Noget om vuggestuevoksenhed og barnligt glædestuderi

Egernet blev gift i weekenden. Min vuggestueveninde er blevet voksen og har sagt ja og skiftet navn, og hvad har vi. Hvordan skete det lige? Hvordan gik al den tid, uden jeg opdagede det?

Jeg forstår det ikke, og jeg forstår det endnu mindre, når jeg tænker for meget over det, så det forsøger jeg at lade være med. I stedet bruger jeg min energi på at glæde mig over, at det skete.

Jeg havde glædet mig til det bryllup, lige siden egernet bad mig reservere datoen sidste år. Dengang sagde hun (muligvis mest for sjov), at hun ville holde en +1 åben til mig. Og jeg sagde (helt alvorligt), at jeg i så fald havde planer om at tage guldfisken (nej, fumlefingre, ikke fuldfisken) med. Selvom jeg er sikker på, at hun ville tage sig ret godt ud i jakkesæt, er jeg alligevel glad for, at omstændighederne udviklede sig på en måde, som jeg ikke helt havde regnet med.

Min mådeholdshistorik til bryllupper er ikke noget at blære sig med på en solskinsdag. Det har jeg tidligere været inde på. Men eftersom jeg for et par måneder siden rent faktisk formåede at komme igennem en hel bryllupsfest uden alt for pinlige scener eller alkoholrelateret fodsvigtning, var jeg ret overbevist om, at det hele nok skulle gå.

Jeg havde bare glemt at tage højde for, at jeg stadig er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil. Egentlig troede jeg, at det var en fase, jeg ville komme over – eventuelt efter eftertrykkelige tryk på alle de farlige steder udløste en grådlavine, som burde have udtømt saltvandslageret for noget nær altid. Men jeg burde nok have indset, at gråd stadig kommer lidt for let til mig, da jeg for et par uger siden begyndte at småvræle, fordi haren spurgte mig, hvilken form for slik jeg ville have sværest ved at undvære for evigt (angsten for potentiel slipgivning med savn til følge har åbenbart ingen bagatelgrænse …)

Så det blev et vådt bryllup (sms). Godt vådt. Egentlig var det ikke meningen, vi skulle med til selve vielsen på rådhuset, men da der alligevel var plads, smuttede vi derind. Jeg havde derfor ikke lang tid til at mentalforberede mig på tudningsseance #1. Den indtraf sådan cirka et halvt sekund efter første ja. Og så fortsatte det ellers. Under brudens fars tale og gommens tale og brudens søsters tale, der endte i en decideret hulken, som tvang mig til at udvandre fra festen og søge midlertidigt eksil på toilettet.

Det var hyleri på den helt rigtige måde. Af de helt rigtige årsager. Fordi det hele var så godt og flot og rart og rigtigt. Og uden at udlevere andre af festens (langhalsede) gæster, kan jeg afsløre, at jeg heldigvis ikke var den eneste, der vandede fjerkræ.

Det er svært at vende tilbage til virkeligheden efter sådan en weekend fyldt med våde oplevelser og store følelser og mørke afstikningseventyr. Men jeg kan jo altid tage mig en lille hyggemandagstuder, hvis lysten skulle komme over mig (smos). Jeg kan allerede mærke, den er godt på vej …

oeresund_st

Øresund st.

 

One thought on “Noget om vuggestuevoksenhed og barnligt glædestuderi

  1. Pingback: Det var så året hvor jeg … – vol. 2 | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s