Når det engang (formodentlig inden for den nærmeste fremtid) bliver muligt at rejse tilbage til fortiden, bør alle smutte forbi DR’s Koncerthus 23. maj 2013 og høre Marie Keys musikalske troldetrylleri på den scene, som altid tager mig med lydstorm.
I min verden er hun en af de mest originale sangskrivere i de her dage, og oplevelsen blev endnu bedre af, at hun var underholdende på den rigtige måde, frem for den der jeg-bør-sige-noget-krampagtigt-sjovt-på-scenen-måde. Hendes musik er lige til at kravle ind i, og den følelse var endnu stærkere live. Desværre sad jeg helt palle og havde kun mulighed for at rykke tæt tæt sammen med de to store, fremmede mænd, som jeg var spændt fast mellem i mit solosæde, mens jeg kunne vinke over til guldfisken på den anden balkon, katten på den tredje og solsorten under mig (note til selv – køb billetter i GOD tid næste gang).
På en måde var der noget fedt ved at sidde helt alene i salen. Alligevel ville jeg gerne have udskiftet Arne-Bjarne til højre for mig med et velkendt dyr – fugl eller fisk eller måske sådan en type med en meget lang hals, som kunne give en synsudfordret snabeltøs et fyldigt referat af, hvad der rent faktisk foregik på scenen (og muligvis også lægge koncertgramselår til ved samme lejlighed).
PS: Apropos Google tænker jeg, at en søger meget passende havde held i sprøjten her på bloggen i går. Måske var det endda en af de mindre sindssyge af slagsen …
Skudamuda 