Hov, jeg glemte da … Part II

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles:

Sangen, der føles som ruskende, råkold efterårsaften på lunt teenageværelse under rød lavalampe med halvfærdig dansk stil på bordet, eksistensforvirrede digterier i kinabogen og hovedet fuld af uvidenhed om alt det, der skal ske i morgen, om en måned og om 13 år.

Sangen var egentlig ikke glemt, men havde ligget og puttet sig i et hjørne af min iPod, som tilfældigvis dukkede op til overfladen i morges, da jeg gik ved stranden i regnvejr. Og så var jeg pludselig tilbage i teenagekroppens melankoliforventningsfulde usikkerhed. På den gode måde, hvor minderne føles trygge, samtidig med at det er endnu mere trygt at tænke på, at jeg er et andet sted nu.

Selvom følelserne i kroppen har ændret sig, synes jeg stadig, det er en af de smukkeste sange, der er skrevet. Endnu mere efter jeg for første gang så videoen tidligere i dag. Og begyndte at hyggetude på kontoret. For tredje gang på en uge. Ny rekord, tror jeg. Men det er vel også en slags bedrift …

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Indkravlingsmusik i solosædet

Når det engang (formodentlig inden for den nærmeste fremtid) bliver muligt at rejse tilbage til fortiden, bør alle smutte forbi DR’s Koncerthus 23. maj 2013 og høre Marie Keys musikalske troldetrylleri på den scene, som altid tager mig med lydstorm.

I min verden er hun en af de mest originale sangskrivere i de her dage, og oplevelsen blev endnu bedre af, at hun var underholdende på den rigtige måde, frem for den der jeg-bør-sige-noget-krampagtigt-sjovt-på-scenen-måde. Hendes musik er lige til at kravle ind i, og den følelse var endnu stærkere live. Desværre sad jeg helt palle og havde kun mulighed for at rykke tæt tæt sammen med de to store, fremmede mænd, som jeg var spændt fast mellem i mit solosæde, mens jeg kunne vinke over til guldfisken på den anden balkon, katten på den tredje og solsorten under mig (note til selv – køb billetter i GOD tid næste gang).

På en måde var der noget fedt ved at sidde helt alene i salen. Alligevel ville jeg gerne have udskiftet Arne-Bjarne til højre for mig med et velkendt dyr – fugl eller fisk eller måske sådan en type med en meget lang hals, som kunne give en synsudfordret snabeltøs et fyldigt referat af, hvad der rent faktisk foregik på scenen (og muligvis også lægge koncertgramselår til ved samme lejlighed).

PS: Apropos Google tænker jeg, at en søger meget passende havde held i sprøjten her på bloggen i går. Måske var det endda en af de mindre sindssyge af slagsen …

landet

Hov, jeg glemte da …

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles. Mit første kassettebånd med rigtig voksenmusik.

Jeg fik det af min søster, da jeg var fem-seks år gammel. På side A havde hun optaget Søs Fengers ‘Vinterdage’-plade. Det er stadig det tryggeste musik, jeg kender. Og ja, jeg ved godt, det muligvis ikke er sejt eller kuul eller noget at blære sig med på Dronning Louises Bro. Men tonerne trykker altid på de trygge knapper, når de utrygge er blevet presset. Og musikken sender mig tilbage til værelset med de skrå vægge og den nussede Ninus og det bløde sengetøj. Og en walkman med spritnye batterier i.

På side B havde hun optaget noget med Michael Falch. Han var pæn, syntes jeg. Men ikke lige så god som Kim Larsen. I en tidlig alder befandt jeg mig derfor i et typisk dilemma – splittet mellem fascinationen af det ydre og det indre. Jeg fandt en perfekt både-og-løsning, da jeg så ‘Tarzan Mama Mia’ for første gang. Med Michael Falch i bar overkrop (ja, jeg var ret fremme i gummistøvlen af en femårig at være) og Kim Larsens musik. Ham havde vi også et bånd med, men det var vist ikke mit eget.

Et af mine største barndomstraumer fandt sted, da jeg en dag snublede i ledningen til kassettebåndoptageren på vej til toilettet. Lige midt i ‘Jutlandia’. Da musikken pludselig forsvandt, smed jeg mig hysterisk og stortudende på gulvet og råbte: ‘Kimmelarsen er døøøød’! Jeg faldt først til ro igen, da en venlig sjæl satte stikket i kontakten og på mirakuløs vis genoplivede min helt. Tænk, hvis alting var så simpelt …

PS: Først ville jeg beklage det ellers så fine diasshow fra Mallorca, som en kreativ videofidus har fikset sammen. Det tager lidt opmærksomhed fra den trygge sang, som ikke er til at finde i en bedre version på nettet. Men så opdagede jeg, at videoen egentlig er en kærlighedserklæring til en kat. Lavet af en yderst entusiatisk ejer. Hvad de dog ikke finder på dernede i de kolde, varme lande …

Hvordan musik føles

Hvad for noget musik er du til? Simpelt spørgsmål. Umiddelbart. Men nu er jeg ikke i stand til at svare på det. Engang var det let – dengang min krop var barn, og spørgsmålet lidt omformuleret lød ’Hvem er du fan af’. Da var det bare om at sige alt det rigtige. Tjekke toppen af listen på P3 eller se, hvem der prydede fanplakaterne i MIX den måned. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg ingen musiksmag. Jeg kan i hvert fald ikke kategorisere den. Det handler meget mere om, hvordan numrene føles. Ikke så meget om, hvordan genren smager.

En uge i sengen betyder virkelig meget tid til (tiltrængt) fuldstændig unødvendig beskæftigelse. Så som gennemgang af samtlige 5588 (godt tal) sange i mit iTunes-bibliotek. Bare for at mærke efter, hvordan de føles. Størstedelen føles ret ligegyldige. Mange føles rare. Af de rare er der også en liste med sange, som giver mening helt ned i maven. Og en del af dem føles som minder.

For eksempel er der en, der føles som tryghed i walkman’en på de første bilferier ned gennem Europa og op gennem de franske alper. Som fastspænding i autostol og en søster på hver side, der brokker sig over, at den mindste absolut skal fylde det meste. Som højdeskræk, og hvornår er vi der, og hvor i verden er den nummerplade fra.

Så er der en, der føles som blandet bånd i papfars bil, og en anden, der føles som kinddans til Maxifest i 5. klasse (og retro-kinddans til Guldhusfest i 2012).

Der et digt, som blev til en sang, der blev spillet i en film, som er lavet over en bog, jeg engang har læst i stykker. Den føles som grønt pubertetsværelse og poetiske eksperimenter og frygt for lysten til at smadre smukke vaser. Men den føles mest af alt som længslen efter at møde en ven med det samme blik. Ham, jeg ikke vidste, hvem var.

Så er der den, der føles som MTV (da de rent faktisk spillede musik) og glæde og grim dans alene i stuen. Den, der hænger ved og stadig bliver spillet og danset grimt til, hver gang der sker noget ud-over-det-sædvanlige fantastisk.

Og der er den, der føles som alt for korte weekender på tysk teenageværelse. Som tryghedslæsning og hjertebankende nedtælling til mandag morgen og endnu en uge, der skulle overstås.

Og den, der føles som hvide vægge og udlængsel og indadvending på hospitalslignende kollegieværelse, der slet ikke lignede et rigtigt hjem.

Så er der en, der føles som lange, tågede, søndag eftermiddage i sengen med en tryg bog. I ny Guldhuslejlighed, der dengang var et tiltrængt sen-teenagehjem.

Og der er den, der føles som meningsgivende gymnasieprojekter og trang til at kaste sig ud på dybt vand.

En anden føles som fire uger i Grønland med kun én eneste engelsksproget cd, som derfor blev spillet igen og igen, mens notesbøger blev udfyldt og tykke bøger læst. Og så er der en, der føles som tusindvis af kilometer på vejen gennem USA med kun én eneste person i hovedet. Som uventet eventyr, der pludselig opstod i den eventyrlige by. Og lange mailkorrespondancer sommeren over og trangen til at hoppe på det første fly tilbage til det store æble og nogle meget vigtige skrå brædder, som ham i hovedet skulle stå på.

Der er også den, der føles som en regnfuld festival med køretur i ægte ambulance og møde med skovskadestuen. Den føles som frygten for at dø uden at have givet mening for noget eller nogen. Uden at det hele har betydet noget. (Og så føles den også lidt som en kirkegård på en sensommerdag).

En anden føles som lange gåture gennem Odenses villakvarterer. Som forvirrende følelser og trangen til at ryge alt for mange forkerte frustrationscigaretter.

Så findes der en sang, der føles som den første meningsfulde 9-17-tjans med skriverier og forbilleder og fyraftensøl. Der er også en, der føles som natlig dans på skræmmende skøn virkelighedsflugt i eventyrbyens west end.

Og der er en, der føles som eftertænksom melankoli på lange gåture gennem København. Over Rådhuspladsen, forbi Tivoli, over broen og hjem til den røde sofa.

Til sidst er der en, der føles som en vinteraften alene under dynen, mens det resterende overskudskrudt fra nytåret oplyser himlen gennem det vindue, jeg ligger med ryggen til.

PS: Derudover er der selvfølgelig også alle de andre. De glade, de fjollede, de optimistiske og de trygge fylder heldigvis en hel del …