Noget om et brev til mit yngre jeg

For cirka tre år siden anbefalede solsorten mig at læse en bog, der hedder ’Brev til mit yngre jeg’. På det tidspunkt var jeg sådan lidt vaklende i det, og jeg tror, hun kunne fornemme, at jeg trængte til en form for bogstøtte, der mindede mig om, at alting nok skulle gå. Bogen er kort fortalt en lang række breve, som en lang række kvinder har skrevet til en yngre version af dem selv. For at forsøge at gøre dem klogere på den fremtid, der venter.

Jeg fik aldrig læst bogen dengang, hvor jeg havde allermest brug for at læse den. Men for kort tid siden fandt jeg den helt tilfældigt i den form for antikvariat, som jeg virkelig håber også findes, når mit yngre jeg bliver rigtig godt og grundigt gammel. Jeg er lige blevet færdig med den. Og jeg kan godt forstå, hvorfor solsorten tænkte, at den havde været god for mig, dengang jeg havde for travlt med at fare vild i verden til at tænke på at læse mig klogere på livet.

Jeg fik helt lyst til selv at skrive et brev til mig selv i den version, jeg var for tre år siden. Eller for ti år siden. Eller dengang min krop var barn. Måske skriver jeg det brev inden længe. Men indtil videre vil jeg bare dvæle lidt ved den her film, musvitten fandt for nylig. For den opsummere i virkeligheden bogens budskaber på den fineste måde.

PS: Ja, jeg tudede første gang, jeg så den (og anden gang …)

Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil

 

Noget om smølfemord

Jeg har efterhånden accepteret, at jeg er røvhamrendepissedårlig til at give slip. Derfor har jeg det også okay med, at jeg helt instinktivt begynder at tude, hvis jeg skal tage afsked med en kollega, der har fået nyt job, eller jeg ser allersidste afsnit af en tv-serie, som jeg har trukket vejret gennem i flere måneder, eller jeg skal være adskilt fra et savannedyr i en længere periode (eller en enkelt uge. Ja, så ynkelig er jeg …)

Men når jeg ender helt derude, hvor jeg får fugtige øjne, fordi jeg skal bide hovedet af en smølfevingummi, så burde nogle alarmklokker begynde at ringe. For selvom den stakkels, søde smølf sikkert har haft sit helt eget liv dernede i slikposen, og selvom alle smølfevennerne nu skal undvære den, så burde jeg vel for fanden kunne finde noget andet at flæbe over. Helt ærligt – folk sulter ude i verden. Mennesker dør.

Men måske er det netop bevidstheden om alt det, der får mig til at sørge over en tabt sukkerfætter. Eller måske har jeg bare et utroligt usundt forhold til slik …

smoelfemord

Slipgivningskomplikationer part IIII

Det var egentlig min intention at skrive et indlæg om, at jeg slet ikke har tudet i dag. Sådan en slags sensationskonstatering. Tadadada: Tudningsfri dag. Hva’ gi’r du?

Men så var det, jeg kom i tanke om, at det ville være løgn. For jeg gik og småflæbede lidt på stranden i morges. På MIN strand. Som jeg nu har besøgt tre morgener i træk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. I det hele taget har meget ændret sig det seneste års tid. Heldigvis. Og jeg bytter gerne morgenneurotik på stranden ud med huledynehygge i den anden ende … af byen. Den handel føles helt naturlig og meget rigtig. Alligevel er det en gang imellem lidt svært at undvære stranden for sådan en type, der gerne vil have det hele – altid og for evigt.

Om et par måneder er det 10 år siden, jeg flyttede ind i mit hus af guld på øen, der ikke udelukkende er lavet af lort. Selvom man trækker midlertidige afstikkere til Odense og New York fra de 10, har jeg aldrig prøvet at bo så lang tid samme sted. Og på trods af at jeg i flere år har jongleret med flytteboldsidéer, er tanken om en dag at skulle give afkald på min lejlighed og alt, hvad den minder mig om, helt frygtelig.

Stod det til mig, skulle jeg aldrig sige farvel til nogen eller noget, jeg holder af. Jeg synes stadig, afsked er en komplet unødvendig opfindelse. I hvert fald når jeg ikke lige slår den rationelle del af hjernen til (ja, den findes faktisk hos mig et sted). Den del, der fortæller mig, at det er umuligt helt at undgå afsked med gode ting og gode mennesker. Hvis jeg konsekvent nægtede at give slip, skulle jeg jo stadig gå i både folkeskolen og gymnasiet, have tre forskellige jobs, en omgangskreds, som i sig selv kunne befolke hele min ø, og en 10-12 boliger rundt omkring i verden. Det lyder hyggeligt, men det ville nok være lidt svært at praktisere (specielt når jeg i forvejen har alt for let ved at føle, at jeg ikke slår til).

Samtidig skulle jeg overbevise alle gamle klassekammerater og kolleger om, at de heller ikke måtte give slip. Av, den var værre! For de er jo alle udstyret med egen fri vilje, der giver dem ret til at prøve noget nyt, hvis de føler, det er rigtigt for dem. Også selvom jeg (og Maude) føler noget andet. Jeg ville så gerne kunne glæde mig af rent hjerte på andres vegne, når nye ting sker, men seperationsangsten, den satan, modarbejder mig konstant.

På trods af alt det, jeg lige har skrevet, glæder jeg mig alligevel til fremtiden. Til alt hvad den forhåbentlig fører med sig af gode ting. Og jeg frygter den egentlig ikke særlig meget. Jeg frygter kun afskeden med fortiden. Når jeg kigger rundt i mit liv, kan jeg få øje på rigtig meget, som jeg ved, jeg bliver tvunget til at give slip på før eller siden. For selvom jeg for eksempel slet ikke kunne forestille mig at forlade mit job, kunne jeg jo heller ikke forestille mig at sidde i samme stol, når jeg er 63. Ligesom jeg heller ikke kunne forestille mig at bo i mit hus af guld, når jeg er 63.

Måske handler det derfor ikke udelukkende om angsten for at give slip. Måske handler det i virkeligheden om angsten for at miste de år, der går. Om angsten for at blive GAMMEL. De tanker fik et par ture i den neurotiske tumbler, da jeg gik og småflæbede på stranden i morges. Og da jeg havde tørret øjnene, lovede jeg mig selv at være modig nok til at rykke mig. Til at handle, når det føles rigtigt. Også selvom det betyder, at jeg må sluge et par afskedskameler.

Det bliver skide godt, det der fremtid …

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Samme strand, samme tidspunkt, tre morgener i træk.

Hov, jeg glemte da … Part II

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles:

Sangen, der føles som ruskende, råkold efterårsaften på lunt teenageværelse under rød lavalampe med halvfærdig dansk stil på bordet, eksistensforvirrede digterier i kinabogen og hovedet fuld af uvidenhed om alt det, der skal ske i morgen, om en måned og om 13 år.

Sangen var egentlig ikke glemt, men havde ligget og puttet sig i et hjørne af min iPod, som tilfældigvis dukkede op til overfladen i morges, da jeg gik ved stranden i regnvejr. Og så var jeg pludselig tilbage i teenagekroppens melankoliforventningsfulde usikkerhed. På den gode måde, hvor minderne føles trygge, samtidig med at det er endnu mere trygt at tænke på, at jeg er et andet sted nu.

Selvom følelserne i kroppen har ændret sig, synes jeg stadig, det er en af de smukkeste sange, der er skrevet. Endnu mere efter jeg for første gang så videoen tidligere i dag. Og begyndte at hyggetude på kontoret. For tredje gang på en uge. Ny rekord, tror jeg. Men det er vel også en slags bedrift …

Noget om spontantuderi

Der er ekstra sprinkler på spontantuderiet for tiden (også for tiden). På listen over mere eller mindre legitime årsager til udløsning af øjenvanding findes blandt andet:

– Et gen-gen-genudsendelsesafsnit af Beverly, hvor nogen igen-igen-igen går fra hinanden på en utrolig teatralsk og kvalmekomisk måde (er det bare mig, eller føltes det ikke som om, at de spillede bedre i 90’erne?)

– Et rødvinsglas, der pludselig vælter i et køkken og rammer alt undtagen højre hjørne af loftet (og som ud over vræleri i øvrigt også resulterer i en skizofren diskussion med mig selv om, hvorvidt det var mig eller mig, der var skyld i katastrofen).

– En tur i mørket med ‘Gravity’ på storskærmen og uro i kroppen (trods amerikanske replikklichéer i kø ramte den alligevel det ømme ‘Hushpuppy’-punkt i maven. Det var muligvis noget med æstetikken og helt sikkert noget med behandling af slipgivningskomplikationsemnet (heldigvis hjalp det på post-tuderiet at blive holdt fast i kulden bagefter)).

Den slags tuderi har jeg efterhånden lært at acceptere. Det kan jeg lige så godt, for erfaringen viser, at det er umuligt at undgå i perioder, hvor dråberne i forvejen sidder løst i krogene.

Noget, jeg dog virkelig, virkelig gerne vil undgå, er ydmygende spontantuderi under telefonisk samtale med SKAT-medarbejder, der foregår nogenlunde sådan her:

Mig: Jeg har betalt for lidt i SKAT.
Ham: Nej, du har betalt for meget.
Mig: Nej, jeg har betalt for LIDT!
Ham: Nej, du har betalt for MEGET!!!!!

Jeg er ikke så stærk i SKAT, men jeg vil mene, at den yderst irritable medarbejder plejer at have den slags diskussioner med omvendt fortegn. Han plejer sandsynligvis også at tale med typer, som gemmer vræleriet, til røret er lagt på. Og så plejer han garanteret også at få ret.

Det fik han desværre ikke den her gang. Ak og ve. Vi tudes ved …

kylling

Noget om Taffeltraditioner

Der findes to slags mennesker i denne verden. Dem, der spiser Taffelchips juleaften, og dem, der ikke gør. Man lærer noget nyt hver dag, og lige netop den banebrydende observation tog jeg med mig hjem fra arbejde på denne grå novembertirsdag. Forud lå en grundig, kvalitativ undersøgelse foretaget af min kollega, som var dybt forundret over, at nogen kunne finde på at spise chips på den højhellige dag. Derfor besluttede hun sig for at lave en rundspørge i de forskellige afdelinger – blandt andet for at afklare, om der mon var tale om en geografisk betinget tradition. Den teori kunne vores afdeling afkræfte, da der både findes en sjællandsk hamster, en fynsk guldfisk og en jysk elefant, som har et dybt passioneret – tenderende religiøst – forhold til Taffelchips med brun sovs juleaften.

Emnet endte med at fylde gode dele af en halv times arbejdsdag (håber virkelig ikke, chefen læser med), hvilket endnu en gang bekræftede, hvor meget traditioner betyder.

I min familie er der altid dobbelt op på Taffelchips, fordi min søster og jeg hvert år bliver nervøse for, om den tredje søster nu har husket at købe dem. Så derfor svinger vi lige forbi tanken på vejen og provianterer sikkerhedskartofler. For de SKAL SKAL SKAL være der! Ellers er det ikke rigtig jul.

Jeg ville virkelig gerne være sådan en cool, afslappet type, der sagtens kan håndtere lidt forandring, men faktum er, at jeg var meget tæt på hysterisk tuderi det år, hvor min moster ved en fejl (en stor, stor fejl) valgte at spiffe risalamanden lidt op med noget appelsinsaft. Tuderialarmen kunne måske undskyldes med, at jeg var 10 år gammel, men jeg var lige så tæt på tårer, da min søster for et par år siden valgte at indføre plastikjuletræ, fordi det var lettere. Jeg var parat til at fælde en ægte granfætter med en neglefil bare for at sikre mig, at alt var, som det plejede at være (nu var det selvfølgelig heller ikke mig, der skulle støvsuge grannåle op helt frem til påske).

Jeg har altid elsket julen med alle de traditioner, der hører til lige netop min familie. En jul, som traditionen tro ender med, at min søster og jeg falder i søvn ved siden af hinanden, efter vi har været i åben kamp om fjernbetjeningen, og min mor har været inde på værelset for at konstatere, at vi stadig formår at få det til at lugte af teenagehummer, selvom vores hylstre er blevet voksne.

Sidste år var det dog lidt vemodigt, fordi jeg pludselig fik en klar fornemmelse af, at i hvert fald den sidste tradition ville stoppe der. Mange ting er sket i mellemtiden, og jeg går derfor ud fra, at fornemmelsen holder stik. Med mindre min søster stadig foretrækker at dele værelse med mig frem for delfinungen og delfinfaderen i al den nye familielykke, der er faldet ned over hende siden sidste jul. På forhånd har jeg dog en rimelig klar fornemmelse af, at jeg er sat ud af det spil.

Så traditionsposen skal rystes. Overraskende nok føles det slet ikke så farligt, som jeg havde frygtet. Måske det endda er en perfekt lejlighed til at ryste posen en ekstra gang, kaste det hele op i luften, og se, hvad der falder ned af nye, gode ting. Den tanke er egentlig ret tryg, når bare jeg ved, at man kan tage en Taffelposechips med overalt.

Det bliver skide godt!

den_aegte_julemandPS: Billedet her er til for at dokumentere, at min familie traditionelt får besøg af den rigtige julemand. Den helt ægte fra Grønland. Og det er ikke med løg på …

 

Noget om vuggestuevoksenhed og barnligt glædestuderi

Egernet blev gift i weekenden. Min vuggestueveninde er blevet voksen og har sagt ja og skiftet navn, og hvad har vi. Hvordan skete det lige? Hvordan gik al den tid, uden jeg opdagede det?

Jeg forstår det ikke, og jeg forstår det endnu mindre, når jeg tænker for meget over det, så det forsøger jeg at lade være med. I stedet bruger jeg min energi på at glæde mig over, at det skete.

Jeg havde glædet mig til det bryllup, lige siden egernet bad mig reservere datoen sidste år. Dengang sagde hun (muligvis mest for sjov), at hun ville holde en +1 åben til mig. Og jeg sagde (helt alvorligt), at jeg i så fald havde planer om at tage guldfisken (nej, fumlefingre, ikke fuldfisken) med. Selvom jeg er sikker på, at hun ville tage sig ret godt ud i jakkesæt, er jeg alligevel glad for, at omstændighederne udviklede sig på en måde, som jeg ikke helt havde regnet med.

Min mådeholdshistorik til bryllupper er ikke noget at blære sig med på en solskinsdag. Det har jeg tidligere været inde på. Men eftersom jeg for et par måneder siden rent faktisk formåede at komme igennem en hel bryllupsfest uden alt for pinlige scener eller alkoholrelateret fodsvigtning, var jeg ret overbevist om, at det hele nok skulle gå.

Jeg havde bare glemt at tage højde for, at jeg stadig er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil. Egentlig troede jeg, at det var en fase, jeg ville komme over – eventuelt efter eftertrykkelige tryk på alle de farlige steder udløste en grådlavine, som burde have udtømt saltvandslageret for noget nær altid. Men jeg burde nok have indset, at gråd stadig kommer lidt for let til mig, da jeg for et par uger siden begyndte at småvræle, fordi haren spurgte mig, hvilken form for slik jeg ville have sværest ved at undvære for evigt (angsten for potentiel slipgivning med savn til følge har åbenbart ingen bagatelgrænse …)

Så det blev et vådt bryllup (sms). Godt vådt. Egentlig var det ikke meningen, vi skulle med til selve vielsen på rådhuset, men da der alligevel var plads, smuttede vi derind. Jeg havde derfor ikke lang tid til at mentalforberede mig på tudningsseance #1. Den indtraf sådan cirka et halvt sekund efter første ja. Og så fortsatte det ellers. Under brudens fars tale og gommens tale og brudens søsters tale, der endte i en decideret hulken, som tvang mig til at udvandre fra festen og søge midlertidigt eksil på toilettet.

Det var hyleri på den helt rigtige måde. Af de helt rigtige årsager. Fordi det hele var så godt og flot og rart og rigtigt. Og uden at udlevere andre af festens (langhalsede) gæster, kan jeg afsløre, at jeg heldigvis ikke var den eneste, der vandede fjerkræ.

Det er svært at vende tilbage til virkeligheden efter sådan en weekend fyldt med våde oplevelser og store følelser og mørke afstikningseventyr. Men jeg kan jo altid tage mig en lille hyggemandagstuder, hvis lysten skulle komme over mig (smos). Jeg kan allerede mærke, den er godt på vej …

oeresund_st

Øresund st.

 

Skærmseningskomplikationer

Jeg kom til at tude på kontoret i dag. Igen. Fordi jeg så et klip med Kevin. Som var nede på knæ. Jeg ved ikke engang, hvem Kevin er (kun at han er rimelig corny til det der med vers). Men jeg ved desværre, at klippet var fra ‘De unge mødre’. En eller anden venlig sjæl må meget gerne komme forbi og redde mig, inden jeg bliver hende der, som går i spontankrampe over Merci-reklamen (den eneste grund til at jeg ikke er hende der (mere) er, at jeg har givet mig selv reklamefilmskarantæne på ubestemt tid).

Men det er jo egentlig ret fantastisk, hvad ting på en skærm kan gøre ved en. Hvordan et kort klip eller en reklame eller en bestemt sang i en komedieserie på en syttendedel af et splitsekund kan hive i snorene, som hænger fast i de allerfarligste steder, og minde om alt det, man gerne vil mindes om eller ikke vil mindes om eller bare ikke kan overskue at forholde sig til eller meget gerne vil have mere af.

Og det er fantastisk, hvordan skærmting kan trykke på de trygge knapper. Som et gammelt afsnit af Beverly, hvor man ved, præcis hvad der kommer til at ske, men alligevel bliver nødt til at lulle sig selv ind i det én gang til (helt chokerende tror jeg i øvrigt, jeg har fundet min overmand, når det kommer til ubrugelig Beverly-viden. En, som formåede at fremvise både samlekort og sengetøj med de gamle idoler uden at skamme sig over muligt manglende sejhedsfaktor. Sejt! Store point i bogen …)

Mest fantastisk synes jeg dog, det er, at jeg for tiden kan arbejde på fire forskellige skærme med fire forskellige skærmting uden af føle mig den mindste smule følelsesmæssigt skizofren …

liar

PS: Man kan putter hundredevis af millioner i en storfilm, som alligevel ikke helt formår at ramme en eneste stor følelse rigtigt. Eller man kan lave en amatørvideo på 46 sekunder, som på foruroligende vis spiller på hele registret (og som mere eller mindre tilfældigt (men meget præcist) formår at vise, hvad det er, det hele handler om …)