der en sang, der føles som den første meningsfulde 9-17-tjans med skriverier og forbilleder og fyraftensøl. Der er også en, der føles som natlig dans på skræmmende skøn virkelighedsflugt i eventyrbyens west end.

Og der er en, der føles som eftertænksom melankoli på lange gåture gennem København. Over Rådhuspladsen, forbi Tivoli, over broen og hjem til den røde sofa.

Til sidst er der en, der føles som en vinteraften alene under dynen, mens det resterende overskudskrudt fra nytåret oplyser himlen gennem det vindue, jeg ligger med ryggen til.

PS: Derudover er der selvfølgelig også alle de andre. De glade, de fjollede, de optimistiske og de trygge fylder heldigvis en hel del …

10 thoughts on “Hvordan musik føles

  1. Arh, men du kan jo blive ved. Findes der egentlig ikke billeddokumentation af fremførelsen af den der? Har en svag erindring om noget med et flyvende tæppe. Det var vist lige efter kinddansen med Charles og den grønne mand 🙂

  2. Pingback: Hov, jeg glemte da … | Skudamuda

  3. Pingback: Noget om de bedste somre | Skudamuda

  4. Pingback: Noget om tryghed | Skudamuda

  5. Pingback: Hov, jeg glemte da … Part II | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s